Fødselsberetninger

[Mittemis]

Har ikke før postet min fødselsberetning. Men selvom den efterhånden er "gammel", så får i den her..

Vi havde spist hos mine bedsteforældre lørdag aften og på vej hjem i bilen siger jeg til kæresten at jeg tror det er noget i gang. Eller også har jeg plukkeveer. Dem har jeg ellers ikke haft, så kendte ikke forskel. Det murrer lidt og har sådan menstruations agtige smerter med 10-15 min mellemrum hele natten. Ud på natten bliver de så stærke at jeg har svært ved at sove. Så vågner hele tiden og dropper at sove ved 4-5 tiden. Hele søndag kommer veerne med 6 minutters mellemrum, og jeg er sikker på at vi vil få ham at se inden dagen er omme. Dagen går med masser af snak og prøve at slappe en masse af mellem veerne. Sad i lang tid på en havestol under bruseren.

Men søndag kl 22 er der ikke sket udvikling. Så vi ringer og spørger til fødegangen om de vil se os. Men det vil de ikke. Det kan tage laaaaang tid endnu siger de. Bigtime øv besked at få. Men jeg vidste det godt. Det var Matias som hele tiden pressede på og ville af sted.

Jeg sender kæresten i seng. Og bliver selv på sofaen, skiftevis siddende og gående rundt i stuen. Prøver at spise lidt. Astronaut is og chips blev det til. Meget nærende og godt men der var ikke ligefrem plads til de store kulinariske udfoldelser lige der. Kl 6 mandag morgen ringer jeg selv igen til fødegangen og siger at nu bider de altså lidt mere. Om det ikke er ok at jeg kommer ind. Det var det heldigvis.
Så jeg vækker min kæreste og så tog vi en taxa til Skejby. Blev undersøgt og var 4 cm åben. Jubiii! Så måtte jeg blive der. Jordemoderen mente dog stadig jeg skulle tage hjem. Det kunne tage lang tid endnu nemlig. Men jeg skulle altså ikke til at finde en taxa igen og bakse tasker og alt muligt med hjem igen.

På hospitalet får jeg to Panodil og en sovepille fordi jeg ikke rigtig har sovet 2 nætter, så de vil gerne have jeg skal have lidt kræfter til når det går løs. Men øv det var ubehageligt. Faldt i søvn, men vågnede i hver ve. Hvis jeg ikke sov kunne jeg mærke veen inden den kom, så jeg kunne forberede mig fokusere på vejrtrækningen. Det tog fokus væk fra smerten. Men pga sovepillen vågnede jeg først når veen var på sit højeste og faldt så i søvn igen. Det var vildt smertefuldt. Så jeg rejste mig istedet og gik rundt. Sådan skulle jeg ikke sove! Jeg bad om at komme i karbad i stedet. Kl 11 undersøgte jordemoderen mig og jeg var 5 cm. 1 cm åbnet på 4 timer Havde håbet på lidt mere fremgang.

Jordemoderen sagde at karbad kunne gøre to ting. Enten slappede kroppen af og veerne blev kraftigere, eller også kunne det faktisk sætte dem helt i stå. Så det var op til mig om jeg ville risikere det. Det ville jeg.
Men efter 30 min i karret, så ville jeg op igen. Der var ingen håndtag i karret, og jeg kunne ikke nå enden med fødderne da jeg ikke er så høj. Så jeg kunne ikke holde ved noget eller støde imod mens veerne var der. Og mine veer tog meget til af det varme vand.

Efter badet var jeg meget meget træt og nu gjorde det også meget ondt. Jeg satte mig i en stol og fik en maske med lattergas når jeg havde en ve. Jordemoderen spørger et par gange om jeg ikke vil have epidural for at kunne sove lidt inden der skal ske noget. Bare 1-2 timers søvn vil gøre underværker siger hun.. Meget fristet spørger jeg om sådan en virkelig tager ALLE smerter. Og det bekræfter hun. Ok. Jeg er klar. Give me the drugs Jeg vil gerne sove nu. Havde ellers en klar idé om at jeg i hvert fald ikke skulle have epi. Var vildt bange for bivirkningerne.
Kl ca 14 får jeg lagt epidural. Min kæreste bliver sendt ud for at få frokost og jeg kan sove. Og Jordemoderen går også. Der sidder kun en SOSU på stuen. De slukker lys og gør klar til jeg skal sove.
Men efter 20 min er veerne stadig ligesom før. Jeg spørger om ikke den burde virke nu. Og det burde den. Men der er ingen forskel overhovedet. Jordemoderen bliver kaldt tilbage. Hun siger at det nok er fordi jeg skal tisse. En fyldt blære kan besværliggøre bedøvelsen bla bla bla. Bliver sendt ud at tisse. Meget meget besværligt. Da jeg kommer tilbage undersøger hun mig, og siger ”nååå, jamen du er åbnet 9 cm, så er det derfor den ikke har virkning”. Fedt! Al den bekymring og nervøsitet for lammelse i benene og andre dumme bivirkninger for ingenting.

Kl 15 er der vagtskifte, og jeg får en ny jordemoder. Det går lidt stærkt og jeg når knapt nok at registrere det, da jeg ligger med mange veer/smerter nu.
Kl 15.20 siger jordemoder at presseveerne er igang, og jeg må gerne presse hvis jeg vil. Så det gør jeg. 3-5 presseveer senere bliver han født. Pressefasen tog 19 minutter. Så det var heldigvis hurtigt overstået. Jeg kunne ikke mærke presseveerne. Eller fik ikke pressetrang. Pressede bare når jeg fik at vide jeg skulle.
Og så lå man der. Med en snasket lille dreng på maven. Jordemoder klarede lige hvad der var af efterbyrde og et enkelt kosmetisk sting og så fik vi en dyne på. 2 timer senere blev vi kørt over til barselshotellet.

Eskild blev født 7/4 2014, vejede 3042 gr og var 50 cm. Verdens dejligste lille vidunder

Og så lige et billede af Eskild lige efter fødsel, og et nu hvor han er 21 mdr:

[Evapeva]

Åh, så nuser, som han ligger der og stritter med hænderne - og som næsten 2-årig. Sød fyr!

[Marichen12]

Jeg har desværre kun Elviras tilgængelig...det er et halvt år siden


Jeg havde termin 25. juni og dagen kom og gik uden det mindste tegn på fødsel. Jeg havde en aftale hos min jdm. mandag D. 29. juni hvor jeg var 40+4. Alt var fint og hun prøvede at løsne hinder, men det var ikke muligt, da jeg havde 3 cm livmoderhals og overhovedet ikke var åben. Jeg kom på Hvidovres ringeprogram, hvor man bliver ringet op 41+2 for at aftale hvornår man skal ind til vurdering/igangsættelse. Jeg blev ringet op lørdag d. 4. og fik at vide at jeg skulle møde mandag D. 6. 13.30. Vi vidste jo ikke helt hvad dagen ville bringe, så vi fik afsat de 3 store til min far mandag formiddag.

Mandag møder vi op og jeg får kørt en fin kurve og undersøgt med resultatet: 2-3 cm livmoderhals og ikke åben. Bliver lidt nedtrykt og hyler vist lidt og jdm er meget sød og forstående, men der er ikke andet for end at spise modningspiller. Så jeg får en med det samme og med hjem til resten af aftenen og et par stykker til næste formiddag. Der sker intet aften og nat, men tirsdag morgen mærker jeg markant mindre liv og trods isvand, saft og andre tricks liver baby ikke op, så jeg ringer til FG og får besked om at lade piller være piller og komme til tjek. Så snart jeg rammer briksen og får CTG på, er der liv og glade dage. Jeg er stadig ikke åbnet og har stadig livmoderhals, så jeg får flere piller med hjem og skal møde igen tirsdag 19.30. Vi kører til min far og henter Dina, som skal ud til Kims mor, da min far skal have Asta, Bertram og deres store fætre/kusiner med i sommerhus de kommende dage. Med alle børn afsat, kører vi på Hvidovre om aftenen. CTG'en viser at der er regelmæssige sammentrækninger (som jeg blot har opfattet som plukveer) og jeg er åben nok til at vandet kan tages. Vi aftaler dog med jdm at vi venter, da der er gang i noget. Hun mener jeg vil komme i løbet af natten. Min krop arbejder i løbet af aftenen og jeg må puste lidt med, ind i mellem. Og så kl. 23.30 faldt jeg i søvn...alt hvad der minder om veer er væk og jeg sover til 7.30 næste morgen.

