Grundangsten for at miste

Brugeravatar
Zinde
Indlæg: 2292
Tilmeldt: 9. dec 2015, 12:22
Kort karma: 433
Likede indlæg: 5180

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf Zinde » 9. okt 2018, 05:47

FormerlyKnownAs skrev:
Zinde skrev:Når man først har været ramt af usandsynligt sort uheld, finder man ingen trøst i statistik.

Da min datter lå på Børneintensiv og svævede mellem liv og død, havde jeg en indre debat med mig selv om hvorvidt jeg skulle vente og se, om hun overlevede, før jeg knyttede mig til hende. Jeg endte med at beslutte mig til at elske hende så højt og stærkt som overhovedet muligt - for tænk hvordan jeg ville have det, hvis hun døde, og jeg så ikke havde elsket hende og glædet mig over hende alt hvad jeg kunne i den korte tid, hun var her.

Måske giver det mening for dig ift din pige i maven. Og ellers springer du det bare over :kys:


Nja, forskellen er nok at din datter var der. Det må jo være umenneskelig hårdt det du var igennem :kys:

Min er her ikke, og derfor har jeg det bedst med at forholde mig skeptisk til hvad der kan ske. At det kan gå galt og det derfor er bedst til at distancere mig til graviditet og praktik. Ikke til om hun har det godt derinde, for det skal hun have. Men jeg ved også at forskellen kommer når hun er ude.

Min “logik” var, at hvis det nu går galt for dig, så er tiden med hende nu, mens hun er i maven, din eneste mulighed for at elske hende.
Jeg håber ikke, det er for kynisk, det er bare sådan, jeg selv ville tænke.

Jeg har for øvrigt ikke tal på hvor mange gange, folk opfordrede mig til at opsøge en terapeut, mens min datter lå på intensiv. Det er som om, at vi ikke kan holde ud, at andre er bange. Men jeg ville ikke kunne bruge en terapeut til noget dengang, min frygt var helt reel og rationel, og jeg forstår godt, hvis du har det på samme måde.
4
Mann tracht und Gott lacht
FormerlyKnownAs
Indlæg: 2394
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 451
Likede indlæg: 3303

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 9. okt 2018, 05:52

Zinde skrev:
FormerlyKnownAs skrev:
Zinde skrev:Når man først har været ramt af usandsynligt sort uheld, finder man ingen trøst i statistik.

Da min datter lå på Børneintensiv og svævede mellem liv og død, havde jeg en indre debat med mig selv om hvorvidt jeg skulle vente og se, om hun overlevede, før jeg knyttede mig til hende. Jeg endte med at beslutte mig til at elske hende så højt og stærkt som overhovedet muligt - for tænk hvordan jeg ville have det, hvis hun døde, og jeg så ikke havde elsket hende og glædet mig over hende alt hvad jeg kunne i den korte tid, hun var her.

Måske giver det mening for dig ift din pige i maven. Og ellers springer du det bare over :kys:


Nja, forskellen er nok at din datter var der. Det må jo være umenneskelig hårdt det du var igennem :kys:

Min er her ikke, og derfor har jeg det bedst med at forholde mig skeptisk til hvad der kan ske. At det kan gå galt og det derfor er bedst til at distancere mig til graviditet og praktik. Ikke til om hun har det godt derinde, for det skal hun have. Men jeg ved også at forskellen kommer når hun er ude.

Min “logik” var, at hvis det nu går galt for dig, så er tiden med hende nu, mens hun er i maven, din eneste mulighed for at elske hende.
Jeg håber ikke, det er for kynisk, det er bare sådan, jeg selv ville tænke.

Jeg har for øvrigt ikke tal på hvor mange gange, folk opfordrede mig til at opsøge en terapeut, mens min datter lå på intensiv. Det er som om, at vi ikke kan holde ud, at andre er bange. Men jeg ville ikke kunne bruge en terapeut til noget dengang, min frygt var helt reel og rationel, og jeg forstår godt, hvis du har det på samme måde.


Du har også været i forfærdelig situation som jeg, heldigvis, ikke kan forholde mig til. Min erfaring er at de slet ikke kommer ud, så derfor er det bedst ikke at knytte mig. Der går jo intet af barnet som ligger i maven uden en bevidsthed som sådan. Jeg har ikke lyst eller behov for at slippe tøjlerne i den henseende. Jeg gør det for at beskytte mig. Naturligvis er jeg stadig bekymret for om alt er ok, men det har de gængse scan jo svaret på at det er, der er dagligt liv, maven vokser osv. So far so good.

Jeg tænker også at overskuddet til at se en terapeut er lig nul i den situation og alt den vågne tid man har vil man jo bare være tæt på sit barn og ikke sidde til en session.
0
/Dullen
Brugeravatar
JumboJette
Indlæg: 197
Tilmeldt: 6. nov 2016, 12:46
Kort karma: 37
Likede indlæg: 377

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf JumboJette » 10. okt 2018, 20:54

Må jeg spørge forsigtigt ind til historien bag, Formerly...?

Jeg har været igennem en MA, som blev opdaget ved NF i uge 12. Netop hvor jeg troede, jeg skulle se min sprællevende baby for første gang. Det var så smertefuldt, og jeg havde som dig også svært ved at glæde mig lyserødt til at få en baby, fordi ja - som titlen afslører, man sidder med en grundangst for at miste igen. Det gjorde jeg så ikke, og jeg har fået tre børn uden andre problemer end lidt graviditetsgener.

Hvor langt er du henne?
0
Er du cykelrytter eller liderkarl?
FormerlyKnownAs
Indlæg: 2394
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 451
Likede indlæg: 3303

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 11. okt 2018, 00:10

Der er egentlig ikke den store historie udover at jeg har været igennem 3 aborter på 2,5 år og 2 års ivf/icsi behandlinger.

Jeg er 29+2 nu.
0
/Dullen
Brugeravatar
JumboJette
Indlæg: 197
Tilmeldt: 6. nov 2016, 12:46
Kort karma: 37
Likede indlæg: 377

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf JumboJette » 11. okt 2018, 12:01

FormerlyKnownAs skrev:Der er egentlig ikke den store historie udover at jeg har været igennem 3 aborter på 2,5 år og 2 års ivf/icsi behandlinger.

Jeg er 29+2 nu.


Det lyder rigtig hårdt. Og jeg tænker, det er menneskeligt at distancere sig lidt nu for at passe på sig selv.

Hjælper det lidt at du mærker liv og dermed kan "følge med"?
0
Er du cykelrytter eller liderkarl?
FormerlyKnownAs
Indlæg: 2394
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 451
Likede indlæg: 3303

Re: Grundangsten for at miste

Indlægaf FormerlyKnownAs » 11. okt 2018, 12:14

JumboJette skrev:
FormerlyKnownAs skrev:Der er egentlig ikke den store historie udover at jeg har været igennem 3 aborter på 2,5 år og 2 års ivf/icsi behandlinger.

Jeg er 29+2 nu.


Det lyder rigtig hårdt. Og jeg tænker, det er menneskeligt at distancere sig lidt nu for at passe på sig selv.

Hjælper det lidt at du mærker liv og dermed kan "følge med"?


Det hjælper rigtig meget at mærke liv. Absolut. Det gør jo st jeg ved at hun ER i live. Men det er nok noget mere her og nu, end det giver en tro langsigtet. Her og nu er nu også ganske fint.
0
/Dullen

Tilbage til "Graviditet"