Fødselsberetninger

Brugeravatar
FruKuk
Indlæg: 5644
Tilmeldt: 16. sep 2015, 18:05
Kort karma: 927
Likede indlæg: 10021

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf FruKuk » 9. nov 2017, 19:10

Storesøsters fødsel april 2010

Jeg havde rundet den 42 uger og havde tid til igangsættelse kl. 19.00, så kl. 18.00 pakkede vi de sidste ting i bilen og kørte mod sygehuset. Desværre nåede vi kun halvvejs, da min telefon ringede og en sygeplejerske meddelte, at de desværre ikke havde plads til flere fødende, så jeg måtte komme igen dagen efter…. Lad mig bare sige, at jeg ikke tog beskeden synderligt pænt. Jeg tudede og tudede og tudede. Og tudede og tudede. Faktisk tudede jeg så længe, at jeg fik ondt i maven. Og lænden. Og pludselig fik jeg fandme også plukveer – som om jeg ikke havde det ringe nok i forvejen :sur: Manden spurgte forsigtigt, om det ikke kunne være veer, hvilket jeg arrigt afviste.

kl. 21.00 var jeg dog stor nok til at indrømme, at han nok havde ret, og den næste times tid var der en 5-6 minutter mellem veerne, der bed lidt men ikke noget, der ikke var til at holde ud. Kl. 22.30 synes jeg, at det begyndte stramme til, veerne kom med 4 minutters mellemrum, og vi havde 1 time til sygehuset, så jeg ringede for at høre, om vi kunne komme, hvortil meldingen var ”vi har desværre stadig ikke plads, så hvis du kan trække den lidt med at komme, vil det være fint” Så det gjorde vi indtil midnat, hvor der nu var 2 minutter mellem veerne, hvor vi fik lov til at komme ind ”og så håber vi, at der bliver plads, inden I når frem”

Kl. 01.00 ankommer vi til sygehuset, hvor vi bliver sat i et par stole på barselsgangen. Der har vi siddet en halv times tid, da en sygeplejerske går forbi og spørger min mand, hvor jævnligt jeg har veer. Meldingen fra hr. Kuk var, at de kom med ca 1 minuts mellem og varer ca 1 minut, hvilket udløser, at damen forsvinder og vender tilbage 15 minutter senere med en meget nybagt mor med hendes baby i armen og en melding til os om ”at de lige får rengøringen til at tage det værste, så kan vi få en fødestue”

kl. 02.00 får vi en stue, og jeg bliver tjekket og er 9 cm åben. Den næste times tid skal jeg vende mig hvert 5. minut, da datteren ikke står fast i bækkenet og derfor skal roteres ned på plads.

Kl. 03.00 er jeg 10 cm åben og må presse. Aldrig i mit liv har jeg prøvet noget til hæsligt. Udvidelsesveerne var til at arbejde med. Men presseveerne – jamen det føles jo seriøst som at blive stukket i dåsen af en milliard gedebremser :nerve: Heldigvis skal jeg kun presse i 35 minutter, så kommer førstearvingen til verden med en kampvægt på 4140 gram og et hovedomfang på 38 cm (hvilket angiveligt skulle være en del af forklaringen på, at jeg syntes pressefasen var lidt strid)
2
Brugeravatar
FruKuk
Indlæg: 5644
Tilmeldt: 16. sep 2015, 18:05
Kort karma: 927
Likede indlæg: 10021

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf FruKuk » 9. nov 2017, 19:18

Lillebrors fødsels januar 2013

Jeg vågner op og kan med det samme fornemme, at smerterne i skroget er anderledes end den sidste måneds smerter/plukveer/snydeveer, og jeg begynder straks at håbe på, at lillebror nu endelig har tænkt sig at komme ud.

Jeg får afleveret storesøster og skrevet i min terminstråd, at jeg tror, at der måske er noget under opsejling. Efter en lur er det hele dog gået i sig selv igen - øv:sur:

Kl.16.00 henter jeg storesøsteren, brokker mig til dagplejemor over manglende fødsel og får derefter handlet til aftensmad.

Kl. 16.30 synes jeg, at smerterne kommer lidt igen. Dog så milde, korte og uregelmæssige, at jeg tvivler på, at det bliver til noget som helst.

Kl. 17.00 kommer manden hjem fra arbejde. Jeg fortæller ham om smerterne, som nu kommer lidt oftere og minder lidt om optakten til søsters fødsel. Vi taler frem og tilbage om, hvorvidt vi skal tænke i pasning til den store. Vil helst være fri for at skulle hive hende op midt om natten, men er på den anden side meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skal føde.

Kl.18.00 er smerterne lidt mere regelmæssige, om end stadig meget milde. Vi beslutter dog, at det er bedst at få den store passet om natten - just in case. Jeg får ringet og aftalt, at manden kommer med datteren, og får derefter pakket de sidste småting til hende. Kl. 18.17 opdaterer jeg på debatten, at jeg nu har tegnblødning. Mand og datter kører af sted kl. 18.30. Smerterne begynder at tage lidt til i styrke, og jeg begynder så småt at tro på, at der måske alligevel kan komme en baby i løbet af natten.

Det næste er skrevet med udgangspunkt i min opkaldsliste fra telefonen.

Da jeg er med i kendt JM-ordning havde min JM bedt mig give lyd til hendes vagttelefon, hvis jeg troede, at der var noget under opsejling - bare så hun lige var adviseret. Jeg ringer derfor kl. 19.13 for at sige, at jeg tror, at jeg måske kigger forbi i løbet af natten. Min JM er i gang med en fødsel, men sekretæren vil give hende besked.

19.20 sender jeg en sms til manden om, at han ikke behøver vente alt for længe med at komme hjem, da jeg synes, at veerne nu napper godt til. På dette tidspunkt er der ca. 5 minutter fra ve-start til ve-start og veerne varer 1½ minut. Jeg synes, at det er rimeligt lede, men har det fint i pauserne.

19.40 kommer manden hjem, og der er nu 4 minutter fra ve- start til ve-start. Kl. 19.52 ringer jeg til JM for lige at høre, hvad hun tænker. Hun har lige afsluttet en fødsel, og vi aftaler, at jeg kan komme til tjek kl. 21.00.

20.00 veerne kommer nu uden pause og varer 2½ minut, jeg er max presset og forstår slet ikke, at jeg er SÅ dårlig til at tackle smerterne denne gang. Jeg beder manden ringe til JM og sige, at vi bliver nødt til at køre nu, da der slet ikke er pause mellem veerne. Hun giver grønt lys for, at vi bare kan komme.

Mens manden får de sidste ting smidt i bilen, kan jeg mærke, at jeg skal på toilettet. Mens jeg sidder der, overmander veerne mig fuldstændigt og jeg kan slet ikke styre min vejrtrækning, føler at jeg skal lave stort, men kan instinktivt mærke, at jeg ikke skal presse. Manden kommer ud til mig, og jeg meddeler ham, at jeg ikke kan overskue at komme ud i bilen. Han spørger, om han skal ringe til nogen. Det skal han ikke, da jeg ikke kan overskue at skulle udstille, hvor ringe jeg er til at håndtere veerne. Jeg beder ham vente et øjeblik, så jeg lige kan få styr på min vejrtrækning. Lige pludselig kan jeg genkende den svidende smerte fra lige før, jeg fødte datteren, og jeg kan ganske rigtigt mærke lillebrors hoved. Jeg får kaldt på manden og bedt om, at han ringer efter hjælp.

20.07 ringer manden 112 og meddeler, at hans kone højst sandsynligt er ved at føde. Samtidig ringer han også op til min JM. Begge mobiler bliver sat på medhør, og alarmcentralen og JM aftaler, at det er alarmcentralen, der dirigerer. Jeg bliver bedt om at lægge mig på badeværelsesgulvet, og manden bliver spurgt, om han kan se noget. Han kan se hår og et hoved på vej ud. 1 sekund efter er hoved helt ude, og jeg spørger, om jeg bare skal presse. Det bliver der sagt ja til. I en enkelt presseve føder jeg lillebror, som manden tager imod, lillebror skriger med det samme. Alarmcentralen meddeler, at et stk. levende barn er født 20.10 :lun:

Manden frotterer lillebror, og lægger ham herefter op til mig. Falck ankommer 20.11 og konstaterer med et smil på læben, at de har sådan en 10 punkts guide til fødsler, men at vi jo har klaret de 8 første punkter selv, så de vil bare springe til nr. 9 - at få navlesnoren klippet.

Stemningen er helt speciel, manden og jeg er lidt fortumlede, men samtidig totalt høje af at vi lige har fået en søn. Falck vil gerne have mig og lillebror lidt kvikt på sygehuset, så vi lige kan blive tjekket og ikke mindst føde moderkagen under lidt mere kontrollerede forhold. Jeg kommer derfor med lidt hjælp op og stå og får tusset ud til båren (der ikke kunne komme ind på vores badeværelse). Her bliver jeg pludselig meget opmærksom på, at jeg står på vores trappesten kun i ført briller og nyfødt :genert: Jeg kommer dog hurtigt op på båren og bliver pakket godt ind.

Vi ankommer til fødegangen kl. 20.45, hvor jeg får født moderkagen uden problemer. Jeg er på dette tidspunkt overbevist om, at jeg er gået i tusind stykker grundet den meget hurtige fødsel, men JM kan konstaterer, at jeg har fået 3 overfladiske skrammer og end ikke skal syes. Jeg fatter ikke en meter, men er bare glad for at slippe for at blive syet.

Lillebror bliver tjekket, målt, vejet og får k-vitaminsprøjte. Han måler 52 cm og vejer 3620 gram og er helt perfekt :love: Jeg har det fantastisk, og kommer lynhurtigt på benene, får tisset og kommer i tøjet. Lillebror sutter lystigt, og vi aftaler med JM, at vi gerne må tage hjem, når hun lige har fået udfyldt nogle papirer.

Så kl. 23.30 er vi pakket sammen og klar til at køre hjem.
15
Brugeravatar
Bøtte
Indlæg: 5917
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:04
Kort karma: 1206
Likede indlæg: 10937

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Bøtte » 11. nov 2017, 08:49

Kuk - du glemte detaljerne - far bruger Georg Jensen håndklæderne og den nye puslepude som 'landingsbane' :-D :lol:
1
Brugeravatar
FruKuk
Indlæg: 5644
Tilmeldt: 16. sep 2015, 18:05
Kort karma: 927
Likede indlæg: 10021

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf FruKuk » 11. nov 2017, 11:16

Bøtte skrev:Kuk - du glemte detaljerne - far bruger Georg Jensen håndklæderne og den nye puslepude som 'landingsbane' :-D :lol:


Åh Gud ja - havde glemt det med håndklæderne. Tænk, at det var en prioritet, at han ikke skulle bruge “de pæne håndklæder” :stoned:
1
Thesen
Indlæg: 96
Tilmeldt: 17. aug 2015, 12:07
Kort karma: 19
Likede indlæg: 254

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Thesen » 17. nov 2017, 14:52

Halv roman coming up :)

Jeg vil spare jer for storesøsters fødselsberetning, der fylder intet mindre end 14 A4-sider - men ok, det tog også 5 dage med hele arsenalet af sukkersyge, igangsættelse, smertestillende mm.

Lillesøster Mynthe - 27.10.16 (født på min egen fødselsdag)


Onsdag d. 26. oktober 2016 (39+4)
Vågner kl. 04 ved at mærke, at der løber noget vådt ud af mig i sengen. Griber et håndklæde, der ligger på stolen ved siden af sengen, og går ud på toilettet, hvor der løber endnu en smule ud, da jeg fjerner håndklædet for at sætte mig på toilettet. Er det vandet der er gået? Er vist lidt natte-konfus, for havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at fødslen skulle starte på denne måde. I forvejen var det jo lidt et longshot at jeg overhovedet skulle gå i gang af mig selv, da der stadig er 3 dage til termin, og jeg jo har tid til igangsættelse torsdag kl. 13 pga. graviditetsbetinget sukkersyge. Tager et bind på, og lister tilbage i seng uden at vække Rasmus. Er forventningsfuld og glad. Tænk, at min krop alligevel kan selv!

