Elektronik - Er jeg håbløs bagud, eller?

[FormerlyKnownAs]

Min 8-årige må spille om mandagen, og han må kun spille Roblox, hvis en af os er med. Så hvis du er streng, er jeg strengere.

Jeg synes, mange børn bruger alt for meget tid foran skærmen, og det stjæler fra både familietid, udetid og fysisk samvær med kammerater.

Og så reagerer min dreng bare ikke godt på det. Børn reagerer sikkert forskelligt, men han er umættelig, og det virker nærmest som en ‘afhængighed’. Får han lov at sidde meget med skærmen, bliver han sur og tvær og ugidelig, og han har ingen stopklods. Det kammer hurtigt over, og gør det først det, vælger han det også over alle andre aktiviteter, hvis han får lov. Og bliver sur, når han ikke må.

Nå, men alle mine erfaringer med mit eget barn siger mig, at det er rigtig godt, at vi begrænser hans skærmforbrug kraftigt. Så jeg hælder til, at du ikke skal løsne op - nok nærmere tale med hendes far om, hvordan han sørger for, at hun ikke sidder foran en iPad eller computer hele tiden, når hun er hos ham.

Hvor er jeg glad for at du skriver det om Roblox. Vi har slettet det igen. 14 dage varede det. Han blev totalt kuk kuk. Det virker som om alle andre bare synes at det helt cool det koncept.

[FormerlyKnownAs]

I øvrigt er det skolen, der har forbudt Roblox, pga. noget med at der sidder voksne spillere som har prøvet at approache børnene virtuelt, og børnene kan ikke skelne. Der er vist også en aldersgrænse, som er højere end 8 år.

Vi har det fint med det. Det virker ærligt talt også som et... hjernedødt spil.

HA! Den så jeg lige efter mit andet svar til dig. Det glæder mig. Shit det er noget skrammel.

[DetSorteCirkus]

Jeg har ikke noget specifikt at bidrage med mht. skærmtid, men generelt synes jeg, at man bør have et alternativ til sine børn, hvis man mener, at de skal bruge mindre tid på en given aktivitet.
Du skriver et sted, at du synes, at din datter skal lege med de andre børn på vejen. Underforstået at det er noget for alle børn. Her tror jeg, at du skal være mere specifik. Hvorfor er det efter din mening en nødvendighed for et barn at have en stor omgangskreds og at tage del i aktiviteter, som de fleste børn kan lide?
Personligt brød jeg mig som barn ikke om at lege med alle mulige random børn, fandt ofte mainstream-lege kedelige, især de fysiske af slagsen, og var ret ligeglad med, om flertallet af jævnaldrende evt. syntes, at jeg var en nørd med mærkelige interesser. Den indstilling gav mig sjældent nogle problemer, og jeg kunne godt omgås de fleste børn, fx. mine klassekammerater, når det var nødvendigt (og det kunne da også nogle gange være sjovt). Og egentlig tror jeg, at en af de primære årsager til, at jeg trivedes som et på flere områder anderledes barn netop var, at mine forældre rummede mig og bakkede mig op i mine interesser. På den måde fik jeg selv et afslappet forhold til at være anderledes.

Det kan sagtens være, at din datter bør tilbringe mindre tid foran skærmen, men hvis det skal komme til at ske, tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at du guider hende ved at vise alternativer, som du vælger med udgangspunkt i hende og ikke blot skubber hende i retning af noget udefinerbart "almindeligt børneliv".

[Sorenspige]

Min dreng på 6,5 år må spille 1/2 time hver eftermiddag. Under nedlukningen var det 1/2 time formiddag og eftermiddag (og nogle dage blev det til mere ). I weekenden må han også spille 2 x 1/2 time.

Han er blevet bidt af minecraft, og hvis hans far er hjemme fra arbejde, spiller de sammen. Ellers spiller han selv eller ser videoer om at spille minecraft.

