Graviditet som tyk

[BlueBunny]

Inden for sundhedsfagligt personale, er der samme bredde i personligheden som andre steder.

Jeg har mødt det sødeste og mest empatiske menneske, der fik glædestårer da det lille hjerte tonede frem på scannerskærmen (jeg blødte meget i uge 8 og jeg tænkte at det var det).

Og så har jeg mødt martyren uden smertetærskel, der skulle belære om hendes egne fem hjemmefødsler mens jeg bare gerne ville have en epidural.

Jeg har mødt forståelse og indlevelse, og jeg har mødt ligegyldighed.

Samlebånd og nærmest uendelig tid.

Personale har forskellige kompetencer.

Jeg satte mig for at tænke at de alle gjorde deres bedste.
De siger ting i bedste mening. Nogen er bare mere menneskekloge og empatiske end andre. Så lad det prelle af som fedt på en teflonpande.

Jeg har læst at en tredjedel af børn kommer til verden ved at forældrene har fået hjælp. Mange kæmper! Tykke og tynde, unge og gamle. Og rigtig mange får dejlige børn ud af det. HVIS du/I når der til at der skal lidt hjælp til, så er det helt normalt. Og det er helt normalt at det er hårdt på mange plan og at man bliver sårbar. Så lad dig ikke gå på af en forkert bemærkning, som måske er sagt fra en der har en stresset dag, og som glemmer lidt at ord kan ramme hårdere end de er ment.

“Det er nogle gode fødedygtige hofter du har” sagde en der tjekkede mig *haha det var jo positivt ment. Meget pragmatisk og nærmest tørt imponeret konstaterende.
og Ja! Der er et godt pres i de ekstra kg!

Jeg skulle scannes indvendig og han siger: “du har sørme tømt din blære flot. Det ser vi ikke tit.” Æhh okay.
De har bare sådan et mere fagligt syn nogen af dem man møder

#jegtogover30kgpå #10kgeringenting

[Mi55y]

Jeg er gået ind i begge graviditeter med bmi 32, og jeg har absolut intet hørt for det! På trods af plus 17 kg begge gange. Og jeg havde hverken fast læge eller jordemoder nogle af gangene.

[Madam Pomfrey]

mit BMI har ligget i fedme katergorien v. 4 graviditeter og fødsler, - og det har faktisk aldrig rigtig fyldt så meget.´, og jeg har bestemt ikke følt mig udskammet eller sårbar på den baggrund.
der har self. været en opmærksomhed rettet imod barnets trivsel, tilbud om glucose belastninger, - og jeg havde en let graviditietsdiabetes ved. nr. 3, som dog kunne kontrolleres udelukkende v. kost.

Min søster fødte i sommer, og hun har også BMI i fedme katergori, - og fik graviditetsbetinget sukkersyge.
Hele forløbet var fint, første negative møde var egentligt med jordmor nr. 2 under fødslen, som meget gerne ville have at der blev lagt en epi, gr. forøget risiko for komplikationer forbundet med overvægt. Hun var meget insisterende og sådan "du skal jo vælge det der er bedst for barnet" og "skal jeg ikke ringe efter anæstesien"
Min søster vidste det godt, første jordmor havde intet nævnt, der lå en naturlig god og hurtig fødsel før denne, og mine 4 ukomplicerede, så det havde hun besluttet sig for at det ville hun ikke, med mindre det self. trak meget ud. Så det fik lige hylet hende ud af den, især den med "bedst for dit barn" - der var SÅ meget værdiladning i det, og hvem vil være en dårlig mor og vælge noget der er skidt for barnet.
Vi fik ved fælles hjælp understreget at det var hun ikke intresseret i, og fødslen gik også både godt, og relativt hurtigt, og var helt uden komplikationer.

[ajnaM]

Vi er gået forsigtigt i gang med at prøve at blive gravide. Størstedelen af de bekymringer jeg har haft, synes jeg egentlig er faldet på plads bortset fra én:
Jeg bryder mig virkelig ikke som læger og andre sundhedsfaglige.