Kan selvfølgelig ikke sove, og ender med at vække Rasmus ved 5-tiden og fortælle ham, at jeg tror vandet er gået, og at han nok ikke skal på arbejde i dag. Ca. 5.15 står jeg op, og sætter mig til rette i sofaen med film, computer og tæpper og afventer yderligere. Der kommer lidt flere plukveer end vanligt – nogle af dem bider en smule, men ikke noget der indikerer at en forestående fødsel skulle være under opsejling. Huset vågner som det plejer, og da vi har fået skippet Luna af sted i børnehave ringer vi til fødegangen for at høre, hvordan vi skal forholde os. De beder os komme ind, så de kan tjekke om der reelt har været vandafgang. Vi får pakket de sidste ting sammen, ryddet op og ringet til min mor, som skal passe Luna imens. Vi aftaler med hende, at hun gør sig klar, men at vi ringer når jeg er blevet tjekket.

Ankommer til Roskilde ca. kl. 10 – fuldstændig umuligt at finde en p-plads – vi cirkler nok rundt i 20 min, inden det lykkes. Kommer op på afdelingen, og venter et kvarters tid inden vi bliver hentet af en sød jordemodervikar. På dette tidspunkt er jeg selv lidt skeptisk, for der er ikke rigtig kommet mere vand siden kl. 04, og jeg har ellers læst at man skulle kunne fylde et bind på en times tid. Men hvis det ikke er vandet, hvad pokker er det så? Er i hvert fald HELT sikker på, at jeg ikke har tisset i sengen. Jordemoderen kører en CTG, som ikke rigtig viser noget, andet end plukveer. Jeg bliver herefter undersøgt, hvor hun konstaterer at det IKKE er vandet der er gået – ganske som jeg havde frygtet. Hendes bedste bud er, at der er gået hul på den yderste fosterhinde (der er tilsyneladende to – det vidste jeg ikke. Og der kan åbenbart godt ligge en smule fostervand mellem de to hinder). Ydermere konstaterer hun, at jeg kun er knap 1 cm åben og med 2-3 cm livmoderhals. Det er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved, men jeg bliver simpelthen så ked af det. Føler, at projektet er helt håbløst, og føler mig dum, dum, dum overhovedet at have ladet mig selv tro at jeg kunne gå i fødsel af mig selv. Føler mig for alvor snydt for den naturlige fødsel, som jeg sådan havde håbet på jeg kunne få denne gang. En stor del af min skuffelse går også på, at status ”down under” er som den er. Havde håbet, at jeg havde været mere moden – måske et par cm åben allerede (det synes jeg tit man hører om andengangsfødende), så de måske bare kunne tage vandet til igangsættelsen og jeg kunne slippe for piller. Frygter at vi står overfor en langstrakt igangsættelse som med Luna, og kan ikke helt overskue det.

Egentlig var planen, at vi ville have været ude og spise en god frokost, nu hvor Rasmus alligevel ikke skulle på arbejde, men jeg er helt utrøstelig og bare græder og græder, så vi kører hjem i stedet og jeg sender en sms til min mor og søster og forklarer situationen. Min mor ringer et par gange, men kan slet ikke overskue at tage den. Får dog ringet til hende da vi kommer hjem. Oprindeligt var planen, at hun skulle komme ind til os torsdag formiddag (dér har jeg fødselsdag) – Rasmus skulle til noget workshop med arbejdet fra 9-12, og så skulle vi være på Roskilde kl. 13. Så kunne vi fødselsdagshygge et par timer, og hun kunne hente Luna, hvis vi ikke var retur fra hospitalet. Hun insisterer dog på at køre herned om aftenen (onsdag) i stedet for og blive og sove, og på den måde have bedre tid til hygge torsdag formiddag (er der mon noget med en mors intuition? Hun vidste i hvert fald at jeg var i fødsel, længe inden jeg selv var klar over det). Resten af dagen er jeg stadig i halv-skidt humør, men er da i det mindste holdt op med at tude.

Min mor ankommer ved 20.30-tiden, og vi har nogle hyggelige, men dog stille timer. Jeg har ondt i ryg, lænd, skuldre, nakke mm. og får lokket Rasmus til lidt massage sidst på aftenen. Har haft en del plukveer dagen igennem, men har ikke tillagt dem nogen særlig betydning – især ikke efter den nedslående oplevelse på Roskilde. De bliver dog hyppigere som dagen skrider frem, og i løbet af aftenen begynder de at bide lidt. Jeg er stadig sur på min krop, og synes ikke den kan være bekendt at være sådan en narref***e – endda i ordets bogstaveligste forstand  Jeg beslutter mig for at gå i seng omkring 23.30 (som den første – fornemmer, at der vist skal pakkes noget gave-værk ind og måske sættes lidt flag op). Håber at de tiltagende smerter går i sig selv, og at jeg kan få en god nats søvn og starte på en frisk dagen efter.

Torsdag d. 27. oktober 2016
Efter jeg er gået i seng, kan jeg ikke rigtig finde ro, og får det pludselig skidt. Ondt i maven/mavekramper, kvalme, let svimmelhed og generel utilpashed. Det varer ved i en times tid, og omkring 00.30 går jeg på toilettet – det letter heldigvis lidt på ubehaget, og jeg trisser tilbage i seng. Herefter er det som om min krop finder ro i sig selv igen. Plukveerne fortsætter, smerterne tager til, men jeg er klar i hovedet og har det ikke længere skidt. Langsomt går det op for mig, at det her nok ikke er falsk alarm – jeg har sgu veer. Rigtige veer! Skal det virkelig lykkedes alligevel uden igangsættelse?

Nu er jeg tilsyneladende ikke rigtig typen, der har meget spredte og uregelmæssige opstartsveer, så de kommer ret hurtigt med meget jævne mellemrum. Jeg tager ikke tid på dem, men fornemmer et klart mønster. Vil umiddelbart gætte på, at der er ca. 5 min imellem, og at de varer 1 minuts tid i opstarten. Jeg får hvilet godt mellem veerne, og lader Rasmus sove uden at fortælle ham at der er noget under opsejling – tænker, at han får brug for sine kræfter senere. Får vist ikke rigtig sovet, men døser lidt mellem veerne. Ved 04.30-tiden tager veerne dog så godt fat, at jeg virkelig skal koncentrere mig om vejrtrækningen, og de gør efterhånden temmelig ondt. Jeg vækker Rasmus og fortæller ham, at nu tror jeg den er god nok med dét der fødsel. Han finder sin telefon frem, hvor han har hentet en ve-app, og jeg begynder at tage tid. Der er ca. 4 min. imellem og en varighed på 1½-2 min. Ca. hver 5-6 ve er dog i en liga for sig selv, og de er lange og smertefulde – ”rekorden” er 3 min. og 54 sek. Not funny! Jeg ligger og tager tid en times tid mens Rasmus små-sover videre. Omkring 05.30 kan jeg dog ikke holde ud at ligge i sengen mere. Jeg tænker, at vi snart skal mod Roskilde, men da jeg kommer op og sidde i sengen sker der et eller med min krop og med veerne. Det bliver lettere at takle dem, de bliver lidt kortere, og det er i det hele taget til at holde ud. Mens jeg sidder i sengen kan jeg nærmest ”løfte mig op” på knoerne, så jeg kommer lidt fri af madrassen, og det er tilsyneladende dét, der skal til for at lette veen en smule.

Luna vågner så småt og kommer ind i sengen til mig – hun er så fin og forsigtig og sød. Vi fortæller hende at lillesøster nok er på vej, og at mor har brug for nogle pauser ind i mellem. Så når mor har lukkede øjne skal hun have fred, og når hun åbner øjnene igen kan vi fortsætte. Hun takler det bare så fint  Det betyder også, at jeg kan have hende siddende på skødet mellem veerne, og det er bare så hyggeligt. Luna går ind for at vække min mor, og hun får beskeden om, at jeg altså har veer (det vidste hun selvfølgelig godt, haha). Mens jeg stadig sidder på sengen bliver der puslet rundt i resten af huset, og så bliver der ellers sunget fødselsdagssang og viftet med flag i soveværelset. Jeg kommer i tøjet, og der er dækket fint morgenbord med flag, gaver og blomster. Vi har den hyggeligste morgen, selvom jeg lige ”tjekker ud” med jævne mellemrum. Pakker gaver op i ve-pauserne, og nyder det hele. Får dog ikke rigtig spist noget andet end en sharonfrugt. Min mor kører Luna i børnehave omkring 08.15, og imens ringer vi til fødegangen. Rasmus snakker med dem, og aftaler at vi kommer ind til tjek. Vi har jo det meste pakket fra dagen før, så vi tager den med ro.

Gad vide, hvad vi egentlig brugte tiden på, for vi kører først hjemmefra omkring kl. 10. Køreturen går aldeles fremragende – jeg havde godt nok frygtet den, for turen til Herlev til Lunas fødsel var ganske rædselsfuld, hvor Rasmus måtte holde ind til siden hver gang jeg havde en ve. Så en tur, der normalt tager 10 min. endte med at tage tre kvarter. Men denne gang går det strygende, og vi holder kun en enkelt ”ve-pause” på vejen – lige inden 3 bump i træk og et stykke på brosten. Jeg har det overraskende godt, og er forventningsfuld, glad og spændt. Rasmus sætter mig af ved hovedindgangen og jeg vralter indenfor, afbrudt af et par veer, mens Rasmus leder efter en p-plads. Det går heldigvis lettere i dag, og der går ikke meget mere end 5-10 min før vi begiver os mod fødegangen på 3. sal.

Vi skal heldigvis ikke vente så længe, og bliver efter et lille kvarters tid vist ind på en undersøgelsesstue på fødegangen. Jeg får kørt en CTG, og bliver efterfølgende undersøgt indvendigt – please, please, please ikke sende os hjem igen. Jeg er godt nok spændt på resultatet. Håber det bedste, men frygter det værste. Har nu haft veer i små 10 timer, og jeg er simpelthen så nysgerrig efter at finde ud af, om de har haft en effekt. Jordemoderen mærker efter, og siger så ”Jamen, det ser rigtig fint ud”. Så giv mig dog et tal dame, så jeg kan forholde mig til noget!!!  ”Der er ikke nogen livmoderhals tilbage, og det er så blødt og fint, at det faktisk kan være lidt af det hele. Men jeg siger gode 6 cm”
What!!! 6 cm åben??? Kan det virkelig passe? Kan det virkelig lade sig gøre at være 6 cm åben og have det sådan her? Jeg er fuldstændig høj på begejstring, og sygeplejersken griner vist lidt af mig. De går i gang med at finde en fødestue til os, og skal vist også lige have fat i lidt flere jordemoderhænder, da der er ret travlt på afdelingen. De fortæller også at de var lige ved at omvisitere os til Næstved, hvilket jeg er MEGET glad for de ikke gjorde. Så er det ikke sikkert at køreturen havde forløbet lige så fint.

Vi kommer på en fødestue omkring kl. 11, og Rasmus henter vores ting i bilen, så vi kan få os arrangeret. Jeg har stadig mange veer, men håndterer dem helt fint. Nu får jeg pludselig den naturlige fødsel jeg havde håbet på, og med den følger også nogle andre muligheder end jeg havde sidst. Jeg fortæller derfor vores nye jordemoder, at jeg godt kunne tænke mig at komme i badekar. Hun vil gerne lige køre en CTG først, men den ser fin ud og de går i gang med at fylde karret. Jordemoderen fortæller, at det kan gå flere veje med fødslen når man kommer i kar – nogle gange tager det til, og veerne bliver kraftige. Men man kan også risikere at det hele går lidt i stå. Jeg får klyx mens karret fyldes – det er simpelthen noget fanden har skabt! Klarer mig igennem siddende, frysende, ude på toilettet med veer.

Jeg får med møje og besvær bakset mig op i karret ved 12-tiden. Hvor ER det dejligt! Der er en helt anden tyngdefornemmelse, og det føles fantastisk at være omsluttet af det varme vand. Jeg får prøvet lidt forskellige stillinger af, og veerne tager til i styrke. Stadig til at håndtere, men efterhånden kommer der lidt lyd på i slutningen af veen i min udånding. Fødestuen er sindssygt kold at være på, og jeg får fyldt ekstra varmt vand i karret. Det er vildt at mærke, hvor sensitiv min krop bliver under veerne. På et tidspunkt er Rasmus ved at fjerne vand fra karret med en spand/kande, så der kan komme mere varmt vand i, og alene bevægelserne i vandet er nok til at få mig til at ønske ham hen hvor peberet gror.
Da jeg jo har graviditetsbetinget sukkersyge denne gang også, kan jeg ikke få lov til at føde i karret, og kommer derfor op omkring kl. 13.30. Shit, hvor er der koldt på stuen! Jeg bliver tørret af både Rasmus, jordemoder og den studerende, og står og ryster fuldstændig ukontrollerbart af kulde. Ikke rart samtidig med hårde veer kan jeg afsløre! Jeg kommer op i sengen og får puttet et par tæpper/dyner omkring mig. Det hjælper lidt.

