PKS eller forsøge vaginal fødsel

[Moxy-lady]

Nu er der ikke lang tid til, og jeg har stadig ret komplicerede følelser omkring min beslutning. Jeg går og håber hele tiden at vandet går eller at jeg får veer, så jeg kan få lov til at prøve det og se om det er noget for mig, for jeg har på fornemmelsen jeg skal stå i det før jeg kan se mig igennem det. Men så er der jo det der med at have en dato til pks næsten en uge før termin, at have arrangeret børnepasning og sat alt muligt i værk, og jeg har bare mest lyst til at det ikke er den plan der holder. Jeg tror det har noget at gøre med at barnet vender rigtigt den her gang, og at han har været meget aktiv igennem graviditeten, så jeg har faktisk kun været til ctg en enkelt gang, og da var jeg ikke rigtig bekymret. Så min krop har altså gjort alt "det rigtige" den her gang, så jeg begynder at stole mere på at den også kan føde, selvom jeg stadig er rædselsslagen for at miste under fødslen eller kort inden.

Et eller andet sted ville jeg ønske at jeg havde bedt om ks en uge senere, så min krop havde en reel chance for at gå i gang - men jeg tror stadig jeg ville blive skuffet hvis den så ikke gjorde det. Jeg prøver det bedste jeg kan på at tænke på at "hvis fødslen går i gang, så tager vi den derfra, og hvis ikke, så bliver det sådan", men jeg har svært ved at komme overens med det.

Kan du bede om at få rykket tiden til kejsersnit? Undskyld hvis jeg spørger dumt, jeg aner intet om det, men synes det er nogle gode tanker du har om det. Du kan jo altid spørge, du kan jo kun få et nej.

[Æble]

Nu er der ikke lang tid til, og jeg har stadig ret komplicerede følelser omkring min beslutning. Jeg går og håber hele tiden at vandet går eller at jeg får veer, så jeg kan få lov til at prøve det og se om det er noget for mig, for jeg har på fornemmelsen jeg skal stå i det før jeg kan se mig igennem det. Men så er der jo det der med at have en dato til pks næsten en uge før termin, at have arrangeret børnepasning og sat alt muligt i værk, og jeg har bare mest lyst til at det ikke er den plan der holder. Jeg tror det har noget at gøre med at barnet vender rigtigt den her gang, og at han har været meget aktiv igennem graviditeten, så jeg har faktisk kun været til ctg en enkelt gang, og da var jeg ikke rigtig bekymret. Så min krop har altså gjort alt "det rigtige" den her gang, så jeg begynder at stole mere på at den også kan føde, selvom jeg stadig er rædselsslagen for at miste under fødslen eller kort inden.

Et eller andet sted ville jeg ønske at jeg havde bedt om ks en uge senere, så min krop havde en reel chance for at gå i gang - men jeg tror stadig jeg ville blive skuffet hvis den så ikke gjorde det. Jeg prøver det bedste jeg kan på at tænke på at "hvis fødslen går i gang, så tager vi den derfra, og hvis ikke, så bliver det sådan", men jeg har svært ved at komme overens med det.

Du kan altid lave din plan om. Du kan evt lave en aftale om at du går i fødsel selv, men ved det mindste eller på dit ønske bliver det kejsersnit.

[Neenah]

Nu er der ikke lang tid til, og jeg har stadig ret komplicerede følelser omkring min beslutning. Jeg går og håber hele tiden at vandet går eller at jeg får veer, så jeg kan få lov til at prøve det og se om det er noget for mig, for jeg har på fornemmelsen jeg skal stå i det før jeg kan se mig igennem det. Men så er der jo det der med at have en dato til pks næsten en uge før termin, at have arrangeret børnepasning og sat alt muligt i værk, og jeg har bare mest lyst til at det ikke er den plan der holder. Jeg tror det har noget at gøre med at barnet vender rigtigt den her gang, og at han har været meget aktiv igennem graviditeten, så jeg har faktisk kun været til ctg en enkelt gang, og da var jeg ikke rigtig bekymret. Så min krop har altså gjort alt "det rigtige" den her gang, så jeg begynder at stole mere på at den også kan føde, selvom jeg stadig er rædselsslagen for at miste under fødslen eller kort inden.

