Om følelserne mellem gravide og dem, der ønsker at blive det

[Shmartiesh]

Min kæreste og jeg 'kom til' at reagere for lidt da min kærestes bror annoncerede at de skulle have barn.
Vi sagde tillykke og min kæreste spurgte ellers ind til nogle ting, men jeg kunne ikke snakke om det da jeg sad og kæmpede med ikke at tude. Vi havde slet ikke set det komme at de skulle have barn lige nu, så vi fik vist også lidt et chok. Det var 3 dage før vi selv fandt ud af vi ventede os, så vi anede ikke at jeg var gravid eller om vi overhovedet kunne få børn. Min kæreste er den ældste og følte sig overhalet lidt indenom, da han havde en lille 'drøm' om at levere det første barnebarn til sine forældre.
og jeg magtede bare ikke at skulle høre på min svigerinde og min svigermor tale om baby de næste mange måneder.
- hvilket jeg faktisk vil sige, at selvom jeg selv er gravid, gerne vil snakke om meget andet end det!

Da vi så en måned senere fortalte at vi også ventede os, sagde de, at så kunne de bedre forstå hvorfor vi reagerede som vi gjorde. Hvor jeg til at starte med tænkte at, jeg i det mindste sagde tillykke, og hvad skal jeg så ellers sige? Jeg kan jo godt se at de glade reaktioner jeg har fået fra mange slet ikke kunne måle sig med den reaktion vi kom med, men jeg sagde tillykke. Jeg skammer mig ikke over min manglende reaktion, men jeg er ærgerlig over at de kunne mærke vi blev lidt sære efter deres udmelding, da det ikke var min hensigt. Men hellere stoppe med at snakke end tude foran andre.

[Evapeva]

Det beviser bare, at det er et meget ømtåleligt emne. For begge parter - altså både dem i uvishedslimbo og dem der savner glæde over deres nyhed.
Om du skulle have reageret vildere - tja, hvis ikke du kunne, så er det jo forståeligt. Men ellers vil jeg sige, at det afhænger af relationen. Er I tætte?

[Little_Woman]

Jeg er en af dem der er på den nederen side af hegnet; fertilitetsbehandling i 3 år og tre tab; to MA og en bio. Og nu et års ventetid på udredning for de gentagne aborter.

Med en jævnaldrende omgangskreds i 30'erne, er der selvsagt annonceret mange graviditeter i den tid. Jeg siger/skriver tillykke, hver eneste gang, men det er ikke altid det er så dybtfølt lige i situationen. Så be it. Hver graviditet udløser en krise for mig; om man kan lide det eller forstå det, det gør det. Andre må få alle de børn de orker, men hold fast hvor gør det ondt, at jeg ikke kan få det ene jeg så brændende ønsker mig. Det udløser alle negative tanker man kan komme i tanke om, at andre strutter af glæde; ikke så få gange har jeg grædt mig i søvn på sådan en dag. Ikke over at de er gravide, men over at jeg ikke er.

En god kollega/veninde annoncerede for et halvt år siden sin 3. graviditet. Hun satte sig ned med mig og fortalte mig det stille og roligt; vi græd lidt sammen, ikke over at hun var gravid, men over at jeg ikke var. Jeg hylede resten af dagen derhjemme, men hendes tolerance og forståelse for at jeg er så sårbar på det her område, har gjort vores venskab og samarbejde uproblematisk, as usual. Fordi jeg kunne mærke at der var plads til mig - så var der også plads til hende. Det har jeg andre eksempler på, fra nær familie, og deres graviditet og senere barn har jeg knuselsket lige fra starten - fordi jeg også blev rummet.

Alle jeg kender, kender min situation. Hvis ikke man kan rumme og tolerere en måske lidt bleg reaktion fra min side, med den viden, så synes jeg ærlig talt ikke det er mig der har et problem. Det forventer jeg egentlig af venskaber, at man kan favne en person i krise, uanset eget ståsted. Og ufrivillig barnløshed ER en krise, uanset hvordan man vender og drejer det lort.

Tillykke, btw

[Shmartiesh]

Det beviser bare, at det er et meget ømtåleligt emne. For begge parter - altså både dem i uvishedslimbo og dem der savner glæde over deres nyhed.
Om du skulle have reageret vildere - tja, hvis ikke du kunne, så er det jo forståeligt. Men ellers vil jeg sige, at det afhænger af relationen. Er I tætte?

