(Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Brugeravatar
Studsgaard
Indlæg: 5339
Tilmeldt: 1. nov 2015, 15:06
Kort karma: 567
Geografisk sted: Rebild kommune
Likede indlæg: 8603

(Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Indlægaf Studsgaard » 27. maj 2017, 21:52

Vi er fastligger campister og hele familien nyder det.
Børnene ved hvor de må gå til og de overholder det. Datteren på seks (snart syv) nyder at have den frihed det er, at hun bare kan løbe afsted og finde sine venner uden det skal aftales først (der hjemme kan hun ikke bare gå hen til vennerne, de bor så langt væk at der skal krydses flere veje som vi ikke syntes hun er stor nok til)

Men denne frihed og hendes ønske om at være mere selvstændig kan være svært for mig. Idag var hun smuttet afsted for at lege ved ti tiden. Hendes brødre (11 og 13) havde set hende flere gange og leget lidt med hende og veninden, men kl 12 skrev jeg til min veninde hvis datter hun legede med, om de var der, men det var de ikke, pigerne havde fået kiks med til at lege skovtur for ca en time siden. Dvs vi havde ikke set vores datter i et par timer og jeg begyndte at få dårlig samvittighed, for vi er så vant til at vide hvor vores børn er og hvad de laver heletiden. Men hun elsker det og kom hjem ca en halv time senere og fik middagsmad. Kort efter smuttede hun igen og derefter så vi, eller brødrene, også kun korte glimt af hende, fordi hun bare har så mange venner og hun nyder at hun bare kan lege med dem alle.

Da jeg selv var barn var det jo helt normalt at vi løb afsted i skoven eller andre steder, og først kom tilbage mange timer senere. Men jeg får noget dårlig samvittighed, jeg ved ikke helt over hvad, for hun nyder det. Manden er bedre til at slappe af og sige "hun kommer hvis hun har brug for os"

Er jeg mon en hønemor? Storebrødrene har været "bedre" til at komme forbi og fortælle hvor de var eller hvem de legede med, hvor datteren mere, bare bliver på pladsen og overholder reglerne og så kun kommer når hun har brug for noget.
Eller er det helt normalt at jeg har svært ved at min knap syvårige datter er ved at være så selvstændig. Eller mener i mon jeg er uansvarlig?
0
Brugeravatar
Santa
Indlæg: 9512
Tilmeldt: 13. aug 2015, 05:56
Kort karma: 994
Likede indlæg: 26587

Re: (Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Indlægaf Santa » 28. maj 2017, 03:02

Du er overhovedet ikke uansvarlig!

Jeg oplever alt for mange forældre, som ikke tør slippe deres børn i den alder af syne, og det giver i længden uselvstændige og i nogen tilfælde utrygge børn. Forældrene lader ikke engang deres børn gå fra parkeringspladsen (for i dag køres børn i skole hver morgen!) og ind i klassen selv, de bærer deres tasker, de ringer og sms'er i løbet af skoledagen - nogle tropper sågar op og blander sig hvis deres børn har en konflikt i skolen, hvilket bestemt heller ikke er til deres børns bedste.
Livsduelighed handler jo om at kunne håndtere konflikter og handle på egen hånd.

Din datter lader til at trives og hun bliver kun mere moden af selv at få lov til at administrere sin tid.
Lad være med at ringe til hende, men aftal fx at hun skal komme hjem til frokost (der kan jo sættes en alarm på mobilen).
Husk på din egen barndom!
9
Lad være med at læse mellem linjerne, der står stadig ikke noget. ;)
Brugeravatar
Studsgaard
Indlæg: 5339
Tilmeldt: 1. nov 2015, 15:06
Kort karma: 567
Geografisk sted: Rebild kommune
Likede indlæg: 8603

Re: (Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Indlægaf Studsgaard » 28. maj 2017, 06:26

Santa skrev:Du er overhovedet ikke uansvarlig!

