Angstanfald hos børn?

Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 4077
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 462
Likede indlæg: 3691

Angstanfald hos børn?

Indlægaf Sophies-mor » 21. jun 2018, 18:48

Min datter og jeg var på badeværelset og vi taler i al almindelighed sammen, da hun pludselig - for mig at se - ud af det blå får det, der minder om et angstanfald.
Jeg har googlet, men får bare almindelig angst frem - altså med mistrivsel i skole, lav appetit osv.
Ikke deciderede "anfald".

Jeg ved godt, hvad der udløste det og har heldigvis en vis faglig baggrund, så kunne holde mig selv klar i hovedet og undgå panik, mens jeg fik hende talt ned igen.
Men, hvor kan jeg lære mere om angstanfald, uden at skulle hente én af mine fagbøger frem?
:gruble:

Har I nogle erfaringer, voksne som børn?
0
Hæklerier på hjernen :cool:
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10228
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 783
Likede indlæg: 14749

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Juki » 21. jun 2018, 18:50

http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjael ... boern.aspx er et godt sted at starte :)

http://www.bedrepsykiatri.dk/ - For dig/jer som pårøende.
1
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 4077
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 462
Likede indlæg: 3691

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Sophies-mor » 21. jun 2018, 18:54

Juki skrev:http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/angst/angst-hos-boern.aspx er et godt sted at starte :)

http://www.bedrepsykiatri.dk/ - For dig/jer som pårøende.

Tak, første link har jeg læst.
Der var ikke så meget at hente.
:genert:

Andet link, tjekker jeg lige.
0
Hæklerier på hjernen :cool:
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10228
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 783
Likede indlæg: 14749

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Juki » 21. jun 2018, 19:07

Sophies-mor skrev:
Juki skrev:http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/angst/angst-hos-boern.aspx er et godt sted at starte :)

http://www.bedrepsykiatri.dk/ - For dig/jer som pårøende.

Tak, første link har jeg læst.
Der var ikke så meget at hente.
:genert:

Andet link, tjekker jeg lige.

Hvad er det mere præcis du har brug for i forhold til erfaringer og viden? :)

Er det hvordan et angstanfald takles bedst, hvad der sker i kroppen, hvilke behandlingsmuligheder der er, hvordan du kan "afværge" og hjælpe din datter, hvilke former for angst der er eller noget helt andet?
1
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 4077
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 462
Likede indlæg: 3691

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Sophies-mor » 21. jun 2018, 19:09

Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/angst/angst-hos-boern.aspx er et godt sted at starte :)

http://www.bedrepsykiatri.dk/ - For dig/jer som pårøende.

Tak, første link har jeg læst.
Der var ikke så meget at hente.
:genert:

Andet link, tjekker jeg lige.

Hvad er det mere præcis du har brug for i forhold til erfaringer og viden? :)

Er det hvordan et angstanfald takles bedst, hvad der sker i kroppen, hvilke behandlingsmuligheder der er, hvordan du kan "afværge" og hjælpe din datter, hvilke former for angst der er eller noget helt andet?

Nok primært disse.
Ikke alt jeg kan huske fra psykiatri undervisningen og vi beskæftigede os primært med sygdomme og ikke angst.
0
Hæklerier på hjernen :cool:
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10228
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 783
Likede indlæg: 14749

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Juki » 21. jun 2018, 19:41

Sophies-mor skrev:
Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/angst/angst-hos-boern.aspx er et godt sted at starte :)

http://www.bedrepsykiatri.dk/ - For dig/jer som pårøende.

Tak, første link har jeg læst.
Der var ikke så meget at hente.
:genert:

Andet link, tjekker jeg lige.

Hvad er det mere præcis du har brug for i forhold til erfaringer og viden? :)

Er det hvordan et angstanfald takles bedst, hvad der sker i kroppen, hvilke behandlingsmuligheder der er, hvordan du kan "afværge" og hjælpe din datter, hvilke former for angst der er eller noget helt andet?

Nok primært disse.
Ikke alt jeg kan huske fra psykiatri undervisningen og vi beskæftigede os primært med sygdomme og ikke angst.

Hvilken type angst har hun?

Der findes forskellige typer angst og de skal håndteres forskelligt, samtidig med at det også er individuelt fra person til person. Nogle har fx brug for at blive konfronteret med det de er bange for for at overvinde den frygt/angst. Det kan være hvis det drejer sig om socialangst.

