godtnavn skrev:TakeAChanceOnMe skrev:godtnavn skrev:Jeg synes det er længe at skulle vente til sommer, og det selvom min datter på 1 år ligger og sover over mig lige nu, så jeg forstår godt du ikke kan vente så mange år.
Men det med faren, tror det kommer mere an på personen end alderen. Min kæreste er også en gammel (førstegangs) far, og han klarer det til ug, og det tænker jeg også han vil med kommende børn selvom han til den tid er ældre
Kan slet ikke forestille mig hvordan det vil være når man er "sat" og allerede har et barn. Tror det er noget værre end bare gerne at ville have den første
Rent objektivt set ved jeg jo godt at det har noget at gøre med den individuelle person og ikke en alder. Min kæreste er 30 i næste uge (og jeg er overbevist om at han ville være en fantastisk far alligevel!) og har allerede givet udtryk for at han er begyndt at stresse over at vi ikke er gået i gang endnu. Hans egen far var midt-30'erne da han blev født, og en af de ting han er bange for ved at vente er at hans far så bliver "for gammel" til at være bedstefar. Min far er næsten lige så gammel som hans far, på trods af at jeg er 7 år yngre.
Tror bare jeg har det i mit hoved (og altid har haft det!) at jeg simpelthen ikke vil vente med det projekt til jeg er 30 - specielt med tanke på at kvinders fertilitet daler herefter og jeg allerede har set fertilitetsproblemer helt tæt på. Jeg vil bare ikke ende med at sætte mig selv i en situation hvor tiden arbejder mod os allerede fra udgangspunktet - og så tror jeg at jeg ville gå fuldkommen kuk-kuk på første etage hvis jeg skulle gå og kigge på alle andres babyer i 7 år uden at få min egen
Herovre er folk også meget mere afslappede med alderen ved den første. Hvor det i Danmark begynder at være presserende i 30'erne (mit indtryk - ved ikke hvor vidt det holder!), så er Englænderne først ved at være stressede over det når de nærmer sig 40.
Min kærestes søster er 35 - hun føler hun har masser af tid og at det bliver nemt og lige til. Det kan også bare være jeg overtænker tingene for meget, det skulle ikke undre mig
Min kæreste var 38 da Luna blev født... Men han er også en del ældre end mig, men det er en af grundene til vi gerne vil have nummer 2 hurtigt, for vi vil gerne holde muligheden for 3 børn åben Ang bedsteforældre kan jeg godt følge det, min kærestes far døde desværre første gang jeg var gravid (hvor vi efterfølgende mistede barnet) og det gør min kæreste trist at han ikke har mødt vores barn. Men han døde ikke naturligt (blev skudt under et røveri), ergo kunne det lige så godt være sket 10 år før eller efter, man aner jo ikke hvornår den slags sker.
Men jeg forstår godt du vil i gang, det tog et par år for os at få Luna fordi vi mistede undervejs. Så er bange for der tager flere år igen. Men jeg var faktisk mere utålmodig første gang end nu, tror det hjælper lidt at have en baby, men ville ikke kunne vente flere år...
Min kæreste mistede hans mor til kræft da han var i starten af tyverne, så det ville fuldkommen knuse ham hvis hans far ikke kunne nå at møde vores børn. Personligt er den eneste i min familie jeg ville være ked af at mine børn skulle gå glip af, min oldemor. Men hun er tæt på 100, så medmindre vi pludselig får rigtig travlt, så er det nok noget jeg skal vænne mig til.
Det er der jeg er - jeg er så ræd for at det bliver en længerevarende process og så vil jeg bare helst ikke være for meget under "tidspres" fra start.