Hvis han selv måtte bestemme, ville han spille hele tiden. Han vil fx meget gerne besøge sine bedsteforældre, for de er meget (for meget) large med, hvor lang tid han spiller.

Vi er meget i tvivl omkring spilleriet, men samtidig er det hans store interesse, og han går virkeligt op i det med liv og sjæl (og taler med kammeraterne i skolen om det).

Roblox er han ind til videre heldigvis ikke interesseret i.

[Sustentaculum]

Jeg har ikke noget specifikt at bidrage med mht. skærmtid, men generelt synes jeg, at man bør have et alternativ til sine børn, hvis man mener, at de skal bruge mindre tid på en given aktivitet.
Du skriver et sted, at du synes, at din datter skal lege med de andre børn på vejen. Underforstået at det er noget for alle børn. Her tror jeg, at du skal være mere specifik. Hvorfor er det efter din mening en nødvendighed for et barn at have en stor omgangskreds og at tage del i aktiviteter, som de fleste børn kan lide?
Personligt brød jeg mig som barn ikke om at lege med alle mulige random børn, fandt ofte mainstream-lege kedelige, især de fysiske af slagsen, og var ret ligeglad med, om flertallet af jævnaldrende evt. syntes, at jeg var en nørd med mærkelige interesser. Den indstilling gav mig sjældent nogle problemer, og jeg kunne godt omgås de fleste børn, fx. mine klassekammerater, når det var nødvendigt (og det kunne da også nogle gange være sjovt). Og egentlig tror jeg, at en af de primære årsager til, at jeg trivedes som et på flere områder anderledes barn netop var, at mine forældre rummede mig og bakkede mig op i mine interesser. På den måde fik jeg selv et afslappet forhold til at være anderledes.

Det kan sagtens være, at din datter bør tilbringe mindre tid foran skærmen, men hvis det skal komme til at ske, tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at du guider hende ved at vise alternativer, som du vælger med udgangspunkt i hende og ikke blot skubber hende i retning af noget udefinerbart "almindeligt børneliv".

Altså. Jeg er lidt i tvivl om hvad du mener. Det jeg forstår når du skriver at jeg skubber hende i retningen af noget udefinerbart "almindeligt børneliv", og at det er underforstået at det at lege med de andre børn er noget alle synes er sjovt, er at du tænker at jeg ikke tager hensyn til at min datter er sin egen, når jeg kommer med mine foreslag.

Hele tråden er med udgangspunkt i min datter, og jeg ved jo at det er noget for hende. Når hun kommer ud hygger hun sig kosteligt, og er noget nær umulig at trække ind. Jeg synes vi er gode til at stå på rulleskøjter/gå ture i skoven/bål i haven. Alle sammen ting hun synes er sjovt. Men det kræver selvfølgelig mere tid, timing og planlægning, og en større indsats fra hende selv.

Hun søger computeren, selvfølgelig, fordi hun synes det er sjovt. Men også fordi det er ukompliceret, og let for hende. Det er en udfordring for hende at søge venskaber, og hun savner dem, og derfor vil jeg gerne hjælpe hende med fx at være mere social. Lige som jeg ville hjælpe hende med matematik, eller at cykle, hvis det var hendes udfordring. Nu er jeg bare blevet i tvivl om jeg begrænser hende for meget. Det er jo en balance, og jeg synes den er svær at finde.

[DetSorteCirkus]

