Grundangsten for at miste

Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13008
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2856
Likede indlæg: 28040

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 7. okt 2018, 12:51

bluetof1 skrev:
FormerlyKnownAs skrev:
bluetof1 skrev:Vil det gøre mindre ondt at miste hvis du fortsætter med at (forsøge at) distancere dig end hvis du giver efter for trangen til at glæde dig?


Det ved jeg ikke og det er noget jeg spekulerer over. Men jeg kan ikke gøre andet end at forholde mig til og agere udfra hvad mine følelser og fornuft i toenighed fortæller mig. Og de fortæller mig faktisk det samme, hvilket jo er heldigt nok.

Jeg har iøvrigt ingen trang til at glæde mig. Der er ikke en glæde jeg undertrykker. Det er bare. Jeg er bare gravid. Der er bare en baby. Jeg håber at hun kommer ud, men lige nu er det bare.


Okay.
Jeg opfattede det som om du egentlig gerne ville glæde dig, men ikke turde fordi du skrev at du havde taget dig selv i at planlægge lidt og derefter tvunget det ud af dine tanker.
Jeg har aldrig mistet et barn, men jeg forstår faktisk godt dine tanker om at "det er bare". Sådan havde jeg det selv med at være gravid, om end af andre årsager.

Jeg håber du kan være i det indtil hun (?) er ude og at du kan slappe af når du har født.
Alt det der planlægning er da praktisk nok, men ikke strengt nødvendigt. Hvis du ikke har lyst og ikke magter tanken om at tingene står der og du skal forholde dig til dem hvis det går galt, så lad være med at planlægge. Tøj kan købes når barnet er født, barnet får sikkert en ble på hjem fra fødegangen og hvis du ikke kan have at pakke andet end til dig selv til fødslen, så kan din mand smide lidt tøj i en taske og selv tage den med uden at fortælle dig om det så du ikke skal forholde dig til det.

Men det er bare mine praktiske tanker om det.


Det er ret meget sådan jeg har det og er i det, som du beskriver det.

Der er ikke noget der er strengt nødvendigt at have klar og det er også det jeg siger til mig selv. Det hele går jo nok selvom der først kommer seng, pusleplads osv et par uger efter hun er kommet ud. Det hele skal nok gå.

Vi har fået tøj til de første 4-5 mdr af en veninde og det var okay. Det ligger i en kasse i skab og der ligger det fint. Jeg tager meget tingene som de kommer.

Jeg tog mig i at ville bestille nogle ting fordi det var ngoet vi manglede og det var på udsalg. Men det som det ville sætte igang i mig ved at købe det for at spare penge, var ikke det værd. Så er det bedre at vente
1
Allmost_Famous
Indlæg: 4177
Tilmeldt: 12. aug 2016, 18:37
Kort karma: 745
Likede indlæg: 17174

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf Allmost_Famous » 7. okt 2018, 13:17

Hold kæft, hvor er det røv, at du skal have det sådan!

Det er klart, at når du tre ud af fire gange har oplevet, at det gik galt, så er det ikke en irrationel frygt. Og du har ret i, at det KAN gå galt igen. Det ville være en irrationel frygt, hvis du var bange for at føde en enhjørning, for det er sket sådan cirka nul gange i verdenshistorien. Masser af kvinder verden over mister jo desværre, og det har du allerede oplevet flere gange, så helt underligt er det jo ikke, at du tænker de tanker, du gør.

Men hvor ville det dog være rart hvis du kunne glædes over baby i maven, og nyde graviditeten. For din egen skyld. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så er det også okay. Det er uden tvivl hårdt, men du bliver ikke et ringere menneske fordi du holder følelserne tilbage, for at beskytte dig selv. Babyen i maven får det hverken bedre eller værre af, at der først bliver købt tøj når hun er kommet til verden.

Hvornår har du termin?
0
I've said it before and I'll say it again...

:lol:
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13008
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2856
Likede indlæg: 28040

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 7. okt 2018, 13:23

Det ville nu også ret være ret fint med en enhjørning hvis det var.

Det ikke fordi jeg gør der modsatte af at glæde mig. Det er bare. Jeg er ikke ked af det og går dagligt og frygter at det sker. Jeg ved jo også at hvis hun kommer er det ikke noget hun er mærket af, eller noget som gør at jeg holder mig tilbage. Jeg har kun erfaring med at børn der bliver født lever og kommer med hjem. Det liggger bare som et vilkår for mig, at det kan ske inden.