10.30 onsdag D. 8. møder vi på Hvidovre igen. Jeg får igen CTG og i mens kommer min konsultations jdm og overtager. Hun er fantastisk og vi aftaler at når jeg har ligget med CTG'en, tager hun vandet. Hun er på vagt til 19.30, så vi satser på at jeg når at føde inden. Kl. 11.20 tager hun mit vand, som er fint og klart. Vi bliver sendt på travetur og aftaler at vi kommer direkte på FG kl. 13. Allerede på vej ud i vandrehallen kommer de første veer. Vi går lidt frem og tilbage og jeg får veer regelmæssigt næsten med det samme. Jeg får en der bider godt til, lige ud for det venteværelse hvor dem der skal til NF og midtvejsscanning sidder. Stakkels dem! Vi går op på næste etage og Kim køber kaffe og jeg får noget kakaomælk, vi tager det med ud i gårdhaven. Der går jeg rundt og veerne kommer nu med 5 minutters mellemrum, men er til at have med at gøre stadig. Kl. 13 er vi tilbage på FG og jeg får lavement og bad og så får vi lov at gå direkte på en fødestue. Til at starte med står jeg op og tager veerne, men jeg bliver hurtigt træt i benene og kommer op og ligge. Veerne begynder at bide godt til og jeg prøver at fokusere på min vejrtrækning. Jeg får en varmepude på maven og jdm masserer min lænd under veerne. Kl. 14.30 undersøger hun mig og der er stadig lidt livmoderhals tilbage og jeg er 1-2 cm åben. Jeg kan mærke at mit mentale overskud er for nedadgående, både fordi jeg synes det går langsomt og fordi jeg har "været igang" siden mandag. Jeg prøver dog at mande mig op, men ca. 15.15 kommer veerne med 3 minutters mellemrum og varer 1-1,5 minut. Jdm undersøger mig igen og jeg er nu 3 cm åben, men har stadig noget livmoderhals tilbage og jeg har bare ondt, ondt, ondt. Jdm kan godt se, at jeg ikke har meget overskud og hun siger at hvis jeg skal have glæde af en epidural, er det nu. Jeg har ikke brug for betænkningstid, jeg beder hende ringe efter den. Hun ringer 15.30 og kort tid efter står lægen på fødestuen og kl. 16 er epiduralen lagt og der er effekt med det samme.

Pludselig kan jeg være til stede igen og vi pjatter og hygger på fødestuen. Jeg ligger på knæ ind over en sækkestol noget tid, for at hjælpe baby ned i bækkenet. Jeg mærker ikke smerterne, men kan se på kurven at veerne ret hurtigt kommer med 2 minutters mellemrum og er ret lange. Der bliver jeg voldsomt glad for epiduralen. Jeg har mistet tidsfornemmelsen, men omkring kl. 17 har jeg åbnet mig til 7 cm og kl. 19 er jeg 8-9 cm, men har stadig en kant af livmoderhals der ikke vil fjerne sig. Et sted mellem 19 og 19.30 får jeg så småt pressetrang, men baby står skævt viser det sig. Jeg bliver lagt på siden og det er heldigvis nok til, at den retter sig og ligger som den skal. 19.30 er min jdm's vagt slut, men hun haler den lidt i ørerne. 19.45 bliver vi enige om, at hun overlader scenen til sin kollega, men som hun siger, du føder sikkert lige når jeg er ude af døren. Den jdm der overtager er ligeså sød. Jeg begynder at få smerter fortil igen og kommer op at stå ved en "talerstol" for at få hjælp af tyngdekraften, men mit venstre ben sover (sikkert pga epiduralen), så jeg kommer ned at sidde på en fødestol i stedet.

Kl. Er 20.05 og det presser bagtil, men ikke decideret pressetrang nu. Mens jeg sidder på fødestolen presser det dog mere og mere og 20.17 kommer jeg op og ligger på siden. Er stadig kun 9 cm åben, da der er en rest livmoderhals der ikke er helt udslettet. Jdm fjerner den 20.22 med fingrene, mens jeg får besked om at presse med. 20.25 fødes hovedet og 20.27 kommer resten af kroppen i en presseve, sammen med et springvand af fostervand. Jeg tjekker med det samme kønnet og som ventet er det en pige. Jeg er bristet lidt, så bliver syet. Heldigvis virker epiduralen stadig. Jeg bløder lidt rigeligt (ender på 900 ml), så får dobbelt op på den der sprøjte og massage af livmoderen (af for satan da), men det er jdm nr. 3 der klarer det, da nr. 2 faktisk kun var forbi som hjælp et par timer (hun havde ikke nænnet at sige det mens jeg fødte). Nr. 3 skal også veje bassen og vi laver et internt gætteri. Min mand siger 4060, jeg siger 4150 og jdm 4300. Hun og min mand står ved vægten da de vejer baby og pludselig skriger de af grin...hun vejer 4670 og måler 57 cm. Da hun er så stor, tilbydes hun lidt mad på snapseglas og skal have målt blodsukker efter 2 og 6 timer. Det betyder at vi tidligst kan tage hjem kl. 4 om natten og vi aftaler derfor at blive på patienthotellet natten over. Lillens tungebånd er også meget kort, så vi får en tid næste morgen på ammeambulatoriet så det kan blive klippet med det samme og jeg får en tid til at få målt blodprocent.

Natten går over al forventning og næste morgen henter min mand Dina hos sin mor og de henter mig og baby og vi får overstået de forskellige aftaler inden vi kører hjem. Bertram henter vi om eftermiddagen hos min far, Asta vil hellere blive til fredag og hygge med kusinerne. Fredag eftermiddag er vil fuldtallige, en familie på 6. På 4. dagen kører vi på den længe planlagte bondegårdsferie og alle klarer det til UG. Her 16 dage senere er vi ved at finde os selv som far og mor til 4 - det er fantastisk! Elvira er en stor dejlig basse, som sover godt og spiser som blev hun betalt for det. Vi har ikke haft sundhedsplejerske endnu, da først vi og så hun havde ferie, så satser på vi ser hende i næste uge (er dog slet ikke i tvivl om, at der er taget godt fra).

[alfe]

Og den sidste fra 2014 - også kopieret fra DD:
...

Puh, jeg kan godt huske beretningen fra DD. Jeg har ofte tænkt på jer. Hvordan går det nu?

[Marichen12]

Jeg fandt sørme de tre andre på DD

Asta

Skrevet 1 feb 2008 ·
Min terminsdato (11. januar 2008) kom og gik, uden at min bebs viste tegn på at ville ud. Eller dvs. jeg havde en del stærke menssmerter (især om natten) og slimproppen var også gået, men det var åbenbart bare snyd og humbug:rulle:

Jeg ventede og ventede og ventede lidt mere, men der skete bare INGENTING what so ever...

Og pludselig skrev vi 25. januar 2008, dagen hvor jeg var 42+0. Jeg havde fået en tid til igangsættelse på Hvidovre denne fredag morgen kl. 9.15.

