Hvad spiser jeres børn?

[Akehurst2]

Jeg kan godt forstå, folk ikke gider deltage.

Det er jo det samme som når der diskuteres alt muligt andet med børn. Hvis man oplever succes med nogle ting, er man "heldig". Gud forbyde, at man tager sig selv i at sige, at alle de der kampe, man tog da ungen var lille, har været en god investering, fordi man som udgangspunkt har en ret god unge nu.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg fik høvl for at være konsekvent i min opdragelse af sønnike. Det er sjovt nok de samme mennesker, der nu pointerer, at han da godt nok er markant nemmere at have med at gøre nu, end de børn, der dengang ikke fik de grænser. Helt tilfældigt kan det altså ikke være.

Og nej, jeg har ikke al æren for at have et rart barn. Men jeg har skisme da lov til at pointere, at der er en sammenhæng mellem tilgang og resultat. So sue me. Det er tydeligvis bare ikke ret mange, der gider de nedladende smilies og overbærende kommentarer hvis de tillader sig at tage en smule ære for at have gjort det godt.

Jeg tænker bare, at områder som mad og søvn er farlig grund, fordi nærmest alle vel er konsekvente her? Eller, sådan oplever jeg det. Og der ER bare rigtig meget 'natur' inde over småbørns spise- og sovevaner.

Jeg er jo klart påvirket af at have været megakonsekvent uden nogen form for resultat. Og derfor kan jeg godt tænke mit, når andre fortæller, hvordan det er resultatet af deres anstrengelser, at deres børn er blevet, som de er.

Men altså, sandheden ligger vel et sted i midten. Som sagt tror jeg ikke, at opdragelse ingen effekt har - jeg tror måske bare ikke så meget på den umiddelbare effekt, men at små børn er enormt styrede af egne behov. Men jeg er slet ikke der, hvor jeg ikke synes, man skal opdrage, fordi 'det hele er tilfældigt'.

Jeg tænker, det også kan være meget følsomt, fordi det at have et barn, der ikke vil spise eller er meget kræsent er så vanvittig frustrerende?

Jeg var et meget kræsent barn, der heller ikke var særlig sulten. Så hvis jeg ikke kunne lide maden lod jeg bare være med at spise. Og det var skrækkeligt for mine forældre. De forsøgte alt muligt og umuligt, men jeg var bare kræsen.

Mine brødre derimod var overhovedet ikke kræsne, og vi blev jo udsat for sådan nogenlunde samme opdragelse, så jeg synes også det er svært at se konkret, hvad mine forældre skulle have gjort anderledes.

[TomKah]

Jeg synes det er rigtig sjovt at vi har haft diskussioner herinde som har handlet om voksne menneskers frie valg ift. f.eks at drikke alkohol til fester af sociale årsager. Jeg tænker man skal holde sig fuldstændig på sin egen banehalvdel i sådan en sammenhæng.

Det samme mener jeg gælder børn. Mine børn er sindssygt kræsne. Er det en hæmsko for dem i sociale sammenhæng - JA! Det er en kæmpe hæmsko. Men enten er jeg inkompetent eller også er jeg bare svag. Who knows, men jeg synes det eneste valg jeg har truffet i denne sammenhæng er at lade dem mere eller mindre være i fred omkring.

Min søn var altædende til han blev knap 3. Derefter blev han mere og mere selektiv. Han kan dog spise alle former for kødsovs med hvid pasta (men fuldkornspasta rører han næppe). Han bliver fuldkommen på sin egen banehalvdel og kommenterer ikke hvad andre spiser, men han er den som er mest hæmmet socialt ift mad. Han tør ikke spise ude hos andre - men han kan sagtens spise på restaurant og spise alt muligt (thai mad, indisk etc). Han er meget afhængig af stabilt blodsukker og kan ikke tåle at afvige fra måltider eller være småtspisende. Faktisk er han aller allermest bange for at møde voksne, som slet ikke kan forstå eller være overbærende ift at man er kanon bange for mad.

Min datter spiser ingenting og har aldrig gjort det. Jeg kunne slet ikke få hende til at spise noget som baby. Hun har aldrig en eneste gang fået skemad. Hun gør til gengæld normalt ikke et stort nummer ud af det, men lader bare være med at spise og kan godt tåle det. Hun spiser rå grøntsager, kiks og pasta uden sovs. Og så bondebrød med leverpostej eller figenpålæg. Stegt kylling og fisk også. Det er ca det. Til gengæld hæmmer det hende ikke socialt.

[Kakro05]

Det her er måske et dumt spørgsmål, men kan man få et barn, der kan lide fisk, hvis man ikke selv kan?

Min mor spiser ikke noget fisk, så jeg fik det aldrig nogensinde derhjemme. Jeg kan ikke lide det og har brugt meget af mit voksenliv på at lære at holde af det.