Jeg har haft generaliseret angst og panikangst. Det startede som separationsangst da jeg var barn og udviklede sig fordi jeg ikke fik hjælp. Derudover blev det forværret af en masse andre tilstande/faktorer senere hen. Jeg har prøvet forskellige ting med blandet resultat.

Mindfulness/meditation = Det stressede mig mere end det gavnede
NADA(akupunktur) = Ikke nogen mærkbar effekt
Samtaleterapi med skemaer = Forværrede det
Psykologsamtaler hos en psykolog med speciale i bl.a angst = Koloenorm hjælp!

Jeg har hele tiden været opmærksom på at min angst var et symptom på noget andet og derfor har jeg heller ikke været interesseret i at tage medicin for det(beroligende medicin og sovemedicin fx) Samtaleterapien med skemaerne er en måde at aflede en på(fx ved at man skal beskrive hvad man er bange for, hvad det værste ved det er osv.) Der er nogen det hjælper, men jeg oplevede en enorm stor frustration ved det fordi det ikke hjalp og min behandler ikke forstod at hjælpe på andre måder..

Da jeg startede ved psykologen blev der arbejdet med angsten på en hel anden måde. Sådan kort fortalt handlede det om at jeg skulle ændre mit tankemønster. I stedet for at jeg skulle aflede mig selv og glemme angsten skulle jeg i stedet lære at forholde mig til den og acceptere den. Fx oplevede jeg mange fysiske symptomer der kan forveksles med hjerteproblemer og andre alvorlige/ubehagelige tilstande, men i stedet for at tænke på noget andet så skulle jeg lære angstens symptomer at kende, så når jeg fx oplevede kraftig hjertebanken og ubehag kunne jeg slappe af i stedet fordi jeg vidste at det var pga. angsten, det gik over igen og ikke mindst at det ikke var noget jeg skulle kæmpe imod.

Så afhængig af hvilken type angst din datter har og hvordan hun reagerer vil jeg råde dig til at snakke, snakke og snakke med hende om det. Også når hun ikke har angst og selvom det kan fremprovokere et angstanfald. Som sagt er det ikke farligt i sig selv at have angst, men det kan føles sindssygt ubehageligt og man kan være ret smadret i kroppen bagefter. Spørg og lyt til det hun siger og det hun reagerer på.

Jeg har fx været bange for at miste og reageret meget voldsomt på angsten(så meget så det var invaliderende for min dagligdag) For mig har det ikke hjulpet at skubbe tankerne væk og blive afledt. Derimod har det gjort en kæmpe forskel at jeg har accepteret at alle skal dø og det er ikke noget jeg kan styre lige meget hvor meget jeg vil. Og at der så samtidig er lagt en plan for hvad der skal ske når nogle af mine nære fx dør. Det lyder vældig simpelt og det er det også, men det hjælper fordi jeg kan slappe af i hovedet og ved at det ikke er noget jeg behøver spekulere på fordi der er styr på det.

Spørg endelig hvis du har flere spørgsmål.
4
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 4077
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 462
Likede indlæg: 3691

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Sophies-mor » 21. jun 2018, 19:50

Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/angst/angst-hos-boern.aspx er et godt sted at starte :)

http://www.bedrepsykiatri.dk/ - For dig/jer som pårøende.

Tak, første link har jeg læst.
Der var ikke så meget at hente.
:genert:

Andet link, tjekker jeg lige.

Hvad er det mere præcis du har brug for i forhold til erfaringer og viden? :)

Er det hvordan et angstanfald takles bedst, hvad der sker i kroppen, hvilke behandlingsmuligheder der er, hvordan du kan "afværge" og hjælpe din datter, hvilke former for angst der er eller noget helt andet?

Nok primært disse.
Ikke alt jeg kan huske fra psykiatri undervisningen og vi beskæftigede os primært med sygdomme og ikke angst.

Hvilken type angst har hun?

Der findes forskellige typer angst og de skal håndteres forskelligt, samtidig med at det også er individuelt fra person til person. Nogle har fx brug for at blive konfronteret med det de er bange for for at overvinde den frygt/angst. Det kan være hvis det drejer sig om socialangst.

