PKS eller forsøge vaginal fødsel

[Neenah]

Neenah, jeg synes du lyder til at være mest til PKS, og den tryghed synes jeg faktisk du skal holde fast i.

For det første får man ikke bedre børn af vaginale fødsler, og for det andet er det vigtigt med din tryghed og oplevelse. Man skal desuden huske at vaginale fødsler kan ende i AKS, som ofte er en meget voldsommere oplevelse. Alt dette kommer fra mig, der trods alt håber at føde på fødeklinik med svalemusik i vand, men KUN fordi det valg føles trygt lige nu. Var jeg den mindste smule i tvivl, og havde jeg en god fødselsoplevelse med KS, kunne jeg sagtens forestille mig at vælge det igen.

Du får et dejligt barn uanset hvad!

Det er jo også mest risikoen for et AKS der gør det ekstra usikkert. Og ja, jeg føler mig tryg ved pks, men samtidig kan jeg heller ikke helt slippe tanken om at "gå glip" af et eller andet. Og så er der det med at være væk fra min store datter og ikke kunne løfte hende i en måneds tid.

Men det jeg er mest i tvivl om er hvornår jeg ærligt kan sige at jeg har lyst til at prøve den vaginale fødsel. Hvornår ved jeg at jeg selv mener det?

[Iforbifarten]

Jeg ville gå efter trygheden, men jeg er også farvet af mit forløb. Jeg fik et AKS med den første. Følte mig i de bedste hænder under vejs, men var ved at skide en sprællemand for om mit barn kunne dø (altså de havde styr på det, men jeg var stadig bekymret). Med nr. 2 var jeg sgu retrospektivt nok bange for at ende i et AKS igen og tænkte en del på om min krop bare ikke lige var den bedste fødemaskine... Så da jeg grundet kæmpebaby og tidligere forløb blev kraftigt anbefale t et PKS ved en undersøgelse ved termin blev jeg faktisk vanvittig lettet. For et kejsersnit var noget jeg kendte. Og blev ret overrasket over hvor lettet jeg blev.

Så altså... Det er sgu ok, at ønske det kendte og trygge og nej, man kan så ikke være med på historierne om at gå ind i en anden tilstand og finde sin urkvinde. Og det kan jeg godt nikke genkendende til at man synes er lidt ærgerligt, men så husker jeg på den gamle SSAer, der kiggede hvast på mig under en transport, da jeg mumlede noget om "født... Eller jeg fik jo kejsersnit" og kort meddelte mig "Du har født! Metoden er underordnet!"

Jeg håber du finder en ro i hvad end du vælger og måske kan få lagt en plan hvor det er klart hvornår i forløbet du senest kan ønske PKS.

[englishchannel]

Det er jo også mest risikoen for et AKS der gør det ekstra usikkert. Og ja, jeg føler mig tryg ved pks, men samtidig kan jeg heller ikke helt slippe tanken om at "gå glip" af et eller andet. Og så er der det med at være væk fra min store datter og ikke kunne løfte hende i en måneds tid.

Men det jeg er mest i tvivl om er hvornår jeg ærligt kan sige at jeg har lyst til at prøve den vaginale fødsel. Hvornår ved jeg at jeg selv mener det?

Prøv at lave et tankeeksperiment, hvor du forestiller dig at du fik beskeden, at du af medicinske grunde ikke kunne føde vaginalt uanset hvad. Hvilken følelse fylder mest i det scenarie? Skuffelse eller lettelse?

Jeg tror, at det vil være det tætteste du kan komme på at spore dig ind på din mavefornemmelse i denne sag.

[Neenah]

Det er jo også mest risikoen for et AKS der gør det ekstra usikkert. Og ja, jeg føler mig tryg ved pks, men samtidig kan jeg heller ikke helt slippe tanken om at "gå glip" af et eller andet. Og så er der det med at være væk fra min store datter og ikke kunne løfte hende i en måneds tid.

Men det jeg er mest i tvivl om er hvornår jeg ærligt kan sige at jeg har lyst til at prøve den vaginale fødsel. Hvornår ved jeg at jeg selv mener det?

Prøv at lave et tankeeksperiment, hvor du forestiller dig at du fik beskeden, at du af medicinske grunde ikke kunne føde vaginalt uanset hvad. Hvilken følelse fylder mest i det scenarie? Skuffelse eller lettelse?

Jeg tror, at det vil være det tætteste du kan komme på at spore dig ind på din mavefornemmelse i denne sag.

