Debatten

Vi er gået forsigtigt i gang med at prøve at blive gravide. Størstedelen af de bekymringer jeg har haft, synes jeg egentlig er faldet på plads bortset fra én:
Jeg bryder mig virkelig ikke som læger og andre sundhedsfaglige.

Jeg har nok en 10 kg for meget på sidebenene og har sluttet fred med, at de nok er kommet for at blive. Jeg stoler på- og kender min egen krop, og hvis den havde det signifikant bedre med at veje 10 kg mindre, så ville den nok veje 10 kg mindre, når jeg nu har givet den rimelige forudsætninger for det i form af kost og træning. Desudne går jeg hos en personlig træner (fokus på skader og ikke vægttab), der mener, jeg er i fin form og fit til en graviditet og ikke har noget at bekymre mig om.


Men jeg er hunderæd for mødet med sundhedspersonale og en krop, der måske ikke lige måler og vejer, hvad den “burde”. Jeg har haft et væld af dårlige oplevelser med især læger, og er flere gange blevet nægtet undersøgelser og sendt hjem med kommentarer om, at smerterne nok forsvandt af sig selv, hvis jeg smed de 10 kg. Vi snakker heriblandt alvorlige behandlingskrævende skader.

Jeg tænker, at man med en graviditet i forvejen opgiver en del af ejerskabet over sin egen krop. Og jeg glæder mig til at dele min krop med et kommende barn. Men samtidig frygter jeg virkelig, at det kan gøre mødet med sundhedssektoren endnu mere ubehagelig. Man har jo hørt en del skrækhistorier efterhånden.

Er der nogen herinde, der har positive erfaringer som tyk gravid og sundhedsvæsenet, som de vil dele, og som kan berolige mig lidt?

Til dem, der læser med og tænker “så smid dog i stedet de 10 kg og slip frygten”: Lad venligst være med at svare og brug evt i stedet energien på at google, hvorfor bmi ikke er en entydig god sundhedsindikator.

Før min første graviditet havde jeg et BMI på 22 og før min anden graviditet havde jeg et BMI på 27. Eneste forskel i behandlingen var at jeg blev tilbudt en glukosetest ved anden graviditet. Jeg vejede i øvrigt præcis det samme, da jeg fødte begge gange; jeg havde bare taget væsentligt mindre på anden gang.

Til min anden graviditet var min bmi på 30.1 og derfor skulle jeg til en jordemoder med fokus på kost. Hun nævnte faktisk aldrig noget om mad men jeg nåede også igennem 4 jordemødre... Tilgengæld synes jeg at jeg gik til flere besøg end andre 2. Gangs mødre.
Så du skal virkelig ikke tage det så tungt, 10 kg. Er ingenting. Alt handler om bmi.

Bmi på 27 giver netop glukosebelastning og 30 giver åbenbart sådan en snak...

Det var ret uproblematisk. Mit BMI lå vist på 28-29 stykker og sygeplejersken nævnte vist noget med ikke at tage for meget på til første besøg, men ellers var det ikke noget, som hverken læge eller jordemor gik op i. Jeg fik glukosebelastningstest, som ikke viste problemer og blodtryk og andet var fint. Og det var vist det væsentligste.

Jeg var i øvrigt til gynækolog med henblik på fertilitetsbehandling forinden, og jeg var faktisk lidt spændt på hans vurdering af min vægts betydning. Og han var bare sådan lidt; det er SÅ fint og meget bedre end at veje for lidt.

Mit bmi lå på 31-32 da jeg blev gravid og jeg hørte intet til det. Jeg skulle have en glukosetest på grund af vægt og det var alt der var om det. Den var i øvrigt som den skulle være.

Og så tænker jeg ikke 10 kg for meget er noget de vil kaste sig over, det håber jeg virkelig ikke.

Åh, tak for svar. Det letter.

Jeg ved ikke hvad jeg vejer helt præcis. Jeg har smidt min vægt ud og fokuserer på intuitiv spisning med udgangspunkt i en madplan (ja, det lyder nok lidt skørt, men det er noget med tre faste måltider og variation af eventuelle mellemmåltider ifht intuition, da min appetit ofte svinger med min cyklus) og træning med min træner. Jeg kender min krop godt, og føler mig faktisk stærkere og sundere, end da jeg var i mit livs bedste form.

Jeg har et par veninder med normal bmi, der alligevel har oplevet at få hug af jordemoderen pga tykhed. Den ene endte med at droppe ud af fertilitetsbehandling fordi de var så meget efter hende med vægten, og hun var altså ganske slank og i god form (hun endte så med at blive gravid naturligt et par måneder efter).

Selv blev jeg engang uopfordret kaldt overvægtig af en læge, da jeg som purung str 36-38, 170 cm høj med klassisk timeglasfigur spurgte ind til noget eksem Så jeg frygter virkelig, hvad de vil sige til sådan en som mig idag.

Jeg ville jo mene, at det er logik for burhøns at stressen der er forbundet med vægtstigmatisering er langt mere skadelig. Så når jeg forhåbentlig snart bliver gravid, kan jeg godt mærke, at jeg skal have indøvet et par gode forsvarsmekanismer, hvis jeg skulle være uheldig at støde på en ubehagelig type.