Jeg har haft generaliseret angst og panikangst. Det startede som separationsangst da jeg var barn og udviklede sig fordi jeg ikke fik hjælp. Derudover blev det forværret af en masse andre tilstande/faktorer senere hen. Jeg har prøvet forskellige ting med blandet resultat.

Mindfulness/meditation = Det stressede mig mere end det gavnede
NADA(akupunktur) = Ikke nogen mærkbar effekt
Samtaleterapi med skemaer = Forværrede det
Psykologsamtaler hos en psykolog med speciale i bl.a angst = Koloenorm hjælp!

Jeg har hele tiden været opmærksom på at min angst var et symptom på noget andet og derfor har jeg heller ikke været interesseret i at tage medicin for det(beroligende medicin og sovemedicin fx) Samtaleterapien med skemaerne er en måde at aflede en på(fx ved at man skal beskrive hvad man er bange for, hvad det værste ved det er osv.) Der er nogen det hjælper, men jeg oplevede en enorm stor frustration ved det fordi det ikke hjalp og min behandler ikke forstod at hjælpe på andre måder..

Da jeg startede ved psykologen blev der arbejdet med angsten på en hel anden måde. Sådan kort fortalt handlede det om at jeg skulle ændre mit tankemønster. I stedet for at jeg skulle aflede mig selv og glemme angsten skulle jeg i stedet lære at forholde mig til den og acceptere den. Fx oplevede jeg mange fysiske symptomer der kan forveksles med hjerteproblemer og andre alvorlige/ubehagelige tilstande, men i stedet for at tænke på noget andet så skulle jeg lære angstens symptomer at kende, så når jeg fx oplevede kraftig hjertebanken og ubehag kunne jeg slappe af i stedet fordi jeg vidste at det var pga. angsten, det gik over igen og ikke mindst at det ikke var noget jeg skulle kæmpe imod.

Så afhængig af hvilken type angst din datter har og hvordan hun reagerer vil jeg råde dig til at snakke, snakke og snakke med hende om det. Også når hun ikke har angst og selvom det kan fremprovokere et angstanfald. Som sagt er det ikke farligt i sig selv at have angst, men det kan føles sindssygt ubehageligt og man kan være ret smadret i kroppen bagefter. Spørg og lyt til det hun siger og det hun reagerer på.

Jeg har fx været bange for at miste og reageret meget voldsomt på angsten(så meget så det var invaliderende for min dagligdag) For mig har det ikke hjulpet at skubbe tankerne væk og blive afledt. Derimod har det gjort en kæmpe forskel at jeg har accepteret at alle skal dø og det er ikke noget jeg kan styre lige meget hvor meget jeg vil. Og at der så samtidig er lagt en plan for hvad der skal ske når nogle af mine nære fx dør. Det lyder vældig simpelt og det er det også, men det hjælper fordi jeg kan slappe af i hovedet og ved at det ikke er noget jeg behøver spekulere på fordi der er styr på det.

Spørg endelig hvis du har flere spørgsmål.

Hun har haft et angstanfald.
Det er det.
0
Hæklerier på hjernen :cool:
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10228
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 783
Likede indlæg: 14749

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Juki » 21. jun 2018, 19:57

Sophies-mor skrev:
Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/angst/angst-hos-boern.aspx er et godt sted at starte :)

http://www.bedrepsykiatri.dk/ - For dig/jer som pårøende.

Tak, første link har jeg læst.
Der var ikke så meget at hente.
:genert:

Andet link, tjekker jeg lige.

Hvad er det mere præcis du har brug for i forhold til erfaringer og viden? :)

Er det hvordan et angstanfald takles bedst, hvad der sker i kroppen, hvilke behandlingsmuligheder der er, hvordan du kan "afværge" og hjælpe din datter, hvilke former for angst der er eller noget helt andet?

Nok primært disse.
Ikke alt jeg kan huske fra psykiatri undervisningen og vi beskæftigede os primært med sygdomme og ikke angst.

Hvilken type angst har hun?

Der findes forskellige typer angst og de skal håndteres forskelligt, samtidig med at det også er individuelt fra person til person. Nogle har fx brug for at blive konfronteret med det de er bange for for at overvinde den frygt/angst. Det kan være hvis det drejer sig om socialangst.