25/12, vældig festligt :)
0
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 1953
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 418
Likede indlæg: 4809

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf milisa » 8. okt 2018, 18:36

Vi skal stoppe med al snak om irrationel og rationel. Jeg kan måske nok være enig med Zonta i, at frygten er irrationel, men det er jo hamrende ligegyldig, om Zonta har ret eller ej. Vi skal koncentrere os om det, vi med sikkerhed ved.

Og det vi ved er, at FKA er bange. Punktum. Om det er rationelt, irrationelt, begrundet, ubegrundet er inderligt ligegyldigt, for det er og bliver en akademisk diskussion, som sikkert er vældig spændende, men komplet ubrugelig for FKA.

Kære Dulle. Du er bange, du distancerer dig, du tør ikke forholde dig til din graviditet. Og det er helt ok. Du er ikke mærkelig, du er ikke dum, du er ikke åndssvag, du er ikke hysterisk, du er ikke en dårlig mor eller mindre kvinde, eller hvad pokker det grønne monster på skulderen kan finde på at bilde dig ind. Du har de følelser, du har, qua den historie du har og som har givet dig den bagage, du bærer rundt på. Jeg opfordrer dig naturligvis ikke til at dyrke din angst, men jeg opfordrer dig dælme til at accepterer den og konfrontere den med oprejst pande.

Når nogen/jeg kalder din frygt irrationel, så siger du: Nå, tjo, tja, nej, måske, jeg er sådan set ligeglad, for det ændrer ikke på, at jeg er bange. Når/Hvis nogen kalder dig pjattet, fordi du ikke tør købe noget, så siger du: Fair nok, du synes det, men hvis du selv tror, du med den kommentar fjerner min angst og mine bekymringer, så synes jeg fluks, du skal skifte branche og blive psykolog.

Og mere væsentligt, når du føler dig dum i en eller anden situation, hvor din angst stikker sit grimme fjæs frem, ranker du ryggen og løfter hovedet og siger: Jeg hedder Dulle, jeg er angst, og det er sgu HELT ok, og jeg lever mit liv med de muligheder, jeg nu har. Og en baby har i øvrigt ikke brug for andet end kærlighed, mad, varme og en tør numse.

Skråt op med fornuft og rationaler, ufornuft og irrationalitet. Hvad kan du bruge det til? Krumme ftw: Man er, som man er, og det er godt nok!! :kys:
10
Tally-ho
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8874
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25434

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf Madam Pomfrey » 8. okt 2018, 19:04

Jeg synes faktisk det er vildt stort at du favner dine egne følelser på den måde du gør, at du accepterer at de er der, og at de er et grundvilkår i denne graviditet, og at du har en åbenlys tro på at det ændrer sig når du HAR født. Du beskytter jo bare dig selv lige nu, eller din hjerne gør.
Jeg tænker at glæden over livet der vokser i dig, også er der, den er bare ikke til at mærke - fordi det andet er så stort og voldsomt.

Jeg forstår godt du ikke vil læsse af hos din mand, fordi han står nok et helt andet sted end du, ifht at kunne glæde sig, have de gode forventninger.
Og han skal deale med bekymringen for dig, dine tanker og følelser.

Jeg ved godt i har en arbejdsfordeling ifht børn, arbejde, indtægt osv. Og jeg anerkender og accepterer at du er et sted hvor du ikke kan og vil gøre dig en masse forberedelser. Men hvis der er noget du/han alligevel tænker gerne måtte være på plads, som er rare af ha, men bare er for stort og voldsomt for dig at sørge for - kan du så ikke lægge det over til ham?
Senest rettet af Madam Pomfrey 9. okt 2018, 04:06, rettet i alt 1 gang.
0
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1806
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 621
Likede indlæg: 8507

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf englishchannel » 8. okt 2018, 20:03

Jeg vil nu stadig anbefale terapi i forhold til at få håndteret angsten (samt give dig nogle redskaber til hvis det værste skulle ske). Da jeg var teenager havde jeg en periode, hvor jeg var enormt bange for at miste mine forældre, og der arbejdede jeg med en psykolog omkring den angst: For det første gennemgik vi redskaber til, hvordan jeg kunne håndtere angsten, når jeg stod i den. Og for det andet tog vi fat i det værste scenarie, at begge mine forældre døde, og arbejdede os igennem den angst og de følelser, der var forbundet med den.