Jeg har ikke noget specifikt at bidrage med mht. skærmtid, men generelt synes jeg, at man bør have et alternativ til sine børn, hvis man mener, at de skal bruge mindre tid på en given aktivitet.
Du skriver et sted, at du synes, at din datter skal lege med de andre børn på vejen. Underforstået at det er noget for alle børn. Her tror jeg, at du skal være mere specifik. Hvorfor er det efter din mening en nødvendighed for et barn at have en stor omgangskreds og at tage del i aktiviteter, som de fleste børn kan lide?
Personligt brød jeg mig som barn ikke om at lege med alle mulige random børn, fandt ofte mainstream-lege kedelige, især de fysiske af slagsen, og var ret ligeglad med, om flertallet af jævnaldrende evt. syntes, at jeg var en nørd med mærkelige interesser. Den indstilling gav mig sjældent nogle problemer, og jeg kunne godt omgås de fleste børn, fx. mine klassekammerater, når det var nødvendigt (og det kunne da også nogle gange være sjovt). Og egentlig tror jeg, at en af de primære årsager til, at jeg trivedes som et på flere områder anderledes barn netop var, at mine forældre rummede mig og bakkede mig op i mine interesser. På den måde fik jeg selv et afslappet forhold til at være anderledes.

Det kan sagtens være, at din datter bør tilbringe mindre tid foran skærmen, men hvis det skal komme til at ske, tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at du guider hende ved at vise alternativer, som du vælger med udgangspunkt i hende og ikke blot skubber hende i retning af noget udefinerbart "almindeligt børneliv".

Altså. Jeg er lidt i tvivl om hvad du mener. Det jeg forstår når du skriver at jeg skubber hende i retningen af noget udefinerbart "almindeligt børneliv", og at det er underforstået at det at lege med de andre børn er noget alle synes er sjovt, er at du tænker at jeg ikke tager hensyn til at min datter er sin egen, når jeg kommer med mine foreslag.

Hele tråden er med udgangspunkt i min datter, og jeg ved jo at det er noget for hende. Når hun kommer ud hygger hun sig kosteligt, og er noget nær umulig at trække ind. Jeg synes vi er gode til at stå på rulleskøjter/gå ture i skoven/bål i haven. Alle sammen ting hun synes er sjovt. Men det kræver selvfølgelig mere tid, timing og planlægning, og en større indsats fra hende selv.

Hun søger computeren, selvfølgelig, fordi hun synes det er sjovt. Men også fordi det er ukompliceret, og let for hende. Det er en udfordring for hende at søge venskaber, og hun savner dem, og derfor vil jeg gerne hjælpe hende med fx at være mere social. Lige som jeg ville hjælpe hende med matematik, eller at cykle, hvis det var hendes udfordring. Nu er jeg bare blevet i tvivl om jeg begrænser hende for meget. Det er jo en balance, og jeg synes den er svær at finde.

Det, du beskriver her, er lige det, jeg mener
Altså konkrete alternativer, som har hendes interesse.
Jeg tror, efter at have læst dit svar, at du har helt ret i, at hun vælger det lette og sikre, som måske samtidig er noget, hun ubevidst associerer med 'frihed', fordi det er noget, hun i høj grad laver hjemme hos sin far, hvor der er løsere rammer.

Egentlig tænker jeg, at hele situationen også er svær, fordi den ikke blot handler om aktiviteter, men om relationer og forskellige tilgange til forældrerollen. Hvilket kan være et ømtåleligt emne. Lige nu er jeres datter så ung og dermed også så behovsstyret, at masser af skærmtid og slik virker utvetydigt attraktivt for hende, men set udefra får man (jeg) da den tanke, at det for din eks også er et spørgsmål om, hvad der er lettest for ham selv. Han undgår jo sikkert en del potentielle konflikter ved at give jeres datter, hvad hun umiddelbart gerne vil have, men bagsiden af den tankegang kan være mangel på udfordringer og udvikling.

Det er derfor vigtigt, at du står fast på dine værdier og dit syn på, hvad der er godt for jeres datter, når hun er hos dig. Selvom det er hårdt at høre, at hun foretrækker at bo hos sin far. Hvis det udelukkende skyldes skærmtid, ligger der nok ikke så meget mere i det end det umiddelbart nemme og bekvemme. Og det er ikke dårligt eller strengt at vise et barn, at glæde og livskvalitet også findes andre steder end der, hvor man har det lettest og bliver underholdt.

