Skruk tråden

Sof
Indlæg: 275
Tilmeldt: 16. maj 2018, 10:28
Kort karma: 12
Likede indlæg: 391

Re: Skruk tråden

Indlægaf Sof » 4. jul 2018, 08:27

Jeg er sindssygt skruk lige for tiden og det går slet ikke.

Min dreng bliver 1 i denne uge og jeg har ret overbevist om at han skulle være enebarn, både graviditet og fødsel var rent helvede og er på ingen måde noget jeg har frivilligt lyst til at udsætte mig selv for eller min kæreste, og nu os søn, en anden gang. Men BABY! :lun:
Er ellers lige nået til et punkt hvor at dem som spørger ind til en nr 2, er holdt op, fordi min reaktion har været tilpas skrap. Tror endda min kæreste er rimelig enig i at vores søn er “nok”.

Og så begynder jeg selv på at overveje at åbne det igen. Kan nogle gange slet ikke være i skrukheden. Det er helt forfærdeligt.


Det hjælper på ingen måde at et af vores gode vennepar lige har fået en og et andet føder her inden for de næste to uger.
1
Kakro05
Indlæg: 229
Tilmeldt: 7. sep 2015, 19:24
Kort karma: 29
Likede indlæg: 168

Re: Skruk tråden

Indlægaf Kakro05 » 4. jul 2018, 10:46

Sof skrev:Jeg er sindssygt skruk lige for tiden og det går slet ikke.

Min dreng bliver 1 i denne uge og jeg har ret overbevist om at han skulle være enebarn, både graviditet og fødsel var rent helvede og er på ingen måde noget jeg har frivilligt lyst til at udsætte mig selv for eller min kæreste, og nu os søn, en anden gang. Men BABY! :lun:
Er ellers lige nået til et punkt hvor at dem som spørger ind til en nr 2, er holdt op, fordi min reaktion har været tilpas skrap. Tror endda min kæreste er rimelig enig i at vores søn er “nok”.

Og så begynder jeg selv på at overveje at åbne det igen. Kan nogle gange slet ikke være i skrukheden. Det er helt forfærdeligt.


Det hjælper på ingen måde at et af vores gode vennepar lige har fået en og et andet føder her inden for de næste to uger.


Jeg kender det. Moder natur er en bitch :lol: :lol: .
Jeg har stadig dage, hvor jeg tænker vores dreng skal være ene barn, meeeen jeg ville godt nok blive meget ked af det, hvis der ikke kommer en til. Så jeg er spændt på om det bliver i august vi starter eller til vinter. Vi har nemlig pt en aftale om at vi starter til august, hvis der ingen jobsamtaler i er i sigte og nok omkring jul, hvis jeg får job.
0
Brugeravatar
TakeAChanceOnMe
Indlæg: 1102
Tilmeldt: 6. aug 2017, 20:04
Kort karma: 89
Geografisk sted: United Kingdom
Likede indlæg: 1857

Re: Skruk tråden

Indlægaf TakeAChanceOnMe » 11. jul 2018, 20:07

Jeg er pt. ikke på nogen former for hormonel beskyttelse. Jeg blev taget af mine p-piller efter 8-8.5 års brug for cirka 1.5 år siden og min cyklus blev forholdsvis normal indenfor et par måneder. Utrolig regelmæssig faktisk. Nu er den så til gengæld blevet en smule uregelmæssig (+/- 3 dage) og mine pre-pille smerter+sindssyge blødninger er kommet tilbage. Og så bliver jeg mega skruk når der er små babyer. Som i jeg kan fysisk mærke det i min krop.
Det er virkelig svært fordi jeg kun er 23 og på ingen måde er i en situation, hvor jeg synes det ville være forsvarligt at prøve på en baby.

Det har så ledt til at jeg er begyndt at tænke over at få prævention igen. Jeg vil helst ikke på p-pillerne igen fordi de ikke kan udelukke at de har effekt på mine mavesmerter (yay!) og flere af de andre hormonbaserede præventionsmidler har en tidsgrænse for hvor længe de minimum virker.