Et eller andet sted ville jeg ønske at jeg havde bedt om ks en uge senere, så min krop havde en reel chance for at gå i gang - men jeg tror stadig jeg ville blive skuffet hvis den så ikke gjorde det. Jeg prøver det bedste jeg kan på at tænke på at "hvis fødslen går i gang, så tager vi den derfra, og hvis ikke, så bliver det sådan", men jeg har svært ved at komme overens med det.

Åh, det er nogle svære følelser at stå med så kort tid inden du skal møde jeres barn.

Betyder selve fødselsoplevelsen meget for dig, eller er du mere pragmatisk som person? Jeg endte selv med at gå helt væk fra den gængse “romantisering” af fødslen, som bliver prædiket meget på visse fødselsforberedelseskurser, og bare tænke at jeg ønskede det så let og smertefrit som muligt. Men andre har meget store følelser knyttet til forestillinger om urkraft, kroppen osv. Der kender du dig selv bedst.

Har du mulighed for at ændre datoen for ks’et i så fald?

Jeg troede egentlig jeg var rimelig pragmatisk, men jeg har jo ret mange følelser i det når det kommer til stykket, synes jeg. Jeg tror bare jeg gerne vil opleve at glæde mig og jeg synes egentlig spændingen er meget fin denne gang, hvor det sidste gang var lidt angstprovokerende. Men det ændrer jo ikke på det faktum at jeg er vildt bange for at noget skal gå galt i sidste øjeblik, og jo før han kommer ud, jo bedre.

Som æble skriver nedenunder, så han man altid ændre mening - men jeg føler ikke jeg kan tillade mig at gøre det nu af hensyn til den planlægning der er lavet, både af min mand ifht arbejde og mine svigerforældre ifht pasning. Det ved jeg godt er lidt fjollet, for den luksus har de fleste jo trods alt ikke. Jeg vil bare gerne gå i gang NU!

[MrsHyacinth]

Nu er der ikke lang tid til, og jeg har stadig ret komplicerede følelser omkring min beslutning. Jeg går og håber hele tiden at vandet går eller at jeg får veer, så jeg kan få lov til at prøve det og se om det er noget for mig, for jeg har på fornemmelsen jeg skal stå i det før jeg kan se mig igennem det. Men så er der jo det der med at have en dato til pks næsten en uge før termin, at have arrangeret børnepasning og sat alt muligt i værk, og jeg har bare mest lyst til at det ikke er den plan der holder. Jeg tror det har noget at gøre med at barnet vender rigtigt den her gang, og at han har været meget aktiv igennem graviditeten, så jeg har faktisk kun været til ctg en enkelt gang, og da var jeg ikke rigtig bekymret. Så min krop har altså gjort alt "det rigtige" den her gang, så jeg begynder at stole mere på at den også kan føde, selvom jeg stadig er rædselsslagen for at miste under fødslen eller kort inden.

Et eller andet sted ville jeg ønske at jeg havde bedt om ks en uge senere, så min krop havde en reel chance for at gå i gang - men jeg tror stadig jeg ville blive skuffet hvis den så ikke gjorde det. Jeg prøver det bedste jeg kan på at tænke på at "hvis fødslen går i gang, så tager vi den derfra, og hvis ikke, så bliver det sådan", men jeg har svært ved at komme overens med det.

Åh, det er nogle svære følelser at stå med så kort tid inden du skal møde jeres barn.

Betyder selve fødselsoplevelsen meget for dig, eller er du mere pragmatisk som person? Jeg endte selv med at gå helt væk fra den gængse “romantisering” af fødslen, som bliver prædiket meget på visse fødselsforberedelseskurser, og bare tænke at jeg ønskede det så let og smertefrit som muligt. Men andre har meget store følelser knyttet til forestillinger om urkraft, kroppen osv. Der kender du dig selv bedst.

Har du mulighed for at ændre datoen for ks’et i så fald?

Jeg troede egentlig jeg var rimelig pragmatisk, men jeg har jo ret mange følelser i det når det kommer til stykket, synes jeg. Jeg tror bare jeg gerne vil opleve at glæde mig og jeg synes egentlig spændingen er meget fin denne gang, hvor det sidste gang var lidt angstprovokerende. Men det ændrer jo ikke på det faktum at jeg er vildt bange for at noget skal gå galt i sidste øjeblik, og jo før han kommer ud, jo bedre.