Jeg ville selv have været ked af det hvis jeg synes en reaktion på min graviditet var stort set manglende.
Min bror valgte at sige han var ligeglad og sagde ellers ikke noget. Han skrev dog undskyld og tillykke senere samme dag. Min mor sagde ikke så meget. Tror eller håber det er fordi hun blev rørt også har hun svært ved at være i det. Sådan plejer hun at være. Jeg ved hun, og også min bror, kommer til at elske barnet når det kommer, så det er jeg ikke så bekymret for.

Min kæreste og hans bror er sådan lidt tætte. De bor i kbh, vi i Århus, så vi ser dem sjældent. Men de er da tætte som brødre. Jeg og svigerinden har ikke så meget tilfælles. Hun snakker meget og gerne om sig selv, og jeg er ikke altid helt tilpas i hendes selskab. Men jeg bliver deres barns tante så det burde jo sætte nogle følelser i gang ved mig, men det gjorde det bare ikke dengang. Det gør det nok når barnet kommer.

[vibbsen]

Dine kollegaer er simpelthen ved at gå til af misundelse. De kan nærmest ikke være i deres egne kroppe. Du bliver gravid ved en "ups'er" - de kan slet ikke blive gravide. Det liv (altså livet som familie med børn) som de så BRÆNDENDE ønsker sig - og ikke kan få. Det liv dumper nærmest ned i skødet på dig. For dem er det antagelige som at stå udenfor i regnen og kigge ind gennem et vindue på at du lever det liv som de så brændende gerne vil. Livet som familie.

Jeg har været præcis der hvor dine kollegaer er. Alle blev fucking gravide. Bortset fra mig. Og så blev min bedste veninde - som faktisk slet ikke var interesseret i at få børn - guddødme også gravid. Det var i den grad en ups'er. Og så knækkede filmen for mig. Da hun ringede og fortalte det, så meddelte jeg hende kort og godt at det kunne jeg simpelthen ikke glæde mig over. Og så smed jeg røret på.

Det var ikke spor rationelt. Det var enormt dårlig stil. Det var tarveligt. Det var for langt ude. Men det var ikke desto mindre menneskeligt. Det var sgu sådan jeg havde det. Nu kunne det kraftedme være nok. Her gik jeg igennem alverdens pis og lort for at blive gravid. Og så blev hun - som altid havde sagt at hun ikke ville have børn - gravid ved et uheld. Jeg græd som en pisket. Jeg kunne slet slet ikke rumme det. Og den følelse gav jeg lov til at få plads.

Jeg fattede mig i løbet af et par dage og sendte hende en mail hvor jeg undskyldte min opførsel og ønskede tillykke. Hun sagde at hun godt forstod min reaktion, og at hun faktisk ville have kontaktet mig selv når jeg lige havde fået tid til at sunde mig. Og fortalte at jeg havde været den aller aller sidste hun havde fortalt om graviditeten (hun var i uge 20 da hun ringede ) fordi hun vidste hvor svært det ville være for mig. Resten af hendes graviditet og gennem hendes søns tidligere år var jeg fuldt ud i stand til at dele hendes glæde. Selvom jeg da stadig - helt inderst inde - var misundelig.

Min pointe er at deres måde at tackle det her på i bud og grund ikke handler om din graviditet. Det handler om dem. Når de ikke kommer og siger tillykke, så er det fordi de næsten ikke kan rumme deres egen sorg lige nu. Den er nemlig helt oppe ved overfladen. Giv dem plads til det.

Og så er det er faktisk ret vigtigt at du IKKE lader være med at tale om din graviditet når de er til stede. Altså du behøver måske ikke ligefrem at udvælge dem som sparringspartner, men den der almindelig graviditets snik-snak om køn, morgenkvalme, cravings, tissetrang og den slags som man nu kommer med hen over frokostbordet....det skal du endelig gøre. For der er kun en ting der som ufrivillig barnløs er værre end når andre bliver gravide. Og det er hvis man føler at folk ikke tør tale om det når man er til stede. Det lyder ikke særlig logisk. For så føler vi os for alvor stigmatiseret

Mit indtryk af dig er at du er et venligt og empatisk menneske, og jeg er temmelig sikker på at det vil være det som dine kollegaer fokuserer på. Med tiden. Lige nu...Der er du bare hende der får det som de ikke selv kan få. Og derfor er de skide misundelige. Giv tid og det skal nok gå over til fordel for glæde over at du skal være mor igen. For uanset hvor irrationelle UB'er er, så kan de fleste af os faktisk godt glæde os på andres vegne.