Jeg har haft generaliseret angst og panikangst. Det startede som separationsangst da jeg var barn og udviklede sig fordi jeg ikke fik hjælp. Derudover blev det forværret af en masse andre tilstande/faktorer senere hen. Jeg har prøvet forskellige ting med blandet resultat.

Mindfulness/meditation = Det stressede mig mere end det gavnede
NADA(akupunktur) = Ikke nogen mærkbar effekt
Samtaleterapi med skemaer = Forværrede det
Psykologsamtaler hos en psykolog med speciale i bl.a angst = Koloenorm hjælp!

Jeg har hele tiden været opmærksom på at min angst var et symptom på noget andet og derfor har jeg heller ikke været interesseret i at tage medicin for det(beroligende medicin og sovemedicin fx) Samtaleterapien med skemaerne er en måde at aflede en på(fx ved at man skal beskrive hvad man er bange for, hvad det værste ved det er osv.) Der er nogen det hjælper, men jeg oplevede en enorm stor frustration ved det fordi det ikke hjalp og min behandler ikke forstod at hjælpe på andre måder..

Da jeg startede ved psykologen blev der arbejdet med angsten på en hel anden måde. Sådan kort fortalt handlede det om at jeg skulle ændre mit tankemønster. I stedet for at jeg skulle aflede mig selv og glemme angsten skulle jeg i stedet lære at forholde mig til den og acceptere den. Fx oplevede jeg mange fysiske symptomer der kan forveksles med hjerteproblemer og andre alvorlige/ubehagelige tilstande, men i stedet for at tænke på noget andet så skulle jeg lære angstens symptomer at kende, så når jeg fx oplevede kraftig hjertebanken og ubehag kunne jeg slappe af i stedet fordi jeg vidste at det var pga. angsten, det gik over igen og ikke mindst at det ikke var noget jeg skulle kæmpe imod.

Så afhængig af hvilken type angst din datter har og hvordan hun reagerer vil jeg råde dig til at snakke, snakke og snakke med hende om det. Også når hun ikke har angst og selvom det kan fremprovokere et angstanfald. Som sagt er det ikke farligt i sig selv at have angst, men det kan føles sindssygt ubehageligt og man kan være ret smadret i kroppen bagefter. Spørg og lyt til det hun siger og det hun reagerer på.

Jeg har fx været bange for at miste og reageret meget voldsomt på angsten(så meget så det var invaliderende for min dagligdag) For mig har det ikke hjulpet at skubbe tankerne væk og blive afledt. Derimod har det gjort en kæmpe forskel at jeg har accepteret at alle skal dø og det er ikke noget jeg kan styre lige meget hvor meget jeg vil. Og at der så samtidig er lagt en plan for hvad der skal ske når nogle af mine nære fx dør. Det lyder vældig simpelt og det er det også, men det hjælper fordi jeg kan slappe af i hovedet og ved at det ikke er noget jeg behøver spekulere på fordi der er styr på det.

Spørg endelig hvis du har flere spørgsmål.

Hun har haft et angstanfald.
Det er det.

Okay, du skrev bare at du godt vidste hvad der har udløst det. Det er ret afgørende for hvilken behandling der kan være gavnlig at man kender årsagen.

Hvordan vurderede du at det drejede sig om et angstanfald?
3
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 4077
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 462
Likede indlæg: 3691

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Sophies-mor » 21. jun 2018, 20:00

Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/angst/angst-hos-boern.aspx er et godt sted at starte :)

http://www.bedrepsykiatri.dk/ - For dig/jer som pårøende.

Tak, første link har jeg læst.
Der var ikke så meget at hente.
:genert:

Andet link, tjekker jeg lige.

Hvad er det mere præcis du har brug for i forhold til erfaringer og viden? :)

Er det hvordan et angstanfald takles bedst, hvad der sker i kroppen, hvilke behandlingsmuligheder der er, hvordan du kan "afværge" og hjælpe din datter, hvilke former for angst der er eller noget helt andet?

Nok primært disse.
Ikke alt jeg kan huske fra psykiatri undervisningen og vi beskæftigede os primært med sygdomme og ikke angst.

Hvilken type angst har hun?

Der findes forskellige typer angst og de skal håndteres forskelligt, samtidig med at det også er individuelt fra person til person. Nogle har fx brug for at blive konfronteret med det de er bange for for at overvinde den frygt/angst. Det kan være hvis det drejer sig om socialangst.