[JoyNips]

Jeg er lidt splittet. For jeg kan sagtens forstå det asociale aspekt og jeg synes absolut at hvis man oplever, som Manja gør, at ens barn bliver surt og tvært af for meget skærm, så skal man sætte nogle rammer for brugen.

Men samtidig synes jeg, man skal omfavne sit barns interesser og lade det følge dem fremfor at gøre dem til noget “forkert”.
Hvad nu hvis barnet var en kæmpe bogorm, det er heller ikke supersocialt? Ville man være lige så striks med dét?

[ajnaM]

Jeg synes, det er svært (og måske også lidt letkøbt? ) at sige, at man skal støtte op om barnets interesser, også når det handler om noget, der ikke er ubetinget godt.

Når jeg ser på min drengs klasse, så har de det alle sammen ligesom min dreng. Måske især drengene. Mandag må de have iPads med i skole, og hver mandag uden undtagelse sidder ALLE børn foran en skærm, når jeg henter. De andre dage leger de, spiller bold i gården, er i gymnastiksalen, spiller spil osv. Var der spilledag hver dag, ville de sandsynligvis sidde med hovedet i skærmen hver dag - og være mindre fysiske og lege mindre sammen.

Det kan godt ske, børnene selv vil vælge skærmen, og at nogle vil betegne det som en interesse - men som forælder har man altså også et ansvar for at guide ens barn i retning af det, der er bedst for barnet. Selvfølgelig skal de have lov en gang imellem, og der er jo også spil, der er ‘sociale’ - og i takt med at barnet bliver ældre, er der også et fællesskab online. Men det der hjernedøde iPad-spilleri... altså, det er ikke bedre for mit barn end at komme ud og hoppe på trampolin/lege med kammeraterne/læse en bog.

En anden betragtning er, at vi hver aften, mens vi spiser, taler om, hvad det bedste ved dagen har været. Min dreng nævner ALDRIG de gange, han har spillet. Heller ikke selvom det som sagt er det, han altid vælger, hvis han får muligheden. Han taler altid om at lege med andre, være sammen med os osv.

[DetSorteCirkus]

Jeg synes, det er svært (og måske også lidt letkøbt? ) at sige, at man skal støtte op om barnets interesser, også når det handler om noget, der ikke er ubetinget godt.

Når jeg ser på min drengs klasse, så har de det alle sammen ligesom min dreng. Måske især drengene. Mandag må de have iPads med i skole, og hver mandag uden undtagelse sidder ALLE børn foran en skærm, når jeg henter. De andre dage leger de, spiller bold i gården, er i gymnastiksalen, spiller spil osv. Var der spilledag hver dag, ville de sandsynligvis sidde med hovedet i skærmen hver dag - og være mindre fysiske og lege mindre sammen.

Det kan godt ske, børnene selv vil vælge skærmen, og at nogle vil betegne det som en interesse - men som forælder har man altså også et ansvar for at guide ens barn i retning af det, der er bedst for barnet. Selvfølgelig skal de have lov en gang imellem, og der er jo også spil, der er ‘sociale’ - og i takt med at barnet bliver ældre, er der også et fællesskab online. Men det der hjernedøde iPad-spilleri... altså, det er ikke bedre for mit barn end at komme ud og hoppe på trampolin/lege med kammeraterne/læse en bog.

En anden betragtning er, at vi hver aften, mens vi spiser, taler om, hvad det bedste ved dagen har været. Min dreng nævner ALDRIG de gange, han har spillet. Heller ikke selvom det som sagt er det, han altid vælger, hvis han får muligheden. Han taler altid om at lege med andre, være sammen med os osv.

Det helt afgørende spørgsmål er nok, om en given aktivitet er en interesse eller mest bare 'slåen hjernen fra' i stil med mange voksnes brug af tv, streaming og sociale medier. I starten af tråden syntes jeg, at det lød som en reel interesse, mens det nu mere lyder som tidsfordriv. Og det sidste kan jeg godt forstå, at TS sætter spørgsmålstegn ved. Fordi hun gerne vil stimulere datteren.