Vi stod forholdsvist tidligt op og spiste morgenmad og så trillede vi ellers til Hvidovre. Jeg blev undersøgt og var kun 1 cm åben og havde 2 cm livmoderhals endnu. Så jeg fik lagt en stikpille og blev sendt hjem for at vente på effekt af den. Vi rundede McD på vejen hjem og fik et par timers lur derhjemme. Da vi kom ind igen 14.30 til tjek, var der kæmpe run på fødegangen, så jeg blev først undersøgt 15.30 og der var sket NADA!!! CTG'en viste så, at hjertelyden lå meget højt og ind i mellem dykkede den ret voldsomt. I samråd med en læge havde jdm besluttet, at de ville prøve om de kunne tage vandet (jeg var stadig næsten ikke åben) og se om det kunne hjælpe, ellers ville de tage barnet ved kejsersnit. Hun kunne så heldigvis få prikket hul på fosterhinden (kl 16.50) og i løbet af 1 time havde hjertelyden rettet sig ind og lå rigtigt pænt:gogo: Jeg havde småveer, men ikke noget af betydning. Jeg fik lavement 18.30 (fyfa'n


) og blev så fulgt ind på observationsstuen igen. Og så kom veerne ellers fra det ene øje blik til det andet. Der var 5 minutter i mellem, de varede knap et minut og de gjorde rimeligt nas:tie: I løbet af meget kort tid blev der 3 minutter mellem veerne og de varede 1 minut. Jeg lå bare og havde rigtigt godt og grundigt ondt, mens Kim hjalp mig med at huske vejrtrækningen. Da jeg havde ligget i 2 timer, bad jeg Kim gå ud og finde en jdm for der bed veerne rigtigt godt til. Der gik lidt tid før der kom en og hun spurgte hvornår jeg sidst var blevet undersøgt indvendigt. Det var jeg ikke siden de tog vandet 4 timer tidligere (kl. var nu 21), så hun tjekkede mig. Jeg var da 6 cm åben, så veerne var effektive. Hun gik så lidt til og fra (der var åbenbart fødeboom) men kunne ret hurtigt se, at nu skulle vi nok have en fødestue. Der var ingen ledig, så hun måtte skynde på dem der gør dem klar. Kl. 21.30 var der en klar og jeg skulle gå derned. Av for helvede, hvor gjorde veerne nas, når jeg kom op og stå

Vel nede på fødestuen (kl. 21.40) fortsatte veerne, men blev lidt uregelmæssige, så jeg blev sendt ud og tisse og måtte tage et par veer derude, men det var bare rigtigt ubehageligt at stå, gå og sidde, så efter 2-3 veer kom jeg ind på lejet igen. Jeg flyttede lidt fra højre til venstre sideleje (åbenbart den stilling jeg havde det bedst med) fordi veerne ind i mellem blev lidt uregelmæssige.

Fra kl. 22 og frem, kom veerne med 2-3 minutters mellemrum og jeg havde i perioder svært ved at huske vejrtrækningen, men Kim var supersej til at hjælpe mig. Jeg var da 9 cm åben. Den sidste cm lod vente på sig og jdm mente at barnet lå og roterede lidt bækkenet (det tog hun så i sig igen efter jeg havde født:gruble: ) Kl. 23.45 var jeg fuldt udvidet og begyndte at have pressetrang. Det var godt nok en underlig fornemmelse og jeg var sgu lidt bange for at presse igennem:8: Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det var jeg nødt til. Fra lidt over midnat pressede jeg igennem under veerne (aner faktisk ikke hvor mange presseveer der skulle til). Min jdm spurgte om jeg ville mærke hovedet, men det var simpelthen for grænseoverskridende, men pæn pige som man er, spurgte jeg om det var ok at jeg ikke ville:genert: Jeg følte det som om, mit underliv var ved at sprække på kryds og tværs mens jeg pressede hovedet ud:tie: Da først det var ude, kom kroppen ellers som en raket i den næste presseve (26. januar 2008 kl. 0.44) og så blev der ellers skreget igennem af den lille dame. Jeg så med det samme, at det var en pige, hvilket jeg fortalte Kim, der bare så et barn.

Kim var simpelthen så sej at have med som fødselshjælper, selvom han vist følte sig lidt magtesløs ind i mellem. Han så hovedet blive født mens han hjalp mig med at holde mit ben og han klippede også navlestrengen. Vi havde ellers talt om, at det var mere end ok, hvis han helst ville blive oppe ved mit hoved. Han sagde bagefter, at han slet ikke kunne lade være med at kigge.

Jeg var gået noget i stykker bl.a. indvendig, men også i mellemkødet, fordi Asta havde hånden oppe ved hovedet på vej ud og der var lige en læge inde, for at se om bristningen var nået r*ven. Det var den heldigvis ikke. Der står i min fødselsjournal, at det er en 2. gradsbristning, hvad det så betyder. Jeg ved ikke hvor mange sting jeg fik, men jeg synes faktisk ikke jeg mærker meget til dem. Jeg så også syningen i et spejl da hun var færdig. Og jeg må sige, at jeg ikke syntes det så så galt ud, i betragtning af at jeg lige have skubbet et barn ud:fløjt:

Efter jeg var blevet syet (hvilket næsten var værre end at føde:shock: ) fik vi en bakke ind med ristet brød og the og så lå Asta ellers og suttede løs hos mig. Vi lå vel 1½ time, før de kom og vejede og målte Asta. Derefter lå vi igen og ventede på en portør, der kørte os op på barselsgangen. Vi var deroppe kl. 4.30 og sad bare og stirrede forelskede på vores lille datter:love:

Under hele forløbet havde jeg ikke mindre end 6 forskellige jdm til at følge mig, men det endte med, at være min "egen" jdm der tog i mod hende. Hun havde lige fået flyttet lidt rundt, så hun kunne være hos mig. Det var superdejligt at se hende.

Jeg følte at jeg var 100% med under hele forløbet og var meget klar mellem veerne. Da jdm 10 minutter før Astas hoved kom ud sagde, at det gjorde jeg nok ikke lige med det første igen, fik jeg vist smågrinende sagt, at "nu må vi se":D

Det er den mest fantastiske, overvældende, specielle, udfordrende og surrealistiske oplevelse jeg nogensinde har haft. Og jeg gjorde det gerne igen i morgen, hvis det skulle være. Den lykkefølelse jeg sidder tilbage med, hvergang jeg kigger på vores skønne datter er hele forløbet værd:lun:

[Marichen12]

Bertram

Min termin var 10. oktober 2009 og eftersom jeg gik 15 dage over tid og skulle sættes igang, da jeg ventede Asta, havde jeg ligesom indstillet mig på, at jeg sikkert ikke kunne finde ud af, at gå i fødsel af mig selv. Og da Astas fødsel (da den endelig gik igang) kun varede 8 timer og forløb problemfrit, ja så havde jeg egentlig også forestillet mig, at jeg ville få en "let" og måske også hurtig fødsel denne gang. Men jeg skulle blive klogere, skulle jeg:fløjt:

Onsdag d. 7. oktober var en helt almindelig dag, hvor Asta var i vuggestue og jeg var hjemme. Kim var så også hjemme, han havde nemlig overtaget min forkølelse, som havde stået på i næsten 2 uger. Vi var ude og drikke en kop kaffe om eftermiddagen og farmor hentede Asta. Vi spiste aftensmad som normalt og gik i seng kl. 22. Mandag og tirsdag nat havde jeg haft ret stride plukveer on off, men natten til onsdag havde der ikke været noget, så jeg regnede heller ikke med, at der ville være noget denne nat...indtil jeg vågnede kl. 1 fordi jeg fik en ve. Der gik under 10 minutter, så kom der en til. Jeg lagde mig på sofaen, for med et var jeg lysvågen. Og så lå jeg ellers der og tog tid de næste par timer og ret hurtigt begyndte veerne at komme med 5-6 minutters mellemrum og de varede omkring 1 minut. Da kl. var 4 vækkede jeg Kim, for der begyndte de at bide godt til og jeg havde lidt tegnblødning. Jeg fik ringet til FG og talte med en JDM, der syntes vi skulle komme forbi, især fordi jeg havde 2 ret hurtige fødsler i bagagen (Claras tog knap 7 timer). Så jeg ringede til mine forældre der skulle komme og se efter Asta. Da de var kommet, trillede vi mod Hvidovre. På vej i bilen gik veerne desværre lidt i sig selv igen.

