Det gode liv MED børn :D inspireret, selvfølgelig!

[Moxy-lady]

Nu er der intet mindre end TO tråde om hvad man kan uden børn, og der nævnes flere gange i den ene at folk uden børn altid synes at forældre beklager sig og snakker om dårlig søvn, lortebleer og manglende alenetid med partneren.

Så, pr opfordring (Well, det kan man da godt sige at det nærmest er, ikke? )
Hvad er fedt ved at have barn/børn? Hvaf har sidst fået dig til at grine, gjort dig lykkelig eller ændret dit liv til det bedre? Lad os dele alle solstrålehistorier, store som små. Lad os vise de frivilligt barnløse hvad de går glip af!*



* Det er naturligvis en joke. Jeg tror ikke på at alle bør have børn for at have en mening med livet. To each their own, så længe man selv træffer valget, og ikke ser ned på andre pga deres, så er alt godt!


Alle naturlige disclaimers. Lad os holde en god stemning, ingen bashing af andre tilladt!

[Moxy-lady]

Foreløbig kopierer jeg lige mit eget svar fra en anden tråd. Det er over min sengetid

I dag legede vi fange i en time og min datter grinede hele vejen nede fra tæerne af - sådan med hele kroppen og at det er umuligt selv at være i dårligt humør når man leger på dén måde. Senere tog vi en kramme-dans foran fjernsynet, fordi hun var træt og ked af det, og at hun lagde sine små, bløde arme om min hals og holdt mig helt tæt mens hun lagde sit hoved på min skulder, mens min mave boblende af lykke. Eller den vilde glæde og stolthed man oplever når ens barn mestrer noget nyt, eller pludselig siger et ord h*n ikke har sagt før. Hvordan det føles når ens barn står tripper i forventning over at give én den tegning hun har lavet i vuggestuen og hvordan man en milliard gange om dagen "får øje på" det lille menneske og ens hjerte svulmer af lykke. For folk uden børn er de her ting utrolig "so what" - agtige, måske er tanken om at lege fange eller glo på sten i en time noget nær ens værste mareridt, og det var heller ikke noget jeg selv kunne forestille mig som noget specielt sindsoprivende før jeg fik barn.

Forældreskabet er fyldt af trivialiteter som ophøjes fordi linsen er noget helt, helt specielt

[TinaW]

Jeg elsker at min søn efterhånden er blevet så gammel, at han efterhånden er rimeligt selvkørende, at han kan være alene nogle timer uden problemer og at vi ikke længere behøver se børneprogrammer, hvis vi skal se noget sammen.
At se ham udvikle sig til denne her kvikke unge mand, det er en fornøjelse.
Jeg synes det var monster hårdt, da han var lille.

[Sangius]

I nat lagde min søn sig ind til mig, og tog mit ansigt i sine små hænder, og lagde sin næse mod min. Så lå han der, og hviskede "moooooaaaar.... moooooaaar".
Jeg tror aldrig nogen har elsket mig så meget, som mine børn elsker mig. Tænk aldrig at have oplevet det.

Følelsen af en vikletur i solskinnet med en sovende baby tæt ved dit hjerte - ubeskrivelig, og igen noget jeg har svært ved at forestille mig at jeg skulle have misset.

Jeg synes det styrker parforholdet og ægteskabet for os. Det kan bare noget, det der at stå arm i arm og se ungerne lege sammen, og så begge være ganske enige om, at de fandme er søde altså.

Min mand mener at vores unger - rent objektivt - er kønne, søde børn. Han kan åbenbart slet ikke sætte sig ind i, at der kunne eksistere et menneske i verden, som ikke instantly ville synes, at vores unger var søde...

[Aragorn]

Hvis fjernbetjeningen til TV'et går i stykker kan man bede dem om at rejse sig og trykke på knapperne bag på TV'et, og de gør det glad og gerne, de springer virkelig og kan næsten komme op at toppes om, hvem der skal trykke på knappen.

De smiler og er så glade for at være med i noget der er lidt svært, hvilket er så sødt. Det betyder i virkeligheden intet andet end at man ikke behøver rejse sig selv, men de tror man lægger noget mere i det.

[Sangius]

Hvis fjernbetjeningen til TV'et går i stykker kan man bede dem om at rejse sig og trykke på knapperne bag på TV'et, og de gør det glad og gerne, de springer virkelig og kan næsten komme op at toppes om, hvem der skal trykke på knappen.

De smiler og er så glade for at være med i noget der er lidt svært, hvilket er så sødt. Det betyder i virkeligheden intet andet end at man ikke behøver rejse sig selv, men de tror man lægger noget mere i det.

Hvis fjernbetjeningen virker, men bare er uden for rækkevidde, kan man bede dem hente den. Begge unger elsker det, og springer op for at lede efter den.

