For os i Fertilitetsbehandling

[lupo28]

Det lyder ikke rart. Jeg må hellere lige spørge om de giver morfin i Horsens. Men ellers er det jo heldigvis hurtigt overstået. Forhåbentlig er det nok med en omgang, men det er jo slet ikke sikkert. Vi starter i lang behandling med det samme, og hvis ikke jeg har misforstået så er det netop for at sikre de optimale betingelser for at få flere gode æg.

Har I andre oplevet at I skulle vente længe når I først var igennem alle de indledende samtaler og prøver? Vi fik at vide at det godt kunne være at vi bliver afvist hvis der er mange på samme tidspunkt, men at de forsøger kun at afvise det samme par én måned og så tage dem ind næste måned. Men om det holder stik, det er jeg ikke så sikker på.

Ja jeg har også forstået at lang behandling er godt til dem som ikke har så mange æg.
Jeg fik taget prøverne i det private, så det hele var klart da jeg kom til i det offentlige.
Jeg tror også der stod i min indkaldelse. at alle prøve skulle være i orden inden. Så var jeg til infomøde og individuel samtale og kunne starte ved næste menstruation. Men nej har heldigvis ikke prøvet at blive afvist.

Her i mit sidste forsøg, fik jeg noget som hedder gigalaser, der er lavet undersøgelser om det kan forbedre ens fertilitet og 66 % har haft succes med det og jeg blev jo gravid, så det kan anbefales at prøve det. Du kan evt. google fertilitet og gigalaser og se undersøgelsen.

[honeybee]

Det lyder ikke rart. Jeg må hellere lige spørge om de giver morfin i Horsens. Men ellers er det jo heldigvis hurtigt overstået. Forhåbentlig er det nok med en omgang, men det er jo slet ikke sikkert. Vi starter i lang behandling med det samme, og hvis ikke jeg har misforstået så er det netop for at sikre de optimale betingelser for at få flere gode æg.

Har I andre oplevet at I skulle vente længe når I først var igennem alle de indledende samtaler og prøver? Vi fik at vide at det godt kunne være at vi bliver afvist hvis der er mange på samme tidspunkt, men at de forsøger kun at afvise det samme par én måned og så tage dem ind næste måned. Men om det holder stik, det er jeg ikke så sikker på.

Hov - glemte at svare på det andet. Jeg fik også at vide, at man kunne risikere op til 2 afslag og så komme med i tredje omgang. Jeg var heldig og kom med første gang jeg havde menstruation.
Det svinger vist meget hvor mange de har igennem

Derudover har jeg kun godt at sige om Horsens. Mødte en del forskellige både læger og sygeplejersker, men også de samme. Der var tid til snak (mit forløb var lidt turbulens og med en del ukendte og usikre faktorer), når jeg havde behov for det.
Jeg blev gravid i første forsøg - mod alles forventninger! Jeg var også igennem lang forløb grundet få æg og endte med at danne mange.

[billiebean]

Det med lang behandling, hvis man har få æg, handler om, at man kan time udviklingen af æggenes størrelse meget præcist, så man ikke risikerer (som nogle gange sker i kort behandling) at man nok danner mange æg, men de har forskellig størrelse - et eller to æg løber for hurtigt. Udtagning skal nemlig ske, når æggene når en bestemt størrelse og så er det mest optimalt at så mange æg som muligt har den korrekte størrelse specielt hvis man danner få æg.

[Yetie]

Tusind tak for alle jeres svar. På en eller anden underlig måde føles det lidt mere "trygt" ikke at være alene om det, selvom jeg på den anden side ikke ønsker for nogen at skulle igennem det her.

@lupo28: Tak for tippet, det vil jeg lige læse lidt mere om. Hvis ikke det går så godt kunne det jo være værd selv at nævne det.

[Yetie]

I går var vi til sidste informationsmøde inden vi starter op.. Så nu venter jeg faktisk bare på mens. Men da det kan tage sin tid har jeg snakket med klinikken, så lægen kontakter mig i morgen angående noget til at sætte mig i gang med. Det er lidt vildt!

Vi har fortalt det til min svigerfar og vores plejesøn. Sidstnævnte var overrasket, men meget positiv, over udmeldingen, og han havde en masse spørgsmål. Jeg har forsikret ham om, at det selvfølgelig ikke ændrer på noget i forhold til hans flytning hjemmefra; han flytter når han er klar og har en lejlighed. Han er 18, og han er skrevet på venteliste.

