Hvonår bør børn sove i egen seng?

[Animi]

Inspireret af en anden tråd, hvor jeg kan fornemme at der er mange holdninger til emnet. Derfor synes jeg det kunne være interessant at høre folks meninger om det, inden den generelle debat fylder for meget i en personlig tråd

Nu har jeg ikke selv nogen børn, så jeg ved ikke hvornår mine fremtidige hypotetiske børn bliver vænnet til at sove alene i egen seng. Men jeg kan godt forestille mig, at hvis det kan lade sig gøre uden at det går udover nogens søvn, så får de lov til at ligge inde hos mig (og evt en mand ) i mange år.

Jeg synes som sådan ikke at der er noget rigtigt eller forkert at gøre. Jeg kender mange der har sovet inde hos deres forældre til de var 11-12år gamle, og det er bestemt ikke fordi de er blevet forkælet, eller noget andet. Som skrevet i en anden tråd, det er trods alt de færreste 15 årige der sover inde hos deres forældre hver nat, så mon ikke de fleste nok skal vokse fra det på et eller andet tidspunkt.

Selv har jeg sovet i egen seng, på eget værelse, fra da jeg var ca 3 måneder gammel. Det er der nogen der synes er meget tidligt, men igen, jeg er ikke ligefrem blevet dårligt mærket af det

[icelady]

Altså...mine har sovet hos mig, selvom de var blevet myndige


For mig handler det, hvorfor de gør det.

Og så længe de selv kan sætte grænser, så synes jeg da folk skal gøre som de har lyst.
Jeg ville da undre mig, hvis en feks 15-årig sov hos sin far/mor/begge forældre ofte, men ville nok bare spørge ind til det og så forhåbentligt få en logisk forklaring.

Edit: Vores unger sov i egen seng hos os indtil de var maks et års tid; så røg de på eget værelse.

[Danseprinsesse]

Min eneste holdning til det er, at det hele kan være "rigtigt", det afhænger af, hvad der fungerer bedst for den pågældende familie. For mig er det væsentligt, at det fungerer så godt som muligt for alle medlemmer af den pågældende familie, uanset om det er børn/voksne/biologiske eller ikke-biologiske forældre.

Jeg har heller ikke nogen specifik holdning til, hvordan det skal være, når vores barn kommer om et par måneder. Det må komme hen ad vejen, igen afhængigt af, hvad der fungerer bedst for os alle tre.
For nemhedens og tryghedens skyld starter vi med at have soveplads til baby i soveværelset - men skulle det vise sig, at ingen af os får ordentlig søvn på den måde, så ser jeg ikke noget forkert i at flytte baby i et andet rum.
Jeg ville være ked af at miste den nærhed vi som par får af at kunne sove (tæt) sammen, hvis der f.eks. skulle ligge et (større) barn i midten, eller hvis den ene skulle sove med barnet og den anden alene - og det er nok noget, jeg vil forsøge en del for at undgå - men jeg tror, man kan leve med meget i perioder, hvis alternativet er ingen eller dårlig søvn.

Personligt har jeg ikke på nuværende tidspunkt noget udtalt ønske om samsovning med mit barn i mange år - og jeg forestiller mig, at vi som udgangspunkt vil forsøge at have vores f.eks. 3-årige (og yngre) til at sove i eget værelse, af hensyn til plads til vores private voksen-alenetid, og fordi jeg er sart med lyde, når jeg sover. Men sådan noget kan jo nemt ændre sig, hvis man mærker på sit barn, at det har nogle andre behov i perioder.
Og når min niece på 3 år overnatter, så sover hun da også i soveværelset hos os - fordi det er nemmest, fordi det giver os alle mest mulig søvn og fordi hun er mest tryg ved det.

[Madam Pomfrey]

Hvis jeg bestemte, så havde vi samsovning indtil børnene selv ikke gad det mere, for jeg synes det er hyggeligt og rart, bare sengen er stor nok
Men min mand synes ikke det er hyggelig og rart, og han sover bedst uden børn...
Derfor er kompromisset blevet at de er rykket på eget værelse omkring 1 års alderen, og har fået lov at sove i smørhullet ved behov, og det har fungeret fint for alle parter. Det er jo ikke sådan at jeg ikke kan sove når de ikke er der, og der er da også dage hvor jeg bærer dem retur til egen seng fordi de er for fysisk urolige og dermed generende for nattesøvnen.

Hos os er aftalen at når far sover ude, så må småfolket sove i vores seng hele natten, - derudover sover de der ved sygdom, og far finder evt. en anden seng at sove i, hvis han synes det er lige anstrengende nok med roterende feberbarn i sengen.

Vores 2 store har væreler i stue etagen, og vores 2 små har værelse på 1. salen lige ved soveværelset. Det betyder at de selvom de er i egne senge, er ret tæt på os.

[LadyFox]

De afhænger af familien. Jeg synes ikke der er noget tidspunkt der er forkert at børn sover i forældrenes seng så længe alle parter synes det er rart og hyggeligt.

Havde jeg selv et barn tror jeg barnet måtte sove hos mig til barnet ikke gad det længere. Jeg synes samsovning er hyggeligt.