Jeg har nok en 10 kg for meget på sidebenene og har sluttet fred med, at de nok er kommet for at blive. Jeg stoler på- og kender min egen krop, og hvis den havde det signifikant bedre med at veje 10 kg mindre, så ville den nok veje 10 kg mindre, når jeg nu har givet den rimelige forudsætninger for det i form af kost og træning. Desudne går jeg hos en personlig træner (fokus på skader og ikke vægttab), der mener, jeg er i fin form og fit til en graviditet og ikke har noget at bekymre mig om.


Men jeg er hunderæd for mødet med sundhedspersonale og en krop, der måske ikke lige måler og vejer, hvad den “burde”. Jeg har haft et væld af dårlige oplevelser med især læger, og er flere gange blevet nægtet undersøgelser og sendt hjem med kommentarer om, at smerterne nok forsvandt af sig selv, hvis jeg smed de 10 kg. Vi snakker heriblandt alvorlige behandlingskrævende skader.

Jeg tænker, at man med en graviditet i forvejen opgiver en del af ejerskabet over sin egen krop. Og jeg glæder mig til at dele min krop med et kommende barn. Men samtidig frygter jeg virkelig, at det kan gøre mødet med sundhedssektoren endnu mere ubehagelig. Man har jo hørt en del skrækhistorier efterhånden.

Er der nogen herinde, der har positive erfaringer som tyk gravid og sundhedsvæsenet, som de vil dele, og som kan berolige mig lidt?

Til dem, der læser med og tænker “så smid dog i stedet de 10 kg og slip frygten”: Lad venligst være med at svare og brug evt i stedet energien på at google, hvorfor bmi ikke er en entydig god sundhedsindikator.

10 kilo for meget er vel nærmest det mest normale.

Jeg ville på ingen måde være nervøs. Eventuelt kan du nævne det for din egen læge, og så kan han skrive det i din vandrejournal - det burde lukke munden på fremtidige emsige sundhedspersonaler.

[Iforbifarten]

Jeg har haft BMI, der i sig selv udløste glukosetest (det er ikke kun 10 kg for meget ) og fået tilbudt nogle ekstra samtaler om kost og bevægelse og jm nævnte de muligheder, der var i kommunens for gravidvenlig motion fx i varmt vand. Jeg har ikke oplevet noget være ubehageligt.

Du skal huske, at alt er et tilbud. Der er ikke noget du skal. Du overgiver ikke noget ejerskab af din krop til nogen som helst i sundhedsvæsenet. Jeg synes generelt det er en god ide at følge anbefalingerne, men det er op til dig selv. Jeg har sagt både ja og nej til anbefalinger og fortalt ting jeg under inden omstændigheder ville have skulle ske. Jeg har fortrudt én gang jeg ikke fulgte en anbefaling, men det er det. Og man må også godt vælge. Så man fx siger ok til blodtryk, men nej til vejning.

Held og lykke med det hele.

[Lys]

Jeg har haft BMI, der i sig selv udløste glukosetest (det er ikke kun 10 kg for meget ) og fået tilbudt nogle ekstra samtaler om kost og bevægelse og jm nævnte de muligheder, der var i kommunens for gravidvenlig motion fx i varmt vand. Jeg har ikke oplevet noget være ubehageligt.

Du skal huske, at alt er et tilbud. Der er ikke noget du skal. Du overgiver ikke noget ejerskab af din krop til nogen som helst i sundhedsvæsenet. Jeg synes generelt det er en god ide at følge anbefalingerne, men det er op til dig selv. Jeg har sagt både ja og nej til anbefalinger og fortalt ting jeg under inden omstændigheder ville have skulle ske. Jeg har fortrudt én gang jeg ikke fulgte en anbefaling, men det er det. Og man må også godt vælge. Så man fx siger ok til blodtryk, men nej til vejning.

Held og lykke med det hele.

Jeg ved ikke, om jeg misforstår dig, men glukosebelastningstest tilbydes ved BMI 27. Det behøver da på ingen måde være 10 kg “for meget”.

Derudover er jeg enig med dig i, at man skal huske, at alt er tilbud.

[Alphilia]

Jeg havde BMI på 28-29 før gravid og blev fulgt i en specialkons med fokus på det. Det var fint for mig fordi jeg gerne selv ville være obs på vægt og jeg blev kun mødt på en god og respektfuld måde.

I fertilitetsverdenen var det lidt mere kontant.