[Maesling]

Jeg har været i fertilitesbehandling, men er kommet meget heldig ud på den anden side.
Men føj , hvor var det forfærdeligt , mens det stod på. Og hver gang nogen omkring mig blev gravide var det rigtig svært. Jeg fik nok alligevel ønsket til lykke, men når jeg ikke gjorde var det fordi jeg var bange for det bare ville lyde totalt falsk eller at min stemme skulle knække over og jeg skulle begynde at græde.
Jeg ville aldrig forvente at nogen skulle tage hensyn. Jeg var dog taknemmelig for, hvis folk der kendte til vores udfordringer med at få børn, ikke snakkede for meget om "par der bare bliver gravide ved at kigge på underbukser etc".
Ud fra mit perspektiv er det ok og foreståeligt at dine ufrivillig barnløse kollegaer ikke magter at ønske til lykke - der er alligevel så mange der ønsker til lykke, så om de gør eller ej, tænker jeg ikke skulle have den store betydning for dig. . Men hensyn synes jeg ikke man kan forvente andre tager.

[Hende der]

Det er svært at forholde sig til det faktum, at man måske aldrig får børn.
Min kæreste og jeg havde forgæves forsøgt at blive gravide, søgte hjælp og fandt ud af, at mine chancer er små. 10% chance for naturlig graviditet.
Få måneder inden vi søgte hjælp var min kæreste begyndt at have samvær med sin datter. Hun er halvandet år nu. Hans eks fødte efter vi havde fundet sammen. Det sværeste var, at hun skulle begynde at være hos os hver anden weekend da dommen faldt. Jeg havde det svært, fordi min kæreste var glad, og jeg kunne ikke glæde mig over det, men blev bare ked af det. Heldigvis snakkede vi en del om det, og respekterende, at vi havde det forskelligt.
Lige inden vi fik grønt lys til at starte ivf behandling ringede min lillebror og fortalte, at han skal være far. Jeg blev lidt paf, og prøvede at lyde super glad, men bagefter græd jeg. Jeg var glad på deres vegne, men av av. Min storebror og storesøster har også børn.
På opfordring fra min kæreste ringede jeg et par dage senere til min lillebror, og vi fik en rigtig god snak. De var lidt bange for, at jeg ville blive ked af deres glæde, og havde Været nervøse for opkaldet til mig. Jeg sagde, at det var hårdt at se så mange omkring mig blive gravide, og selv have svært ved det, men at de ikke skulle lægge låg på deres glæde, for uanset om de var stille omkring det ville jeg blive bombarderet med det så mange andre steder. Han var så glad for, at vi fik snakket om det, og det var jeg også.
Vi er lige startet op på første behandling, og jeg har accepteret, at det ikke er sikkert, ar jeg bliver mor. Men kun bonusmor, faster og moster. Jeg håber virkelig det lykkes, men forventer ikke noget.
Jeg har det ikke længere så svært med, at min kærestes datter kommer hver anden weekend. Nu er det faktisk ret hyggeligt, og så har hun knyttet sig en del til mig, og det er dejligt at opleve.

[ajnaM]

Jeg havde mange snakke med min rigtig gode veninde, da de var gennem behandling i længere tid, og jeg blev nemt gravid med nummer 2. Det var svært for mig, fordi jeg vidste, det var svært for hende at være i, men kommunikation var virkelig vejen frem - måske nemmere, når man er tætte veninder, end når man er kollegaer, men alligevel.

Hun fortalte om ambivalensen i, at hun på den ene side naturligvis undede mig - og alle de andre gravide veninder og kollegaer - det. Hun var jo rent faktisk glad på mine vegne, men det blev bare overskygget af følelsen af, at det jo var hendes tur. Og hun vidste godt, det var barnligt og irrationelt, og hun havde det virkelig svært med at have de følelser.

Jeg prøvede så omvendt at bakke hende op i, at det var okay at have det sådan. Jeg gav hende plads og ro og prøvede at lade hende styre hvor tit vi sås, og hvor meget vi snakkede om deres behandlingsforløb, min graviditet osv.

Heldigvis blev hun gravid til sidst.