Indlægaf Chatsy » 18. mar 2016, 11:27
Har man en fysisk defekt har man højst sandsynligt også superkræfter.
Man bliver stemplet som særling, folk frygter én fordi man ikke er normal, endda farlig fordi de der superkræfter kan man ikke forstå og hvad man ikke kan forstå er per automatik ganske farligt. Man bliver holdt udenfor, folk afskyr én uden rigtig at kunne forklare hvorfor, udover at man er en særling. Man har dog den ene barndomsven, som accepterer én for hvem, man er og er den uerstattelige støtte, når dagene bliver for grumme.
Med årene bliver man dog så træt af menneskene omkring sig at man søger mod et miljø, hvor mennesker som udgangspunkt er anderledes end samfundets pålagte normer. Hjemegnen bliver forladt, barndomsvennen tillige med.
Sub-kulturen, man havner hos, er rå men kærlig overfor dem, der er en del af gruppen. Alle beundrer én for at være anderledes, hvilket er en direkte kontrast til hvad man tidligere har oplevet af samme grund og det føles som om, at man har fundet sin lykke. Man hører til, man bliver accepteret, man er okay.
Pludselig en dag bliver ens hjemegn angrebet af en gruppe, som også besidder superkræfter. Det går op for én, at uanset den grimme behandling, så kan man ikke bare lade stå til - desuden, så er ens barndomsven der jo stadig!
Man iler til scenen og udfolder ens superkræfter. Det bliver en episk kamp med eksplosioner, kløgtige taktikker og massive ødelæggelser, men man er stålsat, målbevidst, fast besluttet på at redde allesammen og bevise ens værd. Underliggende er der en dyb frustration, for man har ikke kunnet finde barndomsvennen - er denne blevet dræbt? Dét skal de onde gerningsmænd nok få betalt!
Alle dem, der tidligere behandlede én som en outsider får kollektiv dårlig samvittighed, idet de får øjnene op for, hvor godt et menneske, man er og hvordan ens superkræfter kan afværge trusler i en episk kamp. Få begynder at heppe på én, snart følger resten trop. Man hører sit navn blive heppet på af en stor skare af stemmer, bekendte stemmer, der før var fyldt med afsky når ens navn blev nævnt, er nu fulde af håb og støtte. Det er næsten ikke til at tro.
Pludselig er der én stemme, der trænger igennem alle de andres. Det er barndomsvennen, som er uskadt! Alene det at høre stemmen vækker uanede kræfter og man formår at drive den onde gruppe væk ved at udfolde sine superkræfter på imponerende vis, alle kigger måbende til. Der er stille efter gruppen er forsvundet og alle kigger tavst på én, medens man er ved at få ro på sig selv, udfoldelsen af al ens kraft viser sig at være ganske udmattende. Idet man er ved at falde forover at ren udmattelse bliver man grebet af nogen - det er barndomsvennen.
Barndomsvennen takker én for at komme alle til undsætning og giver derefter en rørende tale i alles påhør om, hvordan man skal elske og acceptere hinanden, for uanset forskelligheder er vi alle inderst inde mennesker, der fortjener at elske og blive elsket og alle bryder i gråd, fordi det er så sandt.
Man kigger smilende barndomsvennen i øjnene og man bliver mødt af et blidt blik og varmt smil. De gensidigt kiggende ansigter nærmer sig og læberne mødes og alle omkring dem begynder at klappe og huje.
Der er sceneskifte og pludselig er der kirkeklokker [...]
6