Angstanfald hos børn?

Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 607
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 46
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 429

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf Hurrze » 21. jun 2018, 22:23

Selvom det kun er et enkelt anfald hun har haft, kan hun stadig godt have angst som sådan, og det bare viser sig på den måde. At hun måske har udviklet angst med tiden, men ikke rigtig haft så mange symptomer før nu. Angst kan meget nemt opstå, selv af små ting. Tænker det er bedst at kontakte lægen uanset for at hun også får snakket om hendes følelser, og at det er hende der får lov til at snakke om hvordan hun har det, og ikke nødvendigvis dig der snakker "for" hende. Er sikker på du er en rigtig god mor, og tror da også du ville lade hende snakke for sig selv er slet ikke det, men kan være en vigtig del når man er psykisk ustabil at man selv får lov til at sætte ord på de tanker og følelser man har

Jeg har selv angst, er 24 år gammel, og har haft angst så længe jeg kan huske tilbage næsten. Selv da jeg var meget lille. Mit er så grobund i en meget dårlig opvækst med bla. en psykisk syg (narcissistisk) og voldelig mor. Jeg har dog fået det bedre med at håndtere visse ting omkring mine følelser og mine tanker og oplevelser da jeg var barn gennem psykoterapi. Men ved også jeg har lang vej igen, fordi det er meget at rette op på efter så mange år med ubehandlet angst og traumatiske oplevelser for mit vedkommende. Ønsker ikke for nogen at de ender med ubehandlet angst, så tænker derfor også det er godt at vide om din datter har angst eller ej, så det kan blive behandlet hvis hun har så det ikke bliver værre. Og vil lige pointere intet af det jeg skriver er en kritik til dig som mor. Det er kun ment i aller bedste mening :)
1
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Brugeravatar
BlueBunny
Indlæg: 4348
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:54
Kort karma: 484
Likede indlæg: 10657

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf BlueBunny » 22. jun 2018, 07:26

Du skriver det var ud af det blå, men at du ved hvad der udløste det. Det lyder modstridende. Så er der jo en trigger, og dermed en baggrund der kan bearbejdes. Det er ikke ud af det blå?

Alt efter hvad der udløste det, så kan du vurdere om du selv er i stand til at bearbejde det og evt ændre noget. Hvis ikke, så må du række ud efter hjælp.
1
Folk med begge ben på jorden, hænger ikke på træerne
MissB
Indlæg: 2334
Tilmeldt: 30. apr 2017, 20:02
Kort karma: 253
Likede indlæg: 2121

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf MissB » 22. jun 2018, 22:52

Tag kontakt til din regions PsykInfo. De har fagpersonale der kan vejlede dig mht behandlingsmuligheder, samt svare på andre spørgsmål du måtte have.
0
Brugeravatar
hotlips
Indlæg: 5039
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:01
Kort karma: 421
Likede indlæg: 9195

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf hotlips » 23. jun 2018, 07:03

Det er jo meget voldsomt når det kommer på den måde og jeg tror det du risikerer at begå en kæmpe fejl når du tror du kan bruge din faglighed til ret meget før i har fået nogle fagfolk udefra til at finde ud af hvad og hvor meget der rent foregår men det mener jeg nu heller ikke at du bør forsøge når du er hendes mor.
Det kræver en tilgang som man da forhåbentlig ikke har når man er så tæt på.

I gamle dage var det jo almindeligt at være læge for sine børn hvis man var uddannet til det, hverken min mor eller min mormor har nogensinde haft en almindelig praktiserende læge som barn men det må man ikke idag og det er der jo en grund til.

Jeg synes du skal bruge din faglighed til at tage det alvorligt at i har brug for hjælp og det skal gerne være lidt hurtigt, inden det bliver værre, og så holde dig til at være hendes mor og det bliver der nok også rigeligt brug for.

Jeg led selv af angst som barn, jeg har aldrig fået anfald på den måde men jeg holdt mig vågen hele natten og holdt mig hvis jeg skulle tisse fordi jeg troede at der ville komme nogen hvis jeg slukkede lyset og lukkede øjnene og der var mørkt t gangen ud til toilettet og med tiden fik jeg lavet en masse mærkelige små regler inde i mit hoved som jeg skulle overholde ellers så skete der noget jeg ikke rigtig vidste hvad var, men det var helt sikkert noget skidt. Det var ganske forfærdeligt anstrengende.

