Indlægaf LaScrooge » 13. mar 2018, 06:29
Jeg har ikke børn, men hvis jeg havde, ville jeg sandsynligvis bidrage til deres liv økonomisk på den ene eller den anden måde. Jeg tvivler på at det ville være til at klare de faste udgifter eller nødvendige ting, men i stedet være til ekstrating, som det kan være svært at spare op til som studerende, fx længere udlandsrejser. Jeg ser en stor værdi i at man lærer at bygge sit liv op selv og selv sørge for at det kører, fordi man afstemmer indtæger og udgifter, lærer at tænke langsigtet og planlægge. Jeg fandt fx ud af på et tidspunkt, at det virkelig kunne betale sig at melde SU fra i sommerferieperioden, tage et fuldtidsarbejde, spare en god del af pengene op og fordele dem ud på de to efterfølgende semestre. 1000 kroner mere om måneden gør en stor forskel og det var ikke svært at spare 8000 kroner op i løbet af en sommer.
Jeg har fået økonomisk hjælp én gang af min mor i løbet af mit liv, og det var en periode på 4 måneder, hvor jeg pga depression havde misligeholdt tilbagebetaling af for meget udbetalt SU. Min mor lavede en aftale med SU-styrelsen (eller dem der opkrævede) (og det var første gang hun "curlede mig" på den måde) og gav mig 500 kroner om måneden til det. Jeg var 31.
Langt de fleste jeg kender modtager penge af deres forældre, enten meget fast eller som beløb der drysser ind her og dér, og /eller i form af store gaver - vaskemaskiner og deslige. Jeg tænker, at det må være dejligt for dem, fordi det alt andet lige giver en basal tryghedsfølelse, også selvom det er uerkendt hvor priviligeret det er. Jeg kender også nogle, som er dybt uansvarlige økonomisk og som låner fra deres forældre hver gang det brænder på i stedet for at styre deres økonomi bedre.
Mit problem med det er, at de ofte har svært ved at forestille sig hvordan det er ikke at have noget, så de kan ikke leve sig ind i hvordan det er ikke at være priviligeret. Omvendt ved jeg ikke om det overhovedet er en god lektie at lære? Altså, hvordan det er at være alene i verden med alle dens udfordringer og bekymringer, fra man er helt ung? Jeg ved ikke om det udbytte, jeg har fået af det er mere værd end det ville have været at prøve at have oplevet tryghed og ubekymrethed? Er jeg blevet bedre rustet til livet af den grund? Jeg tror det faktisk ikke, jeg tror snarere, at det har været en mental hæmsko for mig, fordi jeg altid har bremset mig selv i ønsker og drømme, fordi jeg fx vidste, at jeg skulle spare op til tandlæge, eller et eller andet uforudset. Mit bekymringsniveau har været tårnhøjt og jeg tror, at jeg længe har følt mig mere begrænset end jeg nødvendigvis burde være. Jeg er ført for relativt nylig (inden for de seneste par år) begyndt at tillade mig selv større ting - ikke forbrug, men oplevelser. PÅ den måde, kan man sige, at jeg først er begyndt at leve mit liv NU i stedet for at forberede mig på fremtiden. Jeg bruger flere penge på mig nu, giver mig selv lov til at få det jeg gerne vil have, og jeg har opdaget, at det beriger mig, samtidig med, at det nok skal gå. De berigende oplevelser giver mere livsglæde, mere overskud og det viser sig ofte, at jeg ikke kommer til at mangle pengene i den sidste ende.
3