Da vi kom til FG, blev jeg undersøgt og fik kørt en kurve, der viste at jeg godt nok havde veer, men de var ikke stærke og ikke regelmæssige nok. Og jeg var kun knap 1 finger åben, men min livmoderhals var næsten udslettet, så lidt skete der da. Vi blev sendt ud og gå 1 times tid, for at se om det kunne sætte skub i noget. Og det kunne det:tie: Veerne kom med 4-5 minutters mellemrum og varede min. 1 minut. Så efter 45 minutter var vi tilbage på FG...hvor veerne gik i sig selv, så snart jeg kom ned at ligge. Så vi blev sendt hjem med besked om at slappe af. Den søde JDM mente dog, at vi ville komme igen senere.
Hjemme igen kl. 9 kravlede jeg i seng og lå og småsov mellem veerne, der nu kom med 10 minutters mellemrum. Jeg stod op kl. 12, for der begyndte veerne at komme med lidt kortere interval igen og jeg kunne ikke rigtigt finde ro. Så jeg tænkte at jeg ville tage et bad. Og mens jeg badede mødte jeg slimproppen. Efter badet hang jeg lidt ud på sofaen, læste lidt på debatten og modstod min trang til, at afsløre i min terminsgruppe, at der var noget under opsejling:D Omkring kl. 15 begyndte veerne at komme med 4-5 minutters mellemrum igen og de bed godt til, så jeg ringede til FG igen og fik selvfølgelig en ve lige da jeg havde præsenteret mig. Så den søde dame gav os lov til at komme igen:banan:

Vi var på FG kl. 16 og 16.30 blev jeg undersøgt af en meget sød JDM, Hanne, som blev hende jeg fødte med. Hun gav os den fantastiske besked, at jeg var 5-6 cm åben, men at babyen ikke stod fast. Så jeg fik lavement, tog et bad og kom ned på fødestuen kl. 18, hvor hun ville prøve at tage vandet. For hun mente, at det nok skulle få den lille til at komme længere ned. På det tidspunkt var jeg 7-8 cm åben:banan: Veerne bed mere og mere og kun fortil, hvor de føltes som syle der borede sig ind i mit skamben.

Der kom en ordentlig skylle fostervand, omkring 1 liter, derefter undersøgte hun mig igen og nu var jeg f*ndme kun 6 cm åben igen. Og så dykkede hjertelyden markant og forsvandt ind i mellem:shock: Den lille fik sat elektrode på hovedet. Da Hanne begyndte at snakke om iltmangel hos den lille og skalp PH, knækkede min film. Alt omkring Claras sygdom væltede bare op i mig og jeg begyndte at græde. Kim fik kort fortalt om det, men Hanne vidste det allerede fra journalen, så hun ville straks konferere med afd. JDM og læge. Kl. 18.30 blev jeg beordret op på alle fire og og det fik straks hjertelyden til at rette sig. Jeg havde dog stadig meget ondt, så fik jeg en maske med lattergas. Jeg havde ellers ikke meget lyst, for jeg har en eller anden fobi mod masker. Jeg endte dog med at blive meget glad for den. Til at starte med, blev jeg ekstremt utilpas, så der blev skruet lidt ned for gassen.

Kl. 19 var der stadig ikke sket det store, jeg var stadig kun 5-6 cm åben og den lille kom bare ikke ned i det bækken. Babyen lå simpelthen forkert og bankede bare hovedet ned i mit skamben under hver ve:tie: Og så havde jeg bare ondt, ondt, ondt. Det blev besluttet at jeg skulle have lidt ve-drop, for at se om veerne kunne blive lidt mere effektive. Og det var bare min store skræk. Jeg har bare hørt så mange skrækhistorier om vestorm m.v., men det skete heldigvis ikke.

Kl. 19.20 havde jeg så ondt over det hele, at jeg ikke kunne ligge på alle fire mere og med hjælp fra Kim og Hanne blev jeg bugseret om på ryggen og blev lejret med en sækkepude under knæene. Jeg havde også ekstremt ondt mellem veerne og jeg aftalte med Hanne at hvis ikke jeg havde født inden for ½ time, skulle jeg have epidural. Så hun bestilte den med det samme.

Kl. 19.35 var jeg stadig kun 5-6 cm åben og efterhånden ekstremt opgivende...

Kl. 19.40 kom afd. JDM, en gammel "rotte" i faget, som efter sigende skulle kunne nogen tricks. Og det skal jeg lige love for. Når jeg fik en ve, gjorde hun et eller andet med hovedet og i løbet af 2-3 veer, lykkedes det hende at få roteret babyen. Kim kunne se det uden på maven, at barnet simpelthen flyttede sig fra at have ligget ude i min venstre side, til ind på midten. Samtidig kom der endnu en kæmpeskylle fostervand, ca. 1 liter mere. Og vupti, så var jeg 9 cm åben:8:

Og så ville de have mig op at stå

Det var ikke lige det jeg havde lyst til, men det var som om, at de andre på fødstuen ikke hørte efter da jeg sagde det:genert: Og det var nok meget godt, for efter 4 veer var jeg fuldt udvidet, livmoderhalsen helt udslettet og jeg begyndte at få let pressetrang.

KL. 20.03 fik jeg besked om, at nu skulle jeg op på fødelejet og som i tåger hørte jeg Hanne sige "nu føder vi" og jeg tænkte bare hvad??? Det skulle jo så vise sig, at hun mente at JEG skulle føde NU! For 2 presseveer senere, kl. 20.11, d. 8. oktober, fødte jeg vores lille dreng:lun:

Han var lidt blå, så han fik 9/1 og 10/5 i apgar.

Kl. 20.15 fødte jeg moderkagen og Hanne så

ud, for den var STOR. 1.040 gr. vejede den, så man må sige at babydrengen har haft masser af madpakke!

Jeg var heldigvis ikke gået så meget i stykker, men jeg var helt vildt hævet, så det var bare skrækkeligt at blive syet, på trods af lokalbedøvende sprøjte og gele, men det lykkedes da.

Da vi havde ligget på fødestuen lidt tid kom Hanne igen og målte og vejede den lille, der viste sig ikke at være så lille endda, 56 cm og 3.876 gr. No wonder at jeg har følt mig som en elefant, med en stor bebs, mange liter fostervand og et kilo moderkage:lol:

Vi blev kørt på barselsgangen omkring midnat og det eksemplariske barn valgte at sove hele natten.

Nu har vi så været hjemme et par dage og er ved at finde os selv i rollerne som forældre til to fantastisk unger:love: Asta er helt vild med sin lillebror, selvom hun vist også synes det er lidt underligt med sådan en lille baby.

[Marichen12]

Dina

Gennem hele graviditeten havde jeg haft en fornemmelse af, at den her baby nok ville dukke op før tid. Omkring juletid sank min mave helt vildt og jeg begyndte at overveje om vi måske endda nåede et 2011 barn. Men næh nej, nytåret kom og baby var stadig intern. Jeg var ved JDM da jeg var 38+6 og der blev vi enige om, at vi ikke sås igen...heller ikke det kom til at passe, for jeg nåede da min tid 40+6. Grædefærdig af træthed, tunghed og lettere stresset over, at Astas fødselsdag nærmede sig med hastige skridt (hvem fanden er så dum at have termin samme dag med 2 børn og så endda gå over tid:lol: ). Nå, men hun forsøgte at løsne hinder:shock: AV! Og undskyld hvis nogen af de andre gravide i venteværelset blev forskrækkede over mine brøl:blush: Det gav intet - ikke så meget som en plukve:boo:

Dagen efter, altså 41+0 havde jeg det så rigtigt skidt hele dagen. Var svimmel og havde kvalme. Da mit blodtryk dagen forinden lå i den høje ende, blev min mand og jeg enige om, at jeg lige skulle ringe til Hvidovre. De ville godt se mig til et tjek, så mens manden puttede unger, tog jeg derud. Jeg fik kørt en fin kurve og stixet urin osv. Der var intet at komme efter, så jeg blev sendt hjem igen. Og efter en god nats søvn, havde jeg det fint igen. Godt så.

Lørdag d. 21. havde jeg en tid på Hvidovre til 41+3 tjek og derfor havde vi aftalt med min far og hans kone, at de skulle komme og passe ungerne. De skulle komme kl. 9 var planen. Jeg vågende kl. 3 om natten og fik den første ve:banan: Den første times tid var der rimeligt langt i mellem, men så kom de noget tættere på hinanden og jeg måtte lige puste lidt med, hvilket fik vækket min mand, der spurgte hvad jeg lavede. Jeg fortalte at jeg havde veer, hvorefter han sov videre:lol:

Kl. 7 skrev jeg til min far, at de nok måtte påregne at passe ungerne i lidt længere tid. Han ringede med det samme og de ville så køre mod Valby. De dukkede vist op 8.15. Der havde vi fået fodret ungerne af og i tøjet (lidt svært med veer hver 4. minut) og jeg havde fået pakket de sidste ting i tasken. Da mine forældre var kommet, ringede jeg til FG, som gerne ville se mig, så min far kørte os derud. Godt vi bor så tæt på, for bilkørsel med veer er ikke sjovt.