Så jeg spurgte min kæreste lige ud - hvornår vil du have børn. Numerisk svar. Han har sagt i den nære fremtid før, hvilket i mit hoved er 2-3 år. Det passede fint ind med min egen tidsramme. Det kunne så udelukke de præventionsmidler der holder i mellem 3-5 år.
Men så svarede han fanme inden han er 37. Det er om 7(!!!!) år :nerve: Jeg spurgte ham om han mente der seriøst og han sagde, nej - omkring 5 år :panik:

Vi er overhovedet ikke på samme side mere og jeg blev faktisk helt ked af det og tom inden i. Det er røv træls. Jeg gider da ikke at have de her tanker som 23 årig og blive ked af det over at min kæreste ikke vil have børn før om 5 år. Det føltes helt forkert - er det bare hormoner der raser eller har der bare sat sig et eller andet fast i hovedet på mig. Føler jeg er ved at blive skør :wacko: :tie:
0
godtnavn
Indlæg: 4506
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 411
Likede indlæg: 3423

Re: Skruk tråden

Indlægaf godtnavn » 11. jul 2018, 20:18

TakeAChanceOnMe skrev:Jeg er pt. ikke på nogen former for hormonel beskyttelse. Jeg blev taget af mine p-piller efter 8-8.5 års brug for cirka 1.5 år siden og min cyklus blev forholdsvis normal indenfor et par måneder. Utrolig regelmæssig faktisk. Nu er den så til gengæld blevet en smule uregelmæssig (+/- 3 dage) og mine pre-pille smerter+sindssyge blødninger er kommet tilbage. Og så bliver jeg mega skruk når der er små babyer. Som i jeg kan fysisk mærke det i min krop.
Det er virkelig svært fordi jeg kun er 23 og på ingen måde er i en situation, hvor jeg synes det ville være forsvarligt at prøve på en baby.

Det har så ledt til at jeg er begyndt at tænke over at få prævention igen. Jeg vil helst ikke på p-pillerne igen fordi de ikke kan udelukke at de har effekt på mine mavesmerter (yay!) og flere af de andre hormonbaserede præventionsmidler har en tidsgrænse for hvor længe de minimum virker.

Så jeg spurgte min kæreste lige ud - hvornår vil du have børn. Numerisk svar. Han har sagt i den nære fremtid før, hvilket i mit hoved er 2-3 år. Det passede fint ind med min egen tidsramme. Det kunne så udelukke de præventionsmidler der holder i mellem 3-5 år.
Men så svarede han fanme inden han er 37. Det er om 7(!!!!) år :nerve: Jeg spurgte ham om han mente der seriøst og han sagde, nej - omkring 5 år :panik:

Vi er overhovedet ikke på samme side mere og jeg blev faktisk helt ked af det og tom inden i. Det er røv træls. Jeg gider da ikke at have de her tanker som 23 årig og blive ked af det over at min kæreste ikke vil have børn før om 5 år. Det føltes helt forkert - er det bare hormoner der raser eller har der bare sat sig et eller andet fast i hovedet på mig. Føler jeg er ved at blive skør :wacko: :tie:


Sagde du til ham hvordan du havde det med svaret? Måske siger han et højt svar for ikke at presse dig, og tænker at det er fint for ham at vente 5 år, men at det også omvendt ville være fint før. Jeg var nok også blevet ked af svaret i dit sted, især fordi du føler han før har sagt noget kortere, selvom han ikke har sagt det direkte med tal, så har han jo indikeret at tallet var lavere. Havde han en grund til 5 år eller var det bare noget han følte? Altså en grund som at I vil købe hus, han vil ahve en bedre job inden eller den slags.
0
Brugeravatar
TakeAChanceOnMe
Indlæg: 1102
Tilmeldt: 6. aug 2017, 20:04
Kort karma: 89
Geografisk sted: United Kingdom
Likede indlæg: 1857