Lettelse, uden tvivl. For så behøver jeg ikke selv gå og overveje for og imod - så kan jeg gøre det uden dårlig samvittighed, og vide at det ikke er min egen skyld at jeg ikke kan løfte min datter i to måneder.

[HappyPaww]

Jeg fik min søn ved AKS og min datter, 4 år senere ved en ukompliceret vaginal fødsel.

Jeg var også meget i tvivl, men jeg er utroligt glad for at jeg fik lov at opleve den vaginale fødsel. Følelsen af at få min datter op på brystet vil jeg aldrig glemme Lige den del er det eneste jeg savner ved at have fået min søn ved kejsersnit...

Men er det virkelig ikke noget du ønsker, så ville jeg klart forhøre mig om mulighederne for at.då lov at få baby op direkte fra kejsersnittet, hvilket man mange steder får lov til hvis det er planlagt, ukompliceret osv.

[englishchannel]

Lettelse, uden tvivl. For så behøver jeg ikke selv gå og overveje for og imod - så kan jeg gøre det uden dårlig samvittighed, og vide at det ikke er min egen skyld at jeg ikke kan løfte min datter i to måneder.

Jeg synes egentlig, at det er meget tydeligt hvad du har mest lyst til ud fra dine indlæg i tråden her. Men at du lidt har brug for nogle gode argumenter, eller at nogen "giver dig lov"?

Nu bliver det lidt et sidespor, men efter mit eget forløb har jeg tænkt meget over, hvor meget bestemte budskaber bliver pushet i sundhedssystemet og blandt mødre generelt ("Vaginal fødsel er bedst!", "Man SKAL amme med mindre der er medicinske årsager!", etc.), og at det gør at nogle bliver tabt eller kommer ud i dårlige forløb, fordi de aldrig præsenteres seriøst for de alternativer, der også er.

Hvis man nu til første jordemoderkonsultation fik stukket to pjecer i hånden om hhv. vaginal fødsel og PKS, hvor fordele og risici ved begge dele blev belyst objektivt og man helt selv kunne vælge, ville det ikke føles som et fravalg af vaginal fødsel at få PKS. Men fordi vaginal er standarden og man skal argumentere for PKS, bliver vægtskålen automatisk trukket i den retning, uanset hvad mavefornemmelsen siger.

Ja, du går glip af oplevelsen ved en vaginal fødsel, hvis du får endnu et PKS. Men det lyder ærlig talt ikke som en lyst eller FOMO, der er opstået i dig selv, men nærmere fordi andre (der måske fungerer helt anderledes end dig) siger det, og jordemoderen pusher det narrativ, at det måske bliver fedt for dig at føde.

[Neenah]

Jeg fik min søn ved AKS og min datter, 4 år senere ved en ukompliceret vaginal fødsel.

Jeg var også meget i tvivl, men jeg er utroligt glad for at jeg fik lov at opleve den vaginale fødsel. Følelsen af at få min datter op på brystet vil jeg aldrig glemme Lige den del er det eneste jeg savner ved at have fået min søn ved kejsersnit...

Men er det virkelig ikke noget du ønsker, så ville jeg klart forhøre mig om mulighederne for at.då lov at få baby op direkte fra kejsersnittet, hvilket man mange steder får lov til hvis det er planlagt, ukompliceret osv.

Jeg fik også min datter op med det samme sidste gang, så det tænker jeg da helt sikkert er en mulighed igen

[Neenah]

Lettelse, uden tvivl. For så behøver jeg ikke selv gå og overveje for og imod - så kan jeg gøre det uden dårlig samvittighed, og vide at det ikke er min egen skyld at jeg ikke kan løfte min datter i to måneder.

Jeg synes egentlig, at det er meget tydeligt hvad du har mest lyst til ud fra dine indlæg i tråden her. Men at du lidt har brug for nogle gode argumenter, eller at nogen "giver dig lov"?

Nu bliver det lidt et sidespor, men efter mit eget forløb har jeg tænkt meget over, hvor meget bestemte budskaber bliver pushet i sundhedssystemet og blandt mødre generelt ("Vaginal fødsel er bedst!", "Man SKAL amme med mindre der er medicinske årsager!", etc.), og at det gør at nogle bliver tabt eller kommer ud i dårlige forløb, fordi de aldrig præsenteres seriøst for de alternativer, der også er.