Vi var på Hvidovre kl. 9, hvor vi kom ind på en undersøgelsesstue. Der blev kaldt en JDM fra FG, som kom til at følge os under næsten hele fødslen. Hun undersøgte mig ca. 9.30, hvor jeg var 3 cm. åben. Hun ville lige køre en CTG og så mente hun, at enten skulle vi tage hjem, eller også ud og gå en tur. Det tog hun så i sig efter CTG'en var kørt, for der fik jeg meget ondt. Vi aftalte derfor, at jeg i stedet fik lavement og bad og så kunne vi gå på FG. I badet tog mine veer til og jeg måtte råbe lidt:blush:

Kl. 11.30 ramte vi FG og jeg kan afsløre at turen ikke kunne klares med en kop the i hånden, ligesom hende den enlige i DRs program:D Da hun undersøgte mig igen, var jeg kun 4 cm åben, så det gik langsomt...jeg blev tilbudt lattergas, som jeg straks takkede ja til. Det tog lige toppen af veerne, der blev længere og længere.

Jeg fik mere og mere ondt og omkring kl. 13 var mine veer meget kraftige. De varede tæt på 2 minutter og jeg havde kun 1 minuts pause. Jeg kunne slet ikke følge med og fik fjernet lattergassen for tidligt, så jeg bad om en epidural. 13.25 kom lægen der skulle lægge den. Og shit, at sidde op, musestille, med veer der bare væltede ind over mig var satme en udfordring:shock: Og samtidig gik mit vand, så det kørte bare:lol: Nå, men han fik den lagt og der gik ikke lang tid, så var alle smerter væk:love: Så havde jeg pludselig overskud igen. Det var godt nok specielt, men superfedt.

Den næste time lå jeg så bare og håbede på, at der skete noget og at jeg ikke gik i stå. JDMs vagt sluttede kl. 15, så ca. 14.30 undersøgte hun mig igen og der var jeg 9 cm åben. Et kvarter efter begyndte det at presse og så vidste jeg jo godt, at det nærmede sig. Hun gik ud for at finde den JDM der skulle overtage, men der kom ikke nogen og det pressede ret heftigt. Så 15.05 bad jeg min mand ringe efter nogen, mens jeg begyndte at gispe. Der kom en JDM og en JDM stud. og det føltes som om de gav sig god tid. Jeg gispede og gispede og 15.15 undersøgte hun mig. Og der var jeg som jeg nok havde regnet med, fuldt udvidet og jeg fik lov at presse med:banan: 14 minutter senere, var Dina ude:lun:

Da jeg så det var en lillesøster, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Nøj, hvor var det stort:love:

Vi lå et par timer på FG og fik talt med familien, jeg kom ud og tisse og hun blev målt og vejet. 54 cm og 4.085 gram, Bagefter kom vi på patienthotellet og fik mad og overnattede til dagen efter, hvor vi tog bussen hjem (min mand hentede barnevognen). Om eftermiddagen kom de store, stolte søskende hjem og mødte deres lillesøster:lun: Foreløbig er hun et meget nemt barn, der spiser og sover som blev hun betalt for det.

[Skralde]

Orh hvor jeg dog elsker fødselsberetninger
Tak fordi I ville dele

[Skumgummisvamp]

Jeg er lige blevet færdig med min nyeste fødselsberetning og vil da gerne dele den her

Lillebrors hjemmefødsel lørdag d. 9/1-16

Jeg havde ikke haft nogle tegn på fødsel selvom jeg nærmede mig terminsdatoen, så jeg forventede egentlig at jeg måske gik over tid denne gang. Jeg blev derfor ved med at finde på projekter som skulle ordnes inden jeg skulle føde – jeg skulle sy en masse stofbind og -bleer, jeg skulle fylde fryseren op, jeg kunne da ikke føde når badeværelsesgulvet var beskidt osv.

Om aftenen fredag den 8/1 havde jeg mange plukveer. Det var der ikke noget nyt i, for jeg havde haft plukveer siden uge 15, og i ugerne op mod termin var de naturligvis blevet lidt anderledes i karakter. Jeg havde længe kunnet mærke, at min krop forberedte sig på fødslen, og denne aften var ikke anderledes. Efter jeg havde puttet vores datter på 2½ valgte jeg dog alligevel en aften på sofaen sammen med manden frem for en aktiv aften med symaskinen. Jeg tilskrev dog blot min træthed at jeg havde tilbragt eftermiddagen med at lege vildt og kælke i sneen med datteren. Vi jokede alligevel lidt med at jeg måske fødte om lørdagen, for da ville jeg være 39+3 præcis ligesom ved vores datters fødsel. Jeg havde dog egentlig ikke en fornemmelse af at fødslen var tæt på. Vi gik i seng ved 22-tiden og jeg faldt hurtigt i søvn.

Klokken lidt i 2 natten til lørdag vågnede jeg og skulle tisse. Jeg havde stadig plukveer og desuden en eller anden spændt, kildrende fornemmelse i kroppen. Jeg satte mig ind i sofaen og prøvede for sjov at tage tid på hvor længe der gik mellem plukveerne. 3 minutter, 9 minutter, 5 minutter – der var ikke rigtigt noget system i det, og de gjorde heller ikke ondt. Men der var alligevel en mavefornemmelse der sagde mig, at jeg skulle vække min mand og spørge ham hvad han syntes vi skulle gøre. Han var allerede lysvågen, for han havde hørt jeg gik ind i stuen, og han sagde han havde en fornemmelse af hvad der skulle til at ske. Han havde med det samme kunnet mærke min spændte stemning og den smittede ham. Vi blev enige om at ringe til JM nu, da jeg fødte på 3 timer første gang og vi derfor havde en forventning om at det godt kunne gå hurtigt igen. JM sagde lidt søvndrukkent at det var godt vi ringede og hun ville komme med det samme – taskerne ville så ankomme med en taxa fra hospitalet. Det var dejligt at hun tog os alvorligt, men det var nu også lidt nervepirrende – tænk nu, hvis det var falsk alarm… Manden ringede desuden til farmor og farfar, som skulle hente vores datter, og jeg ringede til min veninde, som skulle være fødselshjælper.

Spændingen steg mens vi ventede på hvem af de tilkaldte der mon kom først. Vi listede begge stille rundt i lejligheden og ordnede småting; jeg tog mad ud af fryseren og lagde det store vådliggerlagen + gamle lagner på sofaen. Manden pakkede vores datters barnevogn og taske i bilen, flyttede legetøj til siden i stuen og satte fødekarret derind. Vi turde ikke puste det op endnu, da pumpen larmer en del og vi ville undgå at vække vores datter, som stadig sov inde i soveværelset.

Omkring klokken 2.30 ankom JM og kort efter kom taxamanden med taskerne. Vi satte os ind i stuen og snakkede lidt om mine ønsker for fødslen. Jeg havde mødt JM en gang før i konsultationen, så vi kendte hinanden en smule og havde snakket fødselsønsker før. Jeg ønskede bl.a. at føde i karret, sen afnavling, at baby skulle have K-vitamin og at jeg gerne ville undgå syntocinon-injektionen til mig selv medmindre der var indikation herfor.

Jeg syntes stadig ikke det var rigtige veer jeg havde, men jeg følte at det efterhånden var rart at stoppe med at snakke og i stedet lukke øjnene og trække vejret dybt når der kom en sammentrækning. Det var nok en slags forberedelse på, at jeg vidste veerne snart ville komme, og jeg var efterhånden ikke i tvivl om at jeg ville føde den lørdag. JM sagde, at hun gerne ville vente med at undersøge mig til vores datter var afhentet, da det kunne sætte skub i tingene når hun mærkede. Hun skrev smser med en JM-studerende, som måske ville have interesse i at være med til fødslen, hvis hun kunne nå det.

