PKS eller forsøge vaginal fødsel

[Neenah]

Jeg har både prøvet hyperakut kejsersnit, vaginal fødsel (efter igangsætning) og akut kejsersnit (der dog mere føltes som et planlagt kejsersnit, da det var så stille og roligt og slet ikke akut på nogen måde).

Skulle jeg føde igen (som jeg ikke skal), ville jeg uden tvivl vælge vaginal. Og jeg er ellers også en kontrolfreak.

Ift. det med at være 'tilsluttet en masse maskiner', fordi man har fået KS tidligere, så er det ikke så galt. Jeg bemærkede det i hvert fald ikke rigtig. Det er vist kun én maskine.

Jeg er virkelig nysgerrig på hvorfor du til enhver tid ville vælge vaginal. Vil du ikke lige sætte nogle ord på?

[Frandsen]

Jeg har både prøvet hyperakut kejsersnit, vaginal fødsel (efter igangsætning) og akut kejsersnit (der dog mere føltes som et planlagt kejsersnit, da det var så stille og roligt og slet ikke akut på nogen måde).

Skulle jeg føde igen (som jeg ikke skal), ville jeg uden tvivl vælge vaginal. Og jeg er ellers også en kontrolfreak.

Ift. det med at være 'tilsluttet en masse maskiner', fordi man har fået KS tidligere, så er det ikke så galt. Jeg bemærkede det i hvert fald ikke rigtig. Det er vist kun én maskine.

Jeg er virkelig nysgerrig på hvorfor du til enhver tid ville vælge vaginal. Vil du ikke lige sætte nogle ord på?

Jeg havde en drømmefødsel ved barn nummer 2. Fire timer, ingen smertestillende, fuld kontrol. En kæmpe power-oplevelse!
Det er lige præcis den følelse af, at være 'in the zone' og mærke urkraften, jeg syntes var crazy.

Tredje fødsel endte i KS, fordi de efter vandafgang opdagede, at hun lå med numsen ned. Jeg blev kraftigt anbefalet af fødselslægen at få stoppet mine veer og få et stille og roligt KS. Det gik jeg med til. Men efterfølgende ærgrede jeg mig lidt over, at jeg ikke insisterede på at føde vaginalt.

Det skal lige siges, at jeg er kommet mig hurtigere efter kejsersnittene end efter den vaginale fødsel. Men på trods af det ville jeg vælge vaginal igen. Uden tvivl.

Så det er rent følelsesmæssigt.

[billiebean]

Jeg ville føde vaginalt igen, hvis jeg kunne, fordi det i bund og grund er mega empower-agtigt. På trods af en traumatisk affære, så står det til syvende og sidst for mig som en kæmpe stor og skelsættende oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, og som jeg godt kunne tænke mig at gentage - blot uden igangsættelse, vestimulerende, blodtab og bristning. (Og det kan jeg ikke være sikker på, så det kan jeg ikke.)

Bliver jeg gravid igen er det PKS. Og selvom jeg er glad for at vide, at det ikke bliver værre end første gang, så er det også en sorg ikke at kunne føde igen vaginalt.

Så tja, jeg ved ikke om det kan bruges til noget. Det er så utrolig individuelt det her..

Har du talt din angst igennem med en fødselslæge? Måske kan de kaste mere lys over, hvor stor - lille? risikoen egentlig er for at miste under og efter fødsel? Mit indtryk er at det ikke er pga fødslen når det sker, men jeg er ikke inde i det..

[Neenah]

Jeg ville føde vaginalt igen, hvis jeg kunne, fordi det i bund og grund er mega empower-agtigt. På trods af en traumatisk affære, så står det til syvende og sidst for mig som en kæmpe stor og skelsættende oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, og som jeg godt kunne tænke mig at gentage - blot uden igangsættelse, vestimulerende, blodtab og bristning. (Og det kan jeg ikke være sikker på, så det kan jeg ikke.)

Bliver jeg gravid igen er det PKS. Og selvom jeg er glad for at vide, at det ikke bliver værre end første gang, så er det også en sorg ikke at kunne føde igen vaginalt.

Så tja, jeg ved ikke om det kan bruges til noget. Det er så utrolig individuelt det her..

Har du talt din angst igennem med en fødselslæge? Måske kan de kaste mere lys over, hvor stor - lille? risikoen egentlig er for at miste under og efter fødsel? Mit indtryk er at det ikke er pga fødslen når det sker, men jeg er ikke inde i det..

