Jeg kan åbenbart ikke lave mad længere!
Igår var jeg så træt eller uopmærksom at jeg ikke fik stegt indholdet til den Skinkestang jeg ville lave = totalt udsmattet og våd omgang. Jeg mener at det var blevet alt for salt, min mand kunne intet smage og saltede det endda selv.
Idag laver jeg så karry risret og præstere at halvdelen af gryden er nærmest ukogte ris og den anden totalt over-kogte og udsmattede ris. 1 bouillion terning som kun var halvt opløst og igen smagte det ikke af ret meget / jeg mener det er meget krydret.
Før hvis jeg havde et køkken-ups så blev jeg lidt gnaven, men det var da også det. De her 2 retter er noget jeg har lavet mindst 100 gange efterhånden
Jeg har hylet som pisket både igår aftes og nu her til aften igen.
Derudover :
Kvalmen tror jeg er stilnet lidt af, tilgengæld er trætheden godt nok til at tage at føle på - jeg tør slet ikke tænke på hvordan det vil være hvis ikke jeg tog de jern-tilskud.
Jeg har bestilt tid til en privat scanning i kolding om 14 dage, jeg håber at vi kan få opklaret kønnet
Hvis ikke så venter det til md-scan i september.
Vi har delt nyheden med svigerforældre og forældre - det var en lidt blandet oplevelse, desværre. Mine svigerforældre blev så utroligt glade og svigermor tudede som pisket.
Min far og hans kone, var lidt mere vestjyske i udtrykket, men utroligt glade, spurgte ind til hvordan jeg har det og alt muligt.
Min mor, hendes mand, min søster og svoger - kunne ikke være mere ligeglade. Vi kunne lige så godt have fortalt at vi har malet soveværelset eller noget andet totalt ligegyldigt. Jeg følte mig så latterlig og tudede hele vejen hjem.
For begge mine forældre er det er deres første barnebarn.
Idag sparker jeg mest mig selv for rent faktisk at have troet på at de (min mor etc.)ville komme med en varm og "brugbar"(i mangel af bedre ord)reaktion - jeg har trods alt brugt de sidste 3 år af mit liv ved psykolog for netop at deale med det crap, jeg burde egentlig vide bedre!
.png "Love")