Jeg synes i alt det her, at man også skal huske på at det jo også er sundhedspersonalets opgave at informere om de risici der kan opstå ved højt bmi. Og ja, det skal selvfølgelig gøres på en faglig, saglig og empatisk måde

[Torn]

Jeg har haft BMI, der i sig selv udløste glukosetest (det er ikke kun 10 kg for meget ) og fået tilbudt nogle ekstra samtaler om kost og bevægelse og jm nævnte de muligheder, der var i kommunens for gravidvenlig motion fx i varmt vand. Jeg har ikke oplevet noget være ubehageligt.

Du skal huske, at alt er et tilbud. Der er ikke noget du skal. Du overgiver ikke noget ejerskab af din krop til nogen som helst i sundhedsvæsenet. Jeg synes generelt det er en god ide at følge anbefalingerne, men det er op til dig selv. Jeg har sagt både ja og nej til anbefalinger og fortalt ting jeg under inden omstændigheder ville have skulle ske. Jeg har fortrudt én gang jeg ikke fulgte en anbefaling, men det er det. Og man må også godt vælge. Så man fx siger ok til blodtryk, men nej til vejning.

Held og lykke med det hele.

Jeg ved ikke, om jeg misforstår dig, men glukosebelastningstest tilbydes ved BMI 27. Det behøver da på ingen måde være 10 kg “for meget”.

Derudover er jeg enig med dig i, at man skal huske, at alt er tilbud.

For mig er det fx 7 kg.

[1234]

Jeg har haft BMI, der i sig selv udløste glukosetest (det er ikke kun 10 kg for meget ) og fået tilbudt nogle ekstra samtaler om kost og bevægelse og jm nævnte de muligheder, der var i kommunens for gravidvenlig motion fx i varmt vand. Jeg har ikke oplevet noget være ubehageligt.

Du skal huske, at alt er et tilbud. Der er ikke noget du skal. Du overgiver ikke noget ejerskab af din krop til nogen som helst i sundhedsvæsenet. Jeg synes generelt det er en god ide at følge anbefalingerne, men det er op til dig selv. Jeg har sagt både ja og nej til anbefalinger og fortalt ting jeg under inden omstændigheder ville have skulle ske. Jeg har fortrudt én gang jeg ikke fulgte en anbefaling, men det er det. Og man må også godt vælge. Så man fx siger ok til blodtryk, men nej til vejning.

Held og lykke med det hele.

Jeg ved ikke, om jeg misforstår dig, men glukosebelastningstest tilbydes ved BMI 27. Det behøver da på ingen måde være 10 kg “for meget”.

Derudover er jeg enig med dig i, at man skal huske, at alt er tilbud.

Det afhænger vel af ens højde og om de 10 kg er 10 kg for meget fra at være normalvægtig med en bmi under 25 eller om de 10 kg er fra, hvad man føler er ens idealvægt, hvilket er mit indtryk, at folk tit sætter lidt lavere.

Jeg ville fx synes, at jeg vejede 15-20 kg for meget ved en bmi på 27, men i forhold tik bmi er det kun ca. 6 kg fra normalvægtig.

[Lys]

Jeg har haft BMI, der i sig selv udløste glukosetest (det er ikke kun 10 kg for meget ) og fået tilbudt nogle ekstra samtaler om kost og bevægelse og jm nævnte de muligheder, der var i kommunens for gravidvenlig motion fx i varmt vand. Jeg har ikke oplevet noget være ubehageligt.

Du skal huske, at alt er et tilbud. Der er ikke noget du skal. Du overgiver ikke noget ejerskab af din krop til nogen som helst i sundhedsvæsenet. Jeg synes generelt det er en god ide at følge anbefalingerne, men det er op til dig selv. Jeg har sagt både ja og nej til anbefalinger og fortalt ting jeg under inden omstændigheder ville have skulle ske. Jeg har fortrudt én gang jeg ikke fulgte en anbefaling, men det er det. Og man må også godt vælge. Så man fx siger ok til blodtryk, men nej til vejning.

Held og lykke med det hele.

Jeg ved ikke, om jeg misforstår dig, men glukosebelastningstest tilbydes ved BMI 27. Det behøver da på ingen måde være 10 kg “for meget”.

