fødte 3. dec. Noah dødfødt (37+4 uge henne)

[heysamaysa]

min fortælling om når drømmene og forventningerne i stedet bliver til et mareridt.

vi skulle til en planlagt skanning mandag den 29 nov. og dagen inden havde jeg tænkt, at der var meget stille nede i maven, men jeg tænkte jeg nok var overpylret og vi skulle jo også til til skanning dagen efter. Da vi kom til skanningen var det som et mareridt! Alt stod stille på skanningstvét - der var intet liv, ingen bevægelse og intet hjerteblink. Aldrig har jeg følt sådan en smerte, skuffelse, frustration, sorg og braste drømme.

Fødslen blev sat igang samme dag (mandag) og vores lille fantastiske søn Noah blev født natten mellem onsdag og torsdag den 3. dec. 3 kg og 53 cm lang. Det var de værste dage af mit liv! at gå 2 1/2 dag med min døde søn inde i maven før han blev født. jeg var først rasende på lægen over at hun ikke ville give mig kejsersnit fordi min første reaktion var at jeg bare villle have ham UD og det skulle være NU!!!!! tanken om at fødslen skulle sættes igang og at der ville gå flere dage før han kom ud kunne jeg slet ikke bære. Men lægen vrøvlede løs om for mange mulige komplikationer ved kejsersnit og at det var vigtigt for sorgreaktionen at man selv fødte - jeg var så gal. MEN hvor fik hun ret!!! jeg er så glad for jeg selv fødte vores skønne Noah! jeg havde min mor og kæreste med mig hele vejen igennem fødslen og de var en kæmpe støtte. Det var meget splittede følelser jeg havde da jeg fik Noah op til mig efter fødslen - sorg, smerte, lettelse over fødslen var overstået og samtidig en stolthed over vores smukke søn der lå der med den sødeste lille mund, nuttede fingre og fødder.

Det var intet at se på Noah så vi har endnu ikke fået svar på hvorfor noget så brutalt skulle ske. Vi tog det svære valg at få vores søn obduceret, men der kommer først svar efter 6-8 efter obduktionen og ofte findes der ingen svar selv om vi har så hårdt brug for dem.
Igennem hele forløbet på Aalborg sygehus fik vi en virkelig god behandling, det var kompetente jordmødre + studerende der tog sig af os. Der var ingen hast eller stress. Så alt det man hører i medierne om travle jordmødre mærkede vi intet til. Det eneste var, at vi ikke kunne undgå at høre de små levenede babyer og hvor gjorde det ondt!!!! at vide man aldrig selv skal høre ens barn græde og så høre de andre babyer på afdelingen skrige!

10. dec holdte vi en smuk begravelse for Noah. Han blev jordfæstet på min kærestes familiegravsted hvor hans farmor (der desværre døde da min kæreste var 12 år) og hans oldeforældre ligger. Udover tanken om at han skulle ligge ved hans farmor var det også vigtigt for mig at han fik nogle helt basale ting med i kisten, så han fik hans dyne med Peter Plys betræk, en sutteflaske med modermælkserstatning, sut, sutteklud, bamser, lille fodbold (min far havde sådan glædet sig til at skulle lære Noah at spille fodbold) samt breve fra os alle.
Jeg havde været så utroligt bange for dagen - angsten for at se kisten med vores søn i, tænk hvis jeg græd så jeg ikke kunne stå på mine ben eller endnu værre kastede mig skrigende på kisten!!! så mange tanker havde opbygget sig i mit hovede, men det endte med at blive så smukt som det kunne blive i situationen. Kisten var smukt pyntet med en lille blå bamse i dekorationen og præsten holdte den fineste tale for Noah og jeg fik endda overskuddet til selv sammen med min kæreste at fire Noah ned i jorden.