Hvis man nu til første jordemoderkonsultation fik stukket to pjecer i hånden om hhv. vaginal fødsel og PKS, hvor fordele og risici ved begge dele blev belyst objektivt og man helt selv kunne vælge, ville det ikke føles som et fravalg af vaginal fødsel at få PKS. Men fordi vaginal er standarden og man skal argumentere for PKS, bliver vægtskålen automatisk trukket i den retning, uanset hvad mavefornemmelsen siger.

Ja, du går glip af oplevelsen ved en vaginal fødsel, hvis du får endnu et PKS. Men det lyder ærlig talt ikke som en lyst eller FOMO, der er opstået i dig selv, men nærmere fordi andre (der måske fungerer helt anderledes end dig) siger det, og jordemoderen pusher det narrativ, at det måske bliver fedt for dig at føde.

Jeg har i hvert fald en klar fornemmelse af at det er et narrativ der bliver pushet, og at alle de gode ting bliver fremhævet ved en vaginal fødsel, men alle de mindre gode bliver talt lidt ned som noget der jo bare er en del af at føde. Til gengæld synes jeg meget de negative ting ved ks bliver italesat, og at aks og pks lidt kommer i samme kategori, selvom det jo er risiko for væsentligt større komplikationer når det er akut.

Altså hvis jeg kunne garanteres en helt uproblematisk og ikke for lang vaginal fødsel uden væsentlige bristninger og interventioner, så kunne jeg nok godt give det et skud - men det kan jeg jo sjovt nok ikke.

[Phaiak]

Neenah, men du kan godt blive garanteret sådan en fødsel. Altså i hvert fald som udgangspunkt.

Du kan bede om at få lagt en fødselsplan der SKAL følges som netop siger at det skal gå på x,y,z måde og hvis det afviger den plan går I over til kejsersnit.
Det eneste en sådan plan ikke kan garantere er bristning eller snarere mangel på samme.

Efter min første fødsel hvor rigtig mange ting gik galt havde jeg netop valget mellem pks eller fødsel med fødselsplan.
Jeg er SÅ glad for at jeg valgte det sidste selvom jeg var bange undervejs.
Mht bristning fik jeg “kun” en grad 2 ved barn nr 2. Og hvis ikke jeg havde været uheldig at der gik betændelse i det havde jeg ikke mærket den.

Men mærk efter i dig selv. Snak med din mand, jordemoder pg fødselslæge.
Hvis du har bare en snert af lyst til at prøve og de ikke fraråder det kan jeg kun anbefale at snakke om sådan en fødselsplan.

[Ekliptika]

Samme historie her, gik i fødsel med barn nr 1, blev opdaget undervejs at barn lå i UK med fødderne først, så det skulle være KS. Jeg følte ikke sorg over at jeg ikke skulle føde vaginalt, snarere en lettelse over at det blev kejsersnit.
Ved Barn nr 2 var jeg meget i tvivl om KS eller vaginal fødsel. Valgte vaginal fødsel med fødselskontrakt, hvor jeg kunne bede om KS undervejs indtil point of no return. Endte med at bede om KS relativt tidligt i forløbet da tingene ikke forløb som som det skulle. Viste sig at være et godt valg, da barn havde ægte knude på navlestrengen, hvilket øger risikoen for iltmangel under vaginal fødsel.
Bagefter kunne jeg godt se, at jeg skulle have fulgt min mavefornemmelse fra starten og bare have fået PKS, fremfor at lade mig overtale af egne og andres forventninger og forestillinger om, at den den “gode” og “rigtige” fødsel er den vaginale. For mig var den “rigtige” måde at føde på et KS.
Prøv st se om du kan skrælle alle de lag af “kan, skal og bør” væk, så du kan finde ind til, hvad du egentlig “vil”.
For en udenforstående, som ikke kender dig fra andet end nogle indlæg i denne tråd, så fornemmer jeg alligevel, at det du gerne vil, skinner igennem i dine indlæg. Men måske tager jeg fejl.
Følg din mavefornemmelse og luk alle praktikaliteter og andres og egne meninger og forventninger ude. Det er kun dig og dit barn det handler om, og du skal vælge, hvad der er bedst for jer.

[didaa]

Det er jo også mest risikoen for et AKS der gør det ekstra usikkert. Og ja, jeg føler mig tryg ved pks, men samtidig kan jeg heller ikke helt slippe tanken om at "gå glip" af et eller andet. Og så er der det med at være væk fra min store datter og ikke kunne løfte hende i en måneds tid.

