Angst for graviditet og fødsel

[Zombie]

I dag skal jeg snakke med en psykiater om skift af medicin og om et par måneder smider jeg p-pillerne. Det er altså ikke fordi, vi er i gang nu og her, men det begynder st blive fucking håndgribeligt.

Jeg har altid gerne ville have en familie selv og få børn, og jeg ser frem til det. Men hvad jeg ikke ser frem til, er at være gravid og senere hen føde.

Alle de positive ting, folk nævner, med at man kan mærke liv osv., det synes jeg lyder rædselsfuldt. Bare tanken om at have en baby inden i mig, synes jeg er helt fucked up. Og jeg er bange for at dø, at graviditet eller fødsel slår mig ihjel, som det hvert år sker for kvinder - også i Danmark.
Jeg er også bange for at komme alvorligt til skade under fødslen, men jeg er stålsat på at føde selv, da der er mindre risiko end ved kejsersnit.


Er det her noget, man kommer over eller vænner sig til, i takt med at maven vokser?

Andre med erfaringer, de vil dele?

Jeg har ikke brug for at høre fra dem, der ikke kan sætte sig ind i det. Min Facebook flyder over med mødre, der synes alt er naturligt, smukt og fantastisk.

[billiebean]

Det mystiske faktum at der gror et barn inden i ens mave, det kommer man hurtigt over Man begynder (pga om ikke andet så hormoner) meget tidligt at knytte bånd til spiren.

Og det med fødslen.. altså ja, det er skræmmende at tænke på. Det tror jeg alle kvinder mærker i større eller mindre grad. For mig hjalp det at forberede mig via fødselsforberedelse. Det gav mig en mental sikkerhed og en følelse af at jeg kunne gøre noget for at få en smule indflydelse. Det hjalp helt op til fødslen.

Og som een af de relativt få der så endte med at have en voldsom fødsel, kan jeg sige, at jeg nu 10 måneder efter er så godt som god igen. Lægerne har set det hele og lidt til mange gange før. De kan SÅ MEGET. Du kan ikke få nogen til at love dig, at alt går glat og at det ikke er sindssygt at føde, men du kan et virkeligt langt stykke hen af vejen være sikker på, at lægerne har din ryg.

Fødsel og graviditet er svært fordi man skal slippe kontrollen. Det er processer vi ikke styrer. Så man kan også vende det om og betragte det som en mulighed for at øve sig i at slippe styringen.

[AgentPixie]

Jeg har også bipolar, ligesom dig.

Jeg blev uplanlagt gravid, og de første tre måneder var jeg næsten konstant både angst og forfærdet over, at der groede noget i mig og ende ud i en fødsel. Det var helt klart også noget kontroltab der ledte til de tanker og følelser.
Det med at mærke liv syntes jeg også var næsten ubehageligt i starten. MEN, jeg endte med at vænne mig til det og syntes det va hyggeligt. Ved ikke om det var hormoner og naturen der tog over.

Jeg var bange for fødslen, men da der var 1-2 måneder tilbage, ville jeg bare gerne føde NUUUUU og få ungen ud.
Under selve fødslen forsvandt jeg ind i en anden verden og kroppen gjorde bare hvad den skulle. Var slet ikke i stand til at føle frygt for mig selv, baby eller situationen. Jeg satsede bare på at det nok skulle gå

Nu er jeg gravid igen, og skal føde om to måneder. Jeg frygter fødslen igen, men ellers har jeg ikke så mange bekymringer.

Når du bliver gravid, er det noget du skal skal snakke med din jordemoder over, evt også en fødselslæge om. Det hjalp rigtig meget hos mig.
Du bliver formentlig tilbudt at blive fulgt af et sårbar team, og de er gearet til at tage sig af den slags, har tiden til det og du får flere samtaler end andre gravide.

[Zonta]

En hurtig googling sagde at 5-6 kvinder dør under graviditet eller fødsel i Danmark om året. Og der bliver vist født 30-35.000 børn om året. Jeg ved godt, at angst ikke er rationelt, men det hjælper mig at kigge på fakta.
Risikoen er minimal. Som fødende bliver man fulgt i hoved og røv, så fagfolkene opdager som regel hurtigt, hvis der er noget galt. Det er okay, at man ikke synes det er fedt at være gravid. Jeg syntes ikke det var fedt og det er kun fordi jeg gerne vil give min søn en søskende på et tidspunkt, at jeg går igennem det én gang til. Ellers var jeg helst fri.