Omkring klokken 3 ankom farfar, og min mand gik ud til bilen med vores datter. Jeg havde på forhånd været nervøs for hvordan det skulle gå hvis hun skulle hives op om natten, men manden kom ind igen og fortalte at det gik så fint – hun syntes bare det var smadderhyggeligt at skulle køre i bil sammen med farfar med nattøj og dyne på.
Kort efter (ca. 3.15) ankom min veninde og begyndte at hjælpe manden med at puste fødekarret op og fylde vand i det, og JM pakkede alt sit udstyr ud. Jeg fik lidt at spise, og så sad jeg ellers bare på kanten af sofaen og skiftevis snakkede og lukkede øjnene når sammentrækningerne kom. Med den viden at vores datter var kommet godt afsted kunne min krop nu endelig fokusere 100% på det den skulle, og det varede ikke længe inden jeg tænkte, at NU var det vist så småt rigtige veer jeg havde. JM undersøgte mig, og jeg var 5cm åben og i aktiv fødsel. Babys hjertelyd var fin. Et eller andet sted blev jeg lidt skuffet, for det havde jo været ”nemmere” ved første fødsel, hvor jeg allerede var 10cm åben ved ankomsten til fødegangen og bare kunne presse med det samme. Jeg var derfor pludselig nervøs for om jeg ville få en lang fødsel denne gang, men JM forsikrede mig om at det sagtens kunne gå hurtigt alligevel, især fordi mit vand ikke var gået endnu.

Jeg ved ikke hvornår jeg kom op i karret, men jeg vil tro det var ved 4-tiden. I starten var det bare så skønt med det varme vand, og jeg følte faktisk næsten ikke jeg kunne mærke veerne mere. Jeg fandt en god stilling på knæ med panden hvilende på armene på kanten af fødekarret. Det var også skønt når der blev hældt varmt vand ud over min lænd. Det varede dog ikke så længe før veerne begyndte at gøre mere ondt, og jeg gjorde opmærksom på at ”nu varer det nok ikke så længe før jeg begynder at larme lidt”. Under min første fødsel havde jeg været meget overrasket og lidt skræmt over at jeg havde behov for at sætte lyd på veerne, men denne gang var jeg forberedt på det og brugte derfor min vejrtrækning og lyde til at klare veerne med.

Tiden i karret gik på en gang rigtig langsomt og rigtig hurtigt. På et eller andet tidspunkt ankom den JM-studerende som gerne ville være med til fødslen. Hun kom hen og hilste på mig og var ellers rigtig god til bare at springe til og hjælpe JM der hvor vi nu var kommet til.
Min mand sad og holdt mig i hånden under veerne mens min veninde arbejdede på at få temperaturen i vandet helt rigtig. Efter noget tid kunne jeg mærke at fostervandet gik – det var en mærkelig fornemmelse at have vandafgang nede i vandet. Kort efter kunne jeg pludselig mærke, at det begyndte at presse meget på bagtil, og jeg sagde det til JM. Hun var rigtig god til at guide mig mellem veerne og hjælpe mig til at visualisere, at veerne hjalp baby med at komme længere og længere ned i bækkenet, og at det bare var rigtig godt jeg kunne mærke fremgangen. JM tjekkede babys hjertelyd et par gange, og den var stadig fin.

Pludselig fik jeg en rigtig lang ve, måske dobbelt så lang som de andre, og jeg kunne ikke lade være med at presse lidt med – og mine lyde ændrede sig også ret markant. Jeg var totalt uforberedt på at presseveerne kom allerede, men JM hjalp mig med at få styr på vejrtrækningen igen så jeg var klar til næste presseve. Hun mærkede efter hvor langt hovedet var nede og sagde at der ikke var langt igen, og at det var vigtigt at jeg fra nu af havde numsen helt nede under vandet og holdt så meget igen med at presse som muligt. Efter et par presseveer og en masse gispen kunne jeg mærke at hovedet kom ud. Min mand var åbenbart ikke klar over at det hele var gået så hurtigt, så han måtte skynde sig at smide trøjen og gøre sig klar, da vi havde aftalt at han skulle tage imod baby. I stedet kom min veninde over og sad hos mig og holdt mig i hånden. I næste ve kom kroppen, og JM guidede manden til at holde baby under vandet til jeg havde fået min top af. Så tog han baby op af vandet og rakte ham til mig – en helt perfekt lille dreng, som kom op på mit bryst. Baby var lidt langsom til at reagere på at være blevet født, så JM gnubbede ham godt med håndklæder og tjekkede hans hjertelyd, som var fin. Kort efter begyndte han at hoste lidt og sige små klynkelyde. Alt var som det skulle være.

Efter at have fået vejret nogle minutter skulle jeg op af karret for at føde moderkagen og få vurderet blødningen og livmoderens sammentrækning. Navlesnoren var også lidt for kort til at jeg kunne få baby helt op på brystet, så det passede mig fint at skulle op nu. Jeg kom over på sofaen og moderkagen kom næsten helt af sig selv. Derefter fik jeg lov at ligge lidt i fred og ro med baby på brystet og moderkagen ved siden af i en Margrethe-skål. Baby forsøgte ivrigt at kravle opad og løfte hovedet for at få fat i brystet, og det lykkedes ham at få godt fat et par gange – han var et naturtalent lige fra starten.

Der var dog ingen vej udenom at jeg skulle undersøges for bristninger og sys – noget jeg havde frygtet, fordi jeg synes det var så skrækkelig ubehageligt ved min første fødsel. Heldigvis var jeg ikke bristet så meget denne gang, men jeg måtte alligevel sys lidt og takkede ja til både lokalbedøvelse og lattergas. Det virker stadig så fjollet for mig når jeg nu to gange har født helt uden smertelindring andet end varmt vand, men bristningen er åbenbart bare mit ”svage punkt” ved fødslen. Imens jeg blev syet sad skiftevis min mand og min veninde hos mig og baby mens den anden arbejdede på at få tømt fødekarret og rydde lidt op rundt omkring.

Da det var overstået fik vi igen mulighed for at slappe af og lære baby lidt at kende, mens JM og JM-studerende satte sig ud i køkkenet og fik lidt at spise og skrev journal. Min veninde sagde tak for nu og tog hjem, og jeg smuttede ud at tisse og i bad mens baby lå hud mod hud med sin far. Lidt senere blev baby målt og vejet: 51cm og 3320g. Efter en kort oprydning tog JM og JM-stud også hjem, og vi var nu bare os tre. Vi benyttede muligheden for at få lidt tiltrængt mad og søvn, og så kørte manden ud for at hente den nybagte storesøster. Hun var så forelsket og stolt da hun så lillebror for første gang, og det er hun stadig nu snart 3 uger efter

[bette]

Hold nu op en lækker fødsel Skumgummi

[Sorenspige]

Tillykke Skumgummi . Det lyder som en virkelig god fødsel. Hvad hedder lillebror?

Hvad er det for en indsprøjtning, som du frabad dig?

[Skumgummisvamp]

Hold nu op en lækker fødsel Skumgummi

Tak dét var det! En endnu vildere oplevelse end første gang. Det var virkelig den rigtige beslutning for os at være hjemme denne gang

[Skumgummisvamp]

Tillykke Skumgummi . Det lyder som en virkelig god fødsel. Hvad hedder lillebror?

Hvad er det for en indsprøjtning, som du frabad dig?

Tak Det var en fantastisk oplevelse du har modtaget et kort med lillebrors navn

Det var syntocinon - det kunstige oxytocin man giver som profylakse, hvis ikke den fødende udtrykker ønske om andet. Det er dog faktisk kun nødvendigt at give hvis livmoderen ikke trækker sig nok sammen af sig selv eller hvis man bløder mere end normalt. Derfor havde jeg fået skrevet i min fødeplan at jeg gerne ville undgå det, hvis det ikke var nødvendigt. Jm blev jo nogle timer efter fødslen (det skal de) og så blødningen an og mærkede på maven (av!) og heldigvis klarede min krop arbejdet fint selv

[Studsgaard]

Jeg har kun datterens fødselsberetning skrevet ned på et andet forum. De ældstes har jeg desværre ikke. Her kommer Nadia’s fødselsberetning (kopieret fra andet sted)

Jeg skulle ringe til fødegangen tirsdag morgen kl. 8.00 for at aftale hvornår vi skulle komme ind til igangsættelse. Beskeden fra dem, var at vi bare ku komme så hurtigt som muligt. Så vi hoppede i bilen og kørte mod Aalborg.
Vi ankom til sygehuset lidt i ni. Dog kom vi til at vente lidt før jeg ku blive undersøgt, for netop som vi var ankommet, kom et par hvor hun havde født i bilen, på vej til sygehuset. Vi snakkede om, at så må det virkelig ha gået stærkt.