[JoyNips]

Jeg synes, det er svært (og måske også lidt letkøbt? ) at sige, at man skal støtte op om barnets interesser, også når det handler om noget, der ikke er ubetinget godt.
.

Jeg ser ikke at vi er uenige. Som skrevet: hvis man oplever at det er problematisk (med dine ord: ikke ubetinget godt) for barnet synes jeg selvfølgelig at man skal sætte nogle rammer for det.

[ajnaM]

Jeg synes, det er svært (og måske også lidt letkøbt? ) at sige, at man skal støtte op om barnets interesser, også når det handler om noget, der ikke er ubetinget godt.

Når jeg ser på min drengs klasse, så har de det alle sammen ligesom min dreng. Måske især drengene. Mandag må de have iPads med i skole, og hver mandag uden undtagelse sidder ALLE børn foran en skærm, når jeg henter. De andre dage leger de, spiller bold i gården, er i gymnastiksalen, spiller spil osv. Var der spilledag hver dag, ville de sandsynligvis sidde med hovedet i skærmen hver dag - og være mindre fysiske og lege mindre sammen.

Det kan godt ske, børnene selv vil vælge skærmen, og at nogle vil betegne det som en interesse - men som forælder har man altså også et ansvar for at guide ens barn i retning af det, der er bedst for barnet. Selvfølgelig skal de have lov en gang imellem, og der er jo også spil, der er ‘sociale’ - og i takt med at barnet bliver ældre, er der også et fællesskab online. Men det der hjernedøde iPad-spilleri... altså, det er ikke bedre for mit barn end at komme ud og hoppe på trampolin/lege med kammeraterne/læse en bog.

En anden betragtning er, at vi hver aften, mens vi spiser, taler om, hvad det bedste ved dagen har været. Min dreng nævner ALDRIG de gange, han har spillet. Heller ikke selvom det som sagt er det, han altid vælger, hvis han får muligheden. Han taler altid om at lege med andre, være sammen med os osv.

Det helt afgørende spørgsmål er nok, om en given aktivitet er en interesse eller mest bare 'slåen hjernen fra' i stil med mange voksnes brug af tv, streaming og sociale medier. I starten af tråden syntes jeg, at det lød som en reel interesse, mens det nu mere lyder som tidsfordriv. Og det sidste kan jeg godt forstå, at TS sætter spørgsmålstegn ved. Fordi hun gerne vil stimulere datteren.

TS’ datter er på min søns alder, og det lyder som om, de spiller nogenlunde samme spil - og det er altså forholdsvis hjernedødt. Minecraft mindre end Roblox, men stadig... min drengs klasse spiller også sådan nogle ‘simulator’-spil, hvor man spiller, at man er en ged, og den slags. Helt ærligt har jeg svært ved at se de sunde interesser i 99% af det, de laver på de iPads.

Jeg kan bedre se det, når de spiller sammen med hinanden - altså sidder fysisk sammen, taler om spillene og hjælper hinanden. Herhjemme kan vi også spille sammen, så er det dog mest Nintendo, og det kan være fint at have eksempelvis tid med far, hvor man spiller 2-player osv.

Men det der med at sidde alene og kigge ind i en skærm, det er - i mine øjne - stort set ren passificering. Det er noget, vi udelukkende gør, hvis vi er pressede på tid herhjemme, og det er (igen i mine øjne) at stikke sig selv blår i øjnene, hvis man tror, det er positivt for en 8-årigs udvikling at sidde sådan flere timer om dagen. Igen, sorry hvis jeg siger det hårdt - jeg ved, det for nogle kan være et ømtåleligt emne, og der er helt sikkert delte holdninger...

[ajnaM]

Jeg synes, det er svært (og måske også lidt letkøbt? ) at sige, at man skal støtte op om barnets interesser, også når det handler om noget, der ikke er ubetinget godt.
.