Jeg var bange for smerterne i forbindelse med fødslen (og så temmelig angst for at kaste op). Vi var til fødselsforberedelse hos Mamaprofylax og var sindsygt glade for det. Jeg brugte vejrtrækningen fra start til slut og havde virkelig meget glæde af deres metoder. Jeg havde brug for, at det lidt jeg kunne kontrollere, det havde jeg sat mig ind i og forberedt mig på fra start.

Og som AgentPixie siger - det er noget du skal snakke med din læge om, så du måske kan få ekstra JM-samtaler eller andet, der kan hjælpe dig med at gøre graviditet og fødsel mere udholdeligt at tænke på.

[Vixen]

Overordnet set syntes jeg, det var ret nedtur at være gravid. Rent æstetisk bar jeg det flot, men jeg følte mig aldrig tilpas i det og kunne ikke forholde mig til det. Rationelt glædede jeg mig, men inderst inde var det bare underligt, og jeg havde et ret distanceret forhold til det hele.

Jeg vil ganske kort sige, at man vænner sig til det undervejs. Jeg havde korte perioder, hvor jeg var stolt af maven, samt perioder, hvor jeg bare ikke gad være gravid (eller se gravid ud). Undervejs blev fødslen en kærkommen tanke - det er nok kliché, men reelt nok ikke desto mindre.

Nå ja.... og så er det hellere ikke vildere at være gravid. Kroppen gør det ligesom bare, og på den måde er det jo ret naturligt. Det hjalp for mig at tænke "oh well, langt de fleste kvinder i verden går igennem det her, SÅ markant en oplevelse er det jo heller ikke". Det fik det hele lidt ned på jorden for mig.

Ved fødslen ændrede alt sig til det positive, vil jeg så understrege. Min fødsel gik godt og jeg var totalt og lykkeligt overvældet af, at den lille baby var min.

[girl_beat]

Jeg synes, billiebean siger det rigtig fint

Det er virkelig svært at forklare, men man må have tiltro til kroppen og de hormoner, der langt hen ad vejen styrer forløbet, så kommer en del af tingene af sig selv. En stor hjælp er at acceptere, at man smider kontrollen i en periode, og at lære sig selv 'go with the flow'. Man knytter bånd til den lille spire relativt hurtigt, og tegnene på liv viser sig med så bittesmå skridt, at man i starten kan blive i tvivl om man overhovedet mærkede noget. Lidt ligesom "Hov - var det mig, der slog en lille prut?".

Jeg havde det også helt kvalmende ved tanken, før jeg blev gravid, men der er en god grund til, at graviditeten varer ni måneder. Der sker MEGET oven i hovedet på én, efterhånden som tiden går og man vænner sig til situationen. Og pludselig er den slut, fordi man står med en baby i armene. Og selvom du ikke gider høre lyserøde historier, så er der altså mange, som har det helt almindeligt og rart undervejs. Det behøver hverken være dramatisk eller traumatiserende

[Zombie]

Jeg skal måske tilføje, at den medicin jeg får undervejs, giver risiko for hjertefejl. Så jeg vil helt sikker blive fulgt hele vejen med ekstra af alting.

[Zonta]

Jeg skal måske tilføje, at den medicin jeg får undervejs, giver risiko for hjertefejl. Så jeg vil helt sikker blive fulgt hele vejen med ekstra af alting.

Det mener jeg også, der var en anden debattør, der gjorde

[Lys]

Jeg ville ikke beskrive det som, at jeg knyttede bånd til fosteret “relativt hurtigt”. Jeg er knap halvvejs og det er først nu, at jeg begynder at genkende den følelse. Jeg har været overvældet og egentlig også ret distanceret til det hele, og jeg synes det er svært at håndtere, når familie, venner og bekendte bryder ud i store begejstringsudbrud ved nyheden om, at jeg venter mig. Det er som om at andre er mere lykkelig for min graviditet end jeg selv er (og den var nu ellers meget planlagt og ønsket - jeg synes bare, at det er svært at forholde sig til).