Jeg oplever alt for mange forældre, som ikke tør slippe deres børn i den alder af syne, og det giver i længden uselvstændige og i nogen tilfælde utrygge børn. Forældrene lader ikke engang deres børn gå fra parkeringspladsen (for i dag køres børn i skole hver morgen!) og ind i klassen selv, de bærer deres tasker, de ringer og sms'er i løbet af skoledagen - nogle tropper sågar op og blander sig hvis deres børn har en konflikt i skolen, hvilket bestemt heller ikke er til deres børns bedste.
Livsduelighed handler jo om at kunne håndtere konflikter og handle på egen hånd.

Din datter lader til at trives og hun bliver kun mere moden af selv at få lov til at administrere sin tid.
Lad være med at ringe til hende, men aftal fx at hun skal komme hjem til frokost (der kan jo sættes en alarm på mobilen).
Husk på din egen barndom!


Jeg forsøger også at huske på hvor skønt det var bare at løbe afsted i skoven og lege.
Det er ikke min datter jeg ringede til. Hun har ikke mobil med ud og lege, det var campingvenindens mor.
0
Brugeravatar
Luffegås
Indlæg: 2839
Tilmeldt: 18. dec 2015, 09:17
Kort karma: 231
Geografisk sted: Fyn
Likede indlæg: 5529

Re: (Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Indlægaf Luffegås » 28. maj 2017, 08:06

Jeg kan kun svare for hvordan det føles at være din datter :) For det er virkelig en følelse jeg kan sidde og savne enormt indimellem.. At der altid var unger nede på hoppepuden eller legepladsen på campingpladsen, at man udfordrede områdets buskadser, og at man lige hurtigt tog hen i den nye venindes campingvogn for f.eks. at få et glas saftevand og en kiks. Det er mange kilometer de små ben render på en dag og leger, og jeg ville nok ikke have været helt så gidelig hvis jeg konstant skulle løbe tilbage for at fortælle hvor jeg nu gik hen. Og ja, man kom tilbage til aftenssmad, eller hvis den nye veninde skulle med sine forældre ind til byen og deslige :)

Og hvor fik man bare knust sit hjerte mange gange i løbet af en sommer, når man skulle sige farvel til sine venner. Man lærer som campingbarn på en anden måde, at venskaber kan opstå her og nu, og slutte søndag eftermiddag, og det er helt okay at der sker disse forandringer og at man ikke kan være venner hele livet.

Jeg synes det er så sundt, og jeg glæder mig til at give mine egne børn den slags kompetencer og oplevelser en dag.
Og selvfølgelig er du da bare nervøs, men skal en mor ikke altid være lidt nervøs :)
3
Søger ikke gode råd, medmindre jeg har spurgt.
Brugeravatar
Skralde
Indlæg: 2137
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:13
Kort karma: 429
Likede indlæg: 5338

Re: (Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Indlægaf Skralde » 28. maj 2017, 10:27

Jeg synes at det lyder fantastisk! :love: Vi camperede selv meget da jeg var barn og minderne vælter ind over mig, da jeg læste dit indlæg. Jeg var selv en uge på camping med min datter da hun var knap 6 år og der fik hun også lov til - dels- at rende som hun ville, hun kom dog selv retur flere gange i løbet ad dagen og jeg nåede derfor ikke at blive SÅ nervøs inden jeg så hende. For nervøs blev jeg da :genert: Så du er ikke den eneste med den følelse :kys: Men jeg blev bedre i løbet ad ugen til at håndtere det, især da hun én af dagene henkastet fortalte over aftensmaden at hun havde grædt tidligere, men så havde en af vennernes forældre trøstet hende og givet hende en juice og derefter spurtet glad videre - man glemmer nogen gange at der jo også vrimler med voksne sådan et sted og at DE selvfølgelig også hjælper hvis det er nødvendigt.
Så prøv at nyd det! Hvor stort er det lige at I har opfostret tre dejlige unger, der er så fyldt med gåpåmod og tillid til egne evner at de tør kaste sig ud i verden på den måde?! :gogo:
4
L, mit livs lys - 3.10.2010
@denkreativerappenskralde
Brugeravatar
Studsgaard
Indlæg: 5339
Tilmeldt: 1. nov 2015, 15:06
Kort karma: 567
Geografisk sted: Rebild kommune
Likede indlæg: 8603

Re: (Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Indlægaf Studsgaard » 28. maj 2017, 15:38

Tak for jeres svar, de varmer. For jeg vil jo også selv helst tænke at vi gør det godt og rigtigt. Men den der nagende fornemmelse at jeg bør have mere tjek på hende, den er svær at slippe.