Men det jeg er mest i tvivl om er hvornår jeg ærligt kan sige at jeg har lyst til at prøve den vaginale fødsel. Hvornår ved jeg at jeg selv mener det?

Prøv at lave et tankeeksperiment, hvor du forestiller dig at du fik beskeden, at du af medicinske grunde ikke kunne føde vaginalt uanset hvad. Hvilken følelse fylder mest i det scenarie? Skuffelse eller lettelse?

Jeg tror, at det vil være det tætteste du kan komme på at spore dig ind på din mavefornemmelse i denne sag.

Lettelse, uden tvivl. For så behøver jeg ikke selv gå og overveje for og imod - så kan jeg gøre det uden dårlig samvittighed, og vide at det ikke er min egen skyld at jeg ikke kan løfte min datter i to måneder.

Jeg har ikke helt forstået om du får valget og kan få lov at tage det helt efter hvad du ønsker? Hvis ja, så stå ved det i stedet for at veje for og imod, lede efter gode argumenter osv.
En fødsel hvad enten den sker på den ene eller den anden måde kan gå galt, sådan er virkeligheden jo, men gør det sjældent uanset hvad du vælger.

Jeg har selv født vaginalt to gange, og den første fødsel var kompliceret, enormt krævende og med bekymringer for mit barn undervejs. Det har aldrig fået mig til at overveje noget særligt om fødsel nummer to. Jeg synes mest af alt det bare skal overstås, og min fornemmelse er at mange kvinder ønsker at springe over smerterne. Jeg har haft en veninde og et familiemedlem som ikke ville sige at de ikke ønskede at føde vaginalt, og der kom alle mulige underlige begrundelser. Den del forstår jeg ikke man gider at rode sig ud i.

[Neenah]

Det endte med at jeg valgte et planlagt kejsersnit. Jeg kunne ikke se mig selv ud af angsten i den vaginale fødsel, så nu har vi en dato for lillebrors ankomst - det lidt vildt. Jeg er spændt på om jeg går og fortryder op til den dato, men det er nu rart at beslutningen er taget, og jeg ligesom kan tælle ned til fødselsdag.

[Æble]

Tillykke med beslutningen. Husk at du kan få baby op på brystet med det samme hvis du vil, det er ikke alle steder de tilbyder det automatisk men du kan godt få lov til det.

Og du kan jo godt nå at fortryde/skifte mening helt op til ks.

[Neenah]

Tillykke med beslutningen. Husk at du kan få baby op på brystet med det samme hvis du vil, det er ikke alle steder de tilbyder det automatisk men du kan godt få lov til det.

Og du kan jo godt nå at fortryde/skifte mening helt op til ks.

Vi har snakket om at det bliver den "store" hud til hud pakke med sænket klæde ved forløsning, hud til hud med det samme osv.. Jeg glæder mig over at have en dato allerede, men det er også lidt underligt. Sidste gang fik vi den først ugen før, og nu er der over en måned til.

Men lillebror ligget stadig i UK så det kan da være alle mine overvejelser har været forgæves

[Neenah]

Nu er der ikke lang tid til, og jeg har stadig ret komplicerede følelser omkring min beslutning. Jeg går og håber hele tiden at vandet går eller at jeg får veer, så jeg kan få lov til at prøve det og se om det er noget for mig, for jeg har på fornemmelsen jeg skal stå i det før jeg kan se mig igennem det. Men så er der jo det der med at have en dato til pks næsten en uge før termin, at have arrangeret børnepasning og sat alt muligt i værk, og jeg har bare mest lyst til at det ikke er den plan der holder. Jeg tror det har noget at gøre med at barnet vender rigtigt den her gang, og at han har været meget aktiv igennem graviditeten, så jeg har faktisk kun været til ctg en enkelt gang, og da var jeg ikke rigtig bekymret. Så min krop har altså gjort alt "det rigtige" den her gang, så jeg begynder at stole mere på at den også kan føde, selvom jeg stadig er rædselsslagen for at miste under fødslen eller kort inden.

Et eller andet sted ville jeg ønske at jeg havde bedt om ks en uge senere, så min krop havde en reel chance for at gå i gang - men jeg tror stadig jeg ville blive skuffet hvis den så ikke gjorde det. Jeg prøver det bedste jeg kan på at tænke på at "hvis fødslen går i gang, så tager vi den derfra, og hvis ikke, så bliver det sådan", men jeg har svært ved at komme overens med det.