Jm sagde ikke andet end at risikoen alligevel er størst under kejsersnit, men at risikoen jo stadig er enormt lille. Jeg tror det der påvirker mig meget er at to forældrepar mistede under fødslen i min første terminsgruppe på Facebook - og at det var fødslen i sig selv der i hvert fald var skyld i det i mindst et af tilfældene.

[Neenah]

Tak for alle input. Jeg er begyndt at lytte lidt til To the moon honey for at få nogle forskellige oplevelser ind. Men helt ærligt, så ved jeg sgu ikke om jeg nogensinde kan finde det i mig selv 100% gerne at ville prøve at føde. Det lyder jo bare.. Ikke rart?

[Sangius]

Jeg synes det er fedt at føde. Kæmpe power kick, og det er så vildt at mærke kroppen gå igennem den omvæltning.

Jeg har også haft to fødsler, som gik efter bogen, mere eller mindre.

Jeg ville ønske jeg kunne prøve det igen, men gider bare ikke have flere børn

Hvad er det ved en fødsel, som ikke lyder rart? F.eks. i forhold til et kejsersnit?

[MissB]

Jeg synes det er fedt at føde. Kæmpe power kick, og det er så vildt at mærke kroppen gå igennem den omvæltning.

Jeg har også haft to fødsler, som gik efter bogen, mere eller mindre.

Jeg ville ønske jeg kunne prøve det igen, men gider bare ikke have flere børn

Hvad er det ved en fødsel, som ikke lyder rart? F.eks. i forhold til et kejsersnit?

Jeg har det på samme måde, også selvom min fødsel ikke var lige efter bogen (større bristninger, sugekop osv)

[TomKah]

Hvis tråden har ændret karakter til at det ok at snakke om vaginale fødsler, så vil jeg også gerne komme med mit besyv.
Altså, KS er jo en genial opfindelse, som har ændret fødselsoplevelsen fra russisk roulette til noget man rent faktisk kan gå ind i og være rimelig sikker på at komme ud af med livet i behold bagefter, men når det så er sagt så tror jeg at det i langt de fleste tilfælde er mere belastende at få KS end at føde.
Jeg ved det ikke og jeg ved ikke om man rent faktisk har lavet studier af det, men i min verden er der ingen tvivl om at det er en kæmpe belastning for kroppen at føde.

Jeg har haft tre nemme graviditeter - det er vel det man kalder ukompliceret. Jeg har arbejdet frem til 4 uger før termin og stadig haft god tid til at hygge mig i den sidste 4 uger. Jeg har alle tre gange født på termlnsdagen (± 1 dag). Mine fødsler har været nemme - hurtige med 1-2 presseveer og uden bristninger , men bagefter.... har min krop ligesom givet op. Immunforsvaret er slået helt ned og jeg har hver gang haft en periode på 4-6 uger hvor jeg har fået alverdens infektioner (brystbetændelse, blærebetændelse, halsbetændelse, tandbylder og alt muligt crap). Hvis man også skal hele et operationsar samtidig - det kan jeg slet ikke overskue tanken om.
Men det er selvfølgelig bare min oplevelse.

[Neenah]

Jeg synes det er fedt at føde. Kæmpe power kick, og det er så vildt at mærke kroppen gå igennem den omvæltning.

Jeg har også haft to fødsler, som gik efter bogen, mere eller mindre.

Jeg ville ønske jeg kunne prøve det igen, men gider bare ikke have flere børn

Hvad er det ved en fødsel, som ikke lyder rart? F.eks. i forhold til et kejsersnit?

Altså dels er der jo smerten ved det, så er der det ubekendte med at jeg slet ikke ved om det kan lade sig gøre og i så fald under hvilke betingelser - sugekop, vedrop, slemme bristninger, komplikationer under pressefasen, osv. - og så til sidst hvordan jeg heler, og hvordan den oplevelse er.

Med et PKS ved jeg hvad jeg får - jeg havde ondt i arret i et par uger, og ikke andre gener.

[Neenah]

Hvis tråden har ændret karakter til at det ok at snakke om vaginale fødsler, så vil jeg også gerne komme med mit besyv.
Altså, KS er jo en genial opfindelse, som har ændret fødselsoplevelsen fra russisk roulette til noget man rent faktisk kan gå ind i og være rimelig sikker på at komme ud af med livet i behold bagefter, men når det så er sagt så tror jeg at det i langt de fleste tilfælde er mere belastende at få KS end at føde.
Jeg ved det ikke og jeg ved ikke om man rent faktisk har lavet studier af det, men i min verden er der ingen tvivl om at det er en kæmpe belastning for kroppen at føde.

