Camped skrev:Hej alle.
Ja jeg har godt nok tænkt meget siden i går. Min TR mener at jeg skal fokusere på at han startede med det positive og huske at tage det med videre. Hun mener også at kalde det en tjenstlig samtale var noget overilet.
Men min leders begrundelse for at det skulle være sådan var "for at tegne en streg i sandet" og nu starter vi på en frisk.
Jeg har mere eller mindre "gjort mig lidt dummere" i dag og spurgt min kollega til råds om ting jeg godt kendte svaret på og har brugt sætningen "jeg er enig" meget i dag. Dertil har jeg også sendt opgaver over til ham som jeg sagtens kunne varetage selv.
Jeg ved ikke om det er vejen frem, indtil jeg kan finde et andet job. Grunden til jeg er lidt tøvende er at HK jobs i en kommune ikke hænger på træerne og vi er rigtig mange om buddet, når der endelig er nogen. Yderligere er jeg så heldig at mit job er 15 min fra min bopæl og jeg fik forhandlet en rigtig god løn hjem.
Jeg er godt klar over at det er rigtige dårlige grunde, til at blive i et job hvor min selvtillid har fået et lille knæk. Nu er det snart ved at bevæge sig over i at jeg er bange for at gøre noget galt så nu spørger jeg bare hele tiden - bare for at være sikker.
Jeg er nysgerrig over det første møde som vi skal have os 3 - altså min kollega, leder og jeg. Hvordan dette bliver lagt at nu skal vi have dette samarbejde til at fungere og at der ikke bliver lagt alt skylden over på mig. Det kan jeg godt være lidt bange for nu når det virker om om at min kollega og leder har et rigtig godt samarbejde og fælles syn på sagerne.
Jeg bliver mere og mere overbevist om, at alt dette kan koges ned til at min kollega føler sig truet og/eller irriteret over at jeg ikke har spurgt ham nok og derved har klaget til vores leder. For hvis jeg havde "klappet" ham lidt mere på ryggen, havde der slet ikke været nogen tjenstlig samtale.
Han føler sig lige pludselig til side sat og derved ikke vigtig nok. Dette er min leder, af en eller anden grund meget hurtig til at understøtte.
I den stilling som jeg sidder i, har der været 5 sagsbehandlere på 5 år som har af en eller anden grund forladt stillingen. Jeg begynder at kunne forstå hvorfor. Hvis man bliver tvunget til at sidde i en stilling, hvor man ikke kan få lov til at udvikle sig fordi man så kan komme til at overskygge en anden, så brænder man jo hurtigt ud.
Har du overvejet at tage en snak med din kollega?
Hvis det var mig, tror jeg, jeg ville vælge at være 100% ærlig. Eller i hvert fald 99%.
Lige tage en snak alene og fortælle, at jeg havde haft denne her samtale, og at jeg var ked af, hvis jeg på nogen måde havde overtrådt vedkommendes grænser/arbejdspladsens kutymer ved ikke at spørge til råds. Og forklare med, at jeg ikke har været bevidst om det osv.
Og så ville jeg derfra tage den løbende. Simpelthen spørge, om det er sådan her, vedkommende gerne ville have det, når jeg kom i situationer, hvor jeg normalt ville gøre noget andet. "Hey, normalt ville jeg bare tage denne her selv, men vil du gerne have, at jeg spørger dig til råds nu?"-ish.
Min tanke er, at kollegaen hurtigt ville kunne se, at det var lidt fjollet.
Men okay, jeg synes det virker forholdsvis uforståeligt. Der er da få ting her i verden der er lige så irriterende som konstant at skulle spørges om alting af en ny kollega.
Some men hunt for sport, others hunt for food. The only thing I’m hunting for, is an outfit that looks good…