SAGA skrev:Zombie skrev:SAGA skrev:Jeg har mistet min hund og her er ulideligt stille. Jeg savner hende så meget at jeg ikke kan holde ud at være alene. Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, og sådan har jeg aldrig haft det før.
Saga var min første hund, som voksen, men jeg mindes ikke at jeg havde en konstant tomhedsfølelse, da min barndomshund blev aflivet.
Jeg kan ikke finde hoved og hale i mine følelser. Nogle dage har jeg lyst til at få hund igen med det samme, bare fordi jeg savner den hverdag jeg havde med Saga.
Andre dage kan jeg ikke holde tanken om en ny hund ud.
Hvor lang tid gik der før i fik en ny hund?
Jeg mistede min Taiki efter et sygdomsforløb og hans død var temmelig voldsom. Der gik et halvt år, før jeg stille og roligt begyndte at kigge, og endnu 3 måneder derefter, før jeg fandt Trillo og fik lavet forberedelser til hendes indflyt.
Jeg fandt så en helt anden type hund, da jeg havde brug for noget helt andet. Hver gang jeg mødte hunde af hans race, fik jeg det rigtig træls og den dag i dag får jeg et stik i hjertet.
Jeg savner ham stadig vildt, selvom jeg umuligt kunne have haft Trillo samtidig med ham. Men jeg elsker også Trillo til skyerne og får det helt sikkert lige så slemt med hende.
At jeg skal have hund igen efter Trillo er sikkert, men det er også fordi jeg er blevet bidt af arbejdet med rescues. At arbejde med empowerment osv.
PS.
Det hjalp på processen at passe hunde for folk. Det var andres hunde, så jeg forholdt mig ikke til dem på samme måde og blev mindet om gode og mindre gode ting ved hundelivet.
Havde nogle venner, hvis hunde jeg bare kunne låne, så det gjorde jeg engang imellem. Bare til en tur eller en aftens hygge hvis deres menneske skulle ud.
Det var også voldsom med Saga. Hun gik i kramper pga en formodet hjerneblødning og reagerede ikke på medicinen. Hun var indlagt natten over og da hun ikke reagerede på medicinen så valgte jeg at give hende fred.
Jeg arbejder med dyr til dagligt men jeg kan mærke at jeg ikke er klar til at tage imod en anden hund. Det føles helt forkert. Det føles som om jeg går bag Sagas ryg eller sådan en spøjs følelse, når jeg tænker den. Jeg har ingen veninder med hund som bor i nærheden, men jeg hygger mig med min venindes heste. De hjælper og giver mig noget andet at tænke på <3
Ps:
En har spurgt i en grønt kort, hvilken race hund var. Hendes mor var en Sheltieblanding. Faren er ukendt, hun er internathund og hendes baggrund er ukendt.
Taiki havde arvæv i hjernen efter meningitis som hvalp. Som voksen udviklede han epilepsi og døde under et grand mal/stort anfald, af en hjerneblødning også. Det var dog så tydeligt, at han ikke stod til at redde. Dyrlægen sagde, han ville dø i løbet af et par timer, men jeg valgte at give ham fred med det samme, derhjemme i min seng. Jeg var for bange for, at han led eller var bange, selvom han var lammet og dyrlægen sagde, han var "væk".
Jeg fik først rigtig ro, da jeg indså, at jeg havde været igennem et traume. Og hør lige, jeg er ikke nogen sart viol. Jeg har både slåsset med policen foran Ungeren, tævet en voldtægtsfyr (vild ungdom) og været indlagt på diverse psykiatriske afdelinger i over et år, med hvad dertil hører af oplevelser, tvang, psykoser, andre patienters psykoser osv. Jeg er fucking hårdfør, er det jeg vil sige, men at opleve min hund gå i krampe, og skulle sige farvel for tidligt, er det værste jeg nogensinde har prøvet af alle nederen ting, jeg har prøvet.
Jeg må hands down sige, jeg elsker min hund som et barn, selvom jeg ved det ikke er et barn og der ikke ellers er nogen sammenligning. Hele mit liv drejer sig om det at være hundeejer; hvor jeg bor, mit job/timerne, hvornår jeg kan tage til fest og hvornår ikke, valg af kæreste/mand (gik fra min eks, fordi han var en idiot over for min nuværende hund)... Det er jo helt vildt, egentlig, når man tænker over det, men det handler jo bare om, at indrette sig så det kan lade sig gøre at have hund.
Der er sådan en tomhed bagefter, og tristhed. Og jeg ville ikke have en hund, jeg ville have Taiki. Alle hunde var dumme, fordi de ikke var Taiki. Men så begyndte de at være søde nok, så længe de tilhørte andre og jeg ikke skulle forholde mig til dem som mulige emner.
Jeg vidste ikke, jeg var klar, før jeg faldt over Trillos annonce. Da jeg så mødte hende første gang, var hun bare min hund. Jeg ved ikke lige, hvad der skete der. Tror bare timingen og hunden var rigtig.
(Jeg købte alt fra nyt, det var for weird at give hende Taikis seng og legetøj osv. Kurven gav jeg væk, legetøjet ligger i en kasse med hans hvalpebog og andre ting.)
Den type ville næppe rejse sig igen, hvis min kæreste kom på tværs af dem. Så lad dog være med at få dyr, det er sgu da ikke så svært. Eller aflever dem på internat. Kæft, nogle røvhuller.
