Debatten

Marioneta skrev:Bioanalytikeren ringede i morges og fortalte, at mine to æg ser fine ud. De var fire cellet her til morgen. Så hvis jeg ikke hører mere fra dem, så skal jeg til ægoplægning på lørdag. De ringer kun, hvis det bliver aflyst, så forhåbentligt hører jeg ikke mere fra dem.

Hvor dejligt at høre! Så krydser vi fingre for radiotavshed indtil på lørdag

De bedste tanker til dine to æg, Marioneta

Jeg er røget lidt ned i et hul. Har en følelse af det aldrig kommer til at lykkes og jeg aldrig bliver mor. Jeg føler det er en fejl at vi i over et år har prøvet, hele projektet har gjort os mere triste end glade. Vi var begge mere lykkelige sidste år i april, siden er det kun gået nedad, hvis vi aldrig var begyndt havde vi været meget lykkeligere. Jeg tror ikke på det nogensinde lykkes og bliver bare mere og mere trist.

Oveni det er kæresten og jeg blevet uvenner, han forstår mig vidst ikke helt og føler det er ham jeg ikke gider. Jeg ser overhovedet ikke lyst på fremtiden, og det tager han personligt, hvilket jeg på en måde godt kan forstå, men det har intet med ham at gøre. Da han så forslog at vi udsatte projektet blev jeg bare sur på ham, hvilket er dumt for han ville kun fordi han troede det ville gøre mig glad.

Jeg har brug for ro og ikke at prøve, og omvendt ved jeg godt jeg ikke bliver rigtig lykkelig før jeg er gravid. Så kan ikke holde til at prøve mere, men kan omvendt heller ikke holde til at udsætte det, for tror vitterligt ikke jeg kommer i balance før det lykkes.

og så har jeg slet ikke lyst til at starte i skole igen uden at være gravid, har ikke lyst til at vende tilbage selvom det er et studie jeg brænder for, det giver ikke mening, men sådan har jeg det.

Jeg er helt nede lige nu, og kæresten er først hjemme efter jeg går i seng i aften, så ser ham ikke før i morgen aften, og når vi er uvenner er det bare latterlig hårdt.


Undskyld for et tudeindlæg, håber det bliver bedre om et par dage.

Årh godtnavn Du ved jeg kender det samme hul, har været der flere gange. Jeg prøver ikke at gå panik over det, for det går jo som regel lidt op og ned og især når man lige har fået mens er svært. Måske også hormoner spiller ind der.

Det er nemlig sådan et dilemma, at være udkørt af at være i denne tilstand, men man kan kun selv vælge at komme ud af den ved at sætte sig helt ud af spillet og det er jo ikke det man vil på den lange bane.

Er der noget du/i kan gøre anderledes for at øge chancerne? (Når nu i bliver venner igen og du kommer op af hullet) Evt æl teste, preseed eller nye vitaminer. Synes det har hjulpet mig før at have en plan for hvad jeg skal gøre anderledes i næste cyklus.

Og måske skal i sætte en deadline for hvornår i skal tage næste skridt. Ved godt alt ser fint ud og sandsynligvis kan i blive gravide selv, men bare så det ikke føles som et evighedsprojekt, men at fx hvis der ikke er sket noget før oktober, så skal i undersøges igen. (Eller hvad dee vil være næste skridt).

Årh jeg føler sådan med dig.

godtnavn skrev:Jeg er røget lidt ned i et hul. Har en følelse af det aldrig kommer til at lykkes og jeg aldrig bliver mor. Jeg føler det er en fejl at vi i over et år har prøvet, hele projektet har gjort os mere triste end glade. Vi var begge mere lykkelige sidste år i april, siden er det kun gået nedad, hvis vi aldrig var begyndt havde vi været meget lykkeligere. Jeg tror ikke på det nogensinde lykkes og bliver bare mere og mere trist.

Oveni det er kæresten og jeg blevet uvenner, han forstår mig vidst ikke helt og føler det er ham jeg ikke gider. Jeg ser overhovedet ikke lyst på fremtiden, og det tager han personligt, hvilket jeg på en måde godt kan forstå, men det har intet med ham at gøre. Da han så forslog at vi udsatte projektet blev jeg bare sur på ham, hvilket er dumt for han ville kun fordi han troede det ville gøre mig glad.

Jeg har brug for ro og ikke at prøve, og omvendt ved jeg godt jeg ikke bliver rigtig lykkelig før jeg er gravid. Så kan ikke holde til at prøve mere, men kan omvendt heller ikke holde til at udsætte det, for tror vitterligt ikke jeg kommer i balance før det lykkes.

og så har jeg slet ikke lyst til at starte i skole igen uden at være gravid, har ikke lyst til at vende tilbage selvom det er et studie jeg brænder for, det giver ikke mening, men sådan har jeg det.

Jeg er helt nede lige nu, og kæresten er først hjemme efter jeg går i seng i aften, så ser ham ikke før i morgen aften, og når vi er uvenner er det bare latterlig hårdt.