[LaMariposa]

Er der nogen af jer, der er med på at få flyttet tråden her til lukket forum? Ville gerne diskutere behandling og dele erfaringer osv., men det er simpelthen for sårbart for mig at gøre i et forum, der kan googles frem Plus, at det i perioder kan gøre ret ondt at skulle ind i graviditetsforummet for at finde den.

Hvad siger I?

[Yetie]

Er der nogen af jer, der er med på at få flyttet tråden her til lukket forum? Ville gerne diskutere behandling og dele erfaringer osv., men det er simpelthen for sårbart for mig at gøre i et forum, der kan googles frem Plus, at det i perioder kan gøre ret ondt at skulle ind i graviditetsforummet for at finde den.

Hvad siger I?

Det ville jeg gerne bakke op om.

Jeg venter på at starte på nedregulering nu, og jeg har spørgsmål jeg ikke kan få svar på, fordi klinikken har ferielukket. Nu har jeg skrevet til min læge og spurgt. Håber hun kan svare.

[Yetie]

Please, en eller anden, fortæl mig jeg ikke er alene om det her. Har været i gang med nedregulering i tre uger, og var i dag til scanning. Alt ser fint ud, og der er 7 follikler, som nu skal stimuleres - så jeg begynder på nogle nye hormoner i aften. Jeg fortalte lægen, at jeg var glad for at jeg ikke havde været voldsomt plaget af humørsvingninger (hvilket min mand så ikke var helt enig i, men han skal virkelig bare lukke røven ). På vej hjem fra lægen får jeg så en total nedsmeltning. Altså hvor jeg er så vred at jeg ryster og har lyst til at smide med ting, ikke kan holde ud at være nogen steder og ender med at tude i frustration.
Det startede med at jeg sagde, pænt, til min mand, at der var grønt, fordi han satte farten helt ned i et kryds i stedet for at køre ud i det. Tænkte at han nok lige zonede lidt ud, så det var tænkt som en oplysning, ikke andet. Så blev han sur over at jeg "blandede mig i hans kørsel", og i øvrigt skulle han jo stoppe, for der kom modkørende, påstod han. Vi skulle til venstre, så nej, han skulle ikke stoppe før han var ude i krydset. Så det sagde jeg til ham. Så bad han mig om at holde kæft. Og så kan I nok selv gætte resten. For kunne han for helvede ikke bare indrømme, at han ikke lige havde tænkt sig om? Jeg blev så vred som aldrig før og bad han endda om at sætte mig at (næsten 50 km hjemmefra!).

Jeg er ikke stolt af min reaktion, men kan jo godt regne ud at den skyldes hormoner og det pres det er hele tiden at lyve for andre om, hvorfor jeg skal til lægen, eller hvorfor jeg går tidligt/møder sent, hvorfor jeg ikke kan deltage i DHL-stafetten, hvorfor jeg ikke drikker... Men jeg føler slet ikke at min mand forstår en skid. Eller at han i det hele taget prøver. Men det er sikkert heller ikke nemt at være ham.

Summa summarum er, at det her, det gør jeg ikke igen. Hvis ikke de æg, der bliver stimuleret nu, bliver til noget, så var det bare det. Jeg orker ikke det her igen og igen.

[milisa]

Please, en eller anden, fortæl mig jeg ikke er alene om det her. Har været i gang med nedregulering i tre uger, og var i dag til scanning. Alt ser fint ud, og der er 7 follikler, som nu skal stimuleres - så jeg begynder på nogle nye hormoner i aften. Jeg fortalte lægen, at jeg var glad for at jeg ikke havde været voldsomt plaget af humørsvingninger (hvilket min mand så ikke var helt enig i, men han skal virkelig bare lukke røven ). På vej hjem fra lægen får jeg så en total nedsmeltning. Altså hvor jeg er så vred at jeg ryster og har lyst til at smide med ting, ikke kan holde ud at være nogen steder og ender med at tude i frustration.
Det startede med at jeg sagde, pænt, til min mand, at der var grønt, fordi han satte farten helt ned i et kryds i stedet for at køre ud i det. Tænkte at han nok lige zonede lidt ud, så det var tænkt som en oplysning, ikke andet. Så blev han sur over at jeg "blandede mig i hans kørsel", og i øvrigt skulle han jo stoppe, for der kom modkørende, påstod han. Vi skulle til venstre, så nej, han skulle ikke stoppe før han var ude i krydset. Så det sagde jeg til ham. Så bad han mig om at holde kæft. Og så kan I nok selv gætte resten. For kunne han for helvede ikke bare indrømme, at han ikke lige havde tænkt sig om? Jeg blev så vred som aldrig før og bad han endda om at sætte mig at (næsten 50 km hjemmefra!).