Jeg ser ikke at vi er uenige. Som skrevet: hvis man oplever at det er problematisk (med dine ord: ikke ubetinget godt) for barnet synes jeg selvfølgelig at man skal sætte nogle rammer for det.

Det var ikke kun et svar til dig, men mere generelt.

Men derudover hælder jeg jo til, at det ikke er godt for nogen 8-årige at sidde så meget foran en iPad. Heller ikke selvom de umiddelbart ikke reagerer så kraftigt på det og/eller har interesse for det - og igen oplever jeg, at alle de 8-årige, jeg kender, har ‘interesse for det’... iPad-spil er jo bygget til at stimulere en hjerne, så man har lyst til at spille mere og mere, fordi man ikke betaler for spillet, men med sin tid/opmærksomhed.

Det kan, sat lidt på spidsen, godt ske, ens barn slet ikke har lyst til at være ude og lege med andre børn, men hellere vil sidde alene og spille Goat-simulator hele dagen. Der har man i mine øjne som forælder et ansvar for at sige til og fra. Selvfølgelig har barnets interesser en rolle, men forældrene skal sætte grænser og have overblik over helheden.

[Kilix]

Jeg har vaeret computer gamer de sidste 20 aar. Faktisk siden jeg var 17. Det ER bare en anden verden der er saa enormt dejligt let tilgaengeligt for en ambivert som mig.
Computer spil er grunden til at jeg i dag sidder i Holland, da jeg moedte min kaereste online. Saa jeg syntes egentligt ikke at du skal vaere bekymret over det 'manglende fysisk sociale' i din datters verden. Det er meget socialt at vaere online, MEN i hendes alder skal der noget foraeldre-vetting ind over, for at vaere sikker paa at hun omgaaes de rigtige mennesker, online.

Computer spil er en af grundende til at jeg har vaeret saa 'successfuld' i min karriere (indtil videre da). Der er ogsaa siiiiiindssygt meget laering at hente gennem spil, inden for stortset alle genrer. Det at spille et spil kan vaere lige saa spaendende, kreativt, og indholdsrigt som at laese en bog, eller tegne en tegning. Og mange unge mennesker faar oejnene op for de muligheder der ligger i software udvikling gennem at lave 'mods' til diverse spil - det er faktisk ret imponerende hvad de kan.

Computer spil er dog ogsaa grunden til at jeg i dag er overvaegtig og generelt fysisk doven. Saa jeg vil saette ind med hende NU og sige: Soede skat, du maa gerne spille computer den naeste time, men saa skal vi ogsaa bruge minimum 15 minutter paa at lege sammen (fysisk), straekke ud, og rulle skuldre. Der er ikke et eneste top-team indenfor E-Sport som ikke har en fysioterapeut, laege, og personlig (fysisk) traener som en del af holdet. Ikke at din 8 aarige skal paces til at vaere den naeste store e-sports talent, jeg vil egentligt bare gerne ud med at computer spil og fysisk aktivitet altid boer haenge sammen. Det er den eneste ting jeg virkeligt fortryder at jeg ikke selv fik inkorporeret i min egen gaming hverdag.

Generelt syntes jeg det er positivt at der er saa meget opmaerksomhed omkring boern og computer spil, og at det skal vaere 'overvaaget', men det bliver for mit vedkommende lidt for anstraengende at hoere paa at det er skaermen og indholdet der er 'skadeligt' det er jeg overbevist om at det ikke er, det er det manglende fysiske, som egentligt nemt kan laeres og vaere en del af det, specielt i den alder.

Saa, game away! men husk at straekke ud og faa noget fysisk bevaegelse ind i hendes gaming univers, noejagtigt som man straekker ud efter en fodboldkamp. Hvis det betyder at hun kun maa spille computer i saa mange minutter/timer som hun har vaeret fysisk aktiv, jamen saa er det saadan det er.