HASTER: Hjælp til ven med ledighedsstress!

[Grissebassen]

Jeg blev i morges ringet op af en grædefærdig ven. Han har gået ledig i et år, siden han færdiggjorde sit studie.
Han har prøvet alt, men er ikke engang blevet kaldt til så meget som en enkelt samtale, på trods af at både ansøgninger og CV intet fejler. Han har virkelig ramt bunden nu og har totalt mistet troen på, at det kan lade sig gøre at finde arbejde, selvom der er masser at søge.
Jeg har lovet at kigge forbi senere med kage, og at vi så skal lægge en plan for, hvad der skal ske på mandag, for han kan ikke fortsætte ret meget længere i sin nuværende situation. Men jeg aner ikke, hvad man stiller op med ledighedsstress. Min egen erfaring er, at der ikke er meget hjælp at hente på det område.

Så har I kloge debattører nogle bud på, hvor han kan henvende sig på mandag for at få hjælp?

[Torn]

Jeg har ikke nogen konkrete forslag, men jeg vil lige give dig en tommel-op for at hjælpe din ven. Hvor er det godt, at han har dig.

Kan man ikke blive sygemeldt under dagpenge? Lægen er måske det første sted at søge hjælp.

[Sophies-mor]

Jeg har ikke nogen konkrete forslag, men jeg vil lige give dig en tommel-op for at hjælpe din ven. Hvor er det godt, at han har dig.

Kan man ikke blive sygemeldt under dagpenge? Lægen er måske det første sted at søge hjælp.

Jeg var sygemeldt som ledig under dagpenge, pga. stress.
Min far blev lam og var i den forbindelse i 3 uger i livstruende tilstand på intensiv, og alt i alt var der 7 mdr. hvor jeg lå i taxa-fart fra skole (datters), Århus kommunehospital og Viborg sygehus.

Første trin er at gå til lægen!
Kontakt derefter sagsbehandler og få en snak pr. telefon og HUSK at følge op med en mail - som aftalt i telefonen, sender jeg nu mail med følgende oplysninger. og bed om kvittering for læst mail!

God bedring med din ven og godt, at du hjælper
TS
Quotede Torn pga det med sygemeldingen.

[Grissebassen]

Jeg har ikke nogen konkrete forslag, men jeg vil lige give dig en tommel-op for at hjælpe din ven. Hvor er det godt, at han har dig.

Kan man ikke blive sygemeldt under dagpenge? Lægen er måske det første sted at søge hjælp.

Jeg tror godt, man kan blive sygemeldt. Men mig bekendt forlænger det ikke dagpengeperioden, så det eneste han opnår ved det vil være, at han slipper for de krav om aktivering og ansøgninger, der stilles. Og jeg har ikke indtryk af, at det er der, problemet ligger.
Hvis det står helt slemt til, tænker jeg også, at vi skal have ham til lægen som det første. Men i første omgang tror jeg egentlig mest, at han har brug for at tale med nogen, der kan hjælpe ham helt konkret til at lægge en strategi (her har hverken jobcenter eller A-kasse været særligt brugbare indtil videre).
Min egen erfaring med læger er, at man får stukket en psykologhenvisning i hånden, hvis man kommer med stresssymptomer. Og selvom psykologhjælp sikkert kan være brugbart og nødvendigt, så tror jeg ikke det hjælper på ledighedsstressen omkring økonomiske bekymringer osv., at han skal ud og optage lån til at kunne betale en psykolog.

[Neenah]

Mit bedste råd er at græde, brokke sig og dele ud af sine tanker, og prøve at se om man kan finde modet frem et sted inde i sig selv til at kæmpe videre.

Da jeg fik job i juni efter et år på dagpenge som dimittend var jeg seriøst nede i kulkælderen. Jeg lavede ingenting, var halv-depressiv og havde jævnligt - mindst et par om måneden - de vildeste kampgrådanfald, hvor jeg klamrede mig til min kæreste og græd i halve timer ad gangen over hvor skidt jeg havde det. Når jeg havde haft sådan en tur kunne jeg rette ryggen igen og komme videre med jobsøgning indtil næste anfald.

Min a-kasse var semi-gode støtter. Jeg deltog i et arrangement om ledighedsstress, men der var det allerede for sent. Til gengæld var de gode til at tage hånd om det, og tog det seriøst. De anbefalede at jeg kontaktede min læge, for at komme til at tale med nogen. Måske det var en ide?

For mig var det klart følelsen af at være ubrugelig, der var det værste. Selvfølgelig kan en psykolog hjælpe med det, men jeg vidste godt for mig selv at jeg ikke ville komme ud over det før jeg fik et job.