10 kg for meget kan jeg ikke forestille mig de vil nævne. Det har jeg også altid haft.

Jeg kan i øvrigt godt genkende din bekymring. Jeg tror nok, at jeg på forhånd ligesom havde besluttet mig for, at det ikke var noget, jeg ville have skulle være et tema, så jeg havde forberedt et svar, hvis det kom op som du beskriver. Jeg kan ikke huske hvad mit svar var, fordi det aldrig blev aktuelt, men måske kunne det være en strategi for dig? Et eller andet neutralt/venligt a la “jeg har det rigtig fint med min vægt og i god form, så jeg vil gerne, at vi ikke taler om det”.

Lys skrev:Jeg kan i øvrigt godt genkende din bekymring. Jeg tror nok, at jeg på forhånd ligesom havde besluttet mig for, at det ikke var noget, jeg ville have skulle være et tema, så jeg havde forberedt et svar, hvis det kom op som du beskriver. Jeg kan ikke huske hvad mit svar var, fordi det aldrig blev aktuelt, men måske kunne det være en strategi for dig? Et eller andet neutralt/venligt a la “jeg har det rigtig fint med min vægt og i god form, så jeg vil gerne, at vi ikke taler om det”.

Jeg skal helt sikkert have indøvet en slags modstrategi. Jeg håber ikke den bliver nødvendig, men for sindsroens skyld

Jeg havde et BMI på 34, da jeg blev gravid og jeg fik at vide hvad anbefalingen var i forhold til vægtøgning, men ellers ikke mere. Var selvfølgelig til glukosebelastning (både pga. overvægt og familiær diabetes) og endte også med at få diabetes, men det er væk igen (på trods af, at jeg stadig er overvægtig). Det har i øvrigt ikke nogen direkte sammenhæng med overvægt i forbindelse med graviditet.

Jeg var i øvrigt virkelig stor til sidst, blandt andet på grund af vand i kroppen. Og så var der faktisk en fødselslæge der sagde til mig "Det bedste du kan gøre for dig selv og din krop, er at tabe 20 kg inden du skal have næste barn." Det sagde hun vel at mærke inden jeg overhovedet havde født. Jeg tog det ikke så tungt - damen havde jo ret. Men det tror jeg faktisk var den eneste vægt-negative kommentar jeg har fået.

Så jeg tænker du med ro i hovedet og kroppen kan tage til første lægeundersøgelse. Hvis nogen begynder på at sige noget negativt, så synes jeg du skal forklare, at du er sund og rask og derfor ikke vil høre på kommentarer om din vægt.

Jeg kender flere, som har været overvægtige, og har ikke indtryk af, at de har "hørt for det". Og det skal da virkelig ikke afskrække dig fra at blive gravid! Jeg ville som foreslået forberede et svar a la "ja jeg vejer lidt mere end gennemsnittet men er sund og rask derudover, så det synes jeg ikke, vi skal bruge mere tid på". Men jeg tror ikke du vil møde noget, der bliver et problem.

Jeg har meget eksplicit givet udtryk for at jeg hverken ville snakke om det eller vejes - overhovedet. Det har været helt fint.

Jeg har også bare sagt til læge og jordemoder, at jeg ikke ville vejes, og at jeg i øvrigt heller ikke ville vide tallet på vægten til nf. Både læge og jordemoder var helt cool med det, og stregede vægtfeltet i vandrejournalen over uden kommentarer.
Mit bmi lå til nf omkring 28, så det er ikke sikkert jeg havde sluppet lige så let, hvis det var 30 kg overvægt vi snakkede om :-)

Jeg kender godt følelsen af at forvente det værste forud for hver konsultation. Jeg har 3 graviditeter bag mig og kan heldigvis nævne flest positive oplevelser som ikke havde noget med vægt at gøre.
Hvis man oplever noget grænseoverskridende mht at tale om vægt og kost gennem graviditeten, tænker jeg du “bare” skal være klar på at sige fra.

Altså jeg var meget overvægtig. Reguleret fed ved de første to graviditeter.
Og jeg oplevede faktisk mest åbne og omsorgsfulde snakke om det.
Dog husker jeg en meget træls sygeplejerske i min anden graviditet. Jeg var indlagt lige inden fødsel, pga flere forskellige problematikker (ikke fedme relateret) og både mig og foster blev kontrolleret dagligt.

En dag jeg står på vægten (ja jeg er fed - men har ikke taget noget på i mange uger. Og her taler vi de sidste uger inden fødsel. Så lægerne havde sagt at jeg nok ikke kunne og heller ikke burde holde vægten mere. Men tage på trods fedme) der har jeg taget lidt på siden sidste vejning. Og jeg siger “ det ser jo fint ud”
Hvor sygeplejersken koldt siger “syntes du det med den vægt….”

Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. For som fed er man flov nok over vægten. Og så blive mødt sådan af en person der skulle forestille at være professionel, det slog mig ud.


Jeg tænker ikke ti kg vil gøre nogen forskel.
Men som andre foreslår. Så vil jeg nok - baseret på egne bitre erfaringer, formulere en standart sætning der kan bruges og afveksles i mange forskellige situationer - det ville jeg ønske jeg selv havde vidst.