Får kørt en CTG og bliver derefter undersøgt. Stadig 6 cm åben. Øv. Frygter lidt, at det skal til at trække ud, men jordemoderen foreslår at de tager vandet og ser, om ikke det kan sætte lidt skub i sagerne. Vandet tages 13.45, og går i en kæmpe skylle. Herefter får jeg tilbudt, og takker ja til, lattergas eftersom veerne tager temmelig godt fat efterhånden. Skal liiige huske, hvordan det er man bruger masken, så er nærmest ved at blive kvalt de første par gange jeg bruger den. Det er en sær oplevelse med det lattergas – kommer hurtigt i tanke om, hvorfor det egentlig er, at jeg ikke bryder mig om at være beruset. Det er en underlig ”indadvendt ud-af-kroppen oplevelse”, hvor jeg er fuldt ud bevidst om hvad der sker omkring mig, men oplever det gennem en tåge og en følelse af mentalt fravær. Virkelig ikke rart. Vælger dog at ”blive i det” og tro på, at det har den ønskede virkning.

Omkring 14.30 begynder de at være lidt bekymrede for babys hjertelyd, der dykker ret meget under veerne. Der tages blodprøve fra hendes hoved, og efterfølgende påsættes der elektrode på hovedet. Hun retter sig heldigvis fint mellem veerne, så ingen grund til bekymring. På dette tidspunkt har jeg mistet fornemmelsen for tid, og koncentrerer mig om at kæmpe mig igennem veerne. Rasmus hjælper mig med masken, og jeg tager efter sigende temmelig godt fat. Har i hvert fald helt ondt på næseryggen de kommende dage af at presse masken mod ansigtet.

Kan se i journalen, at jeg bliver undersøgt igen 14.50, hvor jeg stadig er 6 cm åben. Dette har jeg dog ikke selv nogen erindring om, for nu går veerne helt agurk og overmander mig fuldstændigt. Jeg karter rundt på briksen i forsøget på at slippe væk fra smerterne – det går selvsagt ikke skide godt. Min krop har taget fuldstændigt over, og jeg kan bare prøve at følge med efter bedste evne. Ikke så længe efter får jeg pressetrang, og kan ikke lade være med at presse let med i slutningen af veen. Jordemoderen kommanderer lidt rundt med mig i sengen til forskellige stillinger, da der stadig er en lille kant tilbage. 15.20 får jeg grønt lys til at presse. Det er altså ret vildt! Fra 6 cm til aktiv pressefase på 30 min. Intet under at det hele føles voldsomt og overvældende og sammenflydende på dette tidspunkt.

15.30 bliver jeg kommanderet om på venstre side. Det fjerner den sidste kant, så nu er der bare tilbage at få hende ud. I mellemtiden er der blevet slukket for lattergassen, og jeg får ikke lov til at bruge masken under presseveerne. Det er nu også ok, men jeg har absolut ingen kontrol tilbage. Presseveerne tager fuldstændig over, og jeg kan mærke en decideret fysisk trang til at fjerne mig fra smerten – det er dog ikke så let  Rasmus hjælper med at holde mit ben mens jeg presser, og er i det hele taget en fantastisk støtte at have med. På et tidspunkt får jeg vist mumlet noget med, at jeg ikke ved om jeg kan mere, hvorefter jordemoderen siger ”Er du overhovedet klar over, hvor tæt på du er? Hun er ude lige om lidt” Det giver lige de sidste kræfter, og 1-2 presseveer senere er hovedet født. Jordemoderen fortæller, at ”nu er hovedet ude”, og jeg bliver helt konfus og rundtosset, og får vist udbrudt noget i retning af ”er det rigtigt? Er hovedet ude?”. Synes der går en evighed inden næste presseve, og det gør der vist også ifølge Rasmus. Men den kommer, og 15.39 er hun ude – helt smurt ind i fosterfedt mm. Hun kommer på brystet med det samme, og er så lille og fin og grim på samme tid  Ingen tuderi denne gang – heller ikke Rasmus.

Jeg føder moderkagen 15.55, og så er der vagtskifte. Der kommer en ny jordemoder ind, der skal tjekke for bristninger mm. Nu gider jeg faktisk ikke rigtig mere – har ikke lyst til at der skal rodes mere med mig, og vil bare have fred og ro. Jeg bliver dog tjekket, og kan heldigvis nøjes med en lille 1. grads bristning, som kræver to små sting. Jeg får noget bedøvende gel på inden hun syr, men det er dælme ikke rart. Har dog absolut ingen gener eller problemer med syningen efterfølgende – sikke en kæmpe lettelse. Havde frygtet et efterforløb som sidst, men jeg er forbavsende hurtigt på benene igen.

Rasmus har givet besked til min mor, søster og sin mor, og jeg ringer til min mor (stadig helt skæv på lattergas - det morede hun sig meget over) og aftaler at hun skal komme med Luna. De er på hospitalet omkring 17.30, og Luna har bare den mest fantastiske reaktion på lillesøster. Hun kommer løbende ind på stuen med min mor i hælene, og med det største smil på læberne. Spørger ”er det min lillesøster?”, og ja – det er det  Hun kommer op og sidde hos mig i sengen og får kysset og krammet lillesøster til den helt store guldmedalje. Åh, det er så hyggeligt og føles helt, helt rigtigt.
6
godtnavn
Indlæg: 11092
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 1088
Likede indlæg: 12838

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf godtnavn » 17. nov 2017, 18:31

Jeg skulle føde hjemme i vand, regnede med at gå over tid da jeg var første gangs fødende, og ventede ikke babys ankomst før slut marts. Men så fik jeg begyndene svangerskabsforgiftning og det blev skiftet ud med en igangsættelse 2 uger før termin. Følgende er skrevet udfra hukommelsen, så måske noget er glemt, men det bliver vidst ret langt så det er måske meget godt at glemme lidt :lol:

37+5
Kom jeg for 4. gang på en uge på hospitalet grundet for højt blodtryk, hver gang det var over en hvis grænse skulle jeg ind og tjekkes og hver gang sendte de mig hjem, jeg var der stort set hver dag de sidste 3 uger. Jeg kendte alle på afdelingen og fik ofte kommentarer som "er du stadig gravid?". Nå, denne gang var alt også fint, men jeg tror de var træt af min kommen ind og ud, så de valgte at indlægge mig med besked om igangsættelse næste morgen!

37+6
Blev sat i gang med piller, grundet svangerskabsforgiftningen skulle jeg være indlagt hele igangsættelsen, jeg havde sådan en naiv tanke om at baby ville komme den dag, eller måske dagen efter. Der skete ingenting den dag.

38+0
Mærkede stadig ingen veer trods igangsættelsespillerne. Men om aftenen tjekkede en jordemoder mig og hun sagde at hun nemt kunne tage vandet, men forslog de ventede til søndag morgen så jeg var veludhvilet. Fedt! Jeg fik en god nats søvn :)

38+1
Jeg var så klar på at det var nu da jeg vågnede, der var lidt travlt på afdelingen så vores tid blev rykket lidt, men da vi endelig kommer til melder joremoderen at jeg er helt lukket, det vil være umuligt at tage vandet og hun undre sig over at jordemoderen dagen før havde sagt det intet problem var. Så nye igangsættelsespiller :rulle: Om aftenen er der stadig intet sket, så nu prøver de med et ballonkateter, så vandet kan tages næste morgen. FIk at vide at faldt det ud i løbet af natten skulle jeg komme over til dem. Jeg når tilbage på stuen, tisser og plop, så er det ude. Så går tilbage, de undre sig igen, men så må jeg jo være mere klar end de vurderede, jeg bliver smidt i seng med endnu en lovning på at i morgen tager de vandet. Denne gang har jeg opgivet nogensinde at få født :lol:

38+2
Vandet bliver taget om sen formiddag og jeg bliver sendt ud på en gåtur. Her sker stadig intet, overvejer om min krop er røvringe til at føde. Efter et par timer kommer vi på en fødestue, har endnu ikke mærket en eneste ve, ikke en gang en plukkeve. Så kommer vedrop, og gal det virker :panik: Desværre går mit blodtryk så meget amok og jeg får det rigtig skidt at en læge mener det er for farligt at føde, (grundet svangerskabsforgiftningen) så nu skal fødslen stoppes og jeg skal have kejsersnit :stoned: Det tog dage at sætte fødslen igang og den nåede at være det under en time før det skulle stoppes.

Nå, vehæmmende medicin og snak med narkoselæge osv. mens jeg småbrokker mig over ve-smerter. Jordemoderen mener dog det er godt jeg skal have kejsersnit hvis jeg synes de gør ondt, for jeg burde jo nærmest intet mærke grundet det vehæmmende, det var bare som små plukkeveer. Jeg får vidst udtalt at folk der føder er sindssyge og jeg altid vil have kejsersnit :lol: Nå, et par akutte kejsersnit overhaler indenom og jeg har seriøst ondt i maven og er flere gange på toilettet fordi jeg virkelig føler jeg skal skide. Jeg ligger og skiftevis sover, brokker mig over vesmerter (som jo er spild da jeg ikke skal føde) og er på toilettet. Efter et par timer siger jeg til jordemoderen at jeg tror at jeg skal føde, hvilket hun ikke mener kan lade sig gøre, jeg har jo ikke veer og har fået medicin der stopper fødslen, derudover er det ikke mange timer det hele blev sat i gang, og det tager jo tid når man er førstegang. Hun undersøger mig dog gerne.

Jeg lægger mig op, og bliver egentlig ikke vildt overrasket da hun siger "du er fuldt udvidet og livmoderhalsen er væk, skal vi aflyse kejsernsittet og få barnet ud?". Hun når kun lige at fuldende sætningen før lægen kommer og siger at de er kalr til kejsersnittet :lol: Nå, jeg får go for at presse, stuen blvier fuld af læger da det kan ende i rigtig akut kejsersnit, jeg får lattergas (havde egentlig tænkt at føde uden noget, men jeg er ikke rigtig mentalt klar til at føde, for et par minutter siden havde jeg jo slet ikke veer og nu skal barnet ud). Mit blodtryk bliver foruroligende højt har jeg siden hørt, min kæreste blev ret bekymret. Jeg drikker juice (Valsølille "i stedet for at presse selv"-juicen, må melde at den ikke virker, skulle presse selv :P ) presser og tager lattergas, og opfatter ikke så meget andet, blandt opdagede jeg først efter fødslen at jeg havde fået et drop i benet. Jordemoderen siger jeg ikke skal skrige under veerne og at babyen skal ud hurtigere, så skal bruge energien på at presse, jeg skælder hende ud og siger jeg altså gør det så godt jeg kan :lol: Kan huske hun havde sygt dårlig ånde :genert: De bliver nødt til at bruge kop fordi det skal gå stærkt, det ønskede jeg på ingen måde, så det gjorde jeg tog mig sammen, de hev ikke med koppen men holdt kun igen, de sagde der ikke var mange veer igen, og ganske rigtig, 2 veer efter får jeg den smukkeste langhårede datter op på maven :lun: :whine:

20 minutter tidligere var jeg "ikke i fødsel" og ventede på kejsersnit, og så lå jeg der med min nyfødte datter jeg fandme havde født selv! Mega surrealistisk!


Jeg er stadig ked af jeg ikke arbejdede med veerne i udvidelsesfasen, men fik jo at vide jeg ikke ahvde veer, og derudover ventede jeg på kejsersnit så var bare sur og mente at veerne var spild af smerte. Men heldigvis klarede min krop det selv :) Jeg glæder mig til at føde igen, det gjorde da ondt, men havde troet det ville gøre en million gange mere ondt. Men nu fik jeg jo også lattergas under pressefasen :)
5
Brugeravatar
Shmartiesh
Indlæg: 1919
Tilmeldt: 10. jan 2016, 17:18
Kort karma: 157
Likede indlæg: 3019

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Shmartiesh » 17. nov 2017, 18:46

Johanne kom til verden d. 8/9 - 2017
Torsdag d. 7/9, 40+1 var jeg til modningsakupunktur og da jeg kørte derfra kunne jeg ret hurtigt mærke nogle plukkeveer der strammede ret meget. Jeg gik hjem på sofaen og håbede det ville tage til men de gik i sig selv igen. Jeg gik i seng om aftenen uden optræk til noget.

