Hvordan du kan hjælpe ham bedst ved jeg ikke, men jeg synes det er fantastisk, at du ønsker at støtte ham. Bare pas på med, hvordan du udtrykker støtten. For man er svag, når man er nået dertil, hvor din ven er nået, og det sidste man har behov for at få at vide er at man ikke er den eneste, der har det svært og er langtidsledig (eller som jeg kalder det: Ufrivilligt langtidsledig, for regeringen og andre politikere havde det med at få det til at lyde som om vi var på betalt ferie!!!) Jeg ved det, som ven eller pårørende siger man det for at trøste og inddirekte sige "Det er ikke dig, den er gal med, det er systemet/tiderne/whatever", men når man er nået dertil, at man sidder og er decideret bange for at være i sin egen situation, så er man faktisk pænt ligeglad med alle andre ledige! Jeg var i al fald. Og til sidst var jeg millimeter fra også at være ligeglad med mig selv. Det nytter heller ikke rigtigt at trøste med "Det skal nok komme", for når afslagene hober sig op, så ryger selvtillid, troen på egne evner og troen på eget værd. Man skal have hjælp til at bygge det op igen, det kommer ikke af sig selv.
Jeg ville foreslå at sende din ven forbi en læge og få ham sygemeldt. Det lyder som om der er en blanding af stress, angst og depression, der trykker... Men når det så er sagt, så kan en sygemelding også være vanvittigt stressende, især når man ser dagpengeperioden langsomt tikke ud...
Til overordnet info begyndte jeg at gå ned efter 1½ år. Jeg røg ned med et brag efter 2-2½. I starten af mit tredje år som ledig var mit selvværd ikke-eksisterende, og jeg spøgte med, at jeg ville springe i havnen som et "Fuck dig" til den regering (de regeringER/politikere), der havde brugt vanvittigt mange penge på at uddanne mig, og som så drev mig til selvmord ved konstant at fortælle mig, at jeg løj om min jobsøgning, var på betalt ferie og generelt en dum og forkælet samfundsnasser. jeg havde ingen tiltro til mine egne evner, og relevant og eftertragtet kandidat-uddannelse til trods, begyndte jeg at overveje, om jeg måske skulle have fortsat i mit kassedamejob!
Jeg har lige holdt 3 års jubilæum i mit nuværende job, og jeg lider stadig af en blanding af stress, depression og angst... Mit selvværd er ikke-eksisterende, til trods for at jeg er skidegod til mit job, og min arbejdsgiver elsker mig. Jeg får hjælp, men det kommer til at tage tid... Længere tid end jeg var ledig...
Så få ham afsted nu... hellere før end senere...
Og fedt at høre, at du fandt job.
