Støtter du dine store/voksne børn med økonomien?

[Wizzze]

En tredjedel af unge under 30 får fortsat økonomisk støtte hjemmefra efter de er flyttet for sig selv.

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-03-1 ... mor-og-far

https://politiken.dk/indland/art6375694 ... mor-og-far

Får unge et skævt forhold til penge, af at få støtte hjemmefra?

Giver du selv økonomisk støtte til dine voksne børn, i givet fald til hvad/hvor meget?
Eller er du selv ung voksen, der får støtte hjemmefra?

[kartoffelpizza]

Jeg har klaret mig selv fra Day One. Vi har et større rådighedsbeløb end min mor.

Jeg synes det er fint at hjælpe hinanden i kort tid - jeg ville fx også hjælpe min mor.
Jeg synes, det vidner om umodenhed at få finansiel støtte (udover “jeg giver en middag/gave” som selvfølgelig de noget andet) af sine forældre når man er flyttet hjemmefra.

[Wizzze]

Personligt kan jeg ikke se at det skulle være skævt at hjælpe et barn, med f.eks. tag over hovedet mens de studerer. Og jeg kan også godt forstå hvis det giver noget sikkerhed for forældrene, at de f.eks. sikre sig at den unge er forsikret, selvom det stadig burde være den unge selv, der sørgede for det. Men faste lommepenge til at feste, shoppe, spise ude for, synes jeg måske nok er at gøre barnet en bjørnetjeneste

[Studsgaard]

Da vi var yngre fik vi lidt hjælp fra svigerfamilien. Bla med at låne nogle penge af dem, uden renter. Det har ikke været sådan noget til at holde vores liv kørende. Men til et par større ting. Det har været lettere og billigere end at låne i banken. Pengene blev selvfølgelig betalt tilbage.

Så har vi også flere gange være på rejser med svigerfamilien. Rejser vi ikke selv ville have haft råd til, men de har inviteret os på. Jeg ved ikke om det hører under økonomisk hjælp. Jeg vil mere kalde det oplevelser. Og vil gerne selv kunne gøre det samme med vores børn npr de bliver store.

[Bøtte]

Jeg fik ikke fast støtte fra mine forældre, men vi fik/får til tider en sum penge af varierende størrelse, fx til betaling af restskat eller da vi fik HPV vaccinen. Og vi har rejst en del med dem som de har betalt. De betalte også noget til vores bryllup og barnevognen til det første barn osv. Plus alt det løse
Jeg ved de en overgang (måske stadig?) betalte en del af min søsters bilforsikring. Det synes jeg var fint Og jeg synes både mine og jeg søstre har en fin økonomisk sans.

Jeg påtænker ikke at give fast støtte til mine børn i form af kontanter/faste overførsler, men vi har snakket om at vi fx ville betale for Sygeforsikring Danmark og evt forsikringer. Men det tager vi til den tid.

[Krølle]

Mine forældre betalte min præmie til Danmark, mens jeg læste. Desuden har jeg som studerende lånt penge til en andelslejlighed (dengang de kunne købes for 200.000 ) og efterfølgende har de lånt ydet lån i kortere perioder, hvor der har været tale om midlertidig finansiering, som banken ellers villet age sug godt betalt for. Omvendt har jeg haft et job, siden jeg var 11, så det er ikke fordi, jeg er vokset op med fast økonomisk støtte.

Jeg har ikke selv børn, men hvis jeg havde, ville jeg køre samme model.

[DetSorteCirkus]

Min tommelfingerregel, som også har været mine forældres, vil blive, at jeg ikke skal være en del af voksne børns budget.
Fint med enkeltstående støtte og hjælp i helt særlige krisesituationer, men det månedlige budget skal kunne hænge sammen uden fast overførsel fra mig.

[Brutus]

Det sker da, nogen gange når hun har haft brug for det, af forskellige årsager, andre gange bare fordi.

