Nå, men så lidt positivt herfra.
Ud af de 7 delte æg, var der her på 5. dagen kun 2 tilbage... 1 superæg, der scorede max point, og 1 lidt mindre godt æg. Faktisk så dårligt, at de sagde de ikke engang ville fryse det ned.
Efter en masse overvejelser og rutsjebane-følelser, kunne jeg mærke, at jeg ville have begge de 2 små æg fik en chance... Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om, at 1 æg bare blev smidt ud, fordi der var et andet, som var meget bedre. Det ikke-så-gode-æg var dog stadig af en sådan kvalitet, at de ville have sat det op, hvis det ikke var for primoægget.
Anyway... Mens vi venter og skal ind og få talt med lægen bliver jeg mere og mere nervøs. Og da så min mand - i forsøget på at gøre mig glad - siger "Og tænk....vores børn er lige derinde" (vi sad foran laberatoriet), så begyndte jeg at græde... Meget. For JA, det var vores børn. Ikke kun et, og det ikke-så-gode ville de bare smide ud.
Da vi satte os ind foran lægen, græd jeg allerede, og der skulle virkelig kæmpes for at få lov til at få sat begge æg op... Men det lykkedes efter en længere diskussion med lægen. Og da det lykkedes græd jeg endnu mere - denne gang glædestårer. Og min mand - der aldrig græder! - græd også. Og så sad vi der og græd og holdte om hinanden og kyssede... Mens sygeplejesken hentede begge vores æg.
...og nu græder jeg igen af at skrive det. Snøft.
Jeg ER så glad og lykkelig lige nu. Så har mindst et æg bare at sætte sig fast!
Hvis man vil behandle folk ens, skal man behandle dem forskelligt.
Citat: Ukendt morfar.