Som æble skriver nedenunder, så han man altid ændre mening - men jeg føler ikke jeg kan tillade mig at gøre det nu af hensyn til den planlægning der er lavet, både af min mand ifht arbejde og mine svigerforældre ifht pasning. Det ved jeg godt er lidt fjollet, for den luksus har de fleste jo trods alt ikke. Jeg vil bare gerne gå i gang NU!

Ved du hvad. Jeg kan ikke forestille mig, at NOGEN - uanset om de har født eller ej - vil have noget som helst problem med det, hvis du ændrer mening. Det er dig, der leverer hovedindsatsen her, de andre har en opgave og det er at passe bagsmækken, mens du føder. Uanset hvordan og hvornår, du gør det.

Det vigtigste er, at du og baby kommer godt igennem det, og at tiden bagefter bliver så rolig for jer som muligt. Hvis du har lyst til at ændre planer, medfører det måske lidt mere uforudsigelighed for alle, men det er en lille pris i den sammenhæng.

Det vigtigste er, at du er tryg og så glad som muligt for de valg, der er truffet. Tal evt med din JM om det, hvis det kan hjælpe dig til at mærke efter og få viden om, hvilke muligheder du har.

Som allerede nævnt er jeg sikker på, du kan få ændret din plan til enten et senere PKS eller til spontan fødsel (hedder det det?) men med muligheden for at vælge KS undervejs.

Det er ikke at være besværlig. Det er at passe godt på sig selv og bede om den tryggest mulige fødselsoplevelse, og det burde være alle forundt

[Æble]

Det vigtigste er at din fødsel er din. I det mindste den del som man kan påvirke. Tror det er vigtigt, en “forkert” fødsel kan påvirke rigtig meget.

Min søn er 18 og jeg er stadig ked af at ingen prøvede at få mig op og stå og måske noget rebozo da han stod skævt. Det endte i AKS og mine to døtre er efterfølgende født ved PKS fordi jeg var ræd for at skulle igennem samme forløb. Vil ønske der var prøvet mere ved min søns fødsel inden KS.

[Neenah]

Nu er der ikke lang tid til, og jeg har stadig ret komplicerede følelser omkring min beslutning. Jeg går og håber hele tiden at vandet går eller at jeg får veer, så jeg kan få lov til at prøve det og se om det er noget for mig, for jeg har på fornemmelsen jeg skal stå i det før jeg kan se mig igennem det. Men så er der jo det der med at have en dato til pks næsten en uge før termin, at have arrangeret børnepasning og sat alt muligt i værk, og jeg har bare mest lyst til at det ikke er den plan der holder. Jeg tror det har noget at gøre med at barnet vender rigtigt den her gang, og at han har været meget aktiv igennem graviditeten, så jeg har faktisk kun været til ctg en enkelt gang, og da var jeg ikke rigtig bekymret. Så min krop har altså gjort alt "det rigtige" den her gang, så jeg begynder at stole mere på at den også kan føde, selvom jeg stadig er rædselsslagen for at miste under fødslen eller kort inden.

Et eller andet sted ville jeg ønske at jeg havde bedt om ks en uge senere, så min krop havde en reel chance for at gå i gang - men jeg tror stadig jeg ville blive skuffet hvis den så ikke gjorde det. Jeg prøver det bedste jeg kan på at tænke på at "hvis fødslen går i gang, så tager vi den derfra, og hvis ikke, så bliver det sådan", men jeg har svært ved at komme overens med det.

Åh, det er nogle svære følelser at stå med så kort tid inden du skal møde jeres barn.

Betyder selve fødselsoplevelsen meget for dig, eller er du mere pragmatisk som person? Jeg endte selv med at gå helt væk fra den gængse “romantisering” af fødslen, som bliver prædiket meget på visse fødselsforberedelseskurser, og bare tænke at jeg ønskede det så let og smertefrit som muligt. Men andre har meget store følelser knyttet til forestillinger om urkraft, kroppen osv. Der kender du dig selv bedst.