Jeg har haft generaliseret angst og panikangst. Det startede som separationsangst da jeg var barn og udviklede sig fordi jeg ikke fik hjælp. Derudover blev det forværret af en masse andre tilstande/faktorer senere hen. Jeg har prøvet forskellige ting med blandet resultat.

Mindfulness/meditation = Det stressede mig mere end det gavnede
NADA(akupunktur) = Ikke nogen mærkbar effekt
Samtaleterapi med skemaer = Forværrede det
Psykologsamtaler hos en psykolog med speciale i bl.a angst = Koloenorm hjælp!

Jeg har hele tiden været opmærksom på at min angst var et symptom på noget andet og derfor har jeg heller ikke været interesseret i at tage medicin for det(beroligende medicin og sovemedicin fx) Samtaleterapien med skemaerne er en måde at aflede en på(fx ved at man skal beskrive hvad man er bange for, hvad det værste ved det er osv.) Der er nogen det hjælper, men jeg oplevede en enorm stor frustration ved det fordi det ikke hjalp og min behandler ikke forstod at hjælpe på andre måder..

Da jeg startede ved psykologen blev der arbejdet med angsten på en hel anden måde. Sådan kort fortalt handlede det om at jeg skulle ændre mit tankemønster. I stedet for at jeg skulle aflede mig selv og glemme angsten skulle jeg i stedet lære at forholde mig til den og acceptere den. Fx oplevede jeg mange fysiske symptomer der kan forveksles med hjerteproblemer og andre alvorlige/ubehagelige tilstande, men i stedet for at tænke på noget andet så skulle jeg lære angstens symptomer at kende, så når jeg fx oplevede kraftig hjertebanken og ubehag kunne jeg slappe af i stedet fordi jeg vidste at det var pga. angsten, det gik over igen og ikke mindst at det ikke var noget jeg skulle kæmpe imod.

Så afhængig af hvilken type angst din datter har og hvordan hun reagerer vil jeg råde dig til at snakke, snakke og snakke med hende om det. Også når hun ikke har angst og selvom det kan fremprovokere et angstanfald. Som sagt er det ikke farligt i sig selv at have angst, men det kan føles sindssygt ubehageligt og man kan være ret smadret i kroppen bagefter. Spørg og lyt til det hun siger og det hun reagerer på.

Jeg har fx været bange for at miste og reageret meget voldsomt på angsten(så meget så det var invaliderende for min dagligdag) For mig har det ikke hjulpet at skubbe tankerne væk og blive afledt. Derimod har det gjort en kæmpe forskel at jeg har accepteret at alle skal dø og det er ikke noget jeg kan styre lige meget hvor meget jeg vil. Og at der så samtidig er lagt en plan for hvad der skal ske når nogle af mine nære fx dør. Det lyder vældig simpelt og det er det også, men det hjælper fordi jeg kan slappe af i hovedet og ved at det ikke er noget jeg behøver spekulere på fordi der er styr på det.

Spørg endelig hvis du har flere spørgsmål.

Hun har haft et angstanfald.
Det er det.

Okay, du skrev bare at du godt vidste hvad der har udløst det. Det er ret afgørende for hvilken behandling der kan være gavnlig at man kender årsagen.

Hvordan vurderede du at det drejede sig om et angstanfald?

At hun hyperventilerede, ikke kunne formulere sig ud over, at hun var bange, på det nærmeste gik i baglås og sitrede over hele kroppen.
0
Hæklerier på hjernen :cool:
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10228
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 783
Likede indlæg: 14749

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Juki » 21. jun 2018, 20:10

Sophies-mor skrev:
Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:
Sophies-mor skrev:
Juki skrev:http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/angst/angst-hos-boern.aspx er et godt sted at starte :)

http://www.bedrepsykiatri.dk/ - For dig/jer som pårøende.

Tak, første link har jeg læst.
Der var ikke så meget at hente.
:genert:

Andet link, tjekker jeg lige.

Hvad er det mere præcis du har brug for i forhold til erfaringer og viden? :)

Er det hvordan et angstanfald takles bedst, hvad der sker i kroppen, hvilke behandlingsmuligheder der er, hvordan du kan "afværge" og hjælpe din datter, hvilke former for angst der er eller noget helt andet?