Hold ud. Seriøst. Det er det bedste jeg kan sige. Min klassekammerat havde ingen samtaler i næsten et helt år, og pludselig var der tre på stribe, hvor han fik job det ene sted. Jeg gik til 10 samtaler det år jeg var ledig, og blev valgt fra hver gang. En anden kammerat har gået ledig siden januar 2015, og han har lige fået sit første job - fastansat. Hold ud. Det er noget fucking lort, men din kammerat skal nok komme ud på den anden side.

[Torn]

Jeg tænker, at sygemeldingen kan give en fornemmelse af, at han hverken er ledig eller jobsøgende - men sygemeldt, og derfor ikke skal leve op til det pres, ledighed fører med sig. For en periode. En pause.

Og så tror jeg, det bedste du kan gøre, det er at lytte og være der. Vise med al sin tydelighed, at han ikke er alene i den elendighed, han føler.

[Neenah]

Nå ja: det hjalp også for mig at tage en form for action. Jeg gik til jobcentret og blev henvist til Ballisager, jeg talte med andre mennesker om strategier, jeg fik en mentor, og jeg læste bøger om jobsøgningsstragi, hvor jeg brugte det jeg følte mig tryg og tilpas ved. Det synes jeg, gav mig en del af kontrollen tilbage.

Hvor bor din ven og hvilken a-kasse har han?

[Grissebassen]

Tak for jeres svar.
Er der nogen der ved, om det er muligt at booke en personlig samtale med A-kassen til at få talt situationen igennem? Jeg tænker, at lægen nok er en god udenforstående til at tale ud med og få en vurdering af, hvor slemt det står til. Men A-kassen må vel også kunne hjælpe med at svare på alle hvad-nu-hvis-spørgsmålene og med at få lagt en ny strategi.

[Grissebassen]

Nå ja: det hjalp også for mig at tage en form for action. Jeg gik til jobcentret og blev henvist til Ballisager, jeg talte med andre mennesker om strategier, jeg fik en mentor, og jeg læste bøger om jobsøgningsstragi, hvor jeg brugte det jeg følte mig tryg og tilpas ved. Det synes jeg, gav mig en del af kontrollen tilbage.

Hvor bor din ven og hvilken a-kasse har han?

Har svaret på dit spørgsmål i grønt kort
Hvordan kan man få en mentor?
Jeg tror, det vil være gavnligt for ham, da han hverken har familie eller partner at græde ud hos. Og det er jo begrænset, hvor meget jeg og andre venner kan gøre, selvom jeg gladeligt bager kage, trøster og kommer med løsningsforslag.

[Neenah]

Tak for jeres svar.
Er der nogen der ved, om det er muligt at booke en personlig samtale med A-kassen til at få talt situationen igennem? Jeg tænker, at lægen nok er en god udenforstående til at tale ud med og få en vurdering af, hvor slemt det står til. Men A-kassen må vel også kunne hjælpe med at svare på alle hvad-nu-hvis-spørgsmålene og med at få lagt en ny strategi.

Det er det. Jeg var faktisk ret imponeret over den pågældende a-kasse din ven har. De har også sådan noget jobsøgningsværksted, som lyder helt vildt godt. Man kan bare komme, og så er der både andre ledige og en konsulent at sparre med.

[Neenah]

Nå ja: det hjalp også for mig at tage en form for action. Jeg gik til jobcentret og blev henvist til Ballisager, jeg talte med andre mennesker om strategier, jeg fik en mentor, og jeg læste bøger om jobsøgningsstragi, hvor jeg brugte det jeg følte mig tryg og tilpas ved. Det synes jeg, gav mig en del af kontrollen tilbage.

Hvor bor din ven og hvilken a-kasse har han?

Har svaret på dit spørgsmål i grønt kort
Hvordan kan man få en mentor?
Jeg tror, det vil være gavnligt for ham, da han hverken har familie eller partner at græde ud hos. Og det er jo begrænset, hvor meget jeg og andre venner kan gøre, selvom jeg gladeligt bager kage, trøster og kommer med løsningsforslag.

Gennem mit universitet. Men jeg tror også a-kassen har en ordning.
For mig var det også rart at andre bare lyttede til mit brok uden nødvendigvis at komme med løsninger. Bare at de forstod og kunne råbe røv sammen med mig, var godt.

[Grissebassen]

Udover det de andre skriver, så tænker jeg at det kan være en god idé at fokusere på at man er mange ting som menneske - at man har et arbejdsliv, et fritidsliv og et privatliv. Lige nu er arbejdslivet svært og selvom man kan gøre meget for at finde et arbejde, så er det jo i bund og grund ude af ens hænder fordi det endelige valg træffes af andre. Men det han kan gøre er at fokusere på fritidslivet og privatlivet - få gang i hobbyerne igen, starte til noget nyt, blive frivillig (fx hvor han bruger hans uddannelse) eller hvad der nu er noget for ham. Privat handler det om at ses med vennerne og føle at man som menneske stadigvæk har masser af værdi og betydning - at man stadigvæk er ham der er god til at lytte, han der er dejlig at feste med eller ham man elsker at se film med.