Bare for at sige, at følelserne om en graviditet kan se ud på meget forskellig måde. Jeg synes tanken om, at der ligger et menneske i min mave er top crazy, og jeg er lidt lettet over, at babyen i det mindste har mit eget køn.

Jeg er nervøs for at gå meget i stykker under fødslen/blive invalideret og at ende helt udmattet bagefter. Det hænger også sammen med, at jeg er alene om det, og jo gerne skal kunne fungere efter fødslen. Og jeg er nervøs for, om jordemoderen vil tage min bekymring alvorligt. For jeg ved jo godt, at der er størst chance for, at det går fint, men der ER jo en risiko for, at det går galt.

[Ata]

Jeg kan godt lidt sætte mig ind i det. At være gravid og at føde er jo i bund og grund et kontroltab og det kan godt føre en masse angst med sig. Man kan ikke styre forløbet, man ved ikke hvad der venter en og når man først har sagt A, er der ingen vej tilbage. Det synes jeg var temmeligt forfærdeligt begge gange. Men når det så er sagt, er det egentlig også meget sådan forældreskabet er. Så på sin vis er graviditet og fødsel en meget god forberedelse til det, der venter en som forælder...

Mit bedste råd til dig er at lade være med at tro, du kan styre det og acceptere, at det går som det går. Fx mht. kejsersnit - du kan jo ikke styre, om din fødsel ender i kejsersnit. Du er bare nødt til at acceptere det... (Sagde kvinden der ønskede sig en naturlig fødsel og fødte to børn ved akut kejsersnit + samtlige andre unaturlige indgreb en fødsel kan omfatte).

[Zombie]

Jeg skal måske tilføje, at den medicin jeg får undervejs, giver risiko for hjertefejl. Så jeg vil helt sikker blive fulgt hele vejen med ekstra af alting.

Det mener jeg også, der var en anden debattør, der gjorde

Ja, vi har skrevet sammen.

[Zombie]

Jeg kan godt lidt sætte mig ind i det. At være gravid og at føde er jo i bund og grund et kontroltab og det kan godt føre en masse angst med sig. Man kan ikke styre forløbet, man ved ikke hvad der venter en og når man først har sagt A, er der ingen vej tilbage. Det synes jeg var temmeligt forfærdeligt begge gange. Men når det så er sagt, er det egentlig også meget sådan forældreskabet er. Så på sin vis er graviditet og fødsel en meget god forberedelse til det, der venter en som forælder...

Mit bedste råd til dig er at lade være med at tro, du kan styre det og acceptere, at det går som det går. Fx mht. kejsersnit - du kan jo ikke styre, om din fødsel ender i kejsersnit. Du er bare nødt til at acceptere det... (Sagde kvinden der ønskede sig en naturlig fødsel og fødte to børn ved akut kejsersnit + samtlige andre unaturlige indgreb en fødsel kan omfatte).

Jeg "snyder" ift børnene, fordi jeg har så meget erfaring med små børn som jeg har. Der er tusind nye og anderledes ting, men jeg er ikke i tvivl om det basale og har gjort det basale tusind gange før. Det giver en følelse af at være på forkant med nogle ting, en fordel.

[Zonta]

Jeg kan godt lidt sætte mig ind i det. At være gravid og at føde er jo i bund og grund et kontroltab og det kan godt føre en masse angst med sig. Man kan ikke styre forløbet, man ved ikke hvad der venter en og når man først har sagt A, er der ingen vej tilbage. Det synes jeg var temmeligt forfærdeligt begge gange. Men når det så er sagt, er det egentlig også meget sådan forældreskabet er. Så på sin vis er graviditet og fødsel en meget god forberedelse til det, der venter en som forælder...

Mit bedste råd til dig er at lade være med at tro, du kan styre det og acceptere, at det går som det går. Fx mht. kejsersnit - du kan jo ikke styre, om din fødsel ender i kejsersnit. Du er bare nødt til at acceptere det... (Sagde kvinden der ønskede sig en naturlig fødsel og fødte to børn ved akut kejsersnit + samtlige andre unaturlige indgreb en fødsel kan omfatte).

Jeg "snyder" ift børnene, fordi jeg har så meget erfaring med små børn som jeg har. Der er tusind nye og anderledes ting, men jeg er ikke i tvivl om det basale og har gjort det basale tusind gange før. Det giver en følelse af at være på forkant med nogle ting, en fordel.