Undskyld for et tudeindlæg, håber det bliver bedre om et par dage.

Åh Godtnavn Det er så pisse hårdt og uretfærdigt! Jeg har også haft de vildeste nedture, men jeg er altid kommet op igen - altså så meget man nu kan, så længe man står i det. Min fertilitetslæge kiggede min mand dybt og alvorligt i øjnene og sagde 'at når en kvinde på 27 vil have børn, så skal det være NU. Hun vil falde ned i nogle dybe huller, du kan ikke hive hende op, men hun skal nok komme op igen.' Det er første gang jeg har hørt en læge sige andet end medicinske termer.

Hold fast i håbet søde Godtnavn! I ved jo at I kan. Når du sidder med din lille bløde baby i armene så vil alt være glemt.

Æble skrev:Årh godtnavn Du ved jeg kender det samme hul, har været der flere gange. Jeg prøver ikke at gå panik over det, for det går jo som regel lidt op og ned og især når man lige har fået mens er svært. Måske også hormoner spiller ind der.

Det er nemlig sådan et dilemma, at være udkørt af at være i denne tilstand, men man kan kun selv vælge at komme ud af den ved at sætte sig helt ud af spillet og det er jo ikke det man vil på den lange bane.

Er der noget du/i kan gøre anderledes for at øge chancerne? (Når nu i bliver venner igen og du kommer op af hullet) Evt æl teste, preseed eller nye vitaminer. Synes det har hjulpet mig før at have en plan for hvad jeg skal gøre anderledes i næste cyklus.

Og måske skal i sætte en deadline for hvornår i skal tage næste skridt. Ved godt alt ser fint ud og sandsynligvis kan i blive gravide selv, men bare så det ikke føles som et evighedsprojekt, men at fx hvis der ikke er sket noget før oktober, så skal i undersøges igen. (Eller hvad dee vil være næste skridt).

Årh jeg føler sådan med dig.

Det der med at have en plan har altid virket for mig. Vi er tilgengæld blevet halv fattige af det Men ja vitaminer, pre-seed, ÆL-test, undersøgelse på Fertilitetsrådgivningen, sundere kost, mere motion etc. Jeg hader at sidde og vente på, at der sker noget.

Tak for jeres indlæg

Selvom jeg ikke ønsker at andre har det som mig, så er det lidt rart at vide at mine følelser ikke er helt håbløse. Har lige snakket i telefon med kæresten og han har følt jeg har sagt at jeg ikke så en fremtid med ham fordi jeg har sagt jeg følte jeg tog drømmen om børn fra ham og at jeg ikke ville kunne leve med det. Jeg kan godt se at det kunne lyde som jeg ikke ville vores forhold, men det har jo ikke været det jeg har ment, men forstår bedre hvorfor han blev så ked af det og sur, og han forstår omvendt mig bedre nu, jeg er allerede lidt mere positiv, i hvert fald på den front, ved stadig ikke om jeg tror på vi får børn.

Jeg tror det også har været meget svært at føle det hele er min skyld. Kæresten har jo åbenbart præmisæd (genialt ord) og det eneste der egentlig fertilitetsmæssigt er galt med os er at jeg er overvægtig. Så jeg skal tabe mig, det er det eneste jeg kan se vi kan gøre bedre. Vi kunne tage æl-test, men vi har sex i hvert fald 3 gange om ugen normalt, og de sidste måneder har vi haft stort set hver dag i de midterste uger af min cyklus, så jeg er bange for at æl-test vil medfører pligtsex fremfor lyst-sex, og når vi har så emget så rammer vi jo uanset.

Til oktober er det et år siden vi mistede og vi vil kunne komme i behandling i det offentlige, men tror jeg skal tabe mig inden, er der ikke ngoet med at de ikke vil give behandling til overvægtige før de har tabt sig? Synes jeg at have læst et sted, men måske tager jeg fejl.


Så min plan er egentlig meget basic, jeg må få motioneret mere (er faktisk kommet ind i en god rytme de sidste par uger som jeg bare skal køre videre), og så skal jeg blive bedre til at få spsit om dagen, vi spiser egentlig ganske sundt, men jeg får ikke spist nok i løbet af dagen med resultat at jeg spiser for meget om aftenen. Og så snacker jeg en del usundt. Jeg har egentlig ikke et mål om at tabe mig, men derimod at blive sundere.

For at se positivt på det, ender vi i følge min kæreste med et forår/sommer barn som altid har været min drøm, desværre tror jeg aldrig det lykkes lige nu.