Jeg er ikke stolt af min reaktion, men kan jo godt regne ud at den skyldes hormoner og det pres det er hele tiden at lyve for andre om, hvorfor jeg skal til lægen, eller hvorfor jeg går tidligt/møder sent, hvorfor jeg ikke kan deltage i DHL-stafetten, hvorfor jeg ikke drikker... Men jeg føler slet ikke at min mand forstår en skid. Eller at han i det hele taget prøver. Men det er sikkert heller ikke nemt at være ham.

Summa summarum er, at det her, det gør jeg ikke igen. Hvis ikke de æg, der bliver stimuleret nu, bliver til noget, så var det bare det. Jeg orker ikke det her igen og igen.

Overvej at være åben. Jeg er ikke blind for ulemperne, men det har reddet min fornuft at være åben. Vi er dog ikke i fertilitetsbehandling, men har gennemgået MAer, så folk ved jo godt, vi forsøger. Det er rart ikke at skulle forstille.

[...xxx...]

Please, en eller anden, fortæl mig jeg ikke er alene om det her. Har været i gang med nedregulering i tre uger, og var i dag til scanning. Alt ser fint ud, og der er 7 follikler, som nu skal stimuleres - så jeg begynder på nogle nye hormoner i aften. Jeg fortalte lægen, at jeg var glad for at jeg ikke havde været voldsomt plaget af humørsvingninger (hvilket min mand så ikke var helt enig i, men han skal virkelig bare lukke røven ). På vej hjem fra lægen får jeg så en total nedsmeltning. Altså hvor jeg er så vred at jeg ryster og har lyst til at smide med ting, ikke kan holde ud at være nogen steder og ender med at tude i frustration.
Det startede med at jeg sagde, pænt, til min mand, at der var grønt, fordi han satte farten helt ned i et kryds i stedet for at køre ud i det. Tænkte at han nok lige zonede lidt ud, så det var tænkt som en oplysning, ikke andet. Så blev han sur over at jeg "blandede mig i hans kørsel", og i øvrigt skulle han jo stoppe, for der kom modkørende, påstod han. Vi skulle til venstre, så nej, han skulle ikke stoppe før han var ude i krydset. Så det sagde jeg til ham. Så bad han mig om at holde kæft. Og så kan I nok selv gætte resten. For kunne han for helvede ikke bare indrømme, at han ikke lige havde tænkt sig om? Jeg blev så vred som aldrig før og bad han endda om at sætte mig at (næsten 50 km hjemmefra!).

Jeg er ikke stolt af min reaktion, men kan jo godt regne ud at den skyldes hormoner og det pres det er hele tiden at lyve for andre om, hvorfor jeg skal til lægen, eller hvorfor jeg går tidligt/møder sent, hvorfor jeg ikke kan deltage i DHL-stafetten, hvorfor jeg ikke drikker... Men jeg føler slet ikke at min mand forstår en skid. Eller at han i det hele taget prøver. Men det er sikkert heller ikke nemt at være ham.

Summa summarum er, at det her, det gør jeg ikke igen. Hvis ikke de æg, der bliver stimuleret nu, bliver til noget, så var det bare det. Jeg orker ikke det her igen og igen.

Overvej at være åben. Jeg er ikke blind for ulemperne, men det har reddet min fornuft at være åben. Vi er dog ikke i fertilitetsbehandling, men har gennemgået MAer, så folk ved jo godt, vi forsøger. Det er rart ikke at skulle forstille.

Jeg er, som Milisa, ikke i fertilitetsbehandling, men har mistet to gange. Jeg vil også sige, at en af de ting, som især hjælper mig er, at jeg er åben omkring det. Jeg har oplevet, at en stor del af min omgangskreds også åbner op omkring det, når man selv fortæller, og så føler man sig pludselig mindre alene. Derudover er det også rigtig rart, at man kan få lov til at være ked af det og i dårligt humør, fordi folk ved hvorfor.

[Alphilia]

Jeg har ikke mistet, men været i behandling og helt ærligt - så har jeg det ikke altid vildt fedt med, at vi har været så åbne omkring det som vi har.
Det er et dilemma (for mig) for jo, det er rart at andre ved hvad man går igennem og hvorfor man er væk, er lidt nedtrykt mm. Min oplevelse er bare også, at det lidt bliver “allemandseje”, hvordan det går etc.
Jeg ved godt, at (de fleste) spørger mere af interesse end nysgerrighed, men jeg føler at jeg bruger meget tid/energi på at sige fra i de perioder jeg ikke gider involvere så mange i processen. Der havde det været nemmere, at det kun var min mand og jeg der vidste det.

