Nu er jeg begyndt at vende tilbage til rottweileren (som min kæreste og jeg havde afskrevet fordi deres motionsbehov formentlig er for stort til at vi rigtig kan honorere det. Det skal ikke være en sur pligt at have hund jo)
Men måske er der nogen der avler lidt mere "dovne" rottweilere?
Jeg har set en kennel-side hvor der står at "dette kuld er efter særdeles aktive forældre og hvalpene egner sig derfor kun til brugshund. Ikke sofa-hunde!"
Mon man så også kan finde det modsatte? -altså at dette kuld er efter rigtig sofakartoffel-hunde og vil derfor muligvis være for tunge i røven til at blive proff arbejdshund?
Eller findes dovne rottweilere ikke?
Hvor meget motion er nok motion? 5km tre gange om dagen? 3km tre gange om dagen? 7km en gang om dagen?
Shit mand, jeg tænker mig selv tosset. Hvis det ikke var mig det handlede om, så ville jeg nok tænke mere klart.
Jeg synes det er en kæmpe beslutning at få hund. Jeg glæder mig super meget til at få en. Til arbejdet med den. Sammenhørigheden. Hyggen. Have en god undskyldning for frisk luft. Men jeg er super nervøs. Jeg vil helst være den bedste hundeejer i verden. I hele verden!
Jeg bliver lidt træt af at mine høje krav til mig selv skal ind over det her. En hund er ikke raketvidenskab. I hvert fald ikke hvis man er sit ansvar voksent, sætter sig ind i tingene og gør sig umage og forstår at der er ikke noget der hedder at man lige springer over hvor gærdet er lavest hist og her (man kan muligvis slække, når den er blevet voksen). Men jeg er pludselig vildt nervøs for at faile for vildt
Det kommer jeg ikke til, det ved jeg godt, men det gør valget af race sværere fordi jeg bliver ved at tale mig selv ned.
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.