Jeg vågner ca. Kl. 4, ved hvad jeg tænker er første ve, da jeg inden da ikke mærkede noget. Jeg kan mærke maven strammer og lænden gør ondt. Det går hurtigt over og efter lidt tid mærker jeg igen noget. Jeg skal tisse så rejser mig og mærker noget vådt mellem benene. Da jeg kommer på toilet er mine trusser våde og der er noget æggehvide lignende noget som jeg tolker som fostervand eller slimprop.

Jeg går i seng igen for at slappe af og håber jeg kan sove lidt fra det og tænker jeg venter med at vække manden så han kunne få så meget søvn som muligt. Lettere tænkt end gjort....
Jeg forsøger nu at tage tid og der er 4 min. Mellem veerne og de varer ca. 30-40 sek.
Jeg begynder ret hurtigt at bruge metoderne fra smertefri fødsel med laboro vejrtrækning og afspænding af hænder, kæbe og skuldre.
Kl. 4.30, Min mand vågner så ved at jeg 'trækker vejret' og spørger om alt er ok, jeg siger jeg har ondt og han siger det vel ikke er veer, og det må jeg så konstatere det er.

Vi tager tid i den efterfølgende time på veerne. I mens får jeg skrevet til min søster, som skal med til fødslen, at hun skal ringe når hun vågner.

Jeg havde gennem de sidste måneder tænkt at jeg ville blive hjemme så længe som muligt da jeg frygtede de ville lægge en epidural på mig pga. Min BMI, hvis jeg nu kom ind og var 4 cm åben. Men veerne bliver hurtigt hyppigere og vi ringer til fødegangen. Jordemoderen vi snakker med synes veerne er for uregelmæssige og de skal være længere og når de er et minut, skal de være et minut i lidt tid før vi ringer igen. Hun siger jeg skal slappe af og stoppe med at tage tid. Hun hører mig under en ve og siger jeg skal trække vejret dybt ned i maven.... Jeg magtede ikke lige at forklare hende min teknik så jeg siger ja og vi konstaterer at vi venter lidt.

Jeg får snakket med min søster og vi aftaler at ringes ved senere når vi ved mere om tidsperspektivet for at køre på fødegangen.

Min mand giver mig chiliplasteret på da det lige skal virke og jeg går ud i bad hvor det skulle virke endnu bedre. Det er virkelig rart med det varme vand på lænden, men mine ben bliver trætte og jeg kan ikke stå stille. Min mand begynder at pakke tøj til ham selv og jeg får pakket de sidste ting jeg mangler, mellem veerne.

Vi ligger lidt på sofaen og veerne begynder at blive hyppige ret hurtigt. Her er klokken vist 7.30 og vi begynder igen at tage tid. Der er nu kun ca. 2,5 min. Imellem. Jeg går i bad og min mand går med på badeværelset for at tage tid og de kommer ret uregelmæssigt, og veerne er ikke altid lige lange, men intervallerne er stadig korte og veerne tæt på 1 minut. Jeg bliver igen træt i benene og skal ind og ligge på sofaen. Her begynder veerne at trække om mod endetarmen og jeg er nu ikke helt tryg ved at være hjemme mere. Min søster skrev tilfældigvis til min mand og spørger hvordan det går og han skriver hun gerne må køre. Vi ringer til FG igen og fik denne gang en lidt mere forstående jordemoder i røret. Hun lytter efter min beskrivelse af veerne og spørger ind til om der er en historie i min familie med at føde hurtigt hvilket jeg kan fortælle hende mine søstre har gjort og at jeg har fået modningsakupunktur de sidste 4 uger og at jeg fik så sent som dagen før. Hun vil gerne have os ind og vi aftaler at jeg kommer ind en halv time senere.
Min søster kommer kort tid derefter og hjælper min mand med at pakke færdig og få pakket bilen.
Jeg frygtede den korte køretur til Skejby fra Tilst på sølle 10 min. Da jeg synes det gjorde mega ondt at sidde ned under en ve, men i bilen var det slet ikke så slemt. Jeg var dog begyndt at få kvalme og havde lyst til at lukke øjnene under veerne, men det var en dum idé i en bil i en rundkørsel, der kun forstærkede kvalmen.

Vi ankommer til skejby mellem 8.30 og 9, og vi bliver mødt af en rigtig sød jordemoder der finder en fødestue med det samme. Jeg får to veer inden vi overhovedet når til fødestuen og da vi kommer derind får jeg igen to veer ret hurtigt. Hun konstaterer at de ligger tæt og roser mig for at tackle veerne rigtig godt. I bilen derud havde jeg bedt min mand fortælle at jeg bruger metoderne fra smertefri fødsel, just in case hun ville korrigere mig midt i en ve, men det gjorde hun ikke. Hun undersøgte mig indvendigt og jeg var 6 cm åben og konstaterede også at familie historikken gik igen ved mig. Der var jeg lidt stolt af mig selv og min krop.
Hun lyttede hjertelyd der var lidt høj og hun kørte en kurve der så fin ud og satte en elektrode på babyens hovede for at være helt sikker på babyens tilstand. Alt var ok.
Vi talte om vand vs. Lattergas og blev enige om vand og jeg fik herefter en klyx. (Min mand har fortalt bagefter, at da jeg bad om den havde min søster og ham kigget sært på hinanden og konstateret det måtte være noget internt fagsprog da de ikke anede hvad en klyx var.)

Efter klyx kom jeg i badekar og det var det bedste jeg gjorde for mig selv! Under veerne kunne jeg slappe helt af og gøre kroppen tung og mellem veerne var den vægtløse tilstand helt perfekt!
Jordemoderen havde i mellemtiden talt med min mand om epidural da han kendte min holdning, og hun talte lidt med mig om den i forhold til BMI og deres procedurer, men eftersom jeg var så åben som jeg var og baby havde det fint, så mente hun ikke det var relevant jeg fik den.
Klokken blev 11.30 så vidt jeg husker og jeg var begyndt at blive ret træt og havde virkelig lyst til at sove. Jm sagde det kunne være et tegn på overgangsfasen og der gik heller ikke længe før jeg under mine veer fik en trang til at arbejde med dem frem for bare at udholde. Hun sagde at når de kom måtte jeg gerne presse med.

Her skulle jeg så til at beslutte om jeg ville føde i vandet eller om jeg skulle op, men den beslutning var åbenbart lidt svær da jeg var træt.

Jm lyttede hjertelyd og baby begyndte at dykke og jm tog så beslutningen om at jeg skulle op så hun kunne monitorere babyen under presseveerne.

Jeg startede med at ligge på siden på fødelejet og fik så lattergas. Hvilket var fantastisk! Her fik jeg bidt i, og klemt min mands hånd nogle gange. På siden var det dog svært at arbejde med presseveerne så jm ville have mig op på alle 4, også fordi det skulle mindske risikoen for store bristninger. Jeg kom om på alle 4 og baby kom længere ned i bækkenet men ikke nok. Her lå jeg i en times tid uden de helt store fremskridt. Presseveerne var ikke lange og jm sagde at det ikke var unormalt med en kort udvidelsesfase. Men til sidst vil JM have mig om og ligge/sidde og her er kl. 13.15. JM får mærket at baby ligger skævt i bækkenet og jm fik skubbet baby op i bækkenet igen hvilket nærmest var helt behageligt. Af en god grund. Og derefter kom hun ned i bækkenet helt rigtig og presseveerne blev en smule længere og kraftigere.
Nu begyndte jeg at blive godt skæv på lattergas og fandt lidt overskud til at grine og samtale lidt. Jeg bemærkede dog ikke jeg var skæv før min mand og søster kommenterede det. Jeg får også spurgt JM om vi ikke bare kan hive den ud.

Jm var nogle gange nødt til at korrigere min vejrtrækning når jeg lå med lattergassen fordi jeg trak vejret for hurtigt, og jeg lå og tænkte at jeg hellere måtte gøre som hun siger for at undgå hun tager den fra mig.

Da det er ved at være tæt på beder jm min søster om at trække i den røde kalde snor for at få assistenten ind. Jeg havde ikke hørt at assistenten skulle komme og i min rus af lattergas og følelser gik jeg i panik og frygtede at baby ikke havde det godt. De fik mig dog hurtigt beroliget, men det var kun kort for så spurgte jm om jeg var klar til at blive mor, også begyndte jeg da ellers at tude igen.

Kl. 13.28 kommer baby ud i, hvad der for mig, virker som én presseve og kommer op på maven. Jeg tuder helt vildt på det her tidspunkt. Baby er blå og skal gnubbes lidt på ryggen for at få vejrtrækningen i gang og skriger ikke så meget. Vi tjekker kønnet og da vi får set at det er en pige tuder jeg endnu mere.
Jeg bemærker også ret hurtigt at hun er mindre end de 3900 g. Som JM skønnede hende til da vi kom ind, og JM giver mig ret og gætter på 3400-3500 g. Baghovedet er voldsomt hævet pga. At hun stod skævt i bækkenet og hele baghovedet er ét stort blåt mærke. Vi havde bedt om sen afnavling og ventede ca. 20 min før min mand klippede navlesnoren.
Hun var den fineste lille pige med runde kinder og slank krop og hun vejede 3458 g og var 50 cm lang.
7
Ficus
Indlæg: 2194
Tilmeldt: 17. jul 2016, 06:49
Kort karma: 193
Likede indlæg: 2906

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Ficus » 19. nov 2017, 20:16

Her er min beretning fra fødslen af min søn i juli.

Tirsdag, 41+1.
Skulle til alm tjek og hindeløsning ved JM. Havde taget min kæreste med, da jeg på det tidspunkt i min graviditet havde svært ved at fokusere og huske, havde haft det rigtig skidt i nogle uger og var mere end klar til at føde. Jeg kom ind til en JM jeg ikke havde haft før og det hele var ret forvirrende. Hun spørger hvor meget jeg vejer, jeg svarer og så ser hun helt forfærdet ud. Uden at sige noget går hun ud af rummet for at konsultere en kolleg, så kommer hun tilbage ind og ringer til hospitalet. Bagefter siger hun at hun ikke kan forstå at jeg ikke allerede er sat i gang og hun har fået en tid til os senere på dagen til igangsætning på hospitalet. Nå, men jeg skulle også lige op på briksen og have den hindeløsning der. Så jeg får møvet min kæmpe dunk og vandfyldte krop op, hun laver hindeløsninger og fortæller at der kun er en smule lmh tilbage og at jeg har åbnet mig “en del”. Så skønner hun baby til 3600 gram. Da jeg så får bakset mig ned fra briksen, helt forpustet, tager hun mit blodtryk :stoned: det er selvsagt helt hjernedødt, men det siger hun ikke noget til, noterer det bare.

Senere på dagen, efter vi har pakket hospitalstaske og det hele, møder vi op i fødemodtagelsen til den aftalte tid. De vidste så ikke rigtig at vi kom, viste det sig senere. De havde rigtig travlt og efter en times tid, kom vi ind og jeg snakkede med en JM. Hun spurgte hvorfor vi var der og min kæreste fortalte hvor bekymret den anden JM havde været for min vægt og at hun havde sagt at jeg skulle have været sat i gang, helst i går nærmest. Det kunne hun ikke forstå og hentede en fødselslæge, som heller ikke kunne forstå noget af det. I stedet var hun ret bekymret for mit høje blodtryk og jeg fik kørt nye strimler, som viste et fint blodtryk, graviditet taget i betragtning. Så hjem med os igen.

Torsdag, 41+3
Får kørt en ny strimmel på hospitalet, baby bliver skønnet til 37-3800 gram og lader til at have det helt fint inde i sin hule. Fik igen en hindeløsning og de fortalte at jeg var så klar og åben osv., min krop var klar til at føde og at man højest sandsynligt ville tage mit vand lørdag morgen, hvor jeg får en tid kl 07.

Fredag, 41+4
Min tid bliver lavet om fra 07 til 15 og jeg kunne bare ikke have været mere træt af at være gravid.