Kl. ca. kvart over ni, blev jeg hentet og fik kørt en strimmel, og alt så jo fint ud, så jordemoderen ville undersøge mig, for at se hvordan vi skulle forsøge at få fødslen i gang.
Jeg var så åben at hun forsøgte at tage vandet, og det var lidt af en opgave for jordemoderen, hun ridsede en masse i hinderne, men der kom ikke noget vand. Så vi aftalte, at jeg skulle gå lidt rundt i en times tid, for at se om vandet så gik, ellers ville hun prøve igen.
Vi havde knap gået 500 m fra sygehuset, før jeg ku mærke noget der begyndte at sive, men vi gik lidt videre. Dog ombestemte jeg mig hurtigt, for pludselig kom der små skvulp vand hver gang jeg tog et skridt…

Ved middagstid foreslog jordemoderen at jeg fik et klyx for at se om det ku sætte gang i nogle veer. Og der kom nogle små veer, men lige så snart jeg satte eller lagde mig ned gik de i sig selv igen. Så ved et tiden snakkede vi om at jeg nok skulle forberede mig på et ve-drop. Det var ok for mig, så ved to tiden blev jeg koblet til overvågning, og ve-droppet blev sat til 14.15.

Derefter begyndte de første rigtige veer men ikke noget som jeg skulle koncentrere mig om Så der blev skruet op for droppet ved tre tiden, og der kunne jeg så begynde at mærke veerne mere - det er først der jeg begynder at tænke på dem som rigtige veer.

Vi hyggede og jeg ku stadig snakke med jordemoderen, hun havde fri kl. 15.45, så vi blev enige om, at hun ikke ville undersøge mig indvendigt, men lade det vente til den næste jordemoder kom. Dog blev hun på stuen og gjorde klar, og hun jokede med, at hun jo nok skulle gribe hvis jeg nu pludselig fødte, men jeg så nu ikke ud til at være særlig besværet endnu.

Kl. 15.30 kommer den nye jordemoder, hun har en lægestuderende med og spørger pænt, om han må overvære fødslen, og nu kan jeg mærke veerne mere, de kommer koblede, og der er kun knap to minutter imellem de sammenhængende to veer, til de næste kommer, jeg skal koncentrere mig om vejrtrækningen når de er der, så hvis bare han skal se på, og ikke mærke på mig, så er det helt fint.

Hun undersøger mig, og jeg er nu 4 cm. åben og livmoderhalsen helt væk, jeg selv kan mærke at det er nogle gode veer, Nadia kommer godt ned i bækkenet – hvilket så også gør at jeg skal ud og tisse.

Så kvart i fire vralter jeg med mine veer ud på wc. Jeg får tisset, men det er svært da veerne er så voldsomme.

Jeg får det noget underligt mens jeg sidder der ude, veerne kommer ofte, og jeg må koncentrere mig godt om vejrtrækningen, Jeg begynder at svede og får det lidt skidt - jordemoderen kommer pænt og spørger til hvordan det går.
Der har jeg så fået kæmpet mig i mine fine net trusser igen, og fortæller hende at jeg tror jeg skal have noget at drikke, med noget sukker i, for jeg har det underligt, lidt ligesom når jeg har haft et fald i blodsukkeret. Pu ha det var ikke rart, og veerne gjorde virkelig ondt nu.

Jeg føler dog jeg skal tisse lidt mere, da jeg ikke rigtigt får tisset pga de kraftige veer, så jeg sætter mig på wc’et igen, mens jordemoderen går ud for at finde noget juice til mig.

Jeg får tisset, men så kommer der en kraftig ve der glider over i en presse vee, og pludselig begynder min krop at presse….

Så jeg kæmper imod presseveen, samtidig med jeg holder Nadias hoved inde med den ene hånd, og får ringet efter hjælp med den anden – heldigvis er de lige udenfor. Så jeg kommer op at stå ved håndvasken, samtidig med at der strømmer mennesker ind på toilettet, og andre kommer med en båre, men jordemoderen kan godt se at Nadia kommer med det samme, så hun siger jeg skal slappe af og ikke kæmpe imod, de er klar - jeg når lige at spørge om Peter er med på toilettet, det er han sammen med en milliard andre mennesker ca - og da jeg slapper af kommer Nadias hoved, og jeg presser lidt så kommer kroppen.

Nadia skriger med det samme, og tisser mig i hånden da jeg tager hende op til mig.

Midt i alt kaos’et er jeg helt klar i hovedet. Jeg får sagt at jeg gerne vil have at peter klipper navlestrengen, det vil jordemoderen nemlig til. Så da jeg har taget hende op til mig, bliver jeg placeret på wc’et og Peter får lov at afnavle hende.

Nadia bliver født kl. 15.56 på toilettet på fødegangen.

Jeg kommer nu på båren og bliver kørt ind på fødestuen, hvor jeg føder moderkagen ved et let pres, alt ser super fint ud. Den er kommet hel ud, og jeg har hverken fået nogle revner eller ridser trods den meget hurtige fødsel.

Nadia født den 08.06.10

Vægt 3050 g og 50 cm. Lang.

Her bagefter kan jeg virkelig godt forstå at min krop svedte og virkede noget underligt, nu når jeg gik fra at være 4 cm. åben, til fuld åben og med presseveer på under ti minutter.

[Cookie]

Åh jeg ELSKER fødselsberetninger!!!

Her er min 3. fra da jeg fødte i november

Annas fødsel

Onsdag den 4. nov.:
Jeg er 40+3 og næsten selvfølgelig godt træt af det hele. Mandag var vi ude at gå i 2,5 time, tirsdag fik jeg syet lidt og onsdag stod på gåtur igen. Anstrengelserne blev belønnet med småveer, som først var meget uregelmæssige og siden blev regelmæssige med 3-4 minutter imellem. Sådan var de i nogle timer og jeg tænkte at nu ville jeg skride i seng og hvile hvis det nu var nu. Og så gik de næsten helt i stå! I løbet af natten havde jeg måske en ve hver halvanden time

Torsdag den 5. nov.:
Havde intet der bare mindede om veer da jeg vågnede. Såååå skuffende! Ungerne blev afleveret og i løbet af formiddagen var der lidt, men de var meget spredte og uregelmæssige og forsvandt igen et par timer inden jeg skulle til overtidstjek 13.30. Vi var lidt sneglede til at komme ud ad døren, så vi var først ved jdm 13.45. Vi kom ind og jeg blev undersøgt og mærket på - ingen livmoderhals og jeg var 1cm åben. Jdm spurgte om hun skulle lave en hindeløsning og der takkede jeg ja til. Så hun løsnede og løsnede og løsnede og bagefter målte hun lilleputtens hjerterytme. Den var lige høj nok, så vi blev sendt ud for at vente et kvarters tid og så ville hun måle igen. Det blev så fulgt af et til kvarter og en til måling inden hun sendte mig på fødemodtagelsen til en ctg/strimmel for at få 100% styr på om alt var ok.

Kl. har været omkring 14.30 - 15.00 da vi gik over til fødemodtagelsen og allerede på den lille gåtur meldte de første rigtige veer sig. Av for satan. Jeg var ikke helt forberedt på, at jeg så hurtigt ville få brug for at standse op og koncentrere mig om vejrtrækningen.

På fødemodtagelsen blev man som altid mødt af lidt ventetid, men ind kom vi da og jeg fik et par af de dumme elastikker på mens jeg lå og hyggede mig med lidt flere veer. Kl. 15.50 blev vi enige om at vi nok hellere måtte få nogen til at hente ungerne, så Mark ringede til min veninde og lidt efter kom jdm ind og fjernede elastikkerne og undersøgte mig indvendig. 2cm åben nu.