nu efter alt det praktiske er overstået står jeg tilbage med alle tankerne der kører i mit hovede; hvorfor lige os? var det min skyld - har jeg selv slået Noah ihjel? kan jeg overhovedet føde levende børn hvis jeg bliver gravid igen? og tør jeg blive gravid igen? kan jeg overhovedet? (jeg er 36 og har snart alderen imod mig) alle mulige og umulige tanker snurrer rundt - den dårlige samvittighed, smerten og savnet er uudholdeligt. Det føles som om sorgen æder mig op indefra. Som om at ikke kun Noahs lys alt for tidligt blev slukket, men også et lys inde i mig.
Det var jo slet ikke sådan her det skulle være! ikke sådan julen skulle være. Det var jo meningen vi skulle hygge med vores første fødte barn i julen og ikke begrave ham!!!! Vi skulle jo holde masser af fødselsdage for Noah og se ham gro op for til sidst at blive en voksen mand!

hver dag er som et mareridt jeg bare aldrig vågner fra, det eneste jeg ønsker mig er bare at have Noah her hos mig, men sådan skulle det ikke være:’-(

[Tibbler]

Det gør mig utrolig ondt for jer - Jeg er helt tom for ord.

Jeg håber, I trods alt får nogle svar på, hvorfor det skete.

[Madam Pomfrey]

Det gør mig så ondt på jeres vegne!
Det er så meningsløst, når et lille spædt liv, til hvilket alle glæder sig så usigeligt meget, alligevel ikke skulle være.
Årsagen til det, hvadend den måtte være, er og bliver altid uden mening, og sorgen er så stort så stor.
Jeg håber sorgen lige så stille og roligt finder sit leje i jeres liv, i er jo stadig kun i starten af det hele, det er endnu så nyt, der er så mange bump på vejen, jeg håber at i møder varme favne og åbne arme på denne vej, at jeres familier og nærmeste evner at dele sorgen med jer.

Vi har et vennepar der desværre mistede deres barn under fødslen, og som bedstefaren til barnet sagde, det var den mindste kiste han nogensinde havde båret, men også den tungeste han nogensinde ville komme til at bære.
Meningsløsheden over det skete rammer mig ofte, og jeg er kun i periferien, men smerten mærkede og mærker jeg, og jeg forstår den, forstår den omfang, kan forestille mig det... men så alligevel kun en lille bitte del af det, for jeg skal ikke leve med det, det er ikke mit hjerte der er knust, min hjerne der dagligt, måske hver time, minut? skal tænke tankerne. Det er ikke mig der mangler det her lille væsen i mine arme, skal leve med alt det er tab indebærer.
Men det er I desværre nogle der skal, og det gør mig så inderligt ondt på jeres vegne.

De varmeste tanker og knus til dig.

[icelady]

Det gør mig inderligt ondt for jer

[Tanten]

Hvor gør det mig dog usigelig ondt, at I skulle gennem dette tab og forfærdelige oplevelse.

[Akehurst2]

Hvor gør det mig inderligt ondt for jer

Ord kan ikke beskrive, hvor svært I må have det, men jeg håber I kan støttehinanden gennem denne svære tid.

[Urtekussen]

Hvor er det forfærdeligt!

[Studsgaard]

Jeg er så ked af det på jeres vegne. Ingen bør miste et barn.

[mitze]

Det gør mig virkelig ondt på jeres vegne.

[Karkluden]

Det gør mig usigeligt ondt på jeres vegne.

[Delfin]

Det gør mig oprigtig ondt for jer. Ord rækker ikke rigtigt, men trods den næsten ubærlige sorg, er det godt, at I alligevel fik en god oplevelse af fødslen. Varme tanker går til dig og dine.

[Sorenspige]

Jeg kondolerer . Ingen burde opleve det, I gennemgår lige nu.

[Kyle]

Det gør mig så uendeligt ondt for jer. Vi kender desværre jeres sorg, som ingen burde gennemgå.

[computermus]

Kære Heysamaysa. Det gør mig så uendeligt ondt for jer at i ikke fik lov til at beholde jeres elskede lille dreng. Mange tanker til jer og min dybeste medfølelse.

[Bøtte]

Det gør mig ondt at I har mistet jeres lille dreng