Re: Skruk tråden

Indlægaf TakeAChanceOnMe » 11. jul 2018, 20:30

godtnavn skrev:
TakeAChanceOnMe skrev:Jeg er pt. ikke på nogen former for hormonel beskyttelse. Jeg blev taget af mine p-piller efter 8-8.5 års brug for cirka 1.5 år siden og min cyklus blev forholdsvis normal indenfor et par måneder. Utrolig regelmæssig faktisk. Nu er den så til gengæld blevet en smule uregelmæssig (+/- 3 dage) og mine pre-pille smerter+sindssyge blødninger er kommet tilbage. Og så bliver jeg mega skruk når der er små babyer. Som i jeg kan fysisk mærke det i min krop.
Det er virkelig svært fordi jeg kun er 23 og på ingen måde er i en situation, hvor jeg synes det ville være forsvarligt at prøve på en baby.

Det har så ledt til at jeg er begyndt at tænke over at få prævention igen. Jeg vil helst ikke på p-pillerne igen fordi de ikke kan udelukke at de har effekt på mine mavesmerter (yay!) og flere af de andre hormonbaserede præventionsmidler har en tidsgrænse for hvor længe de minimum virker.

Så jeg spurgte min kæreste lige ud - hvornår vil du have børn. Numerisk svar. Han har sagt i den nære fremtid før, hvilket i mit hoved er 2-3 år. Det passede fint ind med min egen tidsramme. Det kunne så udelukke de præventionsmidler der holder i mellem 3-5 år.
Men så svarede han fanme inden han er 37. Det er om 7(!!!!) år :nerve: Jeg spurgte ham om han mente der seriøst og han sagde, nej - omkring 5 år :panik:

Vi er overhovedet ikke på samme side mere og jeg blev faktisk helt ked af det og tom inden i. Det er røv træls. Jeg gider da ikke at have de her tanker som 23 årig og blive ked af det over at min kæreste ikke vil have børn før om 5 år. Det føltes helt forkert - er det bare hormoner der raser eller har der bare sat sig et eller andet fast i hovedet på mig. Føler jeg er ved at blive skør :wacko: :tie:


Sagde du til ham hvordan du havde det med svaret? Måske siger han et højt svar for ikke at presse dig, og tænker at det er fint for ham at vente 5 år, men at det også omvendt ville være fint før. Jeg var nok også blevet ked af svaret i dit sted, især fordi du føler han før har sagt noget kortere, selvom han ikke har sagt det direkte med tal, så har han jo indikeret at tallet var lavere. Havde han en grund til 5 år eller var det bare noget han følte? Altså en grund som at I vil købe hus, han vil ahve en bedre job inden eller den slags.


Jeg sagde til ham at jeg var skuffet, men min umiddelbare reaktion var at trække mig tilbage og ikke spørge mere ind til det. Jeg ved at han vil være sammen med mig og vi vil de samme ting i forbindelse med familie osv.. Men eftersom jeg er 7 år yngre og på nuværende tidspunkt er 23 med et skod deltidsjob og ingen videre planer der er sikre, føler jeg bare at jeg presser for meget på ved at være den der gerne vil børnene først. Og være den der bliver ved med at snakke om det.

Når det bliver bragt op, så er har han gjort sig overvejelser og tænkt over ting, som han ikke havde for 6 måneder siden. For et par uger siden snakkede vi om babynavne og han havde tænkt over en hel del, selvom han før altid bare har sagt "ved ikke - ikke relevant". Han snakker også om hvordan han vil være som forælder, hvilket også er kommet i løbet af de sidste par måneder.

Vi overtager huset om et par uger og han starter nyt, bedre job i løbet af de næste 1-3 måneder (alt efter om nuværende afdeling vil lade ham flytte til ny før opsigelsesperioden er ovre). Så det burde jo gerne være "sat" i løbet af det næste år til halvandet.
Så 5 år virker bare mega længe og jeg tror jeg ender med at rive min livmoder ud hvis der skal gå så længe :lol: . For det første gider jeg ikke de her skod mens meget længere og for det andet er det mere fysisk end emotionelt, når jeg mærker skrukheden nu.
Årh jeg bliver skør altså.
1
godtnavn
Indlæg: 4506
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 411
Likede indlæg: 3423

