Vi havde faktisk snakken i min familie forleden.
Jeg er 8½ år ældre end min yngste søster.
Hun har været 11 år, da hun tog lokalbane, og s-tog, fra vores lille provinsby, og ind til hovedbanegården, hvor jeg mødte hende, så hun kunne komme på weekend hos mig. og det var længe før mobiltelefon blev en ting blandt så små børn.
Men det ligger også 22 år tilbage i tiden, - og tiden var bare en anden. Selvom mine børn ER udstyret med telefoner, og udmærket kan finde ud af at ringe og bede om vejledning eller hjælp, så ved jeg sgu ikke om jeg bare ville ha sat dem på et tog til København H, helt alene, - eller om de ville have været trygge ved det.
Og det er jo ikke fordi mennesker som udgangspunkt er nogle onde banditter, der udelukkende vil andre det skidt, de fleste ville helt sikkert hjælpe og støtte et eller flere børn der stod i en situation hvor de følte sig usikre. Men tiden er bare en anden i dag.
Min anden søster var så lige dét ældre, så det var nok mere trygt med selve rejsen til og fra.
Men det var nu også sin sag at slippe hende løs i København området, særligt trafikalt
Der er bare forskel på at være vokset op i en lille by på landet, hvor den daglige transport til og fra skole foregik af cykelsti igennem grønne områder, og hvor det mest avancerede trafikmæssige er 2 fodgængerovergange og bommene ved banen
jeg kan godt selv få en følelse af at København kan være lidt stor og overvældende, særligt når jeg er på ukendt område, og jeg er trods alt ganske voksen, er vant til at navigere i nye og ukendte situationer, har en god stedsans, kan regulere mig selv følelsesmæssigt, holde hovedet koldt.
I næste uge rejser jeg til London med min 13 årige, - og selvom jeg har været der et par gange før, og jeg ved at det var okay nemt at finde rundt, så har jeg alligevel sådan en lille "hvordan mon det kommer til at gå" murren i mig, fordi det er nyt, ukendt, stort.