Græder hver gang han skal sove

[NilleQ]

Min dreng på 10 måneder græder hver gang han skal puttes, for det meste bliver han helt ulykkelig Det har altid været svært om aftenen, så vi vuggede ham på et tidspunkt, men måtte stoppe, da han nu vejer 10 kg. Det hjalp så heller ikke det helt store, kun lige i starten. Vi putter ved at han får nattøj på, ren ble og tidligere godnat sang samt flaske. Vi er så stoppet med at synge for en lille måned siden, da det virkede til at gøre ham mere urolig. Vi har forsøgt med at putte når han giver de første træthedstegn samt vente, men lige meget hjælper det
Det har stået på i mange måneder, så er efterhånden ret desperate.

Om eftermiddagen er det ikke helt så slemt hvis vi giver ham lidt flaske, men det skulle han helst til at stoppe med, da han så får for meget flaske. Han er trods alt 10 måneder. Vi har været ved at trappe ud, men det gør ham bare mere ked af det. Udtrapningen har vi været i gang med i over en måned.

Er der nogen der har nogen råd til hvad vi kan gøre for at hjælpe ham?

[Rapfisk]

For det første vil jeg sige, at det desværre er helt normalt, og at det er en fase

Jeg ville prøve med at begynde at fortælle godnathistorier. Det kan godt være, at han ikke forstår meget af dem endnu, men jeres stemmer virker måske beroligende.

Derudover ville jeg blive i rummet, til han er faldet i søvn. Du kan holde ham i hånden, ae ham på ryggen eller andre rolige bevægelser/kropskontakt.

[Mittemis]

Det er højst sandsynligt en fase. Vi har af flere omgange haft svært ved at putte pga ulykkelighed.

Det har været lidt forskelligt hvad der har virket. Nogle gange har det faktisk virket bedst at vi forlader rummet. Så er han faldet ned. Det er nogle gange som om han hidser sig op når vi er derinde. Som om vi forstyrrer ham. Netop derfor gik vi også væk fra at synge ca ved den tid. Han gad heller ikke historier. Jeg sagde bare ligeså stille til ham at jeg lige gik ud i 2 min, så ville jeg komme igen hvis han ville have det. Så lagde han sig ofte bare ned og sov. Ellers gik jeg derind igen efter kort tid hvis han fortsatte med at græde.

Men det kan også hjælpe bare at stå ligeså stille selv og ae i nakken. Uden at sige en helt masse. Bare ae og nusse. Og så blive der til de falder helt hen.

Hvis i stadig giver flaske til at sove på, så prøv at drop den. Min søn hidsede sig gevaldigt op fordi han pludselig ikke gad den flaske mere. Så fik han bare et glas vand med ind og fik en slurk hvis han ville inden han skulle sove.

[NilleQ]

For det første vil jeg sige, at det desværre er helt normalt, og at det er en fase

Jeg ville prøve med at begynde at fortælle godnathistorier. Det kan godt være, at han ikke forstår meget af dem endnu, men jeres stemmer virker måske beroligende.

Derudover ville jeg blive i rummet, til han er faldet i søvn. Du kan holde ham i hånden, ae ham på ryggen eller andre rolige bevægelser/kropskontakt.

Tak, synes bare det er en lang fase og er bange for at han forbinder det at skulle sove med noget dårligt. Men hvis det er normalt, så håber jeg ikke det er sådan han har det.
Vi sidder hos ham indtil han sover og ae ham og trøster, men det er lidt som om det ikke hjælper. Vi vil prøve med godnat historie for at se om det hjælper.

[NilleQ]

Det er højst sandsynligt en fase. Vi har af flere omgange haft svært ved at putte pga ulykkelighed.

Det har været lidt forskelligt hvad der har virket. Nogle gange har det faktisk virket bedst at vi forlader rummet. Så er han faldet ned. Det er nogle gange som om han hidser sig op når vi er derinde. Som om vi forstyrrer ham. Netop derfor gik vi også væk fra at synge ca ved den tid. Han gad heller ikke historier. Jeg sagde bare ligeså stille til ham at jeg lige gik ud i 2 min, så ville jeg komme igen hvis han ville have det. Så lagde han sig ofte bare ned og sov. Ellers gik jeg derind igen efter kort tid hvis han fortsatte med at græde.

Men det kan også hjælpe bare at stå ligeså stille selv og ae i nakken. Uden at sige en helt masse. Bare ae og nusse. Og så blive der til de falder helt hen.

