Igår blev sidste gang fødsels og famile forberedelse overstået. En hurtig rundvisning på fødegangen, og så 3 timers med verdens dårligste oplægsholder. Men vi så en video som var optaget på Skejby med et par der fødte. Og lige som babyen kom ud og den fødende skiftede fra at være totalt koncentreret og på hårdt arbejde til totalt overraskelse og glæde, fik jeg kigget over på min ellers så pragmatiske kæreste, og kunne se at han havde våde øjne.
Lige der begyndte jeg for alvor at glæde mig til at skulle dele den oplevelse med ham.
Han har et barn i forvejen, han var sammen med en pige en weekend, de blev enige om at det ikke skulle være dem efterfølgende. Tre måneder efter fik han brev om at de havde noget at snakke om. Han måtte tage en beslutning, om han ville være med eller ej. Og han har været med fra starten, han var også med til fødslen. Og når han fortæller om den oplevelse har det været uden de store føelser. Han elsker sin søn mere end noget andet, men jeg tror måden han blev til på gjorde at han til fødslen bare følte sig som en ledsager. Hans verden ændrede sig selvfølgelig, men han havde ikke så meget føelser af at det var det mest fantastiske, han elskede jo ikke moren til det barn der blev født. Efterfølgende blev han steriliseret, for han skulle i hvertfald ikke have flere børn.
Jeg har derfor tænkt meget over hvordan vores fødselsoplevelse ville blive. Om det ville være noget andet denne gang, om han ville være i stand til at vise føelser. Hvem vil ikke gerne se bare en lille smule fugtige øjne når baby kommer. Men hans reaktion igår gjorde at jeg nu ubetinget glæder mig til at give ham den "gode" oplevelse af at blive far.
Åh jeg ved ikke helt hvad jeg egentlig vil med indlægget og om det overhovedet givet mening for andre en mig selv, det er vidst mest en gang tankespin jeg skulle af med