Nok primært disse.
Ikke alt jeg kan huske fra psykiatri undervisningen og vi beskæftigede os primært med sygdomme og ikke angst.

Hvilken type angst har hun?

Der findes forskellige typer angst og de skal håndteres forskelligt, samtidig med at det også er individuelt fra person til person. Nogle har fx brug for at blive konfronteret med det de er bange for for at overvinde den frygt/angst. Det kan være hvis det drejer sig om socialangst.

Jeg har haft generaliseret angst og panikangst. Det startede som separationsangst da jeg var barn og udviklede sig fordi jeg ikke fik hjælp. Derudover blev det forværret af en masse andre tilstande/faktorer senere hen. Jeg har prøvet forskellige ting med blandet resultat.

Mindfulness/meditation = Det stressede mig mere end det gavnede
NADA(akupunktur) = Ikke nogen mærkbar effekt
Samtaleterapi med skemaer = Forværrede det
Psykologsamtaler hos en psykolog med speciale i bl.a angst = Koloenorm hjælp!

Jeg har hele tiden været opmærksom på at min angst var et symptom på noget andet og derfor har jeg heller ikke været interesseret i at tage medicin for det(beroligende medicin og sovemedicin fx) Samtaleterapien med skemaerne er en måde at aflede en på(fx ved at man skal beskrive hvad man er bange for, hvad det værste ved det er osv.) Der er nogen det hjælper, men jeg oplevede en enorm stor frustration ved det fordi det ikke hjalp og min behandler ikke forstod at hjælpe på andre måder..

Da jeg startede ved psykologen blev der arbejdet med angsten på en hel anden måde. Sådan kort fortalt handlede det om at jeg skulle ændre mit tankemønster. I stedet for at jeg skulle aflede mig selv og glemme angsten skulle jeg i stedet lære at forholde mig til den og acceptere den. Fx oplevede jeg mange fysiske symptomer der kan forveksles med hjerteproblemer og andre alvorlige/ubehagelige tilstande, men i stedet for at tænke på noget andet så skulle jeg lære angstens symptomer at kende, så når jeg fx oplevede kraftig hjertebanken og ubehag kunne jeg slappe af i stedet fordi jeg vidste at det var pga. angsten, det gik over igen og ikke mindst at det ikke var noget jeg skulle kæmpe imod.

Så afhængig af hvilken type angst din datter har og hvordan hun reagerer vil jeg råde dig til at snakke, snakke og snakke med hende om det. Også når hun ikke har angst og selvom det kan fremprovokere et angstanfald. Som sagt er det ikke farligt i sig selv at have angst, men det kan føles sindssygt ubehageligt og man kan være ret smadret i kroppen bagefter. Spørg og lyt til det hun siger og det hun reagerer på.

Jeg har fx været bange for at miste og reageret meget voldsomt på angsten(så meget så det var invaliderende for min dagligdag) For mig har det ikke hjulpet at skubbe tankerne væk og blive afledt. Derimod har det gjort en kæmpe forskel at jeg har accepteret at alle skal dø og det er ikke noget jeg kan styre lige meget hvor meget jeg vil. Og at der så samtidig er lagt en plan for hvad der skal ske når nogle af mine nære fx dør. Det lyder vældig simpelt og det er det også, men det hjælper fordi jeg kan slappe af i hovedet og ved at det ikke er noget jeg behøver spekulere på fordi der er styr på det.

Spørg endelig hvis du har flere spørgsmål.

Hun har haft et angstanfald.
Det er det.

Okay, du skrev bare at du godt vidste hvad der har udløst det. Det er ret afgørende for hvilken behandling der kan være gavnlig at man kender årsagen.

Hvordan vurderede du at det drejede sig om et angstanfald?

At hun hyperventilerede, ikke kunne formulere sig ud over, at hun var bange, på det nærmeste gik i baglås og sitrede over hele kroppen.