Jeg har haft tre nemme graviditeter - det er vel det man kalder ukompliceret. Jeg har arbejdet frem til 4 uger før termin og stadig haft god tid til at hygge mig i den sidste 4 uger. Jeg har alle tre gange født på termlnsdagen (± 1 dag). Mine fødsler har været nemme - hurtige med 1-2 presseveer og uden bristninger , men bagefter.... har min krop ligesom givet op. Immunforsvaret er slået helt ned og jeg har hver gang haft en periode på 4-6 uger hvor jeg har fået alverdens infektioner (brystbetændelse, blærebetændelse, halsbetændelse, tandbylder og alt muligt crap). Hvis man også skal hele et operationsar samtidig - det kan jeg slet ikke overskue tanken om.
Men det er selvfølgelig bare min oplevelse.

Jeg havde slet ikke samme oplevelse ifht bagefter - min krop havde det rigtig fint, og jeg havde ingen komplikationer udover lidt ondt i arret og at jeg ikke måtte løfte så meget. Jeg er helet uproblematisk og kan stort set ikke se mit ar i dag.

[MrsHyacinth]

Jeg har født vaginalt men på en måde, de færreste - heldigvis - nok gør med igangsættelse på Angustapiller, vestorm i 9 timer uden smertestillende såvel som progression (på trods af spontan vandafgang undervejs), hvorefter jeg fik epidural og vestimulerende drop i rå mængder for at forsøge at få lidt fremgang. Der var ctg, elektrode på babys hovede og trusler om AKS undervejs, hvis hans iltmætning dykkede, og det hele endte med at tage 21 timer fra vestormen startede. Her var perioden op til og starten af udvidelsesfasen klart værst, fordi det virkede som en uendelig ørkenvandring. Nedtrængningsfasen var fed, fordi jeg havde følelsen af at dyrke ekstremsport fremfor bare at være fanget i et kafkask smerteunivers, og selve pressefasen tog kun tre veer, så den del var piece of cake.

Alligevel ville jeg gøre det igen, hvis det var aktuelt, selvom jeg kunne få et PKS uden diskussion. Dels fordi jeg gerne vil have muligheden for at “genskrive” historien, men også fordi det på trods af det vilde forløb også var en fed oplevelse, da først jeg fik min epi og en JM, der fattede, at ikke-smertelindret vestorm og ingen progression er en kombi, der fungerer relativt skidt og er dårligt for såvel overskud som moral

Jeg ville dog forsøge at afvente egentlig igangsættelse så længe som muligt indenfor forsvarlige rammer, og jeg ville have en plan for adgang til fx epi. Til forskel fra min første fødsel ville jeg ikke engang overveje hjemmefødsel eller fødeklinik, men det er nok en konsekvens af, at min erfaring var så voldsom. Jeg hører dem, der siger, at deres ikke-smertelindrede fødsel var smuk og rolig, men min hjerne kan ikke fatte det, fordi den mangler forståelsesrammen.

Kort sagt: havde jeg haft en epi tidligere, havde det været en megafed fødsel overall, selvom den på papiret ser vanvittig ud for nogen. Den del, hvor epien ikke har effekt, var for mig den fede del af oplevelsen, så den er jeg ikke bange for at gentage, selvom det paradoksalt var den, jeg frygtede på forhånd pga det tilhørende kontroltab.

Aner ikke om du kan bruge det her til noget, men jeg vil gerne give dig et billede af, hvorfor man på trods af en hardcore vaginal fødsel stadig kan stå tilbage med følelsen af at kunne gøre det igen, uden at jeg på nogen måde er på “jeg elsker at føde”-holdet. Jeg var (og er) sygt bange for bristninger, men det viste sig at være ubegrundet - ifølge JM var jeg overraskende nok god til at parere ordre og hhv holde igen og give dem gas, når der var brug for det.