Selvom jeg hele tiden havde vidst, at risikoen for at miste begge mine forældre i en meget ung alder, ikke var sandsynlig, havde jeg stadig utrolig stor gavn af psykologen, og jeg fandt faktisk noget ro i mig selv omkring det at miste (hvis det skulle ske). Jeg fik følelsen af, at selv hvis jeg skulle miste, ville jeg med tiden blive okay igen, og den erkendelse gav i sig selv styrke til at håndtere angsten, når den kom.

Kort sagt tænker jeg, at bare et par sessioner hos en psykolog, også ville hjælpe dig til at finde mere ro i situationen, så du kan gå lettere igennem sidste del af din graviditet.
4
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13008
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2856
Likede indlæg: 28040

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 8. okt 2018, 23:56

Jeg kan med min allerbedste vilje ikke se hvad en terapeut skal gøre. Jeg hr gået regelmæssigt ved terapeuter i 15 år. Igen, uanset hvad en terapeut siger, så er min erfaring jo at det kan ske. Meget længere den ikke.

Jeg går IKKE og er ked af at jeg har det sådan her, det er træls, men også et vilkår pga historien. En terapeut kan ikke ændre historien.

Angsten forsvinder når hun er ude. Der er 10 ugers tid tilbage. Sådan som jdg havde det da jeg oprettede tråden, sådan har jeg det et par timer en gang hver 4.-6. uge, det er ikke hele dage, uger eller måneder. Det er ikke en konstant.

Det konstante er en skepsis. Ikke en angst.
0
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13008
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2856
Likede indlæg: 28040

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 8. okt 2018, 23:59

Zinde skrev:Når man først har været ramt af usandsynligt sort uheld, finder man ingen trøst i statistik.

Da min datter lå på Børneintensiv og svævede mellem liv og død, havde jeg en indre debat med mig selv om hvorvidt jeg skulle vente og se, om hun overlevede, før jeg knyttede mig til hende. Jeg endte med at beslutte mig til at elske hende så højt og stærkt som overhovedet muligt - for tænk hvordan jeg ville have det, hvis hun døde, og jeg så ikke havde elsket hende og glædet mig over hende alt hvad jeg kunne i den korte tid, hun var her.

Måske giver det mening for dig ift din pige i maven. Og ellers springer du det bare over :kys:


Nja, forskellen er nok at din datter var der. Det må jo være umenneskelig hårdt det du var igennem :kys:

Min er her ikke, og derfor har jeg det bedst med at forholde mig skeptisk til hvad der kan ske. At det kan gå galt og det derfor er bedst til at distancere mig til graviditet og praktik. Ikke til om hun har det godt derinde, for det skal hun have. Men jeg ved også at forskellen kommer når hun er ude.
0
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13008
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2856
Likede indlæg: 28040

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 9. okt 2018, 00:03

Madam Pomfrey skrev:Jeg synes faktisk det er vildt stort at du favner dine egne følelser på den måde du gør, at du accepterer at de er der, og at de er et grundvilkår i denne graviditet, og at du har en åbenlys tro på at det ændrer sig når du HAR født. Du beskytter jo bare dig selv lige nu, eller din hjerne gør.
Jeg tænker at glæden over liget der vokser i dig, også er der, den er bare ikke til at mærke - fordi det andet er så stort og voldsomt.

Jeg forstår godt du ikke vil læsse af hos din mand, fordi han står nok et helt andet sted end du, ifht at kunne glæde sig, have de gode forventninger.
Og han skal deale med bekymringen for dig, dine tanker og følelser.

Jeg ved godt i har en arbejdsfordeling ifht børn, arbejde, indtægt osv. Og jeg anerkender og accepterer at du er et sted hvor du ikke kan og vil gøre dig en masse forberedelser. Men hvis der er noget du/han alligevel tænker gerne måtte være på plads, som er rare af ha, men bare er for stort og voldsomt for dig at sørge for - kan du så ikke lægge det over til ham?


Jeg skriver det bare lige, angsten er ikke konstant. Den er i glimt af og til. Men skepsis er en konstant. Sådan som jeg havde det da jeg oprettede tråden ville jo være umenneskeligt at bære dagligt i 9 mdr. Heldigvis er det forbigående. Men skepsis er der der hele tiden.

Jeg er slet ikke tvivl om at jeg er der 100% hvis/når hun kommer ud. Slet ikke.