Lørdag, 41+5
Pakker igen hospitalstasken og møder op til min nye tid og får den mest ..... ikke-beroligende JM jeg er stødt på. Først kan hun ikke finde ud af CTG maskinen, hun får hjælp af mig, min kæreste og en kollega. Så skal hun lave den indvendige undersøgelse og i følge hende er jeg knapt udvidet en finger og der er masser af hals tilbage. Hun går ud for at hente igangsættelsespiller og jeg spørger om jeg så ikke kan få taget vandet, som jeg regnede med efter torsdag. Det mener hun ikke, men hun vil lige høre afdelingsJM. Hun kommer tilbage med et nej og en pakke piller. Her var jeg bare fucking træt af det hele og jeg gad ingenting og havde fået en tid næste morgen kl 09.
Min kæreste foreslog at vi tog hjem til mine forældre, tror godt han kunne fornemme at jeg bare ville gå og surmule hvis vi kørte hjem. Spiste den første pille på hospiatalet og den sidste kl 23, hvor vi kom hjem. Mærkede ingen forskel, hverken i plukveer eller noget andet, udover at jeg fik kvalme af pillerne og blev sindssygt tørstig. Jeg kunne ikke sove, var mega bange for at det skulle ende med kejsersnit. Lå vågen til omkring kl 04, hvor jeg også skrev alt det med hende lortejordemoderen, som pludselig synes jeg nærmest ikke var åben... hun var ikke min favoritperson.

Søndag, 41+6
Vågner kl 6:40 med sindssyge veer. De kommer som perler på en snor og der er 2-3 minutter imellem. Bruger min vejrtrækning fra Smertefri og går ud i badet for at få vand på min lænd, synes egentlig det kører meget godt. Min kæreste ringer til FM og får af vide at det lyder til at vi godt kan vente med at komme til vores tid kl 09. Efter et kvarters tid er der lige over et minut mellem veerne og vi ringer igen, for jeg kan hverken stå, gå, sidde eller ligge og jeg er helt i panik, det gør så vanvittigt ondt og damen i telefonen siger først at vi skal vente til kl 09, jeg er førstegangsfødende og ifølge hende, har jeg “jo maaaange timer igen”, men hun går til sidst med til at vi kan komme ind kl 08 til et tjek.

Køreturen er det værste jeg nogensinde har prøvet, jeg følte at jeg var i aktiv fødsel, kunne slet ikke være i mig selv og husker det som at jeg bare siger av av av av de 15 min turen varer. Vi parkerer bilen ved hospitalet kl 7:45. Jeg har nået mit mest stædige punkt i fødslen og nægter at jeg skal bruge den kørestol min kæreste og en sygeplejerske på gangen tilbyder. Men jeg måtte overgive mig, for fik nærmest en ve for hvert skridt jeg tog. Tør slet ikke tænke på hvordan det har set ud. Vi kom op og damen fra telefonen ville køre en strimmel før hun kontaktede fødegangen, her er kl 08. Jeg lå og vred mig på sengen, følte jeg skulle presse, men hun lod ikke helt til at mene at jeg var i fødsel, så hun tog sig gooood tid med at hente min journal. Nok til at jeg nåede at snige mig ud på toilettet, hvor mit vand vist nok går. Da jeg åbner døren er der kommet en JM fra fødegangen, hun kigger på mig og siger 2 sekunder, løber hen og tager en kørestol og så løber hun hen på fødegangen med mig. Min kæreste lunter bagved og har travlt med at sige ting som “ficus vil gerne føde i vand”, “hun vil gerne have noget smertestillende NU!” osv, hvor hun bare siger “jeg tror ikke vi når noget af alt det, søde ven”.

Jeg kommer op på sengen, får mine ben i bøjler, den ene driller og min kæreste måtte holde mit ene ben. Får maske med lattergas og på 3 presseveer kommer min søn.
Jeg når og sige at jeg ikke vil mere og spørge om de ikke bare kan skære ham ud, mellem veerne og jordemoderen fortæller mig at det er altså lidt for sent til den slags, for hovedet er ude og om jeg selv vil tage imod? Med ikke så pæne ord fik hun et nej tak og så kom han ud 2 sekunder senere, kl 08:10, halvanden time efter jeg vågnede med veer. Jeg fik et enkelt sting - var sikker på at jeg skulle have en million :lol:

Det hele var kaotisk og der var en smule grønt fostervand, så der gik lige lidt før jeg fik ham op. 4332 gram og 55 cm og helt perfekt :love: Jeg glemmer aldrig min kærestes ansigtsudtryk og han har fået et fint lille ar som souvenir, på hånden hvor jeg klemte godt til, til sidst.



Vi blev på hospitalet 2 overnatninger, han spiste godt og flot, men min krop drillede en del. Muligvis som følge af at jeg havde været næsten sengeliggende fra marts-juli, jeg kunne ikke gå eller stå uden støtte og skulle lige have gang i kroppen igen. Heldigvis er det ovre nu.
3
TomKah
Indlæg: 4185
Tilmeldt: 25. aug 2015, 12:57
Kort karma: 311
Likede indlæg: 4304

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf TomKah » 19. nov 2017, 21:02

Min første fødsel er mange år siden, men det er stadig den der står skarpest i min hukommelse.

Vågnede søndag morgen omkring kl 5 ved at det gør mega nas på en bestemmelse måde. Jeg var 40+1 og synes dagen før - 40+0 havde været træls, fordi jeg havde mødt mange mennesker i byen og ingen havde set sig for gode til at kommentere hvorfor jeg tussede rundt, når jeg nu burde føde.
Der er også en mærkelig lille våd plet i sengen, men jeg tror helt ærligt at det måske er tis - ikke fordi jeg har tisset i sengen før, men fordi jeg troede at fostervandet burde være en meget større mænge end en plet på 10 cm i diameter. Jeg gør ikke mere ved det - ringer ikke til fødegangen, selvom jeg sikkert burde have gjort det.

De næste 10 timer har jeg sådan et mærkelig stik i maven/lænden ca 1 gang i timen. Vi snakker i løbet af dagen om det er optakt til noget eller hvad det er. Det er starten af maj, og det er en super solskinsdag, så vi ligger i haven og slikker sol. Omkring kl 16 går vi en tur - på turen begynder veerne at komme ca. hver 15. min, og nu jeg sikker på at min fødsel er i gang, selvom det stadig ikke gør specielt ondt.

Vel hjemme spiser vi aftensmad (Jeg kan stadig huske at vi fik spaghetti bolognese). Kl 20 tager veerne til i styrke og hastighed. Det føles ikke som en gradvis overgang, men mere som om det rykker direkte fra 1/time til 1/15 min til 1/5 min. Jeg er ikke særlig stolt længere, og ringer kl 21 til fødegangen for første gang.
Her får jeg standard bemærkningen om at jeg skal tage to panodiler og gå i bad. Jeg prøver, men jeg kan slet ikke være i badekarret. Jeg kan ingenting - jeg sidder på toilettet fordi jeg føler jeg skal skide, men der kommer ingen ting ud. Jeg presser og presser, og kan slet ikke være i det.

Kl. 22.30 ringer jeg igen og siger, at nu kommer jeg altså. Turen var forfærdelig. Jeg hang nærmest i håndtaget og forsøgte at stå op under hele turen. Da vi kommer til hospitalet kan jeg næsten ikke overskue at gå ind. Jeg kan slet ikke gå under veerne og jeg hyler også højt. Men langt om længe når vi frem og bliver mødt af en jordemoder, som siger at jeg skal holde op med at skrige fordi jeg ikke kan arbejde med veerne når jeg skriger.
Jeg bliver indskrevet 23.20 og bliver sendt ind på en fødestue. Jeg får at vide at jeg er 3 cm åben, og bliver tilkoblet en ve-monitor.
Jeg kan slet ikke ligge - det er tortur. Jeg har stadig en enorm pressetrang under hver ve. Jordenmoder har lovet at komme tilbage inden for 15 minutter, men hun kommer ikke. Min mand forsøger at få dem til at komme ind på stuen, men de afviser ham med at de har travlt. Han får dog kortvarigt en jordemoder til at gå med ind, og jeg siger til hende at jeg ikke kan ligge koblet til den ve-måler, hvortil hun svarer om jeg ikke vil sikre at min baby har det godt? På det tidspunkt ærligt - nej - jeg ville helt sikkert have valgt min egen overlevelse først, og eftersom hun ikke engang havde kigget på monitoren, så fik jeg min mand til at spænde mig fri, så jeg endelig kunne komme tilbage på toilettet.

De næste 15-20 minutter var jeg komplet overbevist om at jeg skulle dø, at jeg skulle revne, og mine tanker kredsede om at jeg var 3 cm åben og fødselsforberedelsen havde lært mig at en gennemsnitlig fødsel tager 7 timer fra 3 cm. Jeg kunne slet ikke være i tankrn. Jeg var overbevist om at jeg var døden nær. Jeg tiggede min mand om at finde nogle, der kunne skaffe mig en klyx til den forbandede pressetrang. Og han forsøgte, men han har siden fortalt mig, at det også var den værste oplevelse for ham, at se mig fuldstændig i hundende og vide at jeg normalt er en person som er ret hårdfør og sej, og samtidig blive mødt af noget personale som troede at jeg var en pylder som bare ikke kunne udstå minimalt smerte.

Ca. 00.15 kommer der endelig en jordemoder ind på toilettet og det første hun møder mig med er "hvad skal vi stille op med sådan en skrigeballon som dig?". Jeg glemmer det virkelig aldrig. Hendes ansigt og hendes kropsholdning står fuldstændig brændt ind på min nethinde til evig tid. Jeg kan ikke tage kampen op mod hende, så jeg beder bare om den klyx til at tage pressetrangen, og hun siger "ja, der går lige 10 minutter" og så vender hun sig for at gå. Men så vender hun om igen og siger, "nej, du skal ikke have klyx, du skal bare lægge dig op og presse". Jeg er fuldstænding målløs.
Jeg får en maske med ilt og det er fantastisk. 3 presseveer senere kommer min dejlige dreng ud kl 00.35 - han er 3355 g og 52 cm.
Der kom aldrig noget fostervand, så det var sandsynligvis den sidste rest af mit fostervand, der var gået om morgenen.
4
Brugeravatar
Zonta
Indlæg: 8516
Tilmeldt: 19. mar 2016, 08:36
Kort karma: 1293
Likede indlæg: 15144

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Zonta » 27. sep 2018, 14:13

Okay, jeg kan på ingen måde fatte mig i korthed, så her kommer en laaaaaaaaaaaaaaang beretning :lol: :

Onsdag d. 25. juli (37+2):
Jeg havde tid til scanning og samtale hos fødselslæge pga. diabetes. Scanningen gik godt - han var stadig over gennemsnittet som hele tiden, men da hun tastede målene ind, bad hun mig om at hoppe op på briksen igen for at foretage endnu en måling af babys mave. Helt fra NF har deres kommentarer været, at han “har en lidt stor mave” eller “er lidt rund om maven”. Målet var dog korrekt og han blev skønnet til at veje 3941 gram og 29% større end gennemsnittet.
Vi kom ind til fødselslægen og hun spurgte ind til mine blodtryk, hvor jeg viste målingerne som jeg havde foretaget fra om mandagen. Desuden havde jeg voldsomme ødemer og var generelt ret besværet og træt af at være gravid. Jeg havde håbet på, at jeg kunne snakke lidt for min syge moster og blive sat igang før tid, men vidste godt, at det var et long shot.
Fødselslægen syntes, at hans vægt sammenholdt med min vægtøgning (ca. ½ kg om dagen) og mit forhøjede blodtryk, at jeg skulle sættes i gang og hun sagde, at "sådan her skulle jeg ikke gå alt for længe". Jeg regnede med, at det betød igangsættelse en uges tid før termin eller noget i den stil, så jeg blev noget overrasket, da jeg spurgte hvornår hun tænkte igangsættelsen skulle være og hendes svar var: “Inden weekenden.”. Det havde hverken min mand eller jeg regnet med og vi blev vist temmelig overraskede over, at vi ville være forældre inden ugen var omme. Hun ville gerne lige mærke på maven og skød ham til at være 3700-3800 gram og under alle omstændigheder stor. Hun ville desuden også gerne prøve at se om hun kunne lave hindeløsning, når nu jeg alligevel skulle have tid til igangsættelse. Hun var meget overrasket over hvordan det stod til indvendigt - på den gode måde. Efter hun havde lavet hindeløsningen, som ikke var videre behagelig, havde jeg 1 cm blød livmoderhals tilbage og var 2 cm åben. Hun sagde, at hvis ikke hun vidste bedre, ville hun have troet jeg var tredjegangsfødende, for det er sjældent, at man er så blød og moden knap 3 uger før termin som førstegangsfødende. Hun fortalte, at når jeg var så åben ville de kunne tage vandet ved igangsættelse og jeg ville altså slippe for både piller og ballonkateter, hvilket jeg syntes var ret fedt. Lægen syntes desuden også jeg skulle have lagt en epidural til fødslen pga. min vægt - hun har helt fra dag 1 ikke lagt skjul på, at hun syntes jeg var for tyk (BMI på 34, da jeg blev gravid) og at det ville være en belastning både i forbindelse med graviditet og fødsel. Jeg var altid lidt nervøs for samtalerne med hende, fordi hun er meget ligefrem og kontant i sin fremtoning, men lige denne dag var det nok ret fint, for der var ikke mulighed for at sige fra. Hun oplyste mig om, at jeg godt kunne få plukveer og at jeg ville blive ringet op senere samme dag, når hun havde haft mig med på lægekonference, med en tid til igangsættelse. Min mand og jeg tog hjem og havde lige pludselig lidt travlt med at arrangere pasning af kat og hund samt pakning af tasker, tøjvask og sådan noget. Vi havde jo troet vi havde nogle uger tilbage til vi skulle være forældre. Allerede da vi gik mod bilen, fik jeg lidt plukveer, men jeg regnede dem ikke for noget. I løbet af eftermiddagen fik jeg menstruationslignende smerter og murren i underlivet og jeg tænkte, at det måtte være småveer. Kl. 16.30 ringede de fra svangreafsnittet med en tid til igangsættelse fredag den 27. juli kl. 11. Jeg fortalte, at jeg allerede havde lidt småveer og det var de selvfølgelig kun glade for at høre. Vi aftalte, at jeg skulle ringe, hvis vandet gik eller hvis veerne tog godt til og blev regelmæssige.
Efter aftensmaden begyndte veerne at tage til og jeg begyndte så småt at tage tid på dem ved 22-tiden. De varede 60-90 sekunder og kom med 3-5 minutters mellemrum. Jeg gik i seng og satte Vaiana på for at have noget andet at tænke på og tage fokus. Mins mand sov igen på sofaen pga. min snorken - jeg havde så absurd meget vand i kroppen, at det trykkede på min brystkasse og hals, når jeg lå ned. Kl. 23 tog jeg to Panodil og jeg lagde mig ned og brugte den dybe vejrtrækning fra Mamaprofylax. Jeg blundede lidt mellem veerne og syntes egentlig det gik fint.