[Lilleluftballon]

Det afhænger af barn og forældre. Jeg havde som udgangspunkt forestillet mig at skulle have barn i sengen/soveværelset længe - som minimum et år og gerne mere. Men barnet var ikke enig - han sov virkeligt dårligt hos os, og da vi flyttede ham på eget værelse som 4 måneder sov han pludseligt fantastiskt. Nu er han 2 år og kommer aldrig ind til os - det er sket 2 gange det sidste år, begge gange har han været meget meget syg. Og begge gange har jeg måttet rykke ham tilbage på værelset midt om natten, da det simpelthen er bedre at få lidt søvn, også når man har over 40 i feber.
Jeg synes stadig det virkeler hyggeligt med børn i soveværelset. Måske lillesøster bliver mere til putteri:)

[lulu-p]

Mine børn er kommet på eget værelse mellem når de var 6 - 12 måneder. Udgangspunktet har været, at de skulle sove trygt og hele natten. Så har der været lidt praktik. Den yngste flyttede fx først på eget værelse da hun var lige 1 år, og det drejede sig primært om, at vi manglede tid til at få sat hendes værelse i stand. Men det generede os så heller ikke at hun sov i soveværelset.

Jeg tænker, at når forældre og børn er trygge ved manøvren, så er det rette tid.

[Sorenspige]

Vores dreng har max sovet i vores seng 5 gange, og det var kun som helt spæd, hvor vi enten lå i arm, eller han lå på vores brystkasse.

Ingen af os har sovet specielt godt sammen, og han har sovet på eget værelse, fra han var 3,5 måned. De første to måneder sov min mand dog inde ved ham på en futon.

Vi har stadig futonen stående, og det er der, vi sover, hvis han nogle nætter har brug for os tæt på.

Jeg ved ikke, om det bliver anderledes med lillesøster. Det kommer nok an på, hvad der fungerer bedst med hende.

[Tobywan]

Børn sover i eget værelse. Der er ingen grund til at alle bliver afbrudt i deres søvn, hvis det kan undgås.

De må gerne komme ind, hvis der er en årsag, men jo tidligere de kan lære at sove selv desto bedre

[Bøtte]

Vores datter røg ud da hun var 6 måneder og ind igen da hun var 2,5 år. Nu er hun 3,5 år og sover stadig hos os. Vi trives alle med det og hun sover bedre og dermed sover vi også bedre. Hun sover på sin egen madras i forlængelse af vores seng (altså på højde med vores seng) og det fungerer fint, vi får alle sovet.

Havde du spurgt mig for to år siden havde jeg forsvoret at det ville ske, men så længe vi sover godt alle tre er det ikke et problem.

[Sophies-mor]

Altid, i mine øjne, i starten ved siden af sengen - og så på eget værelse når de sover natten nogenlunde igennem.

Dette, med tilføjelsen :
Når de er raske og trygge.

[Skralde]

Når de ikke længere har behov for den ekstra tryghed det giver dem. Alder er for mig underordnet.

[ajnaM]

Det må folk fuldkommen selv om.

Dog synes jeg, det skal tage udgangspunkt i barnet. Jeg synes, jeg ser nogle forældre, der samsover, fordi forældrene (primært mødrene) synes det er hyggeligt eller har svært ved at give slip. Det synes jeg måske er lidt weird. I mine øjne er det optimale, at forældrene sover sammen, mens børnene sover for sig eller på samme værelse.

Vi har aldrig rigtig selv haft 'problematikken' inde på livet. Min ældste har aldrig gidet sove i samme rum som os og gør det stadig ikke - for et par måneder siden var kæresten i udlandet, og knægten ville pludselig gerne sove hos mig. Hurra tænkte jeg. Indtil han snorkede for sindssygt og lå og sparkede mig i hovedet kl. 2, og jeg måtte ikke bære ham ind pga. bækkenløsning. Næste morgen fortalte han under morgenmaden, at han "faktisk ikke særlig godt kunne lide at sove inde hos mig alligevel..."

Den yngste sover i egen seng på vores værelse. Han ryger ind til den store, når han er stor nok til at dele en køjeseng. Den store glæder sig helt vildt.

[godtnavn]

Har endnu ikke barn, men giver mit besyv alligevel

Jeg gider ikke dele seng med et barn, så stor er vores seng slet ikke (tiltrods for vi har en 180) men til start komme barnet til at sove i en tremmeseng der er sat sammen med vores og har samme højde. Og de første par år bliver det også i samme værelse, men med siden på sengen og ikke direkt op af vores. Hvor vi bor er her ikke plads til et børneværelse, og vi har ikke planer om at flytte herfra de første par år. Så barnet får seng i soveværelset og et stort hjørne i stuen med hylder til alt legetøjet (vi fik lavet det hjørne da jeg var gravid, men da vi mistede har vi nu bøger og andet på hylderne men det bliver ryddet når der kommer et barn).

[hotlips]

Jeg regner med at han skal falde i søvn i sin egen inden han starter i skole næste år han er selv begyndt at fortælle om at hans venner sover på deres egne værelser så mon ikke det kommer af sig selv hvis han er ved at være klar.
Jeg tror nu højst han ville blive lidt gnaven hvis jeg insisterede på det nu men jeg har ikke gidet slås om det, han sover fantastisk og har gjort det siden han var 5 mdr han vågner kun hvis han er syg og det er vel en gang om året og i weekenden kunne han ikke drømme om at vågne på et eller andet ukristeligt tidspunkt så jeg har egentlig været fint tilfreds med det som det er.