Bange efter film..

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Min datter på næsten 10 år så for noget tid siden en ellers fredelig børnefilm, hvor der var et spøgelse med.

Dette spøgelse har "forfulgt" hende siden da, og hun kan ikke lide at være alene på sit værelse når hun skal sove.

Der har ikke været problemer med den slags før.

Nogen gode råd?

[Fru Sunshine]

Ikke andet, end at imødekomme hendes angst.

Min datter var rædselsslagen for at bruge det store toilet, fordi deres far havde ladet dem se Harry Potter og hemmelighedernes kammer. Hun var bange for at basilisken kom op gennem wcet. Hun ville kun, hvis jeg var med, og skyllede ud for hende, når hun var kommet ud.

Storebror havde også et toiletproblem, så han ville kun bruge børnesædet i meget lang tid, efter at han havde set Jungledyret Hugo, hvor Hugo bliver kastet rundt i noget kloakværk.

Og pludselig en dag var de ovre det.

Og mig selv? Jeg var bange for vampyrer i skabet, en død mand, jeg havde set i Prinsen og tiggerdrengen, japanere efter et afsnit af Shogun, blækspruttearme i toilettet, mørke og hvad har vi.
Det gik også over.

[Mædem]

Da jeg var omkring 11 - 12 år så jeg 'Scream' hos en veninde, hvilket bevirkede, at Scream forfulgte mig, hvorend jeg gik - jeg så ham i mørket på værelset, og fik sådan nogle "tvangstanker" ala hvis du ikke når at cykle over i lyskrydset før det bliver gult, så dræber Scream min familie o.lign.

Mine forældre valgte at løse problemet ved at lade mig tegne angsten (som jo i det her tilfælde, sjovt nok, så ud som Scream) og så brændte vi tegningen i et askebæger, imens vi alle så på. Omend det måske lyder lidt alternativt, så husker jeg det som om det dulmede min frygt ret meget - der var et eller andet i det der med, at Scream var blevet latterlig - og tilintetgjort i alle vores øjne.

Generelt var jeg et meget bange barn, ganske givet pga. min alt for livlige fantasi, så mine forældre har afprøvet mange ting for at lindre det, og det er jo altid forskelligt, hvad der lige virker. Det vigtigste, synes jeg, har været at de altid har taget mig alvorligt og aldrig negligeret det jeg har været bange for. Man kan komme langt med at lytte, anerkende og aflede.

I dag skal der i øvrigt virkelig meget til, at jeg bliver bange. Sommetider tænker jeg, at det er fordi jeg opbrugte al min frygt som lille, men i højere grad er det vel fordi mine forældre har vist mig, hvordan man kan snappe ud/hæve sig over sin frygt, når den er der.

[Studsgaard]

Imødekomme hendes frygt. Og så snakke med hende om det.

Jeg kender nogen der bare siger til børnene "at det er bare noget i film det skal du ikke være bange for" men så hår børnene jo og tror de er forkerte fordi de bliver skræmte.
Jeg snakker også med mine om det er noget i en film (eller hvad det nu er de er bange for) og snakker om det ikke er en rigtig ting, men at det alligevel kan få vores fantasi igang og så bliver vi bange. Det har hjulpet sammen med at give dem tid og sige det er ok at have det sådan.