Indlægaf Ekliptika » 22. jan 2019, 11:48
Jeg tror, at jeg tidligere i denne tråd har skrevet, at din søn, som du beskriver ham, umiddelbart minder rigtig meget om min søn, da han var i den alder. Vi endte med en diagnose, men det betyder ikke nødvendigvis, at I også ender der.
I den alder din søn har nu, kan det være rigtig svært at vurdere, om om hans "symptomer" kan forstås ind i en ADHD diagnose eller ej. Hvis der er tale om ADHD, vil I nok opleve, at hans udfordringer bliver værre, når han kommer i 1. klasse. Det kan også være, at hans udfordringer bliver mindre, når han kommer i 1. klasse, hvilket kan være tegn på, at han bare er lidt senere modnet en gennemsnitsbarnet, når det kommer til opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivit.
Man er begyndt at betragte ADHD som en spektrumforstyrrelse på linje med den måde, man har forstået autisme på i nogle år. Det betyder, at man ikke nødvendigvis enten har ADHD eller ikke har ADHD. Alle mennesker ligger på det spektrum og alle mennesker har en eller anden form for ADHD symptomer. Hvorvidt man stiller en ADHD diagnose eller ej, handler mere om det samlede symptombillede og i hvor høj grad, barnets funktionsevne er påvirket af symptomerne. Hvis barnet har mange symptomer, men funktionsevnen ikke er påvirket, vil man ikke nødvendigvis give en ADHD diagnose.
Skolepsykologen må heller ikke stille en ADHD diagnose og hun/han vil heller ikke lave en undersøgelse, for at afdække om din søn har ADHD. Istedet vil hun se på, hvilke udfordringer han har og komme med råd til skolen/lærerne om, hvordan de bedst kan tilrettelægge et undervisningsmiljø, der tager hensyn til hans udfordringer. Desuden vil skolepsykologen vurdere, om der er grundlag for at tilbyde, at din søn skal indstilles til udredning på børnepsykiatrisk afdeling (dvs hvis hun ser tegn på ADHD, autisme etc), men beslutningen om han skal udredes er alene jeres.
Når lærerne gerne vil have skolepsykologen ind over, kan det være fordi, de netop har svært ved at finde ud af, hvordan de bedst hjælper din søn og tilrettelægger læringsmiljøet, så han trives i det. Det skal de gøre uanset, hvad din søns symptomer skyldes. Rigtig mange børn har brug for, at der tages særlig hensyn indenfor nogle specifikke områder, uden at de har diagnoser.
Det er bestemt ikke sjovt at være der, hvor man må erkende, at ens barn bare ikke blender ind i mængden, og at en psykolog skal ind over. Jeg bøvlede med dette i årevis og følte mig enormt skyldig og kunne et eller andet sted ikke slippe, at det måtte være mine evner som mor, den var gal med. I vores tilfælde var det det rigtige at min søn blev udredt og fik den behandling, som han har brug for. Det har skabt ro for ham, at han forstår, hvorfor nogle ting er svære for ham i forhold til det, han observerer omkring sine kammerater. Det har også gjort, at skolen har tilbudt ham en helt anden hverdag, der tager meget bedre højde for hans udfordringer. Og det har gjort at familie, venner og mennesker omkring ham møder ham på en helt anden og mere respektfuld, empatisk og forstående måde, hvilket er med til at styrke hans selvtillid og tro sig selv. Så udredning og diagnoser er efter min mening ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Det blev langt. Hvis du gerne vil vide nogle mere specifikke ting, må du gerne kontakte mig via pb.
6
I love routine.
Until I'm bored then I love excitement.
Until I'm overwhelmed, then I love routine.