Har du mulighed for at ændre datoen for ks’et i så fald?

Jeg troede egentlig jeg var rimelig pragmatisk, men jeg har jo ret mange følelser i det når det kommer til stykket, synes jeg. Jeg tror bare jeg gerne vil opleve at glæde mig og jeg synes egentlig spændingen er meget fin denne gang, hvor det sidste gang var lidt angstprovokerende. Men det ændrer jo ikke på det faktum at jeg er vildt bange for at noget skal gå galt i sidste øjeblik, og jo før han kommer ud, jo bedre.

Som æble skriver nedenunder, så han man altid ændre mening - men jeg føler ikke jeg kan tillade mig at gøre det nu af hensyn til den planlægning der er lavet, både af min mand ifht arbejde og mine svigerforældre ifht pasning. Det ved jeg godt er lidt fjollet, for den luksus har de fleste jo trods alt ikke. Jeg vil bare gerne gå i gang NU!

Ved du hvad. Jeg kan ikke forestille mig, at NOGEN - uanset om de har født eller ej - vil have noget som helst problem med det, hvis du ændrer mening. Det er dig, der leverer hovedindsatsen her, de andre har en opgave og det er at passe bagsmækken, mens du føder. Uanset hvordan og hvornår, du gør det.

Det vigtigste er, at du og baby kommer godt igennem det, og at tiden bagefter bliver så rolig for jer som muligt. Hvis du har lyst til at ændre planer, medfører det måske lidt mere uforudsigelighed for alle, men det er en lille pris i den sammenhæng.

Det vigtigste er, at du er tryg og så glad som muligt for de valg, der er truffet. Tal evt med din JM om det, hvis det kan hjælpe dig til at mærke efter og få viden om, hvilke muligheder du har.

Som allerede nævnt er jeg sikker på, du kan få ændret din plan til enten et senere PKS eller til spontan fødsel (hedder det det?) men med muligheden for at vælge KS undervejs.

Det er ikke at være besværlig. Det er at passe godt på sig selv og bede om den tryggest mulige fødselsoplevelse, og det burde være alle forundt

Jeg ved at min mand har svært ved at omstille sig i det, og rigtig svært ved at ændre planer overfor de andre vi har involveret. Jeg tror det ville være nemmere at forstå hvis jeg bare ubetinget ville føde selv, men jeg har jo stadig ikke rigtig lyst til at gå længere end til termin, og jeg er stadig ikke sikker på jeg kan være i den vaginale fødsel.

Jeg overvejer at få en akuttid hos psykologen for at snakke om det, men på den anden side er jeg også der hvor mit PKS sikkert også bliver en god oplevelse, og hvis jeg ikke går i gang inden den dato, så er det måske bare sådan det er.

[MrsHyacinth]

Det lyder som om en tid hos din psykolog for at vende det med en, der ikke er involveret, kunne være en god ide. Du skal jo ikke nødvendigvis ændre noget, fordi du taler med ham/hende - formålet er jo “bare”, at få mere styr på dine egne tanker og følelser, så det kan vel ikke rigtig have en downside?

[Sorenspige]

Jeg synes, du skal ringe til din JM (eller fødselslæge) og sige, at du er blevet i tvivl. Det lyder til, at du ellers vil fortryde det, og det her er en af de situationer, som ikke kan laves om.

Jeg fik selv et semi-akut kejsersnit 2. gang (efter også at have fået det 1. gang), og det var fint og stille og roligt. Jeg havde brug for at se, om min krop kunne finde ud af det anden gang. Så jeg har aldrig fortrudt, at jeg prøvede med en vaginal fødsel.

[Neenah]

Nå men det virker som om det godt kunne gå hen og løse sig selv på en lidt uhensigtsmæssig måde. M har fået omgangssyge (eller noget lignende med opkast, ingen appetit og et par tynde bleer). Skulle jeg være så heldig at vinde sådan en omgang, så tænker jeg simpelthen det kejsersnit bliver udsat en uge helt per automatik.