Torsdag d. 26. juli (37+3):
Kl. 00.13 ringede jeg til svangreafsnittet og fik fat i den JM som jeg har gået til gravidtetssvømning hos. Vi snakkede lidt og hun synes ikke det lød til, at jeg var sådan rigtig i fødsel. Hendes vurdering var, at jeg skulle tage et par Panodil, som jeg jo allerede havde, og afslapning. Hun syntes jeg skulle se det an nogle timer, for hun mente heller ikke, at veerne var lange eller hyppige nok til at gøre noget særligt. Derefter satte jeg Up på og fortsatte med vejrtrækning, blundede mellem veerne og prøvede at få tiden til at gå. Kl. 02.16 ringede jeg til fødegangen. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg ringede til dem og ikke svangre, men efter en lille snak blev vi enige om at tage ind forbi og blive tjekket. Jeg ville så gerne have en status på de timer med veer jeg havde haft. Jeg fik vækket mim mand og vi fik pakket bilen. I realiteten vidste vi jo ikke om vi kom hjem igen med eller uden baby. Jeg regnede nu ikke med, at jeg var lige ved at føde. Jeg kan huske, at jeg var irriteret over, at vi ikke havde fået rengjort bilen. De mange ture på stranden gjorde, at den var fyldt med sand over det hele. Turen til Roskilde gik fint - der er ikke så meget trafik sådan midt om natten mellem onsdag og torsdag. Vi kom ind og blev modtaget af svømme-JM og hun tjekkede hjertelyd og mærkede indvendigt. Jeg var nu uden livmoderhals og 3 cm åben, så lidt var der da sket. Efter lidt snak frem og tilbage fik jeg en smertecocktail (Panodil, morfin og indslumringspiller) for at kunne få sovet lidt ordentligt og samlet kræfter til fødslen. Vi snakkede om om vi skulle tage hjem eller blive og som alle jordemødre syntes hun, at jeg skulle tage hjem i vante omgivelser for at se om ikke det kunne effektivisere veerne. Vi gik derfra, men da vi kom ned i cafeteriet, stoppede jeg op. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem, så vi vadede op på 3. sal igen og mødte en lidt overrasket JM (samme som havde undersøgt mig), som installerede os på et par senge. På det tidspunkt var kl. omkring 4 om natten. Vi sagde godnat og vågnede omkring 7.30 næste morgen. Jeg havde haft et par veer, som jeg var vågnet af, men ellers var det gået i sig selv. Jeg blev undersøgt igen og var nu 4 cm åben, men fordi der hverken var regelmæssige veer eller vandafgang, aftalte vi med jordemoderen, at vi tog hjem og afventede fremskridt. Ved 11-tiden begyndte veerne så småt igen og de tog ret hurtigt til. Min mand hentede frokost, men jeg fik vist ikke spist mere end et kvart pitabrød. Jeg klarede mig stadig med vejrtrækningen, men skulle koncentrere mig en del om veerne. Kl. 13.20 ringede jeg til svangreafsnittet igen og de syntes stadig ikke det lød helt som om jeg var særlig langt i fødslen, så de syntes jeg skulle se det an. Kl. 14.32 ringede jeg til fødegangen - jeg kan ikke helt huske hvad der præcist skete i den mellemliggende time, men jeg tænker, at veerne blev kraftigere. Jeg sagde, at jeg gerne ville ind og tjekkes, og vi kørte så småt mod Roskilde. Denne gang var vi jo ret sikre på ikke at komme hjem uden baby. Lige ved lufthavnen var der sket et færdselsuheld og politiet stod og dirigerede folk udenom, så i stedet for 4,5 km tilbage i bil, var der pludselig ca. 15 km igennem Snoldelev, Tune og Vindinge - ikke fedt med veer.
Vi var på fødegangen omkring kl. 16-16.30 og blev mødt af Mette, som skulle være vores jordemoder. Først blev jeg vist ind på en undersøgelsesstue, hvor hun spurgte ind til forløbet og veerne. På det tidspunkt var der ca. 4 minutter imellem og jeg havde kun et par stykker på 10 minutter, så da hun undersøgte mig og sagde, at jeg var 6 cm åben, blev hun overrasket og jeg meget glad. Hun fik min vandrejournal og mine fødselsønsker og vi fik tildelt en fødestue omkring kl. 17. Vi snakkede frem og tilbage om hvordan jeg klarede veerne og jeg fik meget ros. Vi snakkede om epidural og jeg sagde, at lige nu kunne jeg godt håndtere veerne, men at hvis de blev kraftigere, så ville jeg gerne have en epidural. Vi blev enige om at kalde en narkoselæge til at lægge den og så kunne vi altid se på hvor meget medicin der skulle i den. Som jeg husker det, kom narkoselægen, Jakob ret hurtigt og han spurgte om jeg ville ligge eller sidde når han skulle lægge den. Jeg lå så fint på siden, så hvis han kunne det, ville jeg gerne blive liggende. Min mand spurgte om han måtte komme om og se det, så han så det hele. Det var ikke behageligt, men heller ikke smertefuldt. Han var i tvivl om den var blevet lagt korrekt og jeg havde heller ikke den fulde virkning af den. Vi blev dog enige om at se tiden lidt an. Kl. 21.25 tog Mette vandet - på det tidspunkt var jeg ca. 8 cm åben og jeg håbede sådan at føde på hendes vagt inden vagtskifte kl. 23.30. Hun var lige efter mit hoved. Jeg arbejdede fint med veerne og fik meget ros af hende - hun kunne slet ikke genkende det vi havde fortalt i starten om min lave smertetærskel. Min mand var fin assistent til at give saft, vand, müslibarer, kiks og druesukker og jeg sov (og snorkede) mig igennem mange af vepauserne. Min mand har filmet min snorken.. Tak, skat! Jeg havde overskud til at snakke og joke med jordemoderen og min mand og syntes faktisk det gik ret godt. Kl. 23 besluttede vi os for at få lagt epiduralen om for at se om jeg kunne få mere effekt af den. Denne gang blev den lagt mens jeg sad op og den lå fuldstændig perfekt. 23.30 var det tid til vagtskifte og den nye jordemoder, Caroline, kom ind og fik overlevering af Mette. Jeg kan svagt huske, at de snakkede sammen, men i løbet af det sidste stykke tid var veerne gået fra at sidde fortil til at sidde bagtil og gøre virkelig ondt. Jeg startede med at sige til JM, at "Det trykker lidt bagtil" - til sidst sagde jeg så pænt "Jeg føler fandme jeg skal skide en bowlingkugle!". Jeg kan huske, at jeg syntes det var enormt unfair, at jeg endelig havde taget mig sammen til at få lagt epiduralen om, bare for at veerne trak om i numsen, for der virker epiduralen jo ikke. Jeg fik lagt fire akupunkturnåle - en i hvert håndled og en i hver ankel for at undgå at få kvalme og komme til at kaste op. Kl. 23.45 var jeg 10 cm åben, men Johan stod stadig meget højt (ca. 8 cm oppe) og Caroline sagde, at vi skulle give det lidt tid for at se om han kom ned og ellers skulle jeg til at presse med. Jeg spurgte hvor længe og da hun svarede “3 timer”, bad jeg vist nok om bare at blive kørt til kejsersnit. Veerne gjorde så ondt på det tidspunkt og min mand fik en helt anden rolle. Jeg var nødt til at holde begge hans hænder under alle veerne og min krop kørte fuldstændig sit eget løb. Jeg kunne ikke engang åbne øjnene under en ve. Johan var påvirket når jeg lå på ryggen og når jeg stod op, så jeg lå lidt på siden og ellers sad jeg på sengen med benene ud over siden. Flere gange havde jeg afføring fordi han pressede så meget på og jeg synes det var temmelig grænseoverskridende, men jeg havde vitterligt ingen kontrol over min krop.

Fredag d. 27. juli (37+4):
På et tidspunkt spurgte jeg hvor længe der var gået og Caroline svarede “Ca. tre kvarter.” - jeg troede der var gået halvanden time. Igen tænkte jeg, at kejsersnit var den helt rigtige løsning :lol: Omkring kl. 2 undersøgte hun mig igen og han var slet ikke kommet længere ned. Derfor foreslog hun at vi lagde et vedrop. Jeg syntes det var verdens dårligste idé, for de veer jeg havde var så kraftige. Jeg brugte den lette vejrtrækning når jeg lige huskede det og det hjalp faktisk, men det var så svært for mig og den kontrol jeg havde haft tidligere var helt væk. Jeg sagde igen, at jeg bare kunne blive kørt til kejsersnit, for jeg kunne ikke mere. Det gjorde så ondt og jeg græd. Min mand og jeg havde dog snakket om, at jeg for alt i verden gerne ville undgå kejsersnit medmindre andet var til fare for Johan eller jeg, så han sagde god for, at der blev givet vedrop og jeg ænsede det da heller ikke. Veerne var stadig forfærdelige og jeg var gennemblødt af sved. Omkring kl. 3 hører jeg Caroline sige, at hun lige er nødt til at gøre nogle ting klar, for nu gik det lidt stærkt. Kl. 3 får jeg lov til at presse med og hun beder mig om at tage fat i begge mine ben. Det havde jeg slet ikke kræfter til, så min mand måtte holde det ene mens jeg holdt det andet. I løbet af de næste presseveer kom han mere og mere til syne. Jeg kunne ikke mærke forskel på hvor langt ude han var og jeg synes ikke det var specielt slemt at føde hovedet. Mere bare en kæmpe forløsning - specielt da kroppen blev født. Efter 4-5 presseveer på 13 minutter kom Johan til verden kl. 03.13 og jeg fik ham op på maven med det samme. 4 minutter senere fødte jeg moderkagen, men min livmoder ville ikke trække sig sammen, så min mand blev hurtigt bedt om at hive i snoren og så var der mange mennesker på stuen. Jeg endte med at miste 890 ml blod, og fik en 2. grads bristning.

Jeg havde en rigtig god fødsel og jeg vil tusind gange hellere føde igen end at være gravid!
7
J, juli 2018.
Brugeravatar
Joe
Indlæg: 3249
Tilmeldt: 4. sep 2015, 19:03
Kort karma: 754
Likede indlæg: 12359

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Joe » 3. okt 2018, 10:40

B
Senest rettet af Joe 11. jun 2020, 19:24, rettet i alt 1 gang.
25
Brugeravatar
Mi55y
Indlæg: 8916
Tilmeldt: 14. aug 2015, 07:16
Kort karma: 1045
Geografisk sted: Århus med bolleÅ
Likede indlæg: 18048

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Mi55y » 30. okt 2018, 15:14

8/10
01:00
Veer begynder så småt. Kan sove lidt mellem dem.