Det lyder heller ikke rart. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at der kan være andre årsager til den reaktion end angst, men uanset hvad lyder det som en god idé hvis I konsulterer egen læge. Det er jo ikke sikkert der skal ske så meget med det samme(det kan jeg ikke vurdere når jeg ikke kender jer) men så er det i det mindste noteret i hendes journal og lægen er opmærksom på det fremover. Det kan være ret vigtigt at få det noteret hvis det er/bliver et tilbagevendende problem og det engang i fremtiden er nødvendigt med en henvisning til en psykolog eller et andet behandlingsforløb.
4
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 3559
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 706
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 8552

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Madam Pomfrey » 21. jun 2018, 21:00

Nu er det absolut ikke for at være grov ved dig - og jeg er sikker på du gør det super godt som mor.
Men måske hendes reaktion handler om hvordan du har det for tiden, at hun reagerer på alt det der fylder hos dig, at du har "smittet" hende.

Jeg tænker bare at du jo dealer med nogle store og følsomme ting selv, du er igang med opgør og oprør. Du arbejder med dig selv, trækker dine grænser og forventninger til nye steder, fordi du er opmærksom på dine relationer, og de skuffelser du oplever der.

jeg er ihvertfald, qua familieterapi, blevet klar over hvor meget man om forældre påvirker sine børn, når man selv kæmper, træder vande i livets suppedas, når man er træt, udmattet, følelesmæssigt brugt - det smitter af på vores børn.
9
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 4077
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 462
Likede indlæg: 3691

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Sophies-mor » 21. jun 2018, 21:05

Madam Pomfrey skrev:Nu er det absolut ikke for at være grov ved dig - og jeg er sikker på du gør det super godt som mor.
Men måske hendes reaktion handler om hvordan du har det for tiden, at hun reagerer på alt det der fylder hos dig, at du har "smittet" hende.

Jeg tænker bare at du jo dealer med nogle store og følsomme ting selv, du er igang med opgør og oprør. Du arbejder med dig selv, trækker dine grænser og forventninger til nye steder, fordi du er opmærksom på dine relationer, og de skuffelser du oplever der.

jeg er ihvertfald, qua familieterapi, blevet klar over hvor meget man om forældre påvirker sine børn, når man selv kæmper, træder vande i livets suppedas, når man er træt, udmattet, følelesmæssigt brugt - det smitter af på vores børn.

Det ved jeg godt.
Men vi har som par set hende reagere med ængstelse nogle gange, selv i de gode perioder.
Og da. Storesøster (halv- på fars side) har flere psykiatriske diagnoser vil vi hellere gå med livrem og seler og kontakte lægen.
Det er slet ikke utænkeligt, at det hænger sammen med.min situation, og dermed hendes. Det afviser jeg ikke.
Men selv min ellers blinde mand har bemærket det med Sophie sidst han var hjemme. Og han er normalt stæreblind.
0
Hæklerier på hjernen :cool:
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 3559
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 706
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 8552

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Madam Pomfrey » 21. jun 2018, 21:26

Sophies-mor skrev:
Madam Pomfrey skrev:Nu er det absolut ikke for at være grov ved dig - og jeg er sikker på du gør det super godt som mor.
Men måske hendes reaktion handler om hvordan du har det for tiden, at hun reagerer på alt det der fylder hos dig, at du har "smittet" hende.

Jeg tænker bare at du jo dealer med nogle store og følsomme ting selv, du er igang med opgør og oprør. Du arbejder med dig selv, trækker dine grænser og forventninger til nye steder, fordi du er opmærksom på dine relationer, og de skuffelser du oplever der.

jeg er ihvertfald, qua familieterapi, blevet klar over hvor meget man om forældre påvirker sine børn, når man selv kæmper, træder vande i livets suppedas, når man er træt, udmattet, følelesmæssigt brugt - det smitter af på vores børn.

Det ved jeg godt.
Men vi har som par set hende reagere med ængstelse nogle gange, selv i de gode perioder.
Og da. Storesøster (halv- på fars side) har flere psykiatriske diagnoser vil vi hellere gå med livrem og seler og kontakte lægen.
Det er slet ikke utænkeligt, at det hænger sammen med.min situation, og dermed hendes. Det afviser jeg ikke.
Men selv min ellers blinde mand har bemærket det med Sophie sidst han var hjemme. Og han er normalt stæreblind.


naturligvis skal i være opmærksomme og gå med livrem og seler! ingen tvivl om det....
Men sidst far var hjemme, der var det hele vel også lidt bøvlet?
1
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Sophies-mor
Indlæg: 4077
Tilmeldt: 16. okt 2015, 12:30
Kort karma: 462
Likede indlæg: 3691

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Sophies-mor » 21. jun 2018, 21:34

Madam Pomfrey skrev:
Sophies-mor skrev:
Madam Pomfrey skrev:Nu er det absolut ikke for at være grov ved dig - og jeg er sikker på du gør det super godt som mor.
Men måske hendes reaktion handler om hvordan du har det for tiden, at hun reagerer på alt det der fylder hos dig, at du har "smittet" hende.