Med fare for at være lidt en røv, så syntes jeg personligt ikke det er de basale ting, der er de svære. Jeg synes det er alle følelserne; afmagt, kærlighed, frustration, udmattethed og så videre der er det svære.

Men jeg er slet ikke i tvivl om, at du bliver en god mor

[Zombie]

Jeg kan godt lidt sætte mig ind i det. At være gravid og at føde er jo i bund og grund et kontroltab og det kan godt føre en masse angst med sig. Man kan ikke styre forløbet, man ved ikke hvad der venter en og når man først har sagt A, er der ingen vej tilbage. Det synes jeg var temmeligt forfærdeligt begge gange. Men når det så er sagt, er det egentlig også meget sådan forældreskabet er. Så på sin vis er graviditet og fødsel en meget god forberedelse til det, der venter en som forælder...

Mit bedste råd til dig er at lade være med at tro, du kan styre det og acceptere, at det går som det går. Fx mht. kejsersnit - du kan jo ikke styre, om din fødsel ender i kejsersnit. Du er bare nødt til at acceptere det... (Sagde kvinden der ønskede sig en naturlig fødsel og fødte to børn ved akut kejsersnit + samtlige andre unaturlige indgreb en fødsel kan omfatte).

Jeg "snyder" ift børnene, fordi jeg har så meget erfaring med små børn som jeg har. Der er tusind nye og anderledes ting, men jeg er ikke i tvivl om det basale og har gjort det basale tusind gange før. Det giver en følelse af at være på forkant med nogle ting, en fordel.

Med fare for at være lidt en røv, så syntes jeg personligt ikke det er de basale ting, der er de svære. Jeg synes det er alle følelserne; afmagt, kærlighed, frustration, udmattethed og så videre der er det svære.

Men jeg er slet ikke i tvivl om, at du bliver en god mor

Men sådan nogle ting med mad, vægt, afføring osv kan godt fylde lidt hos førstegangsmødre er min erfaring.

[Ata]

Jeg kan godt lidt sætte mig ind i det. At være gravid og at føde er jo i bund og grund et kontroltab og det kan godt føre en masse angst med sig. Man kan ikke styre forløbet, man ved ikke hvad der venter en og når man først har sagt A, er der ingen vej tilbage. Det synes jeg var temmeligt forfærdeligt begge gange. Men når det så er sagt, er det egentlig også meget sådan forældreskabet er. Så på sin vis er graviditet og fødsel en meget god forberedelse til det, der venter en som forælder...

Mit bedste råd til dig er at lade være med at tro, du kan styre det og acceptere, at det går som det går. Fx mht. kejsersnit - du kan jo ikke styre, om din fødsel ender i kejsersnit. Du er bare nødt til at acceptere det... (Sagde kvinden der ønskede sig en naturlig fødsel og fødte to børn ved akut kejsersnit + samtlige andre unaturlige indgreb en fødsel kan omfatte).

Jeg "snyder" ift børnene, fordi jeg har så meget erfaring med små børn som jeg har. Der er tusind nye og anderledes ting, men jeg er ikke i tvivl om det basale og har gjort det basale tusind gange før. Det giver en følelse af at være på forkant med nogle ting, en fordel.

Med fare for at være lidt en røv, så syntes jeg personligt ikke det er de basale ting, der er de svære. Jeg synes det er alle følelserne; afmagt, kærlighed, frustration, udmattethed og så videre der er det svære.

Men jeg er slet ikke i tvivl om, at du bliver en god mor

Men sådan nogle ting med mad, vægt, afføring osv kan godt fylde lidt hos førstegangsmødre er min erfaring.

Ja, det er rigtigt - det gør det i starten. Men det der virkelig fylder er jo alle bekymringerne om alt det, man ikke kan styre - gør jeg det godt nok som mor? Hvad hvis der sker en ulykke i vuggestuen? Hvad hvis hun bliver mobbet i skolen? Hvad hvis hun er ordblind? Hvis hvis vi bliver skilt og traumatiserer hende for evigt? Hvad hvis hendes bedsteveninde pludselig bliver veninde med en anden osv osv.

Men jeg tænker helt klart, at det er en fordel for dig, at du har erfaring med børn. Jeg havde aldrig skiftet en ble, da jeg fik mit første barn, så der var lang vej igen.