Hvis i stadig giver flaske til at sove på, så prøv at drop den. Min søn hidsede sig gevaldigt op fordi han pludselig ikke gad den flaske mere. Så fik han bare et glas vand med ind og fik en slurk hvis han ville inden han skulle sove.

Var han 10 måneder da du gik ud af værelse og græd han samtidig? Det er nok det jeg har svært ved da jeg gerne vil trøste ham. Men græder han ikke, vil vi prøve det. Det kan måske være forstyrrende for ham at vi er der. Vi måtte lægge ham på eget værelse da han var seks måneder da han vågnede af os. Det var når vi sov at han stadig blev forstyrret. Han sov meget bedre efter det.

Vi giver flaske og hvis han ikke får den er han en helt flisbue og græder meget mere, også selvom vi giver ham vand inden.

[Mittemis]

Ja, jeg mener at det var omkring 10-12 måneders alderen at vi begyndte at sige at vi lige gik ud. Og det hjalp. Han stoppede faktisk stort set altid med at græde når vi gik ud. Så ret hurtigt blev putningen bare et kys og et "godnat" og så ud.. Så faldt han i søvn af sig selv..
Vi lagde ham også på eget værelse ved 6 mdr alderen, da han blev forstyrret af os.

Det har så ændret sig igen siden. Idag er han 2, og vil nu gerne have historier og sidde og nusse lidt inden han skal sove. Og vil faktisk helst sove inde ved os. Så det gør han mange dage.

[milisa]

Det er en fase, det er en fase, det er en fase! :)

Vi var igennem PRÆCIS det samme. Vores var endda yngre, da vi begyndte, omkring 7-8 mdr, måske endda yngre, kan jo ikke længere huske det. Vi gjorde det, at vi fandt et putteritual, der hed ren ble, nattøj, tandbørste, natflaske (vender tilbage til denne rækkefølge om lidt!), sut, godnat fra ikke-puttende forældre, ind til sin seng, lige putte lidt i favnen, lagt ned, bamse, dyne, nat-nat, og gå. Så begyndte skrigeriet selvfølgelig. Men efter råd fra sundhedsplejersken begyndte vi VIRKELIG at lytte: Var hun sur og vred, eller var hun ulykkelig? De første aftener var hun sur/vred i et picosekund, så blev hun ulykkelig - forskellen var meget tydelig, da man først blev opmærksom på det. Vi gik selvfølgelig straks ind til hende, når den ulykkelige fase begyndte, hvilket som sagt de første par dage var nærmest med det samme, trak den dog altid lige 10 sekunder. Når vi så gik ind, prøvede vi at undgå at tage hende op, men var hun alt for ulykkelig, blev hun selvfølgelig taget op, beroliget og så puttet igen. Ellers blev hun lige nusset lidt, puttet med dyne og bamse, og så gik vi ud igen. Og sådan blev vi ved. Langsomt, men sikkert, blev de vrede/sure perioder længere og sjældnere, og langsomt, men sikkert, blev de ulykkelige perioder kortere og færre. Efter 1 uge var der tydelig fremgang, men jeg mener, der gik 2 uger, før vi bare kunne lægge hende og gå.

Vi fandt hurtigt ud af, at der gerne skulle være lidt "larm" uden for døren - ikke for stille, hun skulle kunne høre, vi var der. Så vi tog gerne opvasken, eller ryddede lidt op, du ved, en smule skramlen. Siden er det så gået frem og tilbage i perioder. Hun har løbende haft et par uger, hvor den var helt gal, og det tog en evighed at putte hende. Vi har også skullet holde hende i hånden til hun sov, eller siddet på værelset. Det har vi selvfølgelig gjort, men vi har også sørget for, at det ikke "tog overhånd" og blev en dårlig vane - og hun har altid kunnet vænne sig til at skulle falde i søvn selv igen.

I øvrigt: Grunden til, vi tog flasken efter tandbørsten, hvilket jo var totalt politisk ukorrekt var, at hun hadede at få børstet tænder, så det var skrig og skrål. Flasken derimod var så beroligende for hende. Hun kunne tonse rundt med 200 km/t, så satte man hende på skødet, gav hende en flaske, og vupti, røde kinder, spejlblanke øjne og en helt og aldeles afslappet baby! Vi holdt i øvrigt fast i flasken til hun var godt 1½ år, om end de sidste par måneder var alm mælk. Hun afviste den i øvrigt selv. I dag, som 21 mdr, får hun stadig en kop mælk som noget af det sidste inden sengetid.

Jøsses, det blev langt!!!