[Moxy-lady]

Altså, jeg havde en god fødsel, vil jeg sige, på trods af at Zoe lå i sædestilling og de først opdagede det da vi var i gang. Hun var en smule præmatur, ved ikke om det var derfor de træffede beslutningen om at lade mig (forsøge at) føde vaginalt. Altså det gjorde åndssvagt ondt, og min mor som sagde at man glemte det i samme øjeblik barnet var ude, fik ikke ret, for der gik nok et år før jeg glemte det sådan helt. Ved dog ikke hvor meget af det der er trods
Men ikke desto mindre ville jeg vælge vaginal fødsel igen. Det var en fantastisk oplevelse og jeg har aldrig nogensinde, trods min erindring om smerten, haft det anderledes. Det var en fantastisk oplevelse og jeg føler mig enormt styrket og sej af det. Jeg skal ikke kunne sige om det ville have været det samme med kejsersnit, men det tror jeg ikke. Jeg er så åndssvagt stolt over at have født, uden smertestillende, et barn i sædestilling. Det er fandme urkvinde agtigt!

Jeg fik halvandet sting, røg på operationsbordet efter en time hvor de ikke kunne få min livmoder til at trække sig ordentligt sammen og hvor de kæmpede med at få min moderkage ud. Men den time lå jeg med Zoe på brystet og jeg husker det som den bedste time i mit liv.
Jeg gik i øvrigt ned af trappen fra 5 sal dagen efter uden problemer, og havde generelt ingen gener fra fødslen.

[MrsHyacinth]

Nå ja, vi tog hjem formiddagen efter (O er født 20.15’ish) på trods af at vi havde lovning på fire dage på enestue bagefter. Vi tog bussen hjem, og jeg følte mig egentlig ret fit for fight på trods af det lange forløb og meget lidt søvn - jeg ville bare gerne hjem i stedet for at være indlagt på et Corona-nedlukket Rigshospital

Det var en del af årsagen til, at jeg ikke var videre interesseret i et KS undervejs. Jeg ville gerne være så fri fysisk som muligt efterfølgende og anså det for en stor begrænsning at skulle begrænse fx løft i tiden efter fødslen.

[Nomnom]

Jeg har selv to kejsersnit bag mig. Det ene var akut efter en mislykket hjemmefødsel, det andet var planlagt efter råd fra fødselslægen.
Jeg føler ikke jeg mangler noget. Jeg tænker ualmindeligt lidt på, hvordan mine børn kom ud af mig - det kan selvfølgelig også være en slags forsvarsmekanisme jeg har opbygget, fordi det jo bare ikke kunne være anderledes, men jeg ved det ikke. Og måske har vi det alle bare forskelligt med det.
Min søster har prøvet begge dele og siger at det eneste som var træls efter kejsersnittet var smerterne fra arret. Hun følte ingen sejer eller havde en urkvindefølelse efter den vaginale fødsel.

En fra min mødregruppe fik den første ved akut kejsersnit, blev frarådet at føde nr. 2 vaginalt, men VILLE den vaginale fødsel. Og det gjorde hun, med mange varige mén til følge, men den fødsel var det rigtige for hende, for hun føler hun har fået omgjort første fødsel og hun taler nemlig om den der urkvindefølelse.

Jeg tror simpelthen ikke jeg har det i mig. Da fødselslægen sagde han ville vælge planlagt kejsersnit, fordi han var overbevist om at det alligevel ville ende i akut kejsersnit var jeg sådan "ok, det siger vi bare" ingen sorg eller andet.
Så måske er det rigtige for dig at vælge kejsersnittet, hvis du har det tryggest ved det og samtidig ikke kæmper med en sorg over første fødsel og du kan acceptere at du ikke får prøvet at føde vaginalt. Jeg ved det selvfølgelig ikke.
Men

[MrsHyacinth]

Jeg er helt med på, at man ikke går glip af noget væsentligt ved at vælge det ene fremfor det andet. Det væsentlige er barnet, det kommer ud af det - ikke hvordan det kom ud.

Jeg tror egentlig også, det kommer til at give sig selv, hvad du er mest tryg ved, når det er ved st være tid til st træffe en beslutning. Jeg var personligt bange for at føde, men det rigtige for mig var at prøve. Jeg er dog virkelig glad for, at jeg ikke vidste, hvordan det ville gå på forhånd, for det havde jeg ikke troet, jeg ville finde fedt bagefter.

Med andre ord: Sug til dig, mærk efter og træf en beslutning, når du skal. Uanset hvad du ender med, er det det, der er rigtigt for dig, og de der typer, der forsøger at snige ud mellem sidebenene, at en vaginal fødsel er mere “rigtig”, de burde seriøst lukke netop den kropsdel, de taler så varmt for at åbne. Pardon my French.