Det med at de får nye (korte) venskaber tænker jeg også er en god evne at have, at kunne være sammen med mange forskellige mennesker. Her i de sidste to dage har hun leget rigtig meget med en norsk pige. Det var slet ikke noget problem at de ikke snakkede samme sprog, de hyggede sig virkelig sammen :love2: og hun fortalte de havde fået juice og kiks hos hendes nye ven.
2
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 4137
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 1136
Likede indlæg: 16358

Re: (Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Indlægaf vibbsen » 28. maj 2017, 19:21

Du er overhovedet ikke spor pjattet.....Min datter (5 år)ELSKER ELSKER at få lov til at komme på den "store" legeplads i Valbyparken, og så bare få lov til at give den gas uden mig. Jeg sidder på mit tæppe og høre lydbog og hækler. Hun kommer forbi fra tid til anden og siger "hej" og får en tår vand. Og så er hun væk igen.
Vi har helt faste aftaler om hvor hun må gå på legepladsen, og hvor hun ikke må gå. Og har talt meget om det der med fremmede. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at hun overholder vores aftaler. Men jeg skal da være den første til at indrømme at jeg bliver lidt paranoid hvis jeg synes der går for lang tid. Men OK...Jeg bliver også paraniod hvis vi er i indendørs legeland og jeg synes hun har været væk for længe...Jeg tror ærlig talt at det er en mors lod. Det der med at være paranoid.

Jeg er selv barn af 70'erne, og vi fik lov til at rende frit. Mine forældre bor for enden af en lukket stikvej hvor der dengang ikke var andet end en stor legeplads og så ellers marker. Området var "indrammet af 3 veje og så markerne. Og indenfor disse 3 veje måtte vi færdes frit. Og det gjorde alle børnene i kvarteret. Helt ned til 4-5 års alderen...Der skete ALDRIG noget. Og vi var faktisk rigtig gode til at holde øje med hinanden og dem der var yngre end os selv.
Vores skolevej bestod af stisystem. Og jeg tror ikke vi har gået mange dage i børnehaveklasse før vi gik til skole selv. På trods af at vi kun var 6 år. Jeg får angstsvedpletter under armene bare ved tanken om at min datter skal gå ind til naboen...Det er 7 skridt hen af fortorvet :rulle: Men lur mig om ikke min egen mor havde det på samme måde når hendes datter stak afsted ud på eventyr.....Hun formåede dog at holde det i ave. Og det tror jeg er vores fornemste opgave som forældre. Ikke at gå i panik når vores unger viser tegn på selvstændighed.
2
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
fisken80
Indlæg: 22074
Tilmeldt: 18. aug 2015, 16:13
Kort karma: 1127
Likede indlæg: 52050

Re: (Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Indlægaf fisken80 » 31. maj 2017, 10:05

vibbsen skrev:Du er overhovedet ikke spor pjattet.....Min datter (5 år)ELSKER ELSKER at få lov til at komme på den "store" legeplads i Valbyparken, og så bare få lov til at give den gas uden mig. Jeg sidder på mit tæppe og høre lydbog og hækler. Hun kommer forbi fra tid til anden og siger "hej" og får en tår vand. Og så er hun væk igen.
Vi har helt faste aftaler om hvor hun må gå på legepladsen, og hvor hun ikke må gå. Og har talt meget om det der med fremmede. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at hun overholder vores aftaler. Men jeg skal da være den første til at indrømme at jeg bliver lidt paranoid hvis jeg synes der går for lang tid. Men OK...Jeg bliver også paraniod hvis vi er i indendørs legeland og jeg synes hun har været væk for længe...Jeg tror ærlig talt at det er en mors lod. Det der med at være paranoid.

