kattekonen skrev:Der var rigtig mange ting som overraskede mig:
- også det med hvor ufleksibelt det var at være bundet til en kontorstol fra 8 til 16 hver dag. På studiet havde jeg tit fri kl. 13-14 eller hele studie-fridage hvor jeg kunne gå i banken, til tandlægen, handle ind eller hvad jeg nu skulle. Nu skulle jeg lige pludselig allernådigst bede om fri til det, som skulle godkendes af øverste chef. Der var ikke mødepligt på studiet, og ingen man skulle melde til med dårlig samvittighed hvis man var syg. Jeg følte det som om at jeg havde solgt min sjæl på en eller anden måde. Og især havde jeg solgt min frihed.
OKay vi skal heldigvis ikke bede om fri ved læge og sådan noget det flexer vi bare.
Det der gør det meget ufleksibel for mig er jeg har meget lang transport, så hvor de andre bare lige kan smutte 30 min -1 time for ordne noget ville det tage mig en time bare at komme hjem. Og der heldigvis heller ingen sure miner ved sygdom. De opfordrer mig nærmere til tage en ekstra dag for ikke at smitte.
kattekonen skrev:- det var svært for mig at vænne mig til kulturen og den formelle arbejdsjargon. På studiet og i mit fritidsjob havde jeg kun arbejdet med andre unge mennesker. Alt havde været fuld af gejst, glæde og gode fuldemandshistorier. Nu skulle jeg pludselig arbejde med en temmelig blandet landhandel hvor der var unge mennesker med helt andre baggrunde, personlighed og uddannelser end mig selv, og der var voksne på 35-45 og gamle på 55 år og derover som havde siddet på arbejdspladsen i en menneskealder og som havde deres "faste plads" og rutiner. Det uformelle hierarki på en arbejdsplads var virkelig svært for mig. Og jeg synes at det krævede en helt anden form for tolerance af mig, som jeg slet ikke var forberedt på.
Det lyder godt nok meget anderledes en hvor jeg er. Jeg er mere overrasket over, hvor uformelle folk er og hvor meget de deler.
Jeg har hørt historie om søvnproblemer, angst, alkoholikere i familie, drukhistorie osv. også fra de ældre medarbejdere.
Tilgengæld synes jeg det svært at jeg har markant andre interesser end mine kollegaer. Det eneste interessefelt vi rigtig deler er vores arbejde.
Og så taler jeg så bare med om haver, børn og hund
Hvad fandt du svært ved det uformelle hierarki? For det synes jeg ikke var så meget anderledes en fra studiet udover at man som ung nyuddannet starter i bunden, hvor jeg i studiet var van til at være i toppen
kattekonen skrev:- det var svært for mig at vænne mig til at jeg altid skulle gøre mit bedste. På studiet kunne jeg selv vælge hvor meget arbejdsindsats jeg gad at lægge i tingene. Om jeg gik efter 4 - 7 eller et 10-tal. Nu skulle alt nærmest laves til en 10-12 stykker, ellers fik man meget kritik og der blev set skævt til en. Det synes jeg virkelig var svært at vænne mig til.
Jeg har altid været typen der gik efter at gøre det bedst muligt, så for mig er der ikke rigtig nogen forskel.
Jo måske at man mere skal gå efter 10 end 12 på mit arbejde.
kattekonen skrev:- det overraskede mig meget at forfremmelser på arbejdsmarkedet ikke går til dem der er faglig dygtigst eller at forfremmelser ikke har så meget med retfærdig at gøre, men at der er virkelig meget politik i at avancere på en arbejdsplads. Mænge sig med de rigtige, sige og gøre de rigtige ting på de rigtige tidspunkt til de rigtige mennesker etc. Det var meget svært for mig, fordi jeg altid har sat ærlighed og lighed højest - en virkelig dårlig ting vægte højt på arbejdsmarkedet
Sjovt igen er det omvendt af mit arbejde. Vi har lige haft to forfremmelser som jeg virkelig synes er velfortjent og de to damer der er blevet forfremmet er ret kendt for være meget ærlige og ligefremme
kattekonen skrev:- det overraskede mig hvor hård tonen fra ældre medarbejdere kan være over for unge medarbejdere på arbejdsmarkedet. Det var som om at der var opsyn og regler for hvordan man og i hvilken tone man talte til hinanden i lige rækker, hvordan man taler til de ældre. Men ingen der holdte opsyn eller lod mærke til hvordan de ældre medarbejdere talte til de unge elever. Eller hvilke opgaver de fik. Det overraskede mig bare hvor mange dumme svin der virkelig findes på en arbejdsplads - OMG
Ej hvor lyder det ubehageligt! Nu gør du mig helt bange for skifte arbejde, fordi alle er så søde og venlig på mit.
kattekonen skrev:- på studiet havde der været en plan og et forløb, hvor man kunne sige f.eks. efter 2 år at nu havde man bestået den sidste eksamen, så vidste man med sikkerhed at der skulle ske noget nyt. På arbejdsmarkedet var der ikke nødvendigvis nogen der holdte dig hånden eller lærte dig noget. Det var sådan lige hvad der var tid til i en travl hverdag. Du kunne sagtens være overladt til dig selv, og selv skulle finde ud af en masse ting. Derudover var der ikke rigtig en deadline for hvornår et eventuelt kedeligt forløb eller arbejdsopgave ville stoppe eller blive givet videre til en anden - i princippet kunne man komme til at arbejde med det uendeligt
Det synes jeg tilgengæld er svært! Især fordi der er meget lidt struktur på min arbejdsplads.
Jeg aner ikke hvad jeg skal gå i gang med selv og hvad jeg skal vente på at nogen introducere mig til.
Og nogen gange får jeg introduktion til nogle ret basale ting, mens jeg andre gange kan vente længe på introduktion på en opgave jeg ikke rigtig har fået forklaret hvad går ud på. Men tit bliver min kollegaer også overrasket over jeg har klaret en opgave selv og så hurtigt
kattekonen skrev:- selv om ens løn steg, så følte jeg mig fattigere end studietiden. Nok fik man flere penge udbetalt, men det var som at man følte at man blev nødt til at forkæle sig selv lidt ekstra fordi man faktisk ikke synes det var særlig rart at arbejde fuld tid. Så fik man en lidt større lejlighed, så købte man lidt ekstra tøj, så fik man en lille bil etc. etc. og lige pludselig var man lige så fattig som da man var studerende.
Det der har jeg faktisk haft ret stort fokus på fordi jeg netop har hørt mange sige det, så jeg sat mine faste udgaver lavt. Tilgengæld synes jeg at min øgede indtægt gør at jeg tænker relativt mere over penge end da jeg ingen havde.
Men din arbejdsplads lyder ikke særlig rar. Nu er jeg blevet helt bange for skifte, selvom jeg ikke er helt vildt glad for mit arbejde.
Men alle mennesker er tilgengæld virkelig søde! det er bare den manglende struktur og opgaverne der ikke lige er i skabet, men hellere det end den type arbejdsplads du omtaler