Re: Skruk tråden

Indlægaf godtnavn » 11. jul 2018, 21:09

Jeg synes ikke du har mindre ret til at presse på end ham selvom han er "den gamle". Her er manden 10 år ældre end mig, og jeg har et ønske om at mine børn ikke får for gamle forældre, så selvom jeg ikke selv er gammel så presser det ret meget på hvis vi skal nå at få de børn vi vil. Vi har en datter på 1½, hun tog 2 år at lave, mistede i første graviditet som kom efter 2 måneder, derefter tog det næsten et år at få det til at lykkes igen, og så er der der der 9 måneders graviditet ;) Det kan jo sagtens gå nemt, men det kan også tage tid og ønsker man flere børn og ikke gamle forældre er det jo sent at starte når den ene er 35.

Jeg er under uddannelse og jeg elsker virkelig at jeg har fået børn nu, jeg råder alle til at lave børn under uddannelse :lol: Det er sindssyg hårdt, men al den fælles barsel vi har fået pga det er det hele værd. Så skal du igang med en uddannelse så siger jeg gooooo! :P
0
godtnavn
Indlæg: 4506
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 411
Likede indlæg: 3423

Re: Skruk tråden

Indlægaf godtnavn » 11. jul 2018, 21:10

Og måske skal han bare vænne sig til tanken om at det måske nærmer sig at være tid?
0
Brugeravatar
Filipai
Indlæg: 2822
Tilmeldt: 4. sep 2015, 06:04
Kort karma: 586
Likede indlæg: 4354

Re: Skruk tråden

Indlægaf Filipai » 11. jul 2018, 21:44

Årh jeg skifter med at være mega skruk, til at tænke at de der børn skal jeg aldrig have. Når jeg ser min mand med vores ene lille niece er jeg lige ved at omkomme af skrukhed, og når jeg ser på vores anden 2 uger gamle niece smelter jeg helt, og kan mærke jeg får en kæmpe klump i maven. Jeg glæder mig så sindsygt til vi skal igang, og til den dag jeg kan stå og vifte med en positiv test foran min mand.. Han bliver den bedste far.

Samtidig er der den mistede frihed som jeg ikke lige magter, og så er der hele frygten om jeg overhovedet kan blive gravid, hvilket i den grad skræmmer mig til jeg nærmest ikke har lyst til vi skal prøve. Alt i min mavefornemmelse siger mig at det går galt. Har tidligere (for 1000 år og en madpakke) mistet i ca 4. måned, uden at få lavet udskrab eller noget som helst lægebesøg (dumt jeg ved det) fertilitetsklinikken siger at alt ser fint ud, bortset fra jeg ikke har så mange æg, men frygter at min krop alligevel ikke kan hitte ud af det.
Jeg tror dog jeg får troen igen når jeg står med en positiv test, da jeg tabte var jeg ekstremt undervægtig, og det var efter en episode med skader der ramte i maven.

Nå, det var lige lidt aftentanker herfra. Under alle omstændigheder skal jeg lige ind på arbejdsmarkedet, og være der 1-2 år før vi starter. Så må vi se hvornår det sker.
1
Brugeravatar
TakeAChanceOnMe
Indlæg: 1102
Tilmeldt: 6. aug 2017, 20:04
Kort karma: 89
Geografisk sted: United Kingdom
Likede indlæg: 1857

Re: Skruk tråden

Indlægaf TakeAChanceOnMe » 11. jul 2018, 21:54

godtnavn skrev:Jeg synes ikke du har mindre ret til at presse på end ham selvom han er "den gamle". Her er manden 10 år ældre end mig, og jeg har et ønske om at mine børn ikke får for gamle forældre, så selvom jeg ikke selv er gammel så presser det ret meget på hvis vi skal nå at få de børn vi vil. Vi har en datter på 1½, hun tog 2 år at lave, mistede i første graviditet som kom efter 2 måneder, derefter tog det næsten et år at få det til at lykkes igen, og så er der der der 9 måneders graviditet ;) Det kan jo sagtens gå nemt, men det kan også tage tid og ønsker man flere børn og ikke gamle forældre er det jo sent at starte når den ene er 35.