[Neenah]

Jeg fik en akut tid til en jordemoder i dag efter at have vendt tankerne med psykologen. Så nu er jeg endnu mere forvirret end jeg var i forvejen

Altså, basically, så kan alt jo lade sig gøre (inden for rimelighedens grænser). Det jeg er ultimativt mest bange for er at miste kort inden fødslen eller under fødslen - jeg ved godt sandsynligheden er så usigeligt lille, men det sker jo. Derfor jo før jo bedre at han kommer ud, og derfor er jeg loren ved at udskyde KS til 40+1, som er den tidligste mulighed fordi hospitalet kun laver PKS først på ugen, og jeg er 39+0 på søndag.

Så er der den mulighed, der hedder igangsættelse, men som jeg kunne forstå det på JM, så var det ikke nødvendigvis noget hun syntes var en vildt god ide (meget) inden termin, simpelthen af risiko for at give mig et meget langstrukkent og trælst forløb. Hvis jeg skal sættes i gang vil det være med ballonkateter. Hun virkede dog ikke som om det var umuligt, men hun var klart mere optimistisk over at gøre det fx 39+6 end 39+1. Jeg er faktisk heller ikke sikker på at jeg sådan rigtig ønsker en igangsættelse, men det er nok også grundet de mange fødselsberetninger jeg har læst herinde, hvor der typisk igangsættes med piller.

Allerhelst så jeg gerne at jeg bare gik i gang, og selvom jeg kan mærke min krop arbejder, og jeg har tiltagende plukveer, murren og pacede lidt rundt i 4-5 timer i går, så er jeg ikke optimistisk i min tro på at det sker inden på mandag, hvor mit kejsersnit er sat til.

Så jeg er stadig vildt i tvivl, og jeg føler mig ligesom tvunget til at tage en beslutning senest i morgen - dels fordi min mand ligesom skal have afsluttet noget arbejde hvis han skal på barsel, og dels fordi vi skal have aflyst/skubbet vores børnepasning, der er arrangeret på mandag.

Groft skitseret tænker jeg mine muligheder er:
1. Afvent fødsel over weekenden, hvis ikke det sker, så PKS mandag formiddag.
2. Udskyd PKS med en uge, (få hindeløsning/modningsakupunktur i løbet af ugen (hvis muligt)). Hvis ikke der er sket noget, så PKS.
3. Igangsættelse sidst i næste uge, med hindeløsning/modningsakupunktur i løbet af ugen. Mulighed for at sadle om til AKS hvis ønsket.

Jeg. ved. intet.

[Æble]

Træk lod. Og mærk så om du er glad eller skuffet for resultatet.

[Urtekussen]

Mit eneste input er, at jeg ville undgå igangsættelse.
Jeg har fået vedrop 2 gange, og det var de mest smertefulde fødsler. Kroppen kunne ikke følge med.

En naturlig opstart er selvfølgelig ingen garanti for at undgå vedrop (alle mine fødsler er gået i gang af sig selv), men jeg ville ikke selv "opsøge" det.

[Rapfisk]

Jeg fik angustapiller, fordi jeg ikke fik veer efter vandafgang. Jeg har intet dårligt at sige om dem.

Når det er sagt, har jeg en lille drøm om pks, hvis vi er så heldige at få en nr. 2, så jeg vil hverken råde den ene eller den anden vej. Bare, at det ikke behøver at være frygteligt med igangsættelse, hvis det ender dér.

[MrsHyacinth]

Hvis jeg havde fået epi tidligere, havde jeg heller intet dårligt st sige om pillerne, selvom jeg havde vestorm i knap tyve timer. Den del af tiden, jeg havde epi, var det ikke værd at klage over - og for satan det var hardcore uden, så de der drugs kan noget!

Skulle jeg føde igen, ville jeg sikre mig, at adgang til tidlig epi i tilfælde af vestorm, var skrevet ind i fødselsplanen. Det ville gøre mig ret rolig ift evt igangsættelse.

[Neenah]

Jeg fik angustapiller, fordi jeg ikke fik veer efter vandafgang. Jeg har intet dårligt at sige om dem.

Når det er sagt, har jeg en lille drøm om pks, hvis vi er så heldige at få en nr. 2, så jeg vil hverken råde den ene eller den anden vej. Bare, at det ikke behøver at være frygteligt med igangsættelse, hvis det ender dér.

Hvordan kan det være du ønsker pks?