Der er ikke rigitg noget som ikke bare er Nice to have klar. Need to have er der ikke meget af. Han kommer først til Dk to dage før termin uanset så det er begrænset hvad han kan nå. Og tingene vil jo i så fald stå klar uanset. Og tanken om at det er klart og komme tomhændet hjem kan jeg ikke bære.
0
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13008
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2856
Likede indlæg: 28040

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 9. okt 2018, 00:11

milisa skrev:Vi skal stoppe med al snak om irrationel og rationel. Jeg kan måske nok være enig med Zonta i, at frygten er irrationel, men det er jo hamrende ligegyldig, om Zonta har ret eller ej. Vi skal koncentrere os om det, vi med sikkerhed ved.

Og det vi ved er, at FKA er bange. Punktum. Om det er rationelt, irrationelt, begrundet, ubegrundet er inderligt ligegyldigt, for det er og bliver en akademisk diskussion, som sikkert er vældig spændende, men komplet ubrugelig for FKA.

Kære Dulle. Du er bange, du distancerer dig, du tør ikke forholde dig til din graviditet. Og det er helt ok. Du er ikke mærkelig, du er ikke dum, du er ikke åndssvag, du er ikke hysterisk, du er ikke en dårlig mor eller mindre kvinde, eller hvad pokker det grønne monster på skulderen kan finde på at bilde dig ind. Du har de følelser, du har, qua den historie du har og som har givet dig den bagage, du bærer rundt på. Jeg opfordrer dig naturligvis ikke til at dyrke din angst, men jeg opfordrer dig dælme til at accepterer den og konfrontere den med oprejst pande.

Når nogen/jeg kalder din frygt irrationel, så siger du: Nå, tjo, tja, nej, måske, jeg er sådan set ligeglad, for det ændrer ikke på, at jeg er bange. Når/Hvis nogen kalder dig pjattet, fordi du ikke tør købe noget, så siger du: Fair nok, du synes det, men hvis du selv tror, du med den kommentar fjerner min angst og mine bekymringer, så synes jeg fluks, du skal skifte branche og blive psykolog.

Og mere væsentligt, når du føler dig dum i en eller anden situation, hvor din angst stikker sit grimme fjæs frem, ranker du ryggen og løfter hovedet og siger: Jeg hedder Dulle, jeg er angst, og det er sgu HELT ok, og jeg lever mit liv med de muligheder, jeg nu har. Og en baby har i øvrigt ikke brug for andet end kærlighed, mad, varme og en tør numse.

Skråt op med fornuft og rationaler, ufornuft og irrationalitet. Hvad kan du bruge det til? Krumme ftw: Man er, som man er, og det er godt nok!! :kys:


Altså jeg forstår godt dit indlæg, det er ikke det. Men jeg gør netop det, accepterer min angst. Den er er et grundvilkår for en graviditet for mig pga historien.

Jeg føler mig ikek dum over at have den- eller noget af det her du skriver Og det er helt ok. Du er ikke mærkelig, du er ikke dum, du er ikke åndssvag, du er ikke hysterisk, du er ikke en dårlig mor eller mindre kvinde, eller hvad pokker det grønne monster på skulderen kan finde på at bilde dig Men folks kommentarer om at jeg er irrationel og skal forholde mig til statistikker gør at jeg føler mig dum og nedvurderet og at mine følelser ikke er reele. For det er de. Der er ikke noget værre end når man står og er ked af det at folk begynder at undervurdere ens følelser. Det er årsagen til at jeg efter få indlæg havde mest lyst til at slette tråden.

Der er ingen som kalder mig det ene eller andet, for jeg sørger netop for ikke at tale om det. For jeg ved jo godt at folk kan mene det og det og at det kan være svært for andre at forstå mine følelser. Heldigvis, de kommer jo fra nogle ubehagelige oplevelser.

Jeg lever ikke med en angst hele tiden. Den kommer i glimt en en time eller to- eller mindre, her og der. Jeg lever med en grundlæggende skepsis for om der kommer et levende barn ud af det her. Jeg var angst og havde hjernespin en times tid da jeg oprettede tråden. Men så var det overstået. Sådan kan man jo ikke gå og have det non-stop. Det ville ikke være til at leve med.
0
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8874
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25434

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf Madam Pomfrey » 9. okt 2018, 04:17

FormerlyKnownAs skrev:
Jeg skriver det bare lige, angsten er ikke konstant. Den er i glimt af og til. Men skepsis er en konstant. Sådan som jeg havde det da jeg oprettede tråden ville jo være umenneskeligt at bære dagligt i 9 mdr. Heldigvis er det forbigående. Men skepsis er der der hele tiden.