[Æble]

At møde sit lille barn for første gang, være den første der giver kys og kram og byder velkommen. At lære hvem de er og se dem vokse fra den sødeste lille baby til at være store selvstændige unge mennesker med noget på hjerte.

Det meste jeg har lært om livet har jeg lært fra mine børn.

At være en hel floks nærmeste. At skabe en hel familie sammen, wauw et privilegie.

Ubetinget kærlighed, begge veje.

[JoyNips]

Jeg får virkelig mange kærlighedserklæringer dagligt. Hvis min søn synes der har været stille for længe smider han lige et “moar? Jeg elsker dig!”

[JoyNips]

I øvrigt, for lige at afkræfte nogle af de ting, jeg har læst i det gode liv uden børn-tråden og har haft lyst til at kommentere på:

- livet med børn behøver ikke at være et skemalagt hamsterhjul pga børnene
- man behøver ikke at opgive alt der interesserer én (sagde hende med en dressurhest)
- nej, man behøver ikke at huske alt om ens veninders børn. Jeg kan da ikke huske hvornår andres børn har fødselsdag...
- man behøver ikke lege lege, man ikke gider i timevis
- børn tager ikke skade af at spise en nullermand
- man kan sagtens have venner uden børn (jeg hat flest veninder uden børn eller med børn der er flyttet hjemmefra for længst)
- man kan godt tage en spontan weekendtur til udlandet selvom man har barn. Bare ikke når der er corona.
- man hører ikke nødvendigvis Åh Abe, Ramasjang, Baby Shark mv. eller plageri om samme. Det bestemmer man faktisk selv om man gider...
- man behøver ikke indrette hele sin tilværelse efter et barn
- man kan godt bruge penge på sig selv og have en opsparing selvom man har barn.


Personligt føler jeg ikke, jeg har mistet frihed ved at få barn eller at jeg er begrænset af det. Ikke mere end jeg er af forpligtelser, jeg også ville have uden barn - arbejde der forventer jeg leverer, husleje der skal betales osv. det er jo ikke fordi alternativet til at have barn er at bo i en skov uden arbejde og husleje
Det er sgu mere hesten, der koster på økonomi, tid og planlægning. Barnet er bare et menneske mere i familien.

[Mani]

Jeg havde egentligt fået at vide, at jeg ikke kunne få børn og havde indstillet mig på det. Men altså, så blev jeg gravid. Med tvillinger viste det sig i uge 20. Gennem hele graviditeten var jeg bekymret for om jeg overhovedet egnede mig til at være mor. Min egen mor er svært psykisk syg og min far har nok i sig selv og hans fysiske handicap. Men heldigvis havde jeg min mand ved min side, som var lykkelig over at skulle være far, overbevist om at jeg blev en awesome mor og i det hele taget bare en klippe.

Selve fødslen var rædsom og den ene tvilling var meget tæt på at dø og vi måtte ikke få ham op det første døgn. Men da jeg lå der med den anden tvilling og en hånd på ham der ikke måtte komme op blev jeg simpelthen så overvældet at den kærlighd jeg følte for de to at jeg spurgte min mand hvornår vi skulle have nummer 3.

Og ja, det har været rocker hårdt med tvillinger, der ikke tog ordentlig på samtidgt med jeg blev tudet ørene fulde med at amning var det eneste der duede. Og tre blebørn under tre var sgu også lidt småhårdt.
Men mest af alt har det været vidunderligt at se dem vokse op og blive til de unge mænd de er i dag. Jeg har simpelthen elsket at se hvordan de har udviklet sig, blevet selvstændige og hver ny alder har nye øjeblikke der bare gør jeg føler mig afsindigt privilligeret over at de drenge er i mit liv. Og jeg begriber stadig ikke hvordan jeg har gjort mig fortjent til det. Jeg håber ikke, at jeg har fucket op/kommer til at fucke op, så de ikke har lyst til at dele deres liv med mig mere.

[Minionine]

For mig giver min datter mig en stor mening med livet. At drage omsorg for et lille menneske, der ser så meget op til en, er enormt givende.
Jeg elsker desuden at se mine forældre være bedsteforældre for hende. Og jeg er helt egoistisk glad for, at jeg var den første til at give dem et barnebarn (mine brødre er så også 9 og 7 år yngre end mig, så det lå lidt i kortene)

[TinaW]

For mig giver min datter mig en stor mening med livet. At drage omsorg for et lille menneske, der ser så meget op til en, er enormt givende.
Jeg elsker desuden at se mine forældre være bedsteforældre for hende. Og jeg er helt egoistisk glad for, at jeg var den første til at give dem et barnebarn (mine brødre er så også 9 og 7 år yngre end mig, så det lå lidt i kortene)

Det der med, at blive set op til, det fortager sig når de når præ teen alderen
Så bliver der i stedet rullet øjne og sukket dybt over, hvor håbløs man er
Men jeg kan godt huske de tider, hvor min søn synes jeg var det mest vidende menneske i hele universet.