Jeg blev lidt modløs og ærlig talt også bange for hvordan det skulle gå hvis vi blev sendt hjem for at afvente "gode kraftige veer. Jdm var rigtig sød og lyttende, så hun tilbød at vi kunne komme ind på en ventestue i stedet for at skulle hjem. Jeg kunne sikkert ikke have set mere taknemmelig ud da jeg takkede ja, for nu bed de godt nok lidt mere de veer.
Det tog lidt tid at gå over på stuen, for jeg havde veer nærmest hele tiden, men ved at holde med hænderne om Marks hals og trække vejret heeeelt ned i maven. Jdm roste mig hver gang og sagde at jeg klarede det SÅ flot mens jeg indvendigt tænkte "gu' gør jeg ej, så hold nu bare kæft ikk'"

Nå men endelig henne på stuen snakkede vi kort med jdm om hvordan og hvorledes ift at kontakte dem igen og det var "bare" når veerne var kraftigere og gerne varede mellem 45 og 60 sekunder. Yes yes. Det kunne vi godt sige. Jeg blev guidet hen på toilettet for at lette trykket på blæren. Er du gal hvor det spændte på/i den hver gang jeg fik en ve!!!! Og gud hvor er jeg glad for at jeg aldrig igen skal sidde på et toilet mens jeg har veer. Det er en oplevelse for sig!

Tilbage på ventestuen kom vi og selv om vi forinden havde talt om at Mark skulle tage hjem efter tasken, så kunne jeg slet ikke med tanken om at være alene. Vanvittig smart set i bakspejlet for nu skal jeg da lige love for at veerne kom hårdt og hurtigt! Jeg var hunderæd og kunne slet slet ikke følge med i det min krop åbenbart havde gang i.

Jeg havde mistet tidsfornemmelsen lidt her, men efter ca. 10 min sagde jeg til Mark at nu skulle vi altså tage tid på veerne. De kom hvert halvandet minut og varede 45 sek. Jeg holdte ud i 20 min og så ringede Mark kl. 17.12 til fødemodtagelsen og sagde at nu var veerne voldsomme nok til at vi ikke var trygge mere. De var sådan lidt "ok, jamen vi kan da godt komme og kigge på hende". Der gik 5 min og så begyndte jeg at have pressetrang i slutningen af hver ve.

Pressetrang er et magisk ord når man ringer til fødemodtagelsen! Vi ringede nemlig igen og fik at vide at vores jdm var på vej. Da Mark så siger "jamen hun har pressetrang ved slutningen af hver ve", gik det op for dem at jeg virkelig var en af de der utilregnelige 3. gangsfødende, for hende der kom løbende med kørestolen kom kun et splitsekund efter vores jdm.

Jeg blev trillet over på en fødestue og det første jeg gjorde, da vi kom derind var at smide gennemblødte bukser og trusser. Nej, vandet var ikke gået. Den begyndende pressetrang havde fået mig til at presse på blæren også, så under en af veerne inde på den der stue, havde jeg stået med hænderne om halsen på Mark og brølet ind i hans bryst mens jeg pissede i bukserne. Lovely!!

Inde på fødestuen var der 2 jordemødre, for vi ankom midt i et vagtskifte og så var der en til... ved sgu ikke helt om hun var jdm eller sosu, men hun var der og hun hjalp.

Jeg kastede mig op på fødebriksen og lå på alle 4 mens jeg kiggede vore jdm dybt i øjnene for at have et fokuspunkt i vejrtrækningen. Hun forsøgte at overtale mig til at lægge mig om på ryggen, så hun kunne undersøge mig og jeg måtte gentage et par gange, at jeg lige skulle have den her ve overstået inden jeg kunne noget som helst.

Jeg fik vendt mig så jeg lå halvt på højre side og halvt på ryggen og halvt på siden. De begyndte at give mig venflon for jeg skulle jo have epidural, som der stod i min journal at jeg godt måtte få. Haha! Gæt igen! Da jdm undersøgte mig kl. 17.20 var jeg 7cm åben og fosterhinden stod i en bobbel ud og blev prikket med det samme. Jeg takkede ja til lattergassen så snart den blev tilbudt og fik strenge ordrer på at nu skulle jeg lade være med at presse og i stedet gispe gennem veerne. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne at gøre som der blev sagt, men det var mere end hvad jeg kunne styre. Det var det eneste tidspunkt jeg talte grimt til nogen. Da jdm igen bad mig gispe fik jeg brølet noget i stil med at det kunne jeg kraftedme ikke lade være med og jdm svarede lige så tørt "nej, det kan jeg godt se".

Et par presseveer senere får jeg pludselig besked på at nu må jeg gerne give den gas og presse alt hvad jeg kan. Først bliver jeg helt overrasket og spørger hvordan de ved det og om jeg ikke skal undersøges først, men det er så ikke nødvendigt og da næste ve kommer presser jeg til jeg er blå i hovedet. Bogstavelig talt. Mark siger at først var jeg rød i hovedet, så fik jeg blå læber og så blev resten af mit ansigt blåt. Skræmmende alligevel. Jeg bliver mindet om at jeg også skal trække vejret, så det gør jeg og presser videre. Hele tiden mens jeg presser brøler jeg som en syg ko. Jeg er virkelig virkelig bange for hvornår det begynder at gøre ondt og så letter det frygten lidt at brøle af den.

Helt uden at lægge mærke til det har jeg presset hovedet ud og jdm siger "Så, nu er hun her. Du mangler kun kroppen". Jeg er mega overrasket, for jeg ligger jo stadig og venter på smerten. Den kommer bare ikke. I stedet kommer min lille datter til verden kl. 17.35. 3,5 time efter jeg ikke havde nogen veer og var 1 cm åben. 2,5 time efter jeg fik "rigtige" veer. Freaking 1 lille time efter jeg var 2cm åben. Ikke så mærkeligt at det gjorde SÅ forbandet ondt!

Jeg flåede helt desperat bh og top af, så jeg kunne få hende op hud-mod-hud. Min lille skat skulle bare ikke opleve sin mors favn for første gang med tøj imellem os!

Jeg føder moderkagen, får bedøvelse og 5-6 sting ned mod mellemkødet. Den lille basse vejede 4125g og var 51cm lang og hendes hurtige exit gav et par skrammer. Selvfølgelig er hun den smukkeste baby i verden og elsket med det samme.

Vi lå på fødestuen i nogle timer, manden fik en kammerat til at hente vores taske og fuld af overskud, inviterede jeg ham indenfor på fødestuen i 2min. Jdm må have undret sig.

På grund af tidligere mislykkede ammeforløb var jeg blevet visiteret til 2 døgn på barselsgangen, men der var rimelig proppet, så jdm anbefalede os patienthotellet i stedet og det var bare den bedste beslutning ever! Vi fik ro til ammeopstart og der blev passet på os. Det var meget mere trygt og roligt end det havde været med de andre 2.

Vi blev på patienthotellet til søndag over middag. Jeg havde ø-kuller og NU ville jeg bare hjem. Vi havde så bare lige glemt alt om overtøj til den bette og den autostol vi skulle have lånt os til, stod rigtig godt hos dem vi endnu ikke havde fået spurgt. Flot! Vi bor heldigvis kun et par km fra hospitalet, så jeg pakkede babyen ind i min hættetrøje og hoppede ind på bagsædet af en taxa, som af Mark fik besked på at køre os MEGET pænt og forsigtigt hjem. Mark fulgte efter i sin mors bil og 10min efter sad jeg kaosramt og alligevel roligt i vores sofa og ammede vores lille, nye datter.

De første dage efter fødslen har jeg flere gange end jeg kan huske kigget på Mark og sagt "Fuck, det gik stærkt! Og hvor gjorde det ondt og hvor kunne jeg slet ikke følge med". Det er så småt ved at falde på plads nu, men jeg har stadig brug for at tale meget om det. Jeg fik ros i hele processen og i hele processen følte jeg mig fortabt og bange og ude af stand til at kontrollere noget som helst. Jeg er meget misundelig på andre, som det er gået så stærkt for, hvor de "bare" kigger tilbage og tænker, at det da var en lækker drømmefødsel, for der var ikke meget drøm i det for mig!
På plussiden så kører amningen som om jeg aldrig har lavet andet. Mælken begyndte at løbe til allerede efter 1 døgn! Og ungerne har taget godt imod lillesøster. Alt er næsten godt og det bliver kun bedre ❤️