Debatten

L på 5 er enebarn og meget socialt anlagt - langt mere end sin mor Hun vil SÅ gerne have legeaftaler med noget nær alle hun møder på sin vej, og jeg føler mig bare som en lorte-mor hver gang jeg siger at hun ikke kan. Jeg døjer med angst og det dér med interaktion i forhold til aflevering og lign. er virkelig krævende + samvær med far hveranden weekend plus det løse samt familie/venne-arrangementer fylder en hel del og gør også at ugen hurtigt er "booket" synes jeg.
En lang historie kort - hvor ofte er jeres børn sammen med andre børn i fritiden? (Foruden søskende)

Mine børn vil rigtig gerne hver dag hvis det stod til dem. 4 år og 7 1/2 år.

Jeg synes nærmest altid det er mig der spørger kammeraterne (den store kan ofte selv). Det jeg mener er at jeg tror mine børn ønsker flere legeaftaler end andre?

Jeg har det fint med legeaftaler. I weekenden og et par gange om ugen, alt efter hvordan ugen ser ud.

Min store dreng på 9 år har ofte legeaftaler. Han går til fodbold 2 gange om ugen og har 1-2 legeaftaler, nogle gange i forbindelse med træning. Ellers leger han med børn, der bor i området. Den eneste regel er at der skal laves lektier.

Den lille er 4 år og han ikke så mange legeaftaler med dem fra børnehaven endnu. Det er sket nogle gange. Til gengæld er hans bedste ven vores genbo og de leger rigtig meget sammen.

Jeg (vi) har jo ikke de udfordringer som du har og vi er vist alle ret sociale i vores familie. For os skal der blot være balance mellem at man passer sine ting (lektier, træning) og at vi også har tid til at være sammen som familie.

Jeg oplever også at ugerne hurtigt er fyldt helt op og jeg tænker at der derfor også skal være rum til at der ikke altid er fuld knald på. Ungerne skal også have ro på og slappe af engang imellem.

Der går ikke en dag uden at minimum et barn spørger til legeaftaler. Oftest er det når vi henter på fritten og der bliver det (oftest) et nej. Jeg er virkeligt dårlig til det meget spontane hvis der ønskes at lege her. Hvis jeg bliver ringet op af en anden forælder som vil tage mit barn med hjem siger jeg ja, hvis det passer. Jeg tror de to ældste har 3-4 om måneden og nr. 3 (hun er 4) har ikke så mange endnu.

Bor I sådan, at hun snart kan opsøge andre børn uden jeres mellemkomst? Jeg hadede også de der arrangerede legeaftaler med logistik, men vi boede sådan, at vores unger bare kunne rende ud og komme i kontakt med at hav af andre børn, uden at vi skulle køre dem eller aftale noget med andre børns forældre.

Min søn på 9 har hver dag (stort set) og har haft det i mange år, men min datter på 6 er meget dårlig til det så hun har 1-2 om måneden. Det kræver at der er en voksen inde over hele tiden hvis det er her.

vores har sjældent legeaftaler på den måde.
Vi bor på en vej hvor de er ialt 10 børn i børnehavealderen, så er der et par stykker under, og en del over.
De børn kan de frit opsøge i deres fritid, og lege med hjemme hos os, dem, eller ude.

Der er et par stykker de leger fast med, og der er det indbyrdes aftale at man sender børnene hjem ved 17.30 tiden.

Ellers er vores børns sociale behov, ud over børnehave og skole, dækket ind under fritidsaktiviteterne, hvor de små går til svømning og gym ugentligt.

De 2 store styrer selv deres "lege"aftaler, de må tage klassekammerater med hjem, eller omvendt, de skal så blot lige give besked om hvor de er, og om de selv kommer hjem eller skal hentes.

Lathyrus skrev:Min lille på snart to har ikke legeaftaler som sådan - hende og jeg ser sommetider en mor og datter fra mødregruppen, men det er det eneste.

Min store på 5 har en arrangeret legeaftale 1-2 gange om måneden. Men leger spontant med andre børn på vores vej.
Jeg er ikk ret god til de der legeaftaler må jeg indrømme. Jeg er alene med børnene om eftermiddagen og synes det er en belastning at have et ekstra barn at sørge for.

Jeg har det lige omvendt. Når der er legeaftaler hos os, er ungerne fuldt optaget af det og kræver mig ikke på samme måde. Selvfølgelig er der så en eller flere ekstra som skal forplejes, men det bliver klart opvejet af den frihed der følger med

Hvis det stod til mine piger, havde de legeaftaler hver dag (de er 5 og 7).
Jeg siger for det meste nej, hvis der bliver spurgt, om X eller Y må komme med hjem, når jeg henter i børnehave/SFO. Men omvendt siger jeg næsten altid ja, hvis jeg bliver ringet op af en anden forælder, der vil tage mit barn med hjem

Vi bor på en vej med 1000 børn, så der er alligevel et rend ud og ind næsten hver dag. Jeg tror, det er derfor, jeg ikke selv orker at tage initiativ til planlagte legeaftaler.

De to ældste i henholdsvis 3. og 6. klasse har ugentligt aftaler. De laver dem selv, de skal bare give besked. Hvis der er dage hvor legeaftaler ikke passer ind, så siger vi det til dem om morgenen. Så kommer de bare hjem efter skole og SFO. Den lille på 6 går stadig i BH og har ikke mange legeaftaler endnu.

Da de begyndte at spørge til legeaftaler, tog jeg den beslutning at jeg ikke ville sige nej medmindre der var en reel grund til det. Jeg syntes nemlig også at hele "hente-bringe og small-talke delen" kunne være ganske grænseoverskridende. Jeg besluttede mig for at social akavethed ikke var en reel grund til at sige nej (FOR MIG..det kan det sagtens være for andre), i hvert fald skønnede jeg at legeaftaler var en alt for stor del af mine børns trivsel og sociale velbefindende, at der skulle en del til at sige nej til dem.

Men det er da klart at det er rart, at de selv klarer så meget selv nu i forhold til aftaler. Også rent logistisk. Man kan buge megen tid på at agere taxa-chauffør for sine børn.