Derudover er jeg enig med dig i, at man skal huske, at alt er tilbud.

Det afhænger vel af ens højde og om de 10 kg er 10 kg for meget fra at være normalvægtig med en bmi under 25 eller om de 10 kg er fra, hvad man føler er ens idealvægt, hvilket er mit indtryk, at folk tit sætter lidt lavere.

Jeg ville fx synes, at jeg vejede 15-20 kg for meget ved en bmi på 27, men i forhold tik bmi er det kun ca. 6 kg fra normalvægtig.

Øhm ja? Det ligger vel også i min formulering “det behøver ikke at være…”, som levner rum for, at det også godt kan være tilfældet. Det indlæg, jeg svarede på, forstod jeg som væsentligt mere sort/hvidt, og det ville jeg gerne nuancere.

[1234]

Vi er gået forsigtigt i gang med at prøve at blive gravide. Størstedelen af de bekymringer jeg har haft, synes jeg egentlig er faldet på plads bortset fra én:
Jeg bryder mig virkelig ikke som læger og andre sundhedsfaglige.

Jeg har nok en 10 kg for meget på sidebenene og har sluttet fred med, at de nok er kommet for at blive. Jeg stoler på- og kender min egen krop, og hvis den havde det signifikant bedre med at veje 10 kg mindre, så ville den nok veje 10 kg mindre, når jeg nu har givet den rimelige forudsætninger for det i form af kost og træning. Desudne går jeg hos en personlig træner (fokus på skader og ikke vægttab), der mener, jeg er i fin form og fit til en graviditet og ikke har noget at bekymre mig om.


Men jeg er hunderæd for mødet med sundhedspersonale og en krop, der måske ikke lige måler og vejer, hvad den “burde”. Jeg har haft et væld af dårlige oplevelser med især læger, og er flere gange blevet nægtet undersøgelser og sendt hjem med kommentarer om, at smerterne nok forsvandt af sig selv, hvis jeg smed de 10 kg. Vi snakker heriblandt alvorlige behandlingskrævende skader.

Jeg tænker, at man med en graviditet i forvejen opgiver en del af ejerskabet over sin egen krop. Og jeg glæder mig til at dele min krop med et kommende barn. Men samtidig frygter jeg virkelig, at det kan gøre mødet med sundhedssektoren endnu mere ubehagelig. Man har jo hørt en del skrækhistorier efterhånden.

Er der nogen herinde, der har positive erfaringer som tyk gravid og sundhedsvæsenet, som de vil dele, og som kan berolige mig lidt?

Til dem, der læser med og tænker “så smid dog i stedet de 10 kg og slip frygten”: Lad venligst være med at svare og brug evt i stedet energien på at google, hvorfor bmi ikke er en entydig god sundhedsindikator.

10 kilo for meget er vel nærmest det mest normale.

Jeg ville på ingen måde være nervøs. Eventuelt kan du nævne det for din egen læge, og så kan han skrive det i din vandrejournal - det burde lukke munden på fremtidige emsige sundhedspersonaler.

Jeg blev faktisk lidt nysgerrig efter dit indlæg og forsøgt at google lidt. Umiddelbart er det gennemsnitlige BMI lige omkring 25 for alle kvinder. Så umiddelbart er 10 kg for meget nok ret almindeligt uden ligefrem at være gennemsnittet/median for kvinder. Jeg ved dog ikke i forhold til den fertile aldergruppe, så langt bragt min søgning mig ikke.

[ajnaM]

Vi er gået forsigtigt i gang med at prøve at blive gravide. Størstedelen af de bekymringer jeg har haft, synes jeg egentlig er faldet på plads bortset fra én:
Jeg bryder mig virkelig ikke som læger og andre sundhedsfaglige.

Jeg har nok en 10 kg for meget på sidebenene og har sluttet fred med, at de nok er kommet for at blive. Jeg stoler på- og kender min egen krop, og hvis den havde det signifikant bedre med at veje 10 kg mindre, så ville den nok veje 10 kg mindre, når jeg nu har givet den rimelige forudsætninger for det i form af kost og træning. Desudne går jeg hos en personlig træner (fokus på skader og ikke vægttab), der mener, jeg er i fin form og fit til en graviditet og ikke har noget at bekymre mig om.