Jeg er under uddannelse og jeg elsker virkelig at jeg har fået børn nu, jeg råder alle til at lave børn under uddannelse :lol: Det er sindssyg hårdt, men al den fælles barsel vi har fået pga det er det hele værd. Så skal du igang med en uddannelse så siger jeg gooooo! :P


Nu fik jeg snakket med ham - og spurgte om han virkelig mente 5 år. Han sagde "I'm not arsed", "I don't care" og da jeg spurgte om han reelt set var røv ligeglad eller han mente fem år og bare ikke ville skuffe mig, sagde han at det var når jeg var klar - så var han også. Jeg kan ikke helt finde ud af det ...

Det er bare også der jeg er - jeg vil ikke være gammel og jeg vil ikke at han er gammel. Han er afslappet med det, det er englænderne faktisk ret meget. Hans søster er 35 og ikke engang småstresset over at der ikke er børn på tapetet inden for det næste år, selvom de gerne vil have børn.
Jeg voksede op med at børn ikke bare var noget man fik (eller, min mor er super fertil - min bonusmor er ikke), så det spiller også bare en del i at jeg gerne vil i gang når jeg er omkring de 25 senest. For hvis det så ikke vil lykkedes, så er tiden ikke SÅ stor en faktor som hvis man nærmer sig 30 eller 35.

Tror ikke økonomien ville kunne holde til at skulle på barsel under studie herovre. Det er meget anderledes end Danmark og hvis jeg skal læse en Masters vil jeg ikke kunne få SU, da det mere er en suppleringsuddannelse set med danske øjne. Dog ville det rent praktisk med tid og arbejdsmarkedet nok være en fordel. For at være ærlig, så kan jeg ikke helt greje den fordi jeg under alle omstændigheder mangler den (skide!) Masters for at få drømmejobbet.
Jeg tror det ender med at blive sådan noget 'så kan det sgu også være lige meget, nu gør vi det' og så er det sådan det er. Da jeg ikke kom ind på uni med start Jan 2019 sagde jeg til ham at det udskød projekt baby i et år (hvis jeg kommer ind næste år) og det var han faktisk skuffet over.

Har tænkt om jeg bare skulle blive i en therapy assistant stilling i to års tid og så satse på at få baby der, inden jeg søger ind på masters igen. Men jeg aner det ikke. Jeg føler mig virkelig modløs når jeg tænker over det hele og så hjælper det ikke at jeg pludselig ikke ved hvor jeg har min kæreste - eller at min krop åbenbart får et fysisk behov for at få en baby. Altså, slap af biologiske ur! Lige nu ville jeg ønske jeg kunne være mere ligeglad :tie:
0
godtnavn
Indlæg: 4506
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 411
Likede indlæg: 3423

Re: Skruk tråden

Indlægaf godtnavn » 11. jul 2018, 22:31

TakeAChanceOnMe skrev:
godtnavn skrev:Jeg synes ikke du har mindre ret til at presse på end ham selvom han er "den gamle". Her er manden 10 år ældre end mig, og jeg har et ønske om at mine børn ikke får for gamle forældre, så selvom jeg ikke selv er gammel så presser det ret meget på hvis vi skal nå at få de børn vi vil. Vi har en datter på 1½, hun tog 2 år at lave, mistede i første graviditet som kom efter 2 måneder, derefter tog det næsten et år at få det til at lykkes igen, og så er der der der 9 måneders graviditet ;) Det kan jo sagtens gå nemt, men det kan også tage tid og ønsker man flere børn og ikke gamle forældre er det jo sent at starte når den ene er 35.

Jeg er under uddannelse og jeg elsker virkelig at jeg har fået børn nu, jeg råder alle til at lave børn under uddannelse :lol: Det er sindssyg hårdt, men al den fælles barsel vi har fået pga det er det hele værd. Så skal du igang med en uddannelse så siger jeg gooooo! :P


Nu fik jeg snakket med ham - og spurgte om han virkelig mente 5 år. Han sagde "I'm not arsed", "I don't care" og da jeg spurgte om han reelt set var røv ligeglad eller han mente fem år og bare ikke ville skuffe mig, sagde han at det var når jeg var klar - så var han også. Jeg kan ikke helt finde ud af det ...