Det var/er jeg med på...
Men angst/skepsis, manglende lyst tll /behov for at rede bygge, "beslutningen om" at hun bare er der, og det er fint, indtil hun er født.
Det hele er jo noget der er der hele tiden, i variende grad, nogle dage fylder det meget, andre gør det ikke.
Men du er jo også opmærksom på at du tænker og agerer anderledes end mange, og årsagen til at du gør det-

Det var det jeg mente med at favne det... Andre ville måske sådan vitterlig slå sig selv i hovedet konstant, med ikke at være, eller gøre det, godt nok.
Hvor du virker til at acceptere, at det er bare sådan det er for dig, denne gang. Og når andre slår dig i hovedet med det, så skubber du det faktisk væk, og siger rimelig tydeligt at det gider du ikke, og det kan du ikke bruge til noget. Det er sgu temmelig sejt.
1
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13008
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2856
Likede indlæg: 28040

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 9. okt 2018, 05:05

Madam Pomfrey skrev:
FormerlyKnownAs skrev:
Jeg skriver det bare lige, angsten er ikke konstant. Den er i glimt af og til. Men skepsis er en konstant. Sådan som jeg havde det da jeg oprettede tråden ville jo være umenneskeligt at bære dagligt i 9 mdr. Heldigvis er det forbigående. Men skepsis er der der hele tiden.


Det var/er jeg med på...
Men angst/skepsis, manglende lyst tll /behov for at rede bygge, "beslutningen om" at hun bare er der, og det er fint, indtil hun er født.
Det hele er jo noget der er der hele tiden, i variende grad, nogle dage fylder det meget, andre gør det ikke.
Men du er jo også opmærksom på at du tænker og agerer anderledes end mange, og årsagen til at du gør det-

Det var det jeg mente med at favne det... Andre ville måske sådan vitterlig slå sig selv i hovedet konstant, med ikke at være, eller gøre det, godt nok.
Hvor du virker til at acceptere, at det er bare sådan det er for dig, denne gang. Og når andre slår dig i hovedet med det, så skubber du det faktisk væk, og siger rimelig tydeligt at det gider du ikke, og det kan du ikke bruge til noget. Det er sgu temmelig sejt.


Så forstod jwg nok bare ikke humlen med indlægget :lol:

Jeg er sindsygt opmærksom på det og var jeg det mindste i tvivl om hvordan jeg ville reagere når hun kommer, så ville jeg tage fat i de rigtige og nødvendige mennesker. Jeg er yderst bevidst om hvor vigtig en terapeut kan være. Hvis jeg sad fast i den grundangst der skyller indover mig af og til ville det også være umuligt at være i.

Hvis man ser på gravidtråden bliver andre også bekymrede hvis de mærker mindre liv osv., får en scanning/konsultation. Den del tager jeg ret modsat ret roligt. For så længe jeg mærker liv, så ER der liv. Sådan har jeg det nemlig også. Men det er tanken om det kán gå galt der rusker op i det hele og den kan være udløst af hvad som helst. For min erfaringen er jo desværre er alt for modbydelig og min hjernen er jo derfor plastret til med forbehold for at det kan ske og jeg skal beskytte mig selv. Da jeg oprettede tråden var det en film, en lykkelig film, hvor hovedpersonen fik en baby, som gav angsten frit løb.

Jeg kan bare ikke gøre noget ved at det er som det er nu. Jeg ser det som et vilkår for overhovedet at være gravid for mit vedkommende og jeg har jo vidst det ville være sådan udfra de foregående 3 gange, fordi det her er 4. graviditet.