Jeg tænker bare at du jo dealer med nogle store og følsomme ting selv, du er igang med opgør og oprør. Du arbejder med dig selv, trækker dine grænser og forventninger til nye steder, fordi du er opmærksom på dine relationer, og de skuffelser du oplever der.

jeg er ihvertfald, qua familieterapi, blevet klar over hvor meget man om forældre påvirker sine børn, når man selv kæmper, træder vande i livets suppedas, når man er træt, udmattet, følelesmæssigt brugt - det smitter af på vores børn.

Det ved jeg godt.
Men vi har som par set hende reagere med ængstelse nogle gange, selv i de gode perioder.
Og da. Storesøster (halv- på fars side) har flere psykiatriske diagnoser vil vi hellere gå med livrem og seler og kontakte lægen.
Det er slet ikke utænkeligt, at det hænger sammen med.min situation, og dermed hendes. Det afviser jeg ikke.
Men selv min ellers blinde mand har bemærket det med Sophie sidst han var hjemme. Og han er normalt stæreblind.


naturligvis skal i være opmærksomme og gå med livrem og seler! ingen tvivl om det....
Men sidst far var hjemme, der var det hele vel også lidt bøvlet?

Nemlig ikke så meget som normalt, det var derfor, at jeg også valgte at udsætte snakken.
Det gik nemlig langt hen ad vejen bedre. Indtil ... 3 uger før han skulle ud. Selvfølgelig var der hikkebøvser undervejs og tilbagefald, men han var mere sig selv end længe. Derfor håbede jeg jo, at det her negative lort var en periode.
1
Hæklerier på hjernen :cool:
Aragorn
Indlæg: 1497
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 351
Likede indlæg: 3805

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Aragorn » 21. jun 2018, 21:53

Det er bestemt muligt, jeg havde det som barn. Jeg forstod ikke hvad der foregik, jeg havde det blot dårligt. Jeg forvekslede min ængstelighed med dårlig samvittighed, kan jeg huske. Det var den eneste anden følelse jeg kendte til, der gav mig den uro og følelsen af at mine relationer til mine forældre var i fare.

Derudover havde jeg fysiske reaktioner - ikke hyperventilating, men kvalme og for at sige det rent ud, eksplosiv tyndskid.

Jeg var også deprimeret som barn.

Set i bakspejlet, så skyldtes det flere ting, og deres samspil. For det første havde jeg god grund til at være angst.

Min ADD (eller bare min måde at være på?) gjorde mig ufatteligt glemsom og distret, og jeg var ude af stand til at koncentrere mig om noget, så jeg lavede aldrig lektier og kunne ikke sidde stille i skolen, og var forstyrrende i klassen. Hvilket betød at der A-L-T-I-D var skideballer, og særligt min mors hænder sad løse en overgang.

Samtidigt var jeg lige en lille smule mere begavet end gennemsnittet, og det gjorde at jeg forstod ting man ikke skal forstå som 10 årig, fordi man ikke har kapacitet til at håndtere tanker som 'min egen eksistens er akkurat lige så meningsløs som eksistensen af den myre jeg har på min hånd'. Tanker om at døden kunne indtræffe når som helst ligeså, gjorde også sit til at gøre mig ængstelig.

Hele min måde at være på, gjorde mig også forhadt af mine lærere.

Alt i alt havde jeg god grund til at være angst, for jeg havde ikke styr på noget, og der var altid en voksen der havde noget ubehageligt at levere.

Det hele førte til social isolation, og det førte til depression.

Forøvrigt er det nødvendigt at du beskriver hvad du observerer hos dit barn, hvis du vil have nogle bud på, hvad der foregår. Det er en kompliceret række af reaktioner.
2
It's a good day when the hypothalamus is not telling you what to do.

Tilbage til "Børn"