[Mistermor]

Mine børn er 26 og 28. De får hver 1000 kr om måneden. Det valgte jeg, da min søn flyttede til Århus, fordi husleje derude er så høj.
De får fødselsdagsgave for omkring 1000 kr. Julegave ca 1500. Og så får de somme tider andre ting (undertøj, strømper, bøger, madvarer, vin)
Min søn har for det meste min bil. Jeg betaler vægtafgift og forsikring.
Deres far giver dem ikke et fast beløb. Han samler sammen og giver dem feks 10.000 til at rejse for i julegave. Og så laver han også mad til deres fryser somme tider.
Både jeg og deres far er førtidspensionist. Da vi var unge, sad vi virkelig stramt i det økonomisk(selvom vi altså var raske og i arbejde). Og det blev vi ikke bedre mennesker af.
Vores børn er ikke vokset op med mange penge eller ting. De kræver eller forventer ikke, de er taknemmelige og siger selv, at de er røvforkælede.
For mig har det været skønt at kunne hjælpe, så min søn kunne deltage i alle mulige interessante ting på studiet i stedet for et studiejob uden relevans.
Han bliver færdig til sommer.
Jeg ved, at de ville have klaret sig uden min hjælp. Deres liv ville bare være mere besværligt. Men de startede begge med fritidsjob som 13 årige, så de har lært, at man må tjene penge for at kunne bruge.

[Juki]

Jeg synes ikke der som udgangspunkt er noget beundringsværdigt ved at man aldrig har fået/lånt penge af sine forældre. Og slet ikke hvis alternativet er at man stifter en masse gæld med høje renter fordi man aldrig har lært om økonomi og om at prioritere Jeg er i hvert fald glad for at min mor har gjort så meget for at advare mod kviklån og lignende forbrugslån, og derfor har tilbudt mig et lån i stedet, for at undgå det lige pludselig kom ud af kontrol.

Jeg har ikke haft mulighed for at bo i en forældrekøbt bolig, få en bil eller lignende. Til gengæld har jeg altid kunne låne mindre beløb hvis der en måned har været nogle uforudsete udgifter. Min mor lægger også tit ud for mig hvis hun fx køber noget med for mig. Det er ikke altid vi lige får afregnet med det samme, men hun ved jo at hun får pengene og at det ikke er fordi jeg prøver at undgå at betale hvis jeg glemmer det.

Det skal jo ikke være for at betale for en dårlig vane eller et overforbrug, men man kan jo komme i en situation hvor ens udgifter overstiger ens indtægt og så kan det være en fordel at få det dækket af sine forældre fx fremfor at stifte gæld i form af et kviklån med høje renter osv.

[Juki]

Jeg har klaret mig selv fra Day One. Vi har et større rådighedsbeløb end min mor.

Jeg synes det er fint at hjælpe hinanden i kort tid - jeg ville fx også hjælpe min mor.
Jeg synes, det vidner om umodenhed at få finansiel støtte (udover “jeg giver en middag/gave” som selvfølgelig de noget andet) af sine forældre når man er flyttet hjemmefra.

Umodenhed simpelthen. Du synes ikke det kan være ansvarligt at modtage et beløb fast, som lån eller ej, i stedet for at stifte gæld i fx banken med høje renter og gebyrer? Er det ikke nærmere et spørgsmål om stolthed?

Jeg sætter da også en ære i at kunne klare mig selv uden at inddrage andre eller være afhængig af støtte, men skulle jeg komme i en situation at mit hjem fx brændte ned, og jeg mistede alt, så vil jeg da 1000 gange hellere have/låne penge af min mor fremfor banken til at få dækket de ting som evt. ikke var omfattet af forsikringen.