Det er bare også der jeg er - jeg vil ikke være gammel og jeg vil ikke at han er gammel. Han er afslappet med det, det er englænderne faktisk ret meget. Hans søster er 35 og ikke engang småstresset over at der ikke er børn på tapetet inden for det næste år, selvom de gerne vil have børn.
Jeg voksede op med at børn ikke bare var noget man fik (eller, min mor er super fertil - min bonusmor er ikke), så det spiller også bare en del i at jeg gerne vil i gang når jeg er omkring de 25 senest. For hvis det så ikke vil lykkedes, så er tiden ikke SÅ stor en faktor som hvis man nærmer sig 30 eller 35.

Tror ikke økonomien ville kunne holde til at skulle på barsel under studie herovre. Det er meget anderledes end Danmark og hvis jeg skal læse en Masters vil jeg ikke kunne få SU, da det mere er en suppleringsuddannelse set med danske øjne. Dog ville det rent praktisk med tid og arbejdsmarkedet nok være en fordel. For at være ærlig, så kan jeg ikke helt greje den fordi jeg under alle omstændigheder mangler den (skide!) Masters for at få drømmejobbet.
Jeg tror det ender med at blive sådan noget 'så kan det sgu også være lige meget, nu gør vi det' og så er det sådan det er. Da jeg ikke kom ind på uni med start Jan 2019 sagde jeg til ham at det udskød projekt baby i et år (hvis jeg kommer ind næste år) og det var han faktisk skuffet over.

Har tænkt om jeg bare skulle blive i en therapy assistant stilling i to års tid og så satse på at få baby der, inden jeg søger ind på masters igen. Men jeg aner det ikke. Jeg føler mig virkelig modløs når jeg tænker over det hele og så hjælper det ikke at jeg pludselig ikke ved hvor jeg har min kæreste - eller at min krop åbenbart får et fysisk behov for at få en baby. Altså, slap af biologiske ur! Lige nu ville jeg ønske jeg kunne være mere ligeglad :tie:


Havde glemt du ikke boede i Danmark, så er det måske ikke den bedste idé :( Jeg var bare så lykkelig for at få et helt år OG min kæreste fik 34 uger, men dine muligheder er jo ikke de samme.

Hvor lang tid tager din uddannelse? Jeg tænker hvis det f.eks. er 2 år så er det måske værd at tage den først, og altså, måske er det også nemmere at holde skrukheden væk hvis du ved at om 2 år så begynder I?
0
Brugeravatar
TakeAChanceOnMe
Indlæg: 1102
Tilmeldt: 6. aug 2017, 20:04
Kort karma: 89
Geografisk sted: United Kingdom
Likede indlæg: 1857

Re: Skruk tråden

Indlægaf TakeAChanceOnMe » 11. jul 2018, 22:53

godtnavn skrev: Havde glemt du ikke boede i Danmark, så er det måske ikke den bedste idé :( Jeg var bare så lykkelig for at få et helt år OG min kæreste fik 34 uger, men dine muligheder er jo ikke de samme.

Hvor lang tid tager din uddannelse? Jeg tænker hvis det f.eks. er 2 år så er det måske værd at tage den først, og altså, måske er det også nemmere at holde skrukheden væk hvis du ved at om 2 år så begynder I?


Uddannelsen tager to år, men næste optag er enten September 2019 eller Januar 2020. Jeg mangler erfaring indenfor NHS eller privat praktiserende klinik for at kunne komme ind.
Jeg fik min bachelor skræddersyet til at arbejde med fodbold som jeg gerne vil. Fik at vide at vi ville være SÅ enployable fordi den er mere relevant end en fysio. Som dimitant er sandheden bare en helt anden, fordi man skal have en fysioterapeut titel. Har man erfaring indenfor sport får man bare ikke adgang til fysio, da de ikke vil røre sport (så meget for mangfoldighed!) men udelukkende NHS. Hence, jeg prøver at få en fuldtidsstilling der - ellers må jeg tage praktik ulønnet.