Jeg smager altid på det, men især laks kan jeg under ingen omstændigheder få ned. Jeg kan til nød spise dåsemakrel, dåsetun og paneret fiskefilet med rigtig meget citron, men jeg vil helt klart levne og ikke spise ret meget af det. Heldigvis er det sådan noget, der vil kunne serveres på det store kolde bord - sammen med torskerogn og den slags.

Vi planlægger, at vores imaginære børn kan spise fisk med deres kommende far, når de er alene hjemme - men jeg er faktisk ret bange for at påvirke de her børn, som ikke findes endnu.

Det kan man sagtens. Min mand er opvokset i et hjem stortset uden fisk (hans mor smuglede af og til et dåse makrel med hjem, når hans far ikke var hjemme og deres mad var generelt kedelig (stortset intet grønt og kødet blev stegt i smadder), men i dag spiser han stortset alt og vi ELSKER begge to fisk......vores barn elsker kun visse typer fisk , men jeg tror nu nok det skal komme.

[JoyNips]

Det her er måske et dumt spørgsmål, men kan man få et barn, der kan lide fisk, hvis man ikke selv kan?

Min mor spiser ikke noget fisk, så jeg fik det aldrig nogensinde derhjemme. Jeg kan ikke lide det og har brugt meget af mit voksenliv på at lære at holde af det.

Jeg smager altid på det, men især laks kan jeg under ingen omstændigheder få ned. Jeg kan til nød spise dåsemakrel, dåsetun og paneret fiskefilet med rigtig meget citron, men jeg vil helt klart levne og ikke spise ret meget af det. Heldigvis er det sådan noget, der vil kunne serveres på det store kolde bord - sammen med torskerogn og den slags.

Vi planlægger, at vores imaginære børn kan spise fisk med deres kommende far, når de er alene hjemme - men jeg er faktisk ret bange for at påvirke de her børn, som ikke findes endnu.

Det kan man sagtens. Min mand er opvokset i et hjem stortset uden fisk (hans mor smuglede af og til et dåse makrel med hjem, når hans far ikke var hjemme og deres mad var generelt kedelig (stortset intet grønt og kødet blev stegt i smadder), men i dag spiser han stortset alt og vi ELSKER begge to fisk......vores barn elsker kun visse typer fisk , men jeg tror nu nok det skal komme.

Sagtens. Min mor er opvokset på børnehjem og blev tvunget til at spise sin havregrød op. Også selvom hun lastede op i skålen.
Jeg har derfor aldrig fået havregrød som barn. Hun kunne ikke engang have lugten af det.

Jeg spiste havregrød første gang som voksen og jeg elsker det. Spiser havregrød til morgenmad flere gange ugentligt.

Så selvfølgelig kan det samme gøre sig gældende for andre madvarer. Man skal måske bare være lidt obs på hvordan man omtaler madvaren så man åbner for at barnet selv danner sig en mening om den.

[POCKETKITTEN]

Det kan være, jeg bare sætter fisk lidt op på en piedestal som noget, man virkelig skal vænne smagsløgene til tidligt.

For vi spiser heller ikke svinekød, men det er jeg slet ikke bekymret for nok skal glide ned hos mine fremtidsbørn.

[Allmost_Famous]

Jamen, jeg har da for dælen hele tiden sagt, at der stensikkert er børn, som er kræsne uanset hvad man så stiller op. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at der er - og jeg er heller ikke i tvivl om, at det er enormt frustrerende. Giv mig da den credit, jeg har da aldrig sagt andet. Jeg pointerer bare, at jeg tror, der oftest er en sammenhæng mellem tilgang og resultat. That's it.
At det lige var en leverpostejsmad, jeg kom med som eksempel, var altså ikke nogen stikpille.

[Sangius]

Ingen skriver, at kræsenhed ikke kan havde noget med opdragelse at gøre.
Ingen skriver at kræsenhed udelukkende har med opdragelse at gøre.

Så når vi alle kan blive enige om dette - så synes jeg at jeg vil vende tilbage til, at det ville klæde alle, ikke at dømme folk med kræsne børn. Man aner ikke hvad der ligger til grundlag for kræsenheden, det ene eller det andet, og som jeg skrev, er det bare super træls når folk tror de har fat i den lange ende af opdragelsen.

[Mani]

Ingen skriver, at kræsenhed ikke kan havde noget med opdragelse at gøre.
Ingen skriver at kræsenhed udelukkendr har med opdragelse at gøre.

Så når vi alle kan blive enige om dette - så synes jeg at jeg vil vende tilbage til, at det ville klæde alle, ikke at dømme folk med kræsne børn. Man aner ikke hvad der ligger til grundlag for kræsenheden, det ene eller det andet, og som jeg skrev, er det bare super træls når folk tror de har fat i den lange ende af opdragelsen.