04:00
Begynder så småt at tage tid på veerne. Der er 10 min i mellem og de varer 30-45 sek.

05:30
Fortæller M at jeg har veer og vil lægge mig ind på sofaen, men at han bare kan sove videre.

06:30
M står op, og vi bliver enige om, at han arbejder hjemme, da veerne kommer med 6-8 min imellem.

10:00-16:00
Veerne kommer nu med længere intervaller igen, ca 10-12 min. Jeg er glubende sulten og får spist en masse, mens vi stener Netflix.

17:00-19:00
Veerne bliver hyppigere og kraftigere. Jeg kan ikke længere holde ud at sidde eller ligge, men må stå og gå. Tager et varmt bad og klarer veerne med panden mod væggen og bruseren mod lænden.
Der er 3-4 min mellem veerne, som nu begynder at bide til og varer 35-45 sek.

20:00
Jeg kan ikke finde ro og er efterhånden ret udmattet. Vi ringer til fødegangen, som siger, at hvis vi er trygge ved det, så kan vi sagtens blive derhjemme lidt endnu.

20:00-22:00
Forsøger at lægge mig og få hvilet, men klarer kun 3 veer i sengen. Det er skønt at ligge ned mellem veerne, men jeg kan slet ikke håndtere veerne liggende. Jeg tager endnu et bad, mens M tager tid på veerne. De er nu med 2-3 min interval og varer op til 1,5 minut.
Vi ringer igen til fødegangen og aftaler at komme ind. Jeg havde frygtet at skulle have veer i bilen, men det gik faktisk bedre end forventet - bortset fra når M må lave en lidt hård opbremsning, så blev jeg lidt skarp i tonen.

22:30
Vi ankommer til Skejby. Efter en ulidelig gåtur fra P-pladsen med mange vepauser, bliver vi vist ind i et modtagelseslokale.

22:45
Jeg bliver undersøgt og er 3 cm åben. Da jeg jo allerede næsten mangler en nattesøvn og nu står overfor at komme til at mangle en mere, anbefaler de, at jeg får noget morfin at sove på, så jeg kan samle kræfter. Det kræver dog, at barnet får målt hjerterytme, hvilket viser dig at være svært - den lille vil ikke ligge stille.

9/10
00:45
De bliver nødt til at tage vandet for at sætte elektrode på barnets hoved, for at få hjerterytme. I den forbindelse måles jeg til at være 5 cm åben og vi får en fødestue.
Jeg kommer i karbad. Veerne begynder for alvor at bide til, de er koblede ig kommer parvis og der kommer efterhånden også lidt hmmm-lyde på fra mig.

02:30
Jeg kan ikke længere holde ud at ligge i vandet og kommer op at stå. Jeg begynder igen at stå med panden op ad væggen, når jeg får en ve. De tilbyder mig lattergas, som jeg gladeligt tager imod. Men dosen er måske lige høj nok. Jeg når en ve på lattergas og er megaskæv! Får sagt, at jeg vist nok har tisset på gulvet - hvilket jeg overhovedet ikke har. De skruer ned for lattergassen, og så får jeg stor glæde af den.

03:45
Jeg undersøges igen men er desværre stadig kun 5 cm åben. På dette tidspunkt er jeg så udmattet, at jeg slet ikke er kontaktbar hverken under eller mellem veerne. Vi bliver derfor enige om en epidural, så jeg kan få hvilet lidt.

04:30
Der gives epidural og jeg bliver koblet på vedrop. Jeg bliver noget skuffet, da epiduralen kun tager toppen af smerterne. Jeg havde håbet på noget søvn. Men jeg er stadig afhængig af lattergassen. Til gengæld er jeg pludselig glubende sulten, så jeg får indtaget lidt energi.

08:30
Jeg undersøges igen og er kun 7 cm. De skiftevis skruer op og ned for vedrop, da jeg enten har for mange (5-6 på 10 min) eller for milde veer.

Resten af dagen har jeg ringe tidsfornemmelse og må holde mig lidt til journalen, men JM'erne begynder at tale om kejsersnit, da jeg ikke rigtig udvider mig, og veerne er ikke særligt kraftige. Kl 11 er jeg fortsat 7 cm og kl 13 er jeg 7-8 cm åben. Desuden mener de, at baby ligger som stjernekigger.
Jeg er efterhånden helt klar på et kejsersnit, men da baby er ok inde i maven, bliver de ved med at give det en time mere i håb om fremgang. Der prøves forskellige liggende stillinger, da jeg er følelsesløs i højre ben pga. epiduralen, men babys hjerterytme falder, når jeg ligger på venstre side.
Jeg er ret udmattet og falder i søvn mellem veerne - M får også sovet lidt i lænestolen.
Ud på eftermiddagen skruer de helt op for vedroppet, og jeg begynder at mærke at det presser - både nedad og bagtil. Jeg får sagt, at det føles som at have en bageplade siddende på tværs.

15:00
Jeg bliver undersøgt og er nu 9 cm. Kl 15.30 er jeg 10 cm. Der bliver sagt, at jeg uanset hvad skal i gang med at presse indenfor 2 timer. Jeg klager over hovedpine, og det viser sig, at jeg har feber. Jeg får derfor en del væske samt pamol.

17:50
Jeg bliver sat i gang med at presse. Jeg ligger på siden med benet i bøjle, men holder selv benet under presseveerne. Husker at jeg ryster af udmattelse efter hver ve og ikke selv kan få benet tilbage i bøjlen. M sørger for at hjælpe og giver mig desuden vand mellem veerne. Derudover hepper han på mig.
Jeg bliver bedt om at ligge mig om på ryggen. Herefter hjælper M med at holde mit ene ben under presseveerne.
Jeg får kigget på uret undervejs, og bliver meget overrasket over, at jeg allerede har presset i 30 min.
JM'erne nævner, at jeg er meget stille af mig og klarer det godt.
Jeg tænker flere gange, at nu giver jeg op, men giver det alligevel en skalle under hver ve. Så får jeg at vide, at hovedet er ude, og at jeg skal gispe.

18:50
Under næste ve føder jeg kroppen med stor lettelse og får baby på brystet. Baby har i øvrigt roteret sig og fødes ikke som stjernekigger men helt normalt.
M ser baby komme til verden og fortæller, at det er en pige.

Jeg har fået en grad 2 og en grad 1 bristning og syes derfor lidt. Jeg mistede i alt 530 ml blod. Vi indlægges 48 timer til observation, da jeg have feber under fødslen og desuden har problemer med at tømme blæren. En lang og hård omgang, men en rigtig god oplevelse med super støtte fra far og fantastiske jordemødre på trods af tre forskellige hold.

I dag er baby Sofie 3 uger gammel.
13
S - 09.10.18 :love2:
K - 05.03.21 :love:
DannyZuko
Indlæg: 426
Tilmeldt: 31. okt 2015, 09:13
Kort karma: 30
Likede indlæg: 744

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf DannyZuko » 4. nov 2018, 20:25

Turbo-lillesøsters fødsel, kopieret fra terminstråden:

40+2:
Jeg vågnede intetanende kl. 1.30 om natten, gik ud at tisse og i seng igen. Her fornemmede jeg et eller andet og stod op igen, gik lidt rundt om mig selv og besluttede at vække manden (kom først til at daske katten i hovedet der i mørket, det faldt ikke i god jord :lol: ). SÅ kom der ellers veer med 1-2 minutters mellemrum, kl. 2.10 ankom babysitterne for at kigge efter den store, som lå og sov. Hu hej af sted på sygehuset, en køretur på ca. 20 min., men vi kørte muligvis liiidt stærkere end normalt. :tie: Bilen blev smidt foran indgangen og jeg vraltede ind.
2.36 kæmpede jeg mig hen ad den laaange fødegang mod fødestuen, mens veerne bare rullede ind og begyndte at føles som presseveer. Plask, vandet gik midt på gangen. Kom på en eller anden vis op i sengen og krævede lattergas, pressede og kl. 2.53 er hun født. Fin og perfekt baby. :lun:

"Din kønslæbe er revet over, men det er jo ikke så slemt" ( :tie: ) var jordemoderens efterfølgende dom, så jeg måtte lige syes lidt. Det var faktisk den værste del af fødslen, da bedøvelsen ikke virkede og jeg kunne mærke alt hvad der foregik, da nålen blev trukket igennem. :ad!: Da jeg beklagede mig, blev der fundet kraftigere sager frem, som heldigvis virkede efter hensigten, så der blev syet færdig i god ro og orden. Vi blev på fødestuen i fred og ro i nogle timer, og kørte hjem tidligt om morgenen.

Min mands arbejdsplads ligger tæt på sygehuset, så der svingede vi forbi på vej hjem. Så kunne han lige ordne et par småting og fortælle at de ikke så ham de næste 14 dage, imens vi viste meget ny baby frem. Jeg havde ikke engang nået et bad endnu. :lol:
Senest rettet af DannyZuko 22. okt 2021, 08:35, rettet i alt 1 gang.
7
Brugeravatar
Little_Woman
Indlæg: 3391
Tilmeldt: 28. dec 2015, 18:53
Kort karma: 923
Likede indlæg: 10539

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Little_Woman » 7. dec 2018, 20:21

Lidt om min fødsel af Otto, fredag d. 16.11. 2018 kl. 19.34.

Fra mandag havde jeg haft tegnblødning og mens-murren on/off. Onsdag mærkede en jordemoder på mig, jeg var 1 cm åben, men ikke langt nok til en hindeløsning. Så jeg fik en omgang modningsakupunktur onsdag eftermiddag.

Fredagen startede med veer kl 02.00; jeg sov jo, men vågnede og kunne mærke at de plukveer nok ikke rigtig var plukveer, men rigtige veer i sin spæde start. Jeg var ikke i tvivl! Jeg stod op, sove kunne jeg ikke, så Greys Hvide Verden på sofaen, nussede lidt rundt og kunne mærke at det ikke rigtig gik i sig selv.

Halv 7 skrev jeg til min mor, at noget var i gang og at jeg gerne ville køres til Hvidovre til den jdm.-kons jeg havde kl. 9.30. Jeg skrev også til min veninde, der er jordemoder, som skulle med til fødslen. Hun havde fri, så det var perfekt!

I konsultationen undersøgte hun mig, jeg var 2 cm åben og uden ret meget livmoderhals tilbage. Hun lavede en hindeløsning og ønskede mig god fødsel. Det var rigtig fint lige at se 'min' jordemoder den dag.

Hjemme igen spiste vi et rundstykke og jeg bad min mor tage hjem; jeg ville se om jeg kunne hvile mig, inden min fødselshjælper ville komme ved 14-tiden. Jeg skrev dog kl. 13, at hun gerne måtte komme når hun kunne - veerne tog til da jeg kom hjem, nu var de til at mærke og krævede lidt mere fokus end tidligere. Jeg var egentlig helt tryg, kroppen arbejdede jo på at bringe min søn til verden, og det var lige efter bogen.

Min veninde kom, vi lavede vejrtrækningsøvelser og snakkede, hun undersøgte mig et par gange og kl. 16 ringede jeg til fødemodtagelsen. Jeg var 3 cm åben, veerne var regelmæssige og varede et minut. De synes vi skulle komme, så vi tog en taxa (Hej, myldretid!) og jeg vandrede den lange vej hen ad Hvidovres gange, med en masse ve-pauser undervejs. Da vi næsten er ved modtagelsen, kan jeg mærke at der sker noget - vandet går, tror jeg. Vi får en undersøgelsesstue med det samme, jeg går på toilettet og kan konstatere at det ikke er vandet, men en relativt stor blødning. Jeg råber det ud til jordemoderen, får mig gjort færdig og hun undersøger mig, lytter hjertelyd og konstaterer, at alt er fint og at jeg vist bare skal have en fødestue og en jordemoder med det samme. Så det får jeg.

Jeg kommer op i badekarret, som jeg har ønsket, og det er fantastisk! Veerne tager lige en pause i de par minutter jeg ligger der. Så skal hun lige lytte barnets hjertelyd - og den er IKKE god, lige pludselig. Jeg bliver beordret op og herefter er det hele lidt sløret ifht rækkefølge.