Men det er bare stressende og træls. Vil så gerne, mendet virker fuldkommen håbløst :panik:
0
Brugeravatar
dgd2007
Indlæg: 13687
Tilmeldt: 26. aug 2015, 20:59
Kort karma: 775
Likede indlæg: 10973

Re: Skruk tråden

Indlægaf dgd2007 » 12. jul 2018, 02:27

Hvordan udtaler man egentlig "skruk" - jeg troede det var med u, men forleden hørte jeg en sige det nærmest med å? :gruble:
0
Kakro05
Indlæg: 229
Tilmeldt: 7. sep 2015, 19:24
Kort karma: 29
Likede indlæg: 168

Re: Skruk tråden

Indlægaf Kakro05 » 12. jul 2018, 10:00

dgd2007 skrev:Hvordan udtaler man egentlig "skruk" - jeg troede det var med u, men forleden hørte jeg en sige det nærmest med å? :gruble:

Jeg ville udtale det med U, måske det har noget med hvor i landet man kommer fra :lol:
0
Kakro05
Indlæg: 229
Tilmeldt: 7. sep 2015, 19:24
Kort karma: 29
Likede indlæg: 168

Re: Skruk tråden

Indlægaf Kakro05 » 15. jul 2018, 17:14

Vi har stadig ikke fået afklaret om vi starter PB nu, eller hvordan. Det er faktisk lidt frustrerende, men også meget rart for jeg er faktisk slet ikke afklaret med hvad jeg helst vil. Om jeg vil satse på baby nu og bliver jeg gravid, så må job vente (medmindre der selvfølgelig er nogen der vil ansætte mig) eller om vi venter en måneds tid eller om vi helt venter til slutningen af året.
0
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 2511
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 629
Likede indlæg: 8146

Re: Skruk tråden

Indlægaf Zombie » 21. jul 2018, 18:03

Det med børn ligger stadig et stykke ude i fremtiden for min kæreste, mens det for mig er tættere på.
Det har dog hjulpet på "kløften" at jeg lige er kommet mig oven på en svær depression (er stoppet på anti depressiverne igen og det går rigtig godt) og er begyndt i nyt job, hvor jeg gerne vil falde rigtig til. Det "køber" ham et års tid, før endnu en alvorlig snak.
Jeg er lige fyldt 32, og sagde da vi fandt sammen, at som 34 årig er jeg gerne meget gravid - som tidsramme. Ikke så kontant, men en meget ærlig snak, take it or leave it.
Så den måde passer det dersens års tid meget godt.

Til gengæld skal vi bruge ukonventionel metode, af årsager jeg ikke vil ind på. Insemination håber jeg er nok, og måske vi bare kan prøve det selv. Men at vi ikke bare kan hore som små svin omkring ÆL og se tingene an, det stresser mig lidt. Specielt hvis man skal prøve i et år før man kan få hjælp fra staten; puh.

Jeg holder fokus på flytning, at vi snart skal på ferie og mit pædagogjob.
Man skulle tro, at det at være primær indkører på en lille 10 måneders baby på jobbet ville tage toppen, men det er emotionelt HÅRDT. Daglig misundelse og reminder. Jeg har dog først ferie om nogle måneder, så det er klart bedst at jeg kører ind.

Men engang imellem bliver jeg i mit hemmelige hjerte vred! over, at jeg ikke har en baby. Og jeg passer på ikke at projicere det over på min kæreste, for man får altså heller ikke et barn lige efter man har haft et større tilbagefald af depression... også selvom det knyttede sig til specialet og forsvandt med det samme jeg droppede det. Min hjerne skal lige køre i de rigtige baner igen.

Heldigvis ligner job-baby sine forældre rigtig meget, så på den måde bliver det ikke creepy inden i. Jeg er pædagog og føler mig som babys pædagog. Det havde jeg ellers en frygt om, at mine følelser ville blive for mærkelige. Men jeg elsker job-baby som Jeg elsker alle mine unger på jobbet; de er skønne, men efter 8 timer er det ok, de skal hjem til deres mor og far. :D
0

Tilbage til "Graviditet"