Jeg er sådan set helt enig. Jeg tænker bare at dem med børn, der ikke er kræsne også er en smule trætte af altid at få at vide, at det er rent held.

Jeg har 3 børn og der er forskel på hvor kræsne de er, hvor godt de har sovet, spist, lært at læse etc. Jeg ved udemærket der er forskel på børn, men er lidt træt af at få kommentaren om at det hele er rent held de steder det fungere godt.
Jeg kunne i øvrigt ikke drømme om at hælde mine opdragelsesprincipper ud over andre medmindre de bad om mit bud - og der tager jeg da også altid forbehold for forskelle på børn, jeg kan kunne hjælpe med hvad fungerede eller ikke fungerede for os. Disclaimeren er blevet en nødvendighed.

[FormerlyKnownAs]

Jeg er f.eks. 100 % overbevist om, at TS kunne have haft et møg-kræsent barn, der spiste tre forskellige ting og ikke andet, hvis ikke hun havde gjort en kæmpe indsats. Helt så overbevist er jeg om, at det netop er derfor, det generer hende ekstra, når andre børn kalder maden ulækker og dermed sætter spærrer op for den positive udvikling, hendes dreng er i.

Jeg kan genkende den irritation, når nogle taler om usunde muslibarer, når jeg endelig har føjet det til ting, mit barn spiser. Så kan jeg godt finde på at eksplodere over, andre skal fortælle hende, det er usundt og man jo godt kan være tyndfed. Helt uden i øvrigt at ane en dyt om hendes spisevaner.

Netop, når man har et barn, der er udfordret på madfronten, så er det bare møg-belastende, når andre blander sig og gør det en tand mere besværligt end nødvendigt.

Og ja. Min datter er meget bange for at være tynd-fed. Og spiser nu også kun rødt kød en gang om ugen. Af skræk for at få for meget rødt kød og belaste kloden unødigt.

Hvornår kommer der en kampagne, der handler om, at man rent faktisk har brug for fedtstoffer, så alle de her kloge-åger kan få et realistisk syn på mad?

Jeg har ikke tænkt det sådan selv, men det er ganske givet rigtig. Altså at jeg ubevidst laver den kobling, udover at det er uhøfligt at sige ad.

Og så giver det ganske fin mening med at den irritation du beskriver. Når en mor med toastbrød-remoulade-kakao barn (you get the point) siger at vi er heldige, så tænker jeg nej det er vi ikke. Men med mindre man har kendt os og barn, eller kendt til situationen fra start, så aner man jo intet om vores kamp og jeg gider altså ikke fortælle side op og side ned om det. Så det kan såmænd sagtens være derfor at jeg bliver så irriteret indvendig når jeg får den besked.

Som jeg skrev i startindlæg så er min referenceramme ret lille da jeg kun har en bror og han er ligesom jeg selv ikke det mindste kræsen og min søn spiser alt. Min mand Tilgengæld kommer af en vanvittigt kræsen familie hvor der blevet lavet 3-4-5 retter så alle kunne være med. Det samme gælder for hans søsters børn.

Jeg har aldrig selv, eller oplevet med min søn, ikke at spise hos andre.

Det er det jeg skriver til start. Har andre gjort jer lignende observationer. Flere har skrevet st deres ikke spiser når de er ude og det er jo interessant at høre, for så er det måske bare sådan det er for mange.

[godtnavn]

Min datter er kun 1, så hun spiser alt der bliver stillet foran hende Men jeg er realistisk, der kommer nok en periode hvor broccoli ikke er livretten

[DetSorteCirkus]

Ingen skriver, at kræsenhed ikke kan havde noget med opdragelse at gøre.
Ingen skriver at kræsenhed udelukkende har med opdragelse at gøre.

Så når vi alle kan blive enige om dette - så synes jeg at jeg vil vende tilbage til, at det ville klæde alle, ikke at dømme folk med kræsne børn. Man aner ikke hvad der ligger til grundlag for kræsenheden, det ene eller det andet, og som jeg skrev, er det bare super træls når folk tror de har fat i den lange ende af opdragelsen.

Det lader også til at være et spørgsmål om ord og begreber.
Jeg synes, at kræsenhed lyder som den forkerte betegnelse for de rigtig svære eksempler her i tråden. Jeg ville kalde det spisevægring, fordi det ikke primært fremstår som et spørgsmål om smage.

[Slettet bruger]

Det kunne være underholdende at tage en "det er min fortjeneste"-tilgang til andre aspekter af børnenes liv. Ja, min datter er helt vildt god i skolen fordi vi har læst mange bøger herhjemme. Min søn er helt vildt god til fodbold fordi vi har skudt meget med bold herhjemme i haven. Man kunne nok rimelig hurtigt få en del fjender blandt forældre der også har læst mange bøger men hvis børn stadig læser dårligt, eller som ikke kan få deres børn uden for en dør uanset hvad de gør.