Jeg er selv barn af 70'erne, og vi fik lov til at rende frit. Mine forældre bor for enden af en lukket stikvej hvor der dengang ikke var andet end en stor legeplads og så ellers marker. Området var "indrammet af 3 veje og så markerne. Og indenfor disse 3 veje måtte vi færdes frit. Og det gjorde alle børnene i kvarteret. Helt ned til 4-5 års alderen...Der skete ALDRIG noget. Og vi var faktisk rigtig gode til at holde øje med hinanden og dem der var yngre end os selv.
Vores skolevej bestod af stisystem. Og jeg tror ikke vi har gået mange dage i børnehaveklasse før vi gik til skole selv. På trods af at vi kun var 6 år. Jeg får angstsvedpletter under armene bare ved tanken om at min datter skal gå ind til naboen...Det er 7 skridt hen af fortorvet :rulle: Men lur mig om ikke min egen mor havde det på samme måde når hendes datter stak afsted ud på eventyr.....Hun formåede dog at holde det i ave. Og det tror jeg er vores fornemste opgave som forældre. Ikke at gå i panik når vores unger viser tegn på selvstændighed.


Åååh det er min barndom du beskriver. Bortset fra, hvordan landskabet så ud, så er det helt præcist sådan det var. Vi løb også frit rundt fra vi var 5 år gamle. Der var veje vi skulle holde os fra og det gjorde vi så.
Jeg husker det i øvrigt sådan, at vi faktisk ret tidligt var yderst bevidste om, at ikke alle mennesker er lige rare. Vi fortalte i hvert fald hinanden vilde historier om farlige børnelokkere, og jeg var aldrig nogen sinde gået med en fremmed, det er HELT sikkert.
Faktisk var der en sag med et barn på 7 der forsvandt og senere blev fundet dræbt, jeg tror jeg har været 7-8 år gammel. Mine forældre var enormt påvirkede af det kan jeg huske, men jeg fik stadig lov til at løbe rundt alene, jeg blev bare endnu engang inprentet at jeg skulle holde mig fra fremmede.
1
litteraturen kan noget, som regneark og forvaltningsstudier ikke kan. Uden litteraturen bliver tanker og ideologier blodfattige og pulsløse.

Man VÆNNER sig til ting. Det kommer af vane. Så svært er det ikke.

Maude, din proportionssans
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 4137
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 1136
Likede indlæg: 16358

Re: (Fjollede) tanker om børns selvstændighed.

Indlægaf vibbsen » 31. maj 2017, 14:20

fisken80 skrev:
vibbsen skrev:Du er overhovedet ikke spor pjattet.....Min datter (5 år)ELSKER ELSKER at få lov til at komme på den "store" legeplads i Valbyparken, og så bare få lov til at give den gas uden mig. Jeg sidder på mit tæppe og høre lydbog og hækler. Hun kommer forbi fra tid til anden og siger "hej" og får en tår vand. Og så er hun væk igen.
Vi har helt faste aftaler om hvor hun må gå på legepladsen, og hvor hun ikke må gå. Og har talt meget om det der med fremmede. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at hun overholder vores aftaler. Men jeg skal da være den første til at indrømme at jeg bliver lidt paranoid hvis jeg synes der går for lang tid. Men OK...Jeg bliver også paraniod hvis vi er i indendørs legeland og jeg synes hun har været væk for længe...Jeg tror ærlig talt at det er en mors lod. Det der med at være paranoid.

Jeg er selv barn af 70'erne, og vi fik lov til at rende frit. Mine forældre bor for enden af en lukket stikvej hvor der dengang ikke var andet end en stor legeplads og så ellers marker. Området var "indrammet af 3 veje og så markerne. Og indenfor disse 3 veje måtte vi færdes frit. Og det gjorde alle børnene i kvarteret. Helt ned til 4-5 års alderen...Der skete ALDRIG noget. Og vi var faktisk rigtig gode til at holde øje med hinanden og dem der var yngre end os selv.
Vores skolevej bestod af stisystem. Og jeg tror ikke vi har gået mange dage i børnehaveklasse før vi gik til skole selv. På trods af at vi kun var 6 år. Jeg får angstsvedpletter under armene bare ved tanken om at min datter skal gå ind til naboen...Det er 7 skridt hen af fortorvet :rulle: Men lur mig om ikke min egen mor havde det på samme måde når hendes datter stak afsted ud på eventyr.....Hun formåede dog at holde det i ave. Og det tror jeg er vores fornemste opgave som forældre. Ikke at gå i panik når vores unger viser tegn på selvstændighed.