Men jeg er hunderæd for mødet med sundhedspersonale og en krop, der måske ikke lige måler og vejer, hvad den “burde”. Jeg har haft et væld af dårlige oplevelser med især læger, og er flere gange blevet nægtet undersøgelser og sendt hjem med kommentarer om, at smerterne nok forsvandt af sig selv, hvis jeg smed de 10 kg. Vi snakker heriblandt alvorlige behandlingskrævende skader.

Jeg tænker, at man med en graviditet i forvejen opgiver en del af ejerskabet over sin egen krop. Og jeg glæder mig til at dele min krop med et kommende barn. Men samtidig frygter jeg virkelig, at det kan gøre mødet med sundhedssektoren endnu mere ubehagelig. Man har jo hørt en del skrækhistorier efterhånden.

Er der nogen herinde, der har positive erfaringer som tyk gravid og sundhedsvæsenet, som de vil dele, og som kan berolige mig lidt?

Til dem, der læser med og tænker “så smid dog i stedet de 10 kg og slip frygten”: Lad venligst være med at svare og brug evt i stedet energien på at google, hvorfor bmi ikke er en entydig god sundhedsindikator.

10 kilo for meget er vel nærmest det mest normale.

Jeg ville på ingen måde være nervøs. Eventuelt kan du nævne det for din egen læge, og så kan han skrive det i din vandrejournal - det burde lukke munden på fremtidige emsige sundhedspersonaler.

Jeg blev faktisk lidt nysgerrig efter dit indlæg og forsøgt at google lidt. Umiddelbart er det gennemsnitlige BMI lige omkring 25 for alle kvinder. Så umiddelbart er 10 kg for meget nok ret almindeligt uden ligefrem at være gennemsnittet/median for kvinder. Jeg ved dog ikke i forhold til den fertile aldergruppe, så langt bragt min søgning mig ikke.

Der er helt sikkert noget alder (og geografi og alt muligt andet), der spiller ind - men helt generelt er det ikke unormalt at have 10 kilo for meget på sidebenene.

Jeg er ikke engang sikker på, om det reelt skader i forhold til fødsel og graviditet. Altså, når du er meget overvægtig, skader det - men min læge sagde i sin tid, at det var bedre lige at have lidt på sidebenene i forhold til fertiliteten, end at være meget tynd. Ved ikke, om det er rigtigt, men set ud fra et biologisk perspektiv ville det give god mening.

[Iforbifarten]

Jeg har haft BMI, der i sig selv udløste glukosetest (det er ikke kun 10 kg for meget ) og fået tilbudt nogle ekstra samtaler om kost og bevægelse og jm nævnte de muligheder, der var i kommunens for gravidvenlig motion fx i varmt vand. Jeg har ikke oplevet noget være ubehageligt.

Du skal huske, at alt er et tilbud. Der er ikke noget du skal. Du overgiver ikke noget ejerskab af din krop til nogen som helst i sundhedsvæsenet. Jeg synes generelt det er en god ide at følge anbefalingerne, men det er op til dig selv. Jeg har sagt både ja og nej til anbefalinger og fortalt ting jeg under inden omstændigheder ville have skulle ske. Jeg har fortrudt én gang jeg ikke fulgte en anbefaling, men det er det. Og man må også godt vælge. Så man fx siger ok til blodtryk, men nej til vejning.

Held og lykke med det hele.

Jeg ved ikke, om jeg misforstår dig, men glukosebelastningstest tilbydes ved BMI 27. Det behøver da på ingen måde være 10 kg “for meget”.

Derudover er jeg enig med dig i, at man skal huske, at alt er tilbud.

Jeg ved ikke om du misforstår mig, men det var bare en måde at beskrive på, at jeg havde er langt højere bmi og vejede langt mere end 10 kg for meget og de ting jeg har beskrevet jeg blev tilbudt var på den baggrund. Jeg huskede så grænsen som BMI på 30 for glukosetest. Der er korrekt at færre kilo end 10 kan gøre man kommer over et BMI på 27.

[Lys]

Jeg havde BMI på 28-29 før gravid og blev fulgt i en specialkons med fokus på det. Det var fint for mig fordi jeg gerne selv ville være obs på vægt og jeg blev kun mødt på en god og respektfuld måde.