Godtnavn: De dage har alle os der har prøvet i lang tid - lad os håbe det "bare" var en dum dag pga. skænderi med kæresten oveni. Jeg er i hvert fald helt sikker på at du nok skal blive gravid. Det er jo lykkes jer før og oven i købet uden hjælp, og alt ser fint ud hos jer, og su har alderen med dig Nu ved jeg ikke hvor meget overvægtig du er, men jeg har hørt at de i det offentlige helst ser man har et bmi under 30, hvorimod i det private der har man ingen restriktioner. Så det burde det i hvert fald være en mulighed - måske kan i ikke finde pengene lige nu, men så om nogle år. Ej men jeg tror altså det nok skal lykkes, selvom det er helt forståeligt at du er træt af at det skal tage så lang tid! Godt at høre at dig og kæresten har fået snakket ud trods alt

Ihhh godtnavn Det er bare virkelig træls, når alt føles som røv og nøgler. Og når der så er kuk med kæresten oveni kan jeg godt forstå, det føles som om det hele vælter lidt. Kom egentlig ind for at skrive og spørge, om du ikke skulle få dig en snak med kæresten, men dejligt det så allerede er sket.. Alt er bare nemmere, når man står på samme side i stedet for hver sin

Og så er jeg helt sikker på, det nok skal lykkes for jer!

...og min kæreste sagde også at var der lang ventetid i det offentlige, eller ville de ikke hjælpe før jeg havde tabt mig meget så gjorde vi det bare i det private og så måtte vi droppe nogle af de ting vi ellers sparede op til, det vigtige var at jeg var lykkelig og vi fik et barn Han er nu meget god den mand!

Godtnavn: Øv at du går og har det sådan
Synes også det lyder som en god ide med en langsigtet plan. Jeg har jo lidt svært ved at slippe taget og lade tingene gå sin gang, så for mig et det meget vigtigt at vide hvad næste skridt er. F.eks har vi jo besluttet at forsøge med nr. 2 i er år og hvis det ikke lykkes, så skal vi ikke have flere. Det er jo som sådan ikke en plan, men det gør at jeg i mit hoved kan vænne mig til tanken og også godt kan acceptere at det er sådan det er.

Har i snakket om hvad næste skridt er? Hvor langt i vil gå? Hvornår vil I evt. søge behandling? Vil I evt. adoptere hvis det ikke kan ske naturligt?

Jeg vil nu også stadigvæk tro at når ingen af jer fejler noget, så skal det nok komme. Håber det bedste for jer

Jeg vil tro at hvis jeg finder mine indlæg fra denne tid i sidste cyklus, så står der nok det samme som jeg skal til at skrive nu

Jeg har mega murren i begge sider af underlivet og er død træt. De der stik jeg følte i går morges har ikke været der siden, så ved ikke hvad det har været. Håber det var ægget der satte sig fast

Derudover, så var min kæreste bare en røv i går. Vi have en mega presset dag efter job, da han skulle køre kl 18.30 og vi skulle når at lave aftensmad, bade os selv og sønnen og smøre madpakke. Så i stedet for at gå i gang med aftensmaden da han kom hjem, valgte han da at støvsuge hele hytten inden han hentede vores søn. For at gøre mig glad. Og bevares det blev jeg da også, men støvsugning var måske ikke lige det mest nødvendige når programmet er så stramt.
Så noget som egentlig var tiltænkt som noget sødt, endte ud i at vi blev uvenner

Jeg smører altid madpakken mens jeg laver aftenmad og da det var ham der lavede aftensmad i går, spurgte jeg mens vi spiste, om han havde smurt madpakken eller om jeg skulle gøre det når han var kørt.
Så blev han mega fornærmet og udbrød, at han jo altså ikke kunne udrette mirakler! Nåh nej, det er jo åbnebart kun mig der kan det

Generelt er jeg vist bare rigtig træt af, at han altid tager det forgivet, at jeg laver aftensmad og smøre madpakke Hvis han skal gøre det, skal han bedes om det og så bliver han altid irriteret. Nogle gange overvejer bare at lade være, at gå i gang med noget, men vores søn skal jo have mad og skal ikke fanges i vores stridigheder.

Ihhh Majer!! Kender det sgi godt det der, når kæresten bare er pisseirriterende! Håber, I er blevet gode venner igen Og håber da endnu mere, at de småsymptomer, du render rundt med, skyldes en lille en!! (Men guuud, hvor jeg kender det med at se symptomer overalt, og så samtidig tænke "men havde jeg det ikke på præciiis samme måde sidste måned")

Vi venter stadig på prøvesvar på kærestens sædprøve, som vi var blevet sat i udsigt lå klar senest i går. Men i går var lægen ikke til at komme i nærheden af på telefonen, og i dag har kæresten lige skrevet, at han nu får en telefonsvarer med besked om, at der er lukket resten af ugen Så vi væbner os med tålmodighed og satser på, at næste ugen bliver ugen, hvor det lykkes.

MyGirl skrev:Vi venter stadig på prøvesvar på kærestens sædprøve, som vi var blevet sat i udsigt lå klar senest i går. Men i går var lægen ikke til at komme i nærheden af på telefonen, og i dag har kæresten lige skrevet, at han nu får en telefonsvarer med besked om, at der er lukket resten af ugen Så vi væbner os med tålmodighed og satser på, at næste ugen bliver ugen, hvor det lykkes.

Tyyppiissskkk
Det er som om, at der er nogle højere magter, der vil forhindre jer i at få svaret Det er da nærmest mission impossible for jer.