Jeg ved ikke om det er sejt, men det trækker mig ned hvis jeg skal forholde mig til at andre synes jeg er det ene eller andet fordi jeg har de følelser jeg har. Tak, men nej tak. Det er et vilkår jeg er opvokset op under hele min barndom og ungdom og stadig kæmper med. At mine følelser ikke var noget værd. Når man så er i en situation som er så sårbar som jeg er i nu og åbner op overfor få venner, familie og herinde, og nogle så dunker mig i hovedet med at det er noget pjat, irrationelt, hiver statistikker frem og siger at jeg bare skal se en terapeut, så stejler jeg totalt og trækker mig. For det er at nedgøre mine følelser SÅ meget. Følelser som faktisk kommer fra et reelt sted.
Senest rettet af FormerlyKnownAs 9. okt 2018, 05:35, rettet i alt 1 gang.
1
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8874
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25434

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf Madam Pomfrey » 9. okt 2018, 05:35

FormerlyKnownAs skrev:
Jeg ved ikke om det er sejt, men det trækker mig ned hvis jeg skal forholde mig til at andre synes jeg det ene eller andet fordi jeg har de følelser jeg har. Tak, men nej tak. Det er et vilkår jeg er opvokset op under hele min barndom og Ungsdomshusets liv og stadig kæmper med. At mine følelser ikke var noget værd. Når man så er i en situation som er så sårbar som jeg er i nu og åbner op overfor venner, familie og herinde, og nogle dunker mig i hovedet med at det er noget pjat, irrationelt, hiver statistikker frem og siger at jeg bare skal se en terapeut, så stejler jeg totalt og trækker mig. For det er SÅ nedgørende af mine følelser som kommer fra et reelt sted.


Det ER sejt, ikke at lade andre mennesker skubbe en ned i det hul...!
At du sorterer i hvilken feedback der giver mening for dig, er brugbar og anvendelig, og hvilken du ikke kan bruge til en skid.
At du holder fast i at du har en eller anden plan for hvordan, og at det er okay, at håndtere det her, på den måde du gør.

Så kan andre jo sådan set synes, mene og tænke hvad de vil.
1
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13008
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2856
Likede indlæg: 28040

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 9. okt 2018, 05:52

Zinde skrev:
FormerlyKnownAs skrev:
Zinde skrev:Når man først har været ramt af usandsynligt sort uheld, finder man ingen trøst i statistik.

Da min datter lå på Børneintensiv og svævede mellem liv og død, havde jeg en indre debat med mig selv om hvorvidt jeg skulle vente og se, om hun overlevede, før jeg knyttede mig til hende. Jeg endte med at beslutte mig til at elske hende så højt og stærkt som overhovedet muligt - for tænk hvordan jeg ville have det, hvis hun døde, og jeg så ikke havde elsket hende og glædet mig over hende alt hvad jeg kunne i den korte tid, hun var her.

Måske giver det mening for dig ift din pige i maven. Og ellers springer du det bare over :kys:


Nja, forskellen er nok at din datter var der. Det må jo være umenneskelig hårdt det du var igennem :kys:

Min er her ikke, og derfor har jeg det bedst med at forholde mig skeptisk til hvad der kan ske. At det kan gå galt og det derfor er bedst til at distancere mig til graviditet og praktik. Ikke til om hun har det godt derinde, for det skal hun have. Men jeg ved også at forskellen kommer når hun er ude.

Min “logik” var, at hvis det nu går galt for dig, så er tiden med hende nu, mens hun er i maven, din eneste mulighed for at elske hende.
Jeg håber ikke, det er for kynisk, det er bare sådan, jeg selv ville tænke.

Jeg har for øvrigt ikke tal på hvor mange gange, folk opfordrede mig til at opsøge en terapeut, mens min datter lå på intensiv. Det er som om, at vi ikke kan holde ud, at andre er bange. Men jeg ville ikke kunne bruge en terapeut til noget dengang, min frygt var helt reel og rationel, og jeg forstår godt, hvis du har det på samme måde.


Du har også været i forfærdelig situation som jeg, heldigvis, ikke kan forholde mig til. Min erfaring er at de slet ikke kommer ud, så derfor er det bedst ikke at knytte mig. Der går jo intet af barnet som ligger i maven uden en bevidsthed som sådan. Jeg har ikke lyst eller behov for at slippe tøjlerne i den henseende. Jeg gør det for at beskytte mig. Naturligvis er jeg stadig bekymret for om alt er ok, men det har de gængse scan jo svaret på at det er, der er dagligt liv, maven vokser osv. So far so good.

Jeg tænker også at overskuddet til at se en terapeut er lig nul i den situation og alt den vågne tid man har vil man jo bare være tæt på sit barn og ikke sidde til en session.
0
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13008
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2856
Likede indlæg: 28040

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 11. okt 2018, 00:10

Der er egentlig ikke den store historie udover at jeg har været igennem 3 aborter på 2,5 år og 2 års ivf/icsi behandlinger.

Jeg er 29+2 nu.
0

Tilbage til "Graviditet"