Åååh det er min barndom du beskriver. Bortset fra, hvordan landskabet så ud, så er det helt præcist sådan det var. Vi løb også frit rundt fra vi var 5 år gamle. Der var veje vi skulle holde os fra og det gjorde vi så.
Jeg husker det i øvrigt sådan, at vi faktisk ret tidligt var yderst bevidste om, at ikke alle mennesker er lige rare. Vi fortalte i hvert fald hinanden vilde historier om farlige børnelokkere, og jeg var aldrig nogen sinde gået med en fremmed, det er HELT sikkert.
Faktisk var der en sag med et barn på 7 der forsvandt og senere blev fundet dræbt, jeg tror jeg har været 7-8 år gammel. Mine forældre var enormt påvirkede af det kan jeg huske, men jeg fik stadig lov til at løbe rundt alene, jeg blev bare endnu engang inprentet at jeg skulle holde mig fra fremmede.


Det er faktisk sjovt. For lige netop den med børnelokkeren husker jeg også fra min barndom i 70'erne. Og den med de farlige børnelokkere og de historier som vi i fællesskab kunne brygge sammen kan jeg nikke (grinene) genkendende til....Jeg kommer fra en ret lille by. Og vi var utrolig optagede at børnelokkere. Totalt meget på vagt og så faktisk børnelokkertyper ret tit :-D Så sprang vi hvinende afsted og gemte os alle mulige steder.

Jeg husker faktisk stadig svagt Heidi sagen (som jvf google fandt sted i fra 1979) Det var en 5 årig pige som forsvandt i Kolding. Og som aldrig er blevet fundet. Min forældre gav mig naturligvis ikke alle detaljerne, men jeg kan da huske sagen. For mine forældre brugte den som et glimrende eksempel på hvorfor man ikke måtte gå med fremmede. Det blev taget til efterretning. Og har efterfølgende dannet reference for konceptet "børnelokker"....Man skulle jo nødigt ende som Heidi

Til gengæld, så blev der i min by for nogen år siden oprullet en GIGANTISK skandale hvor en ledende medarbejder i musikskolen stod anklaget og blev dømt for en række forhold til meget unge piger. Der var også en række forhold som han aldrig blev dømt for fordi de pågældende piger ikke trådte frem. Men alle vidste hvem det var. Og ved det stadig. Interessant nok så havde han HELTE status i byen dengang og alle ville gøre alt for at tækkes ham. Også de voksne. Og mens hele byen incl borgmester og skoleinspektør hyldede ham, så tog han lystigt for sig af retterne blandt de unge piger som lå fra min årgang og et par årgange op. En tidligere klassekammerat fortalte mig at da hun forsøgte at sige til sine forældre at der var noget der ikke var som det skulle være, så fik hun at vide at den slags måtte man bestemt ikke lyve om. Det var først da disse piger var langt oppe i 20'erne at sagen kom for dagen. Noget der skete i forlængelse af en sag hvor en elev brød tavsheden og anklagede den højtelskede korleder for pædofili. Hvilket skabte en del røre...For hvor vovede hun...men så væltede skeletterne ud af skabet.....Og det viste sig jo så at hun blot var en af mange...
I vores lille by var det altså ikke den farlige børnelokker som var "fjenden". Men derimod den højtelskede og særdeles feterede korleder. Det lærte mig en vigtig lektie om noget andet i forholdet til min datter. Nemlig at få lært hende hvad der er OK og hvad der IKKE er OK når vi taler om forholdet til kendte voksne. Og få indprentet i hende at hun aldrig nogensinde skal være bange for at komme og fortælle den slags herhjemme. Og at vi altid vil tage hendes parti...
4
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof

Tilbage til "Børn"