Det er så nemt at føle at man primært er en håbløs arbejdsløs, så det kræver noget at se det som sit arbejde, og så lade det ligge resten af dagen. Men der er meget at vinde på at dele tingene lidt op og så kunne være en stjerne på nogle andre områder.

Jeg tror ikke så meget, at det er et problem for ham at finde glæde i andre aktiviteter.
Ud fra vores telefonsamtale og de snakke vi tidligere har haft, har jeg indtryk af, at det er katastrofetanker og bekymringer der fylder - og nu er begyndt at fylde så meget, at han er blevet stresset af det.
Jeg har efterhånden hørt ham udtrykke bekymringer nogle gange om han vil være nødt til at sælge sin lejlighed, hvis han ikke finder arbejde inden for et år, og bekymringer om han så vil være nødt til at flytte væk fra sin omgangskreds osv.

[DetSorteCirkus]

Jeg er enig i det, der hidtil er blevet anbefalet.

Derudover vil jeg helt lavpraktisk nævne vikarbureauer. Jeg har en veninde, der gik ledig væsentlig længere, end din ven har gjort, og vendepunktet for hende blev ansættelse ved to vikarbureauer, hvor hun endelig har oplevet at få penge for sit arbejde (i modsætning til div. praktikkarruseller) og være god til det, hun laver (hun blev allerede den første uge et af stedernes foretrukne vikar) og så småt begynder at skabe et netværk, der duer til noget. Og så skal det heller ikke glemmes, at arbejdstimerne jo tæller til optjening af en ny dagpengeperiode.

Min veninde siger, at når man er gået død i ørkesløs jobsøgning, er det en befrielse så at sige at have nogen til at klare det for sig. At kunne komme ud at arbejde i stedet for hver gang kun lige at få et håb om at nå dertil. Det udelukker selvfølgelig ikke fortsat jobsøgning; tværtimod giver det ny energi og inspiration til skriveriet, fordi det ikke bliver hele hverdagen, og man pludselig har noget konkret at referere til og komme med eksempler fra.

[Rapfisk]

Jeg vil gerne tilslutte mig det med vikarbureauerne. Det er guld værd, når man er, hvor din ven er. Nogen at sige godmorgen og god weekend til. Nogle gange er man heldig at få et job, der kræver noget af én, andre gange er det bare at være til stede, men det er fantastisk at føle, at man gør en positiv forskel for nogen, når man er helt nede i kulkælderen. Derudover kan det give et godt netværk. Jeg blev fx anbefalet til et job af én, der havde mig i vikariat for syv år siden. Det kommer ikke dårligt igen.

Ellers tror jeg meget, at det handler om rutiner og om at holde sig til de konkrete opgaver. Når jeg fokuserer for meget på de afslag, jeg får, går jeg også i kulkælderen, så jeg fokuserer på det konkrete foran mig: at researche og skrive. Det er noget, jeg kan qua min uddannelse, og som jeg kan dygtiggøre mig inden for.

Måske er det også godt at få talt katastrofetankerne igennem. Måske skal han allerede nu begynde at se efter en ny bolig, så han kan slå til, når det rigtige kommer i stedet for at vente, til han ikke har andre muligheder og må tage det første, det bedste. Det er under alle omstændigheder stressende at have en bolig, der ikke kan holde til, at man mister sit job. Hvad så, hvis han ikke finder noget i nærområdet? Så kommer I og besøger ham, og så kan han købe noget tættere på, når han kommer i job. Det er ikke for evigt. Og hvis det er, finder I ud af det. Prøv at få ham derhen, at han vælger, hvad der skal ske, hvis han ikke får job, i stedet for, at hele hans skæbne afhænger af noget udefrakommende - potentielle arbejdsgivere.

Og endeligt: Bliv ved med at være hans ven. Giv ikke velmenende råd om jobsøgning, hvis du ikke bliver spurgt (det ved jeg, at du er blevet i dag,men næste gang du ser ham, har han måske igen brug for bare at være din ven jf. Ennovys kloge indlæg). Jeg oplever i hvert fald, at den største hurdle i forhold til at se mig selv som et ligeværdigt menneske og medlem af samfundet er, at folk mener sig i stand til ret konkret at fortælle mig, hvordan jeg kan løse mine arbejdsopgaver (jobsøgning). Den måde ville man aldrig rådgive én med et arbejde om problemer på arbejdspladsen på.

Held og lykke til ham og til dig!

[Rapfisk]

Måske kan denne bog, hjemmeside og Facebook-profil hjælpe ham - om ikke andet som et klap på skulderen og en påmindelse om, at han ikke er alene og skyldig: http://verdenshaardestejob.dk/