Der bliver kørt en kurve, der heller ikke er pæn, lagt en elektrode på babys hoved og vandet bliver taget. Det er grønt, han har skidt i vandet. De tager en blodprøve fra babys hoved, den er fin - de øvrige målinger de tager er slet ikke fine, hjertelyden dykker på en mærkelig måde og retter sig ikke. Der er tale om, om jeg skal have noget ve-hæmmende. Der er på dette tidspunkt flere læger og jordemødre til stede, og de bliver OBS på at jeg har blødt ret meget tidligere. Min fødselshjælper overtager kommunikationen for mig, om det tidligere forløb af fødslen - jeg er væk i veer, der er kraftige og uden ret meget pause imellem. Jeg er sindssygt tørstig, føler jeg bliver kvalt af al den vejrtræning, men på det tidspunkt er det ikke deres første prioritet. Jeg har sindssygt ondt ved kønsbenet når jeg har veer og kan slet ikke tåle at blive rørt dér. Jeg er meget fåmælt: "Lad være, gå væk, hold op" er hyppigt brugte gloser, når jeg føler de gør noget unødvendigt. En læge støtter sig op ad mit bøjede ben på et tidspunkt - det får hun besked på at stoppe med.

På et tidspunkt hyler jeg op, at jeg vil have en epidural - men i det moment kommer de så til den konklusion, at jeg skal have et akut kejsersnit. Jeg er ikke tæt nok på at føde og min baby har det ikke godt - og blødninger skyldtes muligvis at moderkagen løsnede sig.

Så gik det stærkt - ned på operationsstuen, masser af mennesker, rygmarvsbedøvelse der heldigvis virkede rigtig hurtigt (ellers var det fuld narkose) og så i gang. Jeg er ok med det, jeg er kun optaget af at få min dreng til verden og at smerterne skal stoppe, så måtte de for min skyld hive ham ud af øret på mig. Jeg fatter slet ikke at de er i fuld gang med at skære, så jeg spørger om de er i gang få øjeblikke inden min lille dreng hyler op og er født.

Otto var helt som han skulle være, fuld apgar-score og fin og frisk. Jeg ligger og råber, om han er ok - og det kan alle forsikre mig for at han er. Sikke en lettelse! Jeg lå bundet ind i drop, elektroder etc., så min veninde får ham svøbt i en dyne og sidder med ham, og jeg kan lige nå ham med en finger og se hans fine træk og tætte, røde hår. Han er så fin og lille og kær, på 2775 gr og 46 cm.

Alle virker lettede, komplimenterer ham og roser os. Tænk, al den ballade og så kom der den fineste, friskeste baby ud, uden problemer med noget som helst! De kunne konstatere, da de undersøgte mig og moderkagen, at den var i gang med at løsne sig - så det var rigtig, rigtig godt at de valgte kejsersnittet, så iltforsyningen til baby ikke røg. Kejsersnittet gik fint, jeg mistede ikke ret meget blod. Lægen der opererede måtte beklage at snittet lå lidt skævt; jeg kunne forsikre hende for, at jeg var SÅ ligeglad - jeg var jo blevet mor til en fin, lille dreng.

På opvågningen blev Otto målt og vejet og undersøgt af en jordemoder; vi hyggede os og var glade, Otto blev lagt til og spiste med velbehag. Jeg ringede til min mor og kunne jo fortælle at hun var blevet bedstemor :lun:

Hun kom ud til os, klokken var efterhånden blevet 22-ish, og blev der om natten. Min veninde tog hjem, hun skulle på job næste morgen. Jeg var bundet til sengen, pga. kateder og drop, og kunne ikke stå ud for at skifte min søn, tage ham op etc. Så min mor kom på prøve, med at håndtere sådan en lille fyr - og klarede det bare SÅ godt!

Næste morgen kom jeg op og gå, fik fjernet drop etc. - SÅ dejligt at kunne tage mig af min søn. Jeg var på hospitalet til tirsdag, havde besøg af de aller nærmeste, men ellers gik tiden med at amme, pusle, hygge og beundre det lille væsen.

Selv om fødslen var alt andet end jeg havde drømt om, betyder det intet - jeg føler lidt jeg havde to fødsler; en normal indtil pressefasen og så et kejsersnit. Her er det virkelig resultatet der tæller: en sund, rask og velskabt søn :lun:

I dag er han 3 uger; tager fint på og vejede i går 3100 gr. Han spiser som en hel spejderlejr, er mild og sød og dejlig. Vi sover ikke såååå meget, men det varierer meget - lige nu ligger han og snorker. Min mor hjælper meget med mad og rengøring og selskab, ligesom jeg har haft mange gode barselsbesøg.

Mit nye liv som Ottos mor er fantastisk :lun:
23
Nu med fugl

Otto, 16.11.18 :lun:
Brugeravatar
Depeche_Mama
Indlæg: 815
Tilmeldt: 29. okt 2016, 17:02
Kort karma: 97
Likede indlæg: 964

Alfreds fødsel

Indlægaf Depeche_Mama » 16. jan 2019, 14:30

Her følger en lille beretning om Alfreds fødsel lørdag den 24.11.2018

Jeg havde termin 16.11.2018, men gik 10 dage over tid med vores førstefødte, så jeg havde også en forventning om at gå over til sidst. Jeg kunne dog godt mærke utålmodigheden banke på til sidst!

Fredag den 23. november havde jeg en del plukkeveer, som bed lidt. Jeg kunne dog tydeligt mærke, at det ikke var the real deal, så tog det helt roligt ;)
Natten til den 24. november tog de til i styrke, og ved 3-tiden stod jeg op og fik bevæget mig lidt. Det var dog ikke værre, end jeg faldt i søvn omkring kl. 5. Kl. 7 kunne jeg dog ikke sove for veerne, som nu tydeligt havde ændret karakter. De kom ikke så hyppigt, så jeg var stadig helt rolig. Jeg fik vækket min mand, da vi skulle op og til min fars fødselsdag kl. 9. Vores store dreng på 7 år vågnede også, og vi fik forklaret ham, at Lillebror nok snart ville ud, så derfor havde jeg ondt. Han tog det helt cool, men veerne var som sagt også til at holde ud. Vi fik aftalt med pasning til ham, pakkede taske til ham - planen var at tage til min fars fødselsdag og derefter aflevere Storebror til overnatning ved mine bedsteforældre.

Inden afgang ringede jeg til fødegangen for råd og vejledning ift. hvor lang tid, der skulle være mellem veerne, inden vi tænkte, at nu skulle vi komme ind. Jeg talte med en rigtigt sød jordemoder, som rådede os til, at når veerne havde været regelmæssige i en time, så skulle vi ringe igen og aftale nærmere.

Så tog vi til fødselsdag - vi var der i et par timer, så magtede jeg ikke at snakke med andre mennesker :lol: Hen og aflevere Storebror, og hjem for at vente på, at der ville ske mere.

Kl. 11:30: Hjemme satte vi noget ligegyldigt tv på. På et tidspunkt sendte jeg min mand ind for at få en lur, da han sad og gabte. Mens han sov, tog veerne godt til, og der gik en time, hvor de kom med 4-5 minutters mellemrum. Jeg kunne godt styre dem med vejrtrækning, men de bed godt til. Jeg vækkede manden, som med det samme ringede til fødegangen. Han fik fat i den samme jordemoder, som jeg havde talt med om morgenen, og da vi havde knap 30 minutters køretur foran os, mente hun, det var tid til at køre.
Vi skulle føde på Aalborg Sygehus, og der er elendige parkeringsforhold. Heldigvis havde vi fået lov at låne en p-plads tæt derved af min tidligere arbejdsplads. Så vi parkerede og gik den korte tur til sygehuset.

Kl. 15:45: Ankomst til fødegangen. Jeg blev undersøgt, fik lavament og skiftede tøj. Jeg var 3,5 - 4 cm. åben, meget skuffende at det ikke var mere! Jeg bad om en stue med fødekar, og det var der plads til. Veerne gjorde efterhånden godt ondt, men når jeg fangede dem på det rette tidspunkt, hjalp vejrtrækningen enormt.

På fødestuen kom jeg i fødekar efter et par veer stående ved lejet. Det var dog ikke en succes, i Aalborg er det godtnok nogle sølle, små fødekar af meget hårdt plast, så jeg var der kun i 2-3 veer, så bad jeg om at komme op. Kunne slet ikke sidde behageligt. ØV. Ville gerne have født i vandet.
Veerne begyndte at gøre rigtigt, rigtigt ondt. Det var tiltagende svært at nå at følge med. Jeg kunne kun styre det, når jeg stod op af lejet. Jordemoderen fandt en sækkepude, jeg kunne hvile lidt i, mellem veerne - stadig stående, hængende ind over lejet. På den anden side stod min mand, jeg holdt i hans hænder. Bag mig stod jordemoder eller jordemoderstuderen og holdt mig stramt om bækkenet, når der kom en ve. Det var super godt at blive grounded og "holdt sammen på", når der kom de kraftige veer.
På et tidspunkt ville jordemoderen have mig på briksen for at tage vandet - idet jeg fik lagt mig, gik vandet spontant. Det var desværre meget grønt, så på med elektroder for at overvåge Baby.
Der gik ikke ret lang tid, så fik de mistanke om, at han desværre var ret påvirket. Derfor kom en børnelæge og tog blodprøve på toppen af hans hoved. Lige pludselig skulle alt gå rigtigt stærkt. Jeg var endnu ikke fuldt åben, men han skulle ud, NU. Der var pludselig mange på stuen (6 mennesker, fortalte min mand senere) og jeg fik at vide, at de ville bruge cup for at trække ham ud, ellers blev der behov for akut kejsersnit :nerve:
Jordemoderen forsøgte at løsne det sidste kant, og det gjorde SÅ ondt - heldigvis fik jeg begyndende pressetrang, fødselslægen beordrede mig at presse ALT hvad jeg kunne, for han skulle bare UD. Så på to meget svage presseveer fik jeg presset ham det sidste stykke ned i bækkenet (av av av av av av!) på den tredje (stadig meget svage) presseve presser jeg, og fødselslægen hiver ham ud med cuppen (AV AV AV AV FOR SATAN, NU GÅR JEG MIDTOVER, BESVIMER, DØR!!!!!). Det var voldsomt smertefuldt, og jeg lukkede bare øjnene og ville have det overstået. Jeg nåede ikke at være bange, det gik så sindssygt stærkt.
Kl. 18:06: Alfred er født, han er stille og blå, og moderen er noget fortumlet over den hårde behandling. Han tages på bordet ved børnelægen, og de får gang i ham. Min mand står helt bleg ved siden af mig og stortuder - det hele har set ret vildt ud til allersidst.

Alfred har været påvirket i den sidste del af fødslen, derudover slugte han fostervand til sidst, og der er ved cup-forløsning risiko for, at lungerne ikke folder sig rigtigt ud - derfor kom han på Neonatal. Min mand gik med, mens jeg skulle blive på fødselsstuen. Jordemoderen og JM studerende vasker mig, syr mig (brast ganske, ganske lidt) og mine blødninger bliver overvåget.

Kl. 21: Kommer jeg på Neo og ser endelig min lille dreng rigtigt :lun: Han er i kuvøse og tilkoblet c-pap, herudover skal han i early feeding for at rette blodsukkeret. Han kommer over til mig, og ret hurtigt kommer han af c-pappen og ammer ved mig. Han er heldigvis stor og stærk, 3970 gram og 53 cm.

Vi kom hjem sent om eftermiddagen den følgende dag, og alt er gået godt med ham siden - på lørdag er han 8 uger gammel, og han er en stor basse, som allerede har rundet 6 kg. :love2:

Fødslen gik fint, indtil de sidste 5-10 minutter. Så blev det kaotisk og voldsomt. Da de brugte cuppen, stod der fire mennesker og holdt min krop, mens jeg bare lukkede mine øjne og forsvandt ind i mig selv. Det er nok det mest smertefulde, jeg har oplevet, men det var heldigvis hurtigt overstået, og alt gik jo godt... Vi har efterfølgende været til efterfødselssamtale med jordemoderen, det var positivt at gennemgå forløbet. Hun fortalte så også, at jeg kun havde haft begyndende presseveer i 3-4 minutter, så tror da pokker, det var så hårdt...

På billedet er den unge herre ca. 1 uge gammel - han er stadig lige så lækker :love:
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
20
At vove er at miste fodfæstet for en stund;
Ikke at vove er at miste sig selv.

Tilbage til "Graviditet"