Det blev så overhovedet ikke taget alvorligt, jeg skulle bare lade være med at læse hele natten og selvom jeg fik et karakterblad hvor der stod jeg sov i alle timerne på den øverste linje og så var der gentagelsestegn og underskrift fra alle mine andre lærere på de følgende, så var der ikke en i et hus med 13 voksne der fik den tanke at det ikke bare var hvad de nu havde besluttet gav mening for dem.

Det var mig selv der søgte hjælp til sidst, jeg var indlagt for noget andet og endte med at fortælle det til en sød sygeplejerske, for jeg troede jeg var seriøst gak, og
hun fik mig indlagt på børnepsykiatrisk.

Hvor mine forældre så kom og sagde at jeg jo bare kunne lade være med at ryge så meget hash!

Jeg kom så ind under ungdoms hvad det end hedder, jeg fik en sagsbehandler som jeg så hver uge, hun kom hjem til mig eller man kunne også vælge at gå på café og den slags, min psykolog gik jeg hos i lidt over 2 år, en super flink lille spanier og de hjalp mig mens jeg flyttede kort hjem til min mormor og så hjemmefra, 16 år gammel og det er helt sikkert noget af det bedste jeg har gjort.

Når din pige reagerer så voldsomt så ville jeg gå ud fra at der foregår noget resten af tiden og det er jo noget af det psykologer kan være rigtig gode til, de er en udenforstående som hun kan fortælle alt det hun ikke vil sige til sine forældre eller nogen andre, og det kan være det kan være en hjælp for jer sammen hvis i andre også får det at vide men hvis hun vil holde det til sig selv og psykologen så kan det jo sagtens være en stor hjælp alligevel.
uanset hvad så tror jeg hun må have en masse der trænger til at komme ud og blive talt om og hvis det var mig og jeg kunne skaffe pengene så ville jeg utvivlsomt selv betale og så få hende afsted så hurtigt som muligt.

Men det er vigtigt at det er en man passer med så hvis hun siger hun ikke bryder sig om den første eller anden, så lyt til det og find en anden, for det gør en verden til forskel at det er en man fungerer med.

Jeg havde Santos, min lille spanske psykolog og han var bare fantastisk, men da jeg blev syg og fik at vide at jeg ikke ville blive rask så kom jeg til psykolog igen og shiit hun var en padde, sådan en der sad og skriblede og havde en eller anden ide om at jeg skulle acceptere at være syg på den rigtige måde, og det holdt bare ikke.

Jeg ved ikke hvordan det er at stå med den slags som mor, det må være uhyggelig svært og nok på nogle måder sværere end når det er rent fysisk, det er sq trods alt rimeligt nemt at forstå hvad der rent faktisk foregår når der er et hul i barnet og det skal lukkes, det kan man jo se og måle.

Men det er stadig noget du skal have hjælp til, og det kan være en rigtig god forretning, jeg ved ikke hvad der var sket hvis jeg ikke selv havde fået hjælp men selv hvis de havde villet så havde det ikke været noget min familie havde kunnet hjælpe med overhovedet.
3
FrkRød
Indlæg: 90
Tilmeldt: 5. maj 2016, 06:24
Kort karma: 4
Likede indlæg: 155

Re: Angstanfald hos børn?

Indlægaf FrkRød » 24. jun 2018, 07:51

Vi har fået supergod hjælp til min datter gennem familiehuset i vores kommune. Der er en psykolog ansat med speciale i angst hos børn. Siden vi startede i foråret oplever vi stort set ingen problemer længere, og vi har lært hvordan vi takler hendes angst og hjælper hende til at overvinde “det farlige”. Programmet vi har fulgt hedder cool kids, og plejer at være nogle forløb de kører på skolerne, i små grupper. Grundet min datters situation, hvor hun også er bange for folk hun ikke kender, blev det bare kørt med hende alene. Og det har været effektivt.
0

Tilbage til "Børn"