I fertilitetsverdenen var det lidt mere kontant.

Jeg synes i alt det her, at man også skal huske på at det jo også er sundhedspersonalets opgave at informere om de risici der kan opstå ved højt bmi. Og ja, det skal selvfølgelig gøres på en faglig, saglig og empatisk måde

Men er 10 kg “for meget” (med forbehold for, at det kan betyde meget forskelligt) i sig selv forbundet med forøget risiko i forbindelse med graviditet? Altså forudsat at blodtryk etc er normalt, man er i fin form osv.? Jeg oplevede nemlig ikke nogen særlig opmærksomhed trods moderat overvægt. For jeg er jo enig med dig, men mener også at man skal kigge på den enkelte uden at lire standardreprimander af.

[1234]

Vi er gået forsigtigt i gang med at prøve at blive gravide. Størstedelen af de bekymringer jeg har haft, synes jeg egentlig er faldet på plads bortset fra én:
Jeg bryder mig virkelig ikke som læger og andre sundhedsfaglige.

Jeg har nok en 10 kg for meget på sidebenene og har sluttet fred med, at de nok er kommet for at blive. Jeg stoler på- og kender min egen krop, og hvis den havde det signifikant bedre med at veje 10 kg mindre, så ville den nok veje 10 kg mindre, når jeg nu har givet den rimelige forudsætninger for det i form af kost og træning. Desudne går jeg hos en personlig træner (fokus på skader og ikke vægttab), der mener, jeg er i fin form og fit til en graviditet og ikke har noget at bekymre mig om.


Men jeg er hunderæd for mødet med sundhedspersonale og en krop, der måske ikke lige måler og vejer, hvad den “burde”. Jeg har haft et væld af dårlige oplevelser med især læger, og er flere gange blevet nægtet undersøgelser og sendt hjem med kommentarer om, at smerterne nok forsvandt af sig selv, hvis jeg smed de 10 kg. Vi snakker heriblandt alvorlige behandlingskrævende skader.

Jeg tænker, at man med en graviditet i forvejen opgiver en del af ejerskabet over sin egen krop. Og jeg glæder mig til at dele min krop med et kommende barn. Men samtidig frygter jeg virkelig, at det kan gøre mødet med sundhedssektoren endnu mere ubehagelig. Man har jo hørt en del skrækhistorier efterhånden.

Er der nogen herinde, der har positive erfaringer som tyk gravid og sundhedsvæsenet, som de vil dele, og som kan berolige mig lidt?

Til dem, der læser med og tænker “så smid dog i stedet de 10 kg og slip frygten”: Lad venligst være med at svare og brug evt i stedet energien på at google, hvorfor bmi ikke er en entydig god sundhedsindikator.

10 kilo for meget er vel nærmest det mest normale.

Jeg ville på ingen måde være nervøs. Eventuelt kan du nævne det for din egen læge, og så kan han skrive det i din vandrejournal - det burde lukke munden på fremtidige emsige sundhedspersonaler.

Jeg blev faktisk lidt nysgerrig efter dit indlæg og forsøgt at google lidt. Umiddelbart er det gennemsnitlige BMI lige omkring 25 for alle kvinder. Så umiddelbart er 10 kg for meget nok ret almindeligt uden ligefrem at være gennemsnittet/median for kvinder. Jeg ved dog ikke i forhold til den fertile aldergruppe, så langt bragt min søgning mig ikke.

Der er helt sikkert noget alder (og geografi og alt muligt andet), der spiller ind - men helt generelt er det ikke unormalt at have 10 kilo for meget på sidebenene.

Jeg er ikke engang sikker på, om det reelt skader i forhold til fødsel og graviditet. Altså, når du er meget overvægtig, skader det - men min læge sagde i sin tid, at det var bedre lige at have lidt på sidebenene i forhold til fertiliteten, end at være meget tynd. Ved ikke, om det er rigtigt, men set ud fra et biologisk perspektiv ville det give god mening.

Altså jeg tænkt heller ikke det var vildt usædvanligt. Jeg blev bare nysgerrig, da du brugt termen mest normale. Og jeg umiddelbart tænkte, at det ikke var

Det tror jeg sådan set heller ikke. Ens menstruation stopper jo ved for lav ikke høj vægt.