Nu hopper jeg lidt ind fra sidelinjen her. Jeg er magtesløs. Virkelig. Burde måske næsten oprette en tråd, men nu prøver jeg lige her først.
Jeg blev uddannet professionsbachelor i Kommunikation sommeren 2016. Og jeg har stadig ikke fået et job. Jeg har søgt hundredvis af stillinger, været i tre ulønnede virksomhedspraktikker, søgt løntilskudsstillinger uden held, og været til utallige samtaler med jobcenter og akasse. Jeg har derudover været til fem jobsamtaler, hvoraf den ene skaffede mig et job i udlandet i nogle måneder - rettere sagt var jeg journalist og tilrettelægger på en sejlbåd, og samtidigt har jeg freelancet for flere større medier - dagblade og magasiner.
Derfor har jeg reelt været ledig i lidt over et år. Rejsestillingen var dog hverken fuldtid eller lønnet (bortset fra honorarer), men den tæller trods alt stadig på mit CV.
Alle andre fra mit studie står nu med fuldtidsjob (nogle af dem arbejder dog i andre brancher som fx kundeservice, pædagogmedhjælper, administrativt arbejde mv.) - de fleste har dog scoret fede, velbetalte job fx på Christiansborg, i store PR-bureauer, på dagblade og ambassader.
Jeg er ærligt talt ved at gå ud af mit gode skind. Jeg troede, at når nu jeg kom hjem igen med fornyet energi og kunne sende ansøgninger, der berettede om min ret anderledes stilling midt på Stillehavet, ville det give pote. Har kun været til en samtale siden jeg kom hjem, og jeg sender flere ansøgninger ugentligt. Jeg har fået flere til at gennemlæse mit CV, mine referencer og mine ansøgninger, og meldingen har generelt været, at det så virkelig godt ud. Både i min omgangskreds, men også jobkonsulenter mv.
Jeg føler snart, jeg har gjort alt for at få et job. Oprettet en LinkedIn og gjort meget ud af den, ringet og spurgt ind til stillinger, når det var relevant, gjort mig synlig på sociale medier og snakket med alle i særligt mit faglige netværk om, at jeg er jobsøgende, og de endelig må sige til, hvis de hører noget.
Jeg skal til samtale på jobcenteret i morgen, og der får jeg højst sandsynligt at vide, at jeg skal søge andre stillinger. Jeg er ikke for fin til at tage caféjob eller sidde i Netto, det har jeg også gjort før, men ærligt talt, så har jeg gået i skole og knoklet i 17 år for at arbejde inden for kommunikation og journalistik, som altid har været min drøm. Og som samtlige af mine lærere, undervisere og kolleger altid har opfordret mig til.
Som da mine dansklærere, da jeg gik ud af folkeskolen, efterskolen og gymnasiet, nærmest med tårer i øjnene sagde: "Lov mig, at du bliver ved med at skrive".
Pointen er lidt, at jeg rigtig gerne vil arbejde, faktisk drømmer jeg om at stå tidligt op, komme sent hjem og være fuldstændigt udmattet efter en lang arbejdsdag. Jeg savner sådan at føle mig nyttig, skabe noget og indgå i et fagligt fællesskab. Og jeg ved, at jeg er skidedygtig til det, jeg laver.
Jeg ved ikke, hvad jeg søger - ud over et job

Men alle input til min situation er meget velkomne.