[vibbsen]

Please, en eller anden, fortæl mig jeg ikke er alene om det her. Har været i gang med nedregulering i tre uger, og var i dag til scanning. Alt ser fint ud, og der er 7 follikler, som nu skal stimuleres - så jeg begynder på nogle nye hormoner i aften. Jeg fortalte lægen, at jeg var glad for at jeg ikke havde været voldsomt plaget af humørsvingninger (hvilket min mand så ikke var helt enig i, men han skal virkelig bare lukke røven ). På vej hjem fra lægen får jeg så en total nedsmeltning. Altså hvor jeg er så vred at jeg ryster og har lyst til at smide med ting, ikke kan holde ud at være nogen steder og ender med at tude i frustration.
Det startede med at jeg sagde, pænt, til min mand, at der var grønt, fordi han satte farten helt ned i et kryds i stedet for at køre ud i det. Tænkte at han nok lige zonede lidt ud, så det var tænkt som en oplysning, ikke andet. Så blev han sur over at jeg "blandede mig i hans kørsel", og i øvrigt skulle han jo stoppe, for der kom modkørende, påstod han. Vi skulle til venstre, så nej, han skulle ikke stoppe før han var ude i krydset. Så det sagde jeg til ham. Så bad han mig om at holde kæft. Og så kan I nok selv gætte resten. For kunne han for helvede ikke bare indrømme, at han ikke lige havde tænkt sig om? Jeg blev så vred som aldrig før og bad han endda om at sætte mig at (næsten 50 km hjemmefra!).

Jeg er ikke stolt af min reaktion, men kan jo godt regne ud at den skyldes hormoner og det pres det er hele tiden at lyve for andre om, hvorfor jeg skal til lægen, eller hvorfor jeg går tidligt/møder sent, hvorfor jeg ikke kan deltage i DHL-stafetten, hvorfor jeg ikke drikker... Men jeg føler slet ikke at min mand forstår en skid. Eller at han i det hele taget prøver. Men det er sikkert heller ikke nemt at være ham.

Summa summarum er, at det her, det gør jeg ikke igen. Hvis ikke de æg, der bliver stimuleret nu, bliver til noget, så var det bare det. Jeg orker ikke det her igen og igen.

Nix....Du er bestemt ikke ene om at have det på den måde.......Jeg var den ondeste og mest modbydelige hundjævel når jeg var nedreguleret....Især hvis jeg var nedreguleret i lang tid.....For satan hvor blev jeg bare ondskabsfuld....Og pirrelig....Og modbydelig...Og hysterisk...Og grådlabil....Jeg var i stand til at tude over at der var rødt lys.....Eller over at jeg ikke kunne besluttet mig for om jeg skulle have pizza eller burger.......

Min mand lærte dog at holde sin kæft og se køn ud.....Og vovede kun en eneste gang at købe en Sneakers til mig på en tankstation.....Det gjorde han aldrig igen....Så meget ballade over et stykke chokolade

[vibbsen]

Mht. at melde ud til omgivelserne, så gjorde vi det i de 2 forsøg....Men det blev simpelthen for hårdt....Jeg blev for ked af det. Jeg oplevede aldrig andet en omsorg fra folk, de ville SÅ gerne have at det skulle lykkedes for os. Men hver gang jeg skulle forklare at "det desværre heller ikke gik denne gang" så rippede det bare op i det hele.....

Mit sidste forsøg var i det private, og her vidste mine nærmeste kollegaer det godt. Men vi havde lavet en aftale om, at evt. spørgsmål skulle rettes til min teamleder som var en utrolig stor støtte....Så ville hun "svare" på mine vegne....

[Yetie]

Tak for alle jeres svar. Det er trods alt rart at vide at man ikke er den eneste.

Indtil videre ved min nærmeste leder det, men jeg får en ny leder fra næste uge, og ham har jeg slet ikke samme forhold til. Og dermed har jeg ikke lyst til at fortælle ham det. Har fortalt det til en veninde, og så ved mine svigerforældre det. Tror gerne jeg vil holde det på det niveau lige nu. Men det kan godt være jeg genovervejer det, hvis vi skal igennem alt for meget...

[Rapfisk]

Pip fra en lurer: Min kollegas datter var i fertilitetsbehandling og havde fortalt det til de nærmeste, men bedt om, at de ikke spurgte til det. Det var der fuld forståelse for, selv om min kollega selvfølgelig var ved at gå til af nysgerrighed og omsorg.

Pip 2: Hormoner skal man ikke spøge med. Stakkels dig.