De fleste er vel enige om at boglige evner i høj grad er genetiske, man kan ikke opdrage sig ud af dårlige evner i skolen. Eller manglende evner som boldspiller. Man kan nok i en vis udstrækning kompensere for f.eks. manglende boglige evner, men det er vanskeligt. Jeg kan ikke se hvorfor kræsenhed skulle være anderledes. Generelt har jeg ikke så megen fidus til opdragelse som noget der gør den store forskel for børn. Hvis man giver børnene et trygt sted at være og forklarer dem ting når de spørger, så finder de i store træk selv ud af hvilke mennesker de skal være.

[TinaW]

Altså vi har desværre en af de kræsne drenge Jeg ved egentlig ikke, hvad vi kunne have gjort anderledes, for jeg synes egentlig han blev introduceret for meget allerede som baby, og da han var yngre spiste han også meget mere end i dag.
Han er nok i en ret almindelig fase med, at al manden skal være separat, og han skal kunne se, hvad det er, så det kan godt være svært at lade ham spise det samme som os (jeg hader "tør" mad ), men jeg prøver så at lade ham spise de forskellige elementer, der også er i vores mad. Men det er sgu ikke særlig fedt, at han er så kræsen/selektiv, men jeg ved ikke hvad vi ellers skal gøre.

Ting han generelt spiser er:
Grønt: Rød/Gul peberfrugt og agurk. Det er stort set det eneste, med mindre vi er heldige at kunne skjule lidt grønt i lasagnesovsen (som er noget af det eneste "rod-sammen" mad han gider spise)
Kød/fisk: Hakkebøffer, frikadeller, bacon og lignende - det er ret begrænset hvad han gider spise af kød der ikke er hakket, men panering hjælper på alt Han elsker Laks og kan spise os fattige i det Fiskefilet ryger også ned, men der er jo også den nævnte panering.
Kulhydrat: Pasta, brød uden for mange kerner), stegte kartofler/pommes frites
Han spiser intet dip, sovs, dressing eller lignende (ikke engang ketchup ).

Jeg synes det er lidt pinligt at han er så selektiv, men jeg var også selv utroligt kræsen som barn og spiser så godt som alt i dag. Han er sund og rask, og stor og stærk uden at være hverken for tyk eller tynd, så vi håber det kommer med tiden.

Min dreng er også kun så småt begyndt på at fødevarerne må være blandet sammen. han flytter gerne rundt på tingene på tallerkenen, så de ikke rører hinanden. Smørsovs og persille sovs vil han gerne have, ikke andet "dyppelse".
Hakket kød foretrækkes. Dog kan han godt lide f.eks kyllingespyd eller noget i den stil.
Han er dog blevet meget bedre i løbet af de sidste par år og vil også gerne smage på nye ting. Jeg respektere så fuldt ud, hvis han efter smagning siger at det bryder han sig ikke om.
Han spiser de fleste grøntsager, så jeg er ikke bekymret over hans sundhed.

[IrmaPigen]

Jeg tror desværre kræsne børn i dag har en del med curling-forældre at gøre.

Da jeg var barn måtte man enten gå sulten i seng, eller man måtte selv smøre sig en rugbrødsmad, hvis man ikke ville spise det der blev serveret til aftensmad.

I dag hopper og springer forældrene for at lave maden, så poderne kan spise den uanset deres kræsenhed.

Jeg anerkender at børns smagsløg ændrer sig med alderen. Men ofte handler børns kræsenhed altså også om fikse ideer.

F.eks udtalte min kærestes datter at hun ikke kan lide persille. Alligevel spiste hun med stort velbehag mine kødboller i tomatsauce, selvom der var masser af persille i bollerne. Vi fortalte hende bare ikke, at det var det der var i.

[Sorenspige]

Det kan godt være, at det skyldes fikse ideer, men herhjemme skal man ikke gå sulten i seng, fordi man ikke kan lide maden.

Vores dreng bliver opfodret meget kraftigt til at smage på tingene, men hvis han ikke kan lide det, er det helt i orden. Så får han en rugbrødsmad med leverpostej.

Jeg medgiver gerne, at han i periode har levet virkelig meget af leverpostejsmadder .

I den senere tid virker det til, at han langsom begynder at smage og spise andre ting, end han har gjort længe.

Vi taler med ham om, at man ikke skal kalde mad ulækkert.

Vores dreng spiser ikke suppe, risengrød, havregrød, dressing, sovs, hakket kød i fx kødsovs og hakkebøffer og kartofler. Til gengæld spiser han en del andre ting, så jeg tænker, at det går.