Crumbles skrev:Jeg har en meget stædig og viljestærk bonusdatter på 3 år. Det har hun altid været. Hvis det stod til hende skulle hun sætte dagsordenen for alting. Hun har for tiden altid nejhatten på, når hun skal gøre noget, og det er gradvist blevet værre siden ca 2,5 år, til trods for, at vi står fast, når vi har sagt noget. Hvis jeg har sagt, at hun selv skal gå op af trappen, så er det sådan det er, også selvom hun bliver sur. Jeg ved ikke, hvad der er normalt for en i den alder at forstå, men jeg tror heller ikke det er det afgørende. Det afgørende er at holde fast i det man har sagt. Hvis jeg kan mærke på hende, at der uden tvivl venter en voldsom konflikt pga træthed eller andet, så bærer jeg hende uden at gøre et nummer ud af det. Men hvis jeg siger noget, hun bliver sur, og jeg giver efter, så venter der uden tvivl mange konflikter de næste gange. Jeg anerkender hende, når hun er sur, og det skal hun have lov til, men hun skal ikke skrige. Der er jeg ret konsekvent. Jeg ville fjerne hende ud af opgangen, hvis ikke hun stoppede, og så er konsekvensen, at man skal starte forfra. Jeg har svært ved at se den nemme løsning på problemet. Det er jo en helt grundlæggende ting hun skal forstå, at når du har sagt hun skal gå op, så er det sådan det er. Nu har hun fundet ud af, at hun er mere stædig end dig, og det stopper altså ikke ved trapperne. Hun finder hurtigt ud af, at det gælder mange andre situationer. Problemet bliver ikke mindre af at løse det med en vikle eller sådan, for der kommer flere af den slags konflikter, og hvis barnet har fundet ud af, at du bestemmer, så bliver det meget nemmere. Min bonusdatter demonstrerer mange gange, er sur og skriger, men hun stopper hurtigt, for hun ved godt, at det ikke hjælper. Jeg erkender også, hvis jeg har været uretfærdig i en situation, og anerkendt den følelse hos hende. Men hvis du får ondt i ryggen, så er det i mit hoved slet ikke til diskussion om du skal gøre det. Som en anden skrev, så gør det så nemt for hende som muligt ved at tage overtøj af, men hun kan godt, og er det hårdt at gå, så kan hun kravle eller holde en pause. Det er ikke urimeligt af dig, og hvordan skal hun lære at udvise empati, hvis ikke hun lærer at der er grænser for, hvad andre kan? Det er muligt, at hun ikke forstår det endnu, men derfor kan hun godt begynde at lære.
Tak for dit svar.
Jeg er ikke så bekymret for, om det er noget der vil “brede sig”, hvis jeg giver efter her. Som jeg vist skrev i et tidligere indlæg, har vi stort set ikke andre kampe. Selvfølgelig bliver hun nogle gange sur og drama-agtig over småting, og som dig anerkender jeg hendes følelser, men uden at hun automatisk får sin vilje. Og det går som regel hurtigt over.
Nå, men i dag blev så dagen, hvor jeg lokkede med chokoladeknapper. Det virkede fantastisk, men det gjorde det jo også første gang vi skulle fange hendes kanin op af trappen.
Jeg vil se om det virker igen, og så bliver der rost og langsomt trappet ned på, hvor meget chokolade det udløser at gå en etage op. Forhåbentlig kan hun til sidste gå hele vejen op og få en enkelt belønning, indtil den bliver erstattet af noget frugt eller lignende.
Det er meget imod mine pædagogiske principper, men jeg gider simpelthen ikke kampene på trappen. Vi bliver begge kede af det i sidste ende, og det er det ikke værd.