[billiebean]

Jamen jamen! Der er så mange fantastiskheder Disclaimer: Læs ikke dette hvis du synes forældre virker til at være hjernevaskede og fuldstændig mangler realitetssans, for det bliver kvalmt

Men den der følelse af at have en “unge”, sådan en helt primal dybtliggende følelse af at være omsorgsgiver, beskytter, trøst, bolværk osv. for sin egen lille unge, det er bare så dybt meningsgivende. Den følelse kan jeg mærke udvikler sig mere og mere i takt med, at min datter (2,5 år) udvikler sig og giver så meget igen.

Men også bare det at beundre hendes små vrikkende fødder, små skuldre, arme, mave - så meget kompakt, aktiv nuttethed

Og ja, selvfølgelig alle de små spontane kærlighedserklæringer i form af kram og kys. Følelsen af at barnet finder tryghed og ro hos én, når det skal sove.

Det har været rockerhårdt for mig at blive mor og er det til tider stadig. Og det er bestemt heller ikke uden perioder med håbløshed og desperation. Hvilket er voldsomt paradoksalt (..eller er det?) idet vi brugte årevis på behandling for at få et barn. Vi havde faktisk ikke rigtig taget snakken om, hvorvidt vi ville have børn, før vi fandt ud af at det ville blive enten umuligt eller meget svært. Og så var det pludselig et altoverskyggende imperativ. Og så er der dybt at falde og højt at flyve.

Men man undergår jo på magisk vis en form for transformation og vokser ind i rollen. Og en dag opdager man, at tingene er faldet i hak, og at det jo var sådan her, det skulle være. Og det er, som Sangius siger, vidunderligt at opleve, når end parforhold bliver styrket af at være blevet forældre. At man pludselig er en enhed fordi man har en unik og helt essentiel, om end forskellig, betydning for det samme lille menneske.

[Lykke]

Det fede er at give mit barn den barndom jeg godt gad jeg selv havde haft.
Jeg kan godt lide at hendes store problem den anden dag var, at hun ikke kunne komme på hvad hun skulle ønske sig i fødselsdagsgave.
At sidde i over en time og læse for hende om aftenen, for tiden læser vi Grynet og lille splint. Og det er simpelthen så hyggeligt, før det har vi læst Ronja Røverdatter mere end 5 gange i træk.
At have et barn som holder af at tage i teateret, på cafe, i svømmehallen og til koncerter af alle arter. Sådan nogle børneforestillinger er simpelthen så smukke og fine, og jeg ville nok ikke have set så mange hvis ikke det havde været for mit barn.
Generelt hele det her med, at man kan præsentere hende for alt muligt i denne verden. Det er vildt skræmmende at have så meget magt som forældre, men jeg prøver at forvalte det ved, at hun aldrig behøver at synes noget er fedt. Hun må gerne synes teaterstykket for kedeligt, eller forvirrende eller ikke gide høre en koncert færdig.

[Ata]

Jeg synes, det er utroligt svært at formulere dækkende, hvad det gode ved at have børn er. Måske især fordi det ikke kan oplistes på den måde som umiddelbart nydelsesorienterede forhold, som livet uden børn kan. Det gode ved at have børn ligger på det mere dybe og meningsmæssige plan. Man knytter sig til nogen. Nogen er knyttet til en. Man gør en forskel for nogen. Der er nogen, der betyder alt i verden for en.

Altså, livet kan aldrig miste mening, når man har børn, og det kunne det ellers godt for mig tidligere. Især i mine unge år var jeg meget optaget af, hvorfor folk gad gøre sig al den ulejlighed med at leve et helt, langt, besværligt liv, før de døde. Jeg tænkte, at man da lige så godt kunne tage en shortcut og så dø med det samme. Og den tanke har jeg aldrig haft efter at jeg fik børn. Ok, det lyder meget dystert, men jeg havde også en usjov barndom og ungdom, så det er i det perspektiv, det skal ses. Og til det knytter sig noget af det vigtigste, som for mig giver livet med børn mening. Og det er, at jeg oplever at kunne gøre en kæmpe positiv forskel i to unge menneskers liv. Jeg giver dem en god barndom. Jeg får dem til at føle sig elsket. Jeg støtter dem og opmuntrer dem. Tænk at gøre den forskel i nogens liv! Om man så var den nye Einstein, ville man ikke gøre så meget forskel i nogens liv, som man gør ved at være en god mor for dem. Og det kan ikke rigtig beskrives med ord, hvor meget mening det giver for mig. Måske fordi jeg ikke selv har haft gode forældre og derfor ikke tager det for givet...