TakeAChanceOnMe skrev:Jeg formåede at blive en lille bitte smule skuffet over en negativ test i dag. Var 90% sikker på at den ville være positiv.
Vi er blevet lidt for gode til at være skødesløse når vi løber tør for kondomer af den ene eller anden grund. Vi har snakket let om det og det er sådan lidt at vi ikke aktivt prøver på at lave en baby, men hvis vi har lyst til hinanden og der ikke er kondomer i huset, så tager vi chancen og så er det også helt fint hvis der sker noget på den front.
Her på det sidste har jeg så fået større bryster (ja tak!!), som også kan være rimelig ømme og voldsom kvalme der kommer og går. Specielt i forbindelse med sult og mad. Det kan jo skyldtes alverden. Men min mens er ændret sig. Fra 4-5 dage til knap to. Halv voldsomme blødninger til en dag med alm. Let flow (af halv gammelt blod) og én dag hvor der kunne være nøjes med trusseindlæg.
Denne måneds skødesløshed lå også på dag 2+3/5 markeret som det fertile vindue i Clue. Alt sammenholdt tænkte jeg at det kunne være. Synes også der var en svag streg på testen, men den gik væk igen indenfor tidslommen.
Jeg blev næsten skuffet, for det havde forklaret en del. Og så tror jeg at tankerne om at det var en realitet har fået skubbet på plads i mit hoved at det behøver ikke at være perfekt for at det er okay.
Jeg skal ikke nødvendigvis have drømmejobbet, eller være gift. Jeg må godt være under videreuddannelse på deltid hvis det føltes rigtigt. Eller udskyde tingene et år eller to.
Det fylder meget i mit hoved og jeg tror min kæreste har svært ved at forstå. Det kommer så automatisk også til at fylde meget i vores forhold fordi det er ham jeg snakker med om det. Jeg vil super gerne snakke med andre om det. Få flere perspektiver, andres tanker om x, y og z. Men alle mine veninder er singler, under uddannelse (eller venter på at starte uddannelse) og er et sted i deres liv hvor børn vil være en ting man siger “oh fuck” til i stedet for tillykke.
Så er det svært at få lov til at være i det at være skruk og udforske hvordan tingene kan blive. Jeg føler mig ret alene i det. Min kæreste bliver skruk, bare ikke på samme måde og han har lidt svært ved at snakke om tingene uden at tro at det er en her og nu plan. Og så bliver det ensomt og en smule påtrængende..
Jeg synes, det er meget tidligt at gå med semi-alvorlige tanker om børn, efter sidste gang I havde nogle udfordringer i jeres forhold, hvor din kæreste ikke viste den mest empatiske side af sig selv.
Samtidig har han, så vidt jeg husker, før klandret dig for ikke at trække samme mængde penge hjem som ham. Han tænker meget i "dit og mit".
Har du haft en snak med din kæreste om, hvad han ville være villig til? Hvis du skal studere på et tidspunkt, betyder det ikke, at du nemt kan klare et barn ved siden af - særligt ikke i eksamensperioder eller når der skrives større opgaver, måske i grupper, alt efter hvordan dit studie er bygget op.
Og at studere OG arbejde, bliver hurtigt meget slidsomt når der også er et barn at tage sig af. Ville han kunne acceptere, at du ikke arbejdede så meget/tjente så meget, fordi studie og barn ikke gik op med et job med så mange timer?
Jeg synes ikke som sådan, din kæreste er forfærdelig med de her ting, for spørgsmålet om økonomi er tungtvejende for mange.
Men jeg synes, det er super vigtigt, at I får snakket ud om de her ting og forventningsafstemt, for det er død hårdt at stå midt i det og finde ud af, man prioriterer forskelligt eller skulle have diskussioner om det midt i eksamenerne. Og jeg har set studiekammerater gnide tænder, når deres partner ikke ville afspadsere eller aflaste derhjemme under opgaveskrivning, eksamen osv., fordi de ikke havde afstemt, at der kan være den type behov, selvom den studerende part "jo bare går hjemme" (aka sidder og læser 12-14 timer i døgnet).