[Mistermor]

Jeg kan ikke se, at det skulle fremme umodenhed at modtage et beløb fra sine forældre.
Jeg har ikke noget eksakt indblik i mine børns økonomi. Jeg ved de er medlem af Sygefors. Danmark, har indboforsikring, betaler deres regninger og laver budget.
Jeg ved også, at de har taget studielån i perioder.
Men de har jo en bankrådgiver, de taler økonomi med.
For øvrigt hjælper min søn mig med at gennemskue opgørelser, ligesom han har lært mig koderne til regneark.
Begge børn hjælper os med praktiske ting.
De inviterer hjem til fødselsdage. Tager deres bedstemor ud til arrangementer. Passer deres hjem og deres liv uden vores indblanding.
De passer deres studier og aftaler.
Man mister ikke siner værdier, sin moral eller sin opdragelse, fordi man får økonomisk støtte.....
Ligesom man ikke bliver et stabilt, loyalt, flittigt eller samvittighedsfuldt menneske,bare fordi man klarer sig uden støtte.

[Juki]

Jeg kan ikke se, at det skulle fremme umodenhed at modtage et beløb fra sine forældre.
Jeg har ikke noget eksakt indblik i mine børns økonomi. Jeg ved de er medlem af Sygefors. Danmark, har indboforsikring, betaler deres regninger og laver budget.
Jeg ved også, at de har taget studielån i perioder.
Men de har jo en bankrådgiver, de taler økonomi med.
For øvrigt hjælper min søn mig med at gennemskue opgørelser, ligesom han har lært mig koderne til regneark.
Begge børn hjælper os med praktiske ting.
De inviterer hjem til fødselsdage. Tager deres bedstemor ud til arrangementer. Passer deres hjem og deres liv uden vores indblanding.
De passer deres studier og aftaler.
Man mister ikke siner værdier, sin moral eller sin opdragelse, fordi man får økonomisk støtte.....
Ligesom man ikke bliver et stabilt, loyalt, flittigt eller samvittighedsfuldt menneske,bare fordi man klarer sig uden støtte.

Jeg synes heller ikke man kan sætte det op på den måde. Bare fordi nogle er mere privilegerede på nogle områder gør det dem da ikke mere umodne eller uansvarlige ift. økonomi.

Jeg kommer lige i tanke om at min mor for år tilbage betalte for nogle samtaler ved en terapeut, da jeg ikke havde overskud, hverken økonomisk og psykisk, til at prioritere det. I princippet kunne hun jo være ligeglad. Jeg var flyttet hjemmefra, over 18 år og havde min egen indtægt.

Idéen bag gjorde at pengene var givet godt ud, men det var på ingen måde noget jeg forventede eller krævede. Der er stor forskel på at hjælpe/støtte/bidrage til sådan nogle fornuftige ting, fremfor at det bare er et tilskud til smøger, alkohol og sjov og ballade i byen hver weekend.

[1234]

Jeg har aldrig fået et fast beløb, men som studerende har mine forældre betalt min sygeforsikring Danmark, givet mig gratis kød (de er landmænd) og betalt min forsikring da jeg skulle på udlandsophold første gang. Ting jeg nemt har kunne klare mig uden, men som har været rare at få.

Jeg synes ikke der nået i vejen med at modtage hjælp som med alt andet handler det om måden og mængden. Og når jeg får børn, der flytter hjemmefra vil jeg helt sikkert også hjælpe dem. Det skal bare ikke blive en sovepude som jeg har set det er for nogen.

[LaScrooge]

Jeg har ikke børn, men hvis jeg havde, ville jeg sandsynligvis bidrage til deres liv økonomisk på den ene eller den anden måde. Jeg tvivler på at det ville være til at klare de faste udgifter eller nødvendige ting, men i stedet være til ekstrating, som det kan være svært at spare op til som studerende, fx længere udlandsrejser. Jeg ser en stor værdi i at man lærer at bygge sit liv op selv og selv sørge for at det kører, fordi man afstemmer indtæger og udgifter, lærer at tænke langsigtet og planlægge. Jeg fandt fx ud af på et tidspunkt, at det virkelig kunne betale sig at melde SU fra i sommerferieperioden, tage et fuldtidsarbejde, spare en god del af pengene op og fordele dem ud på de to efterfølgende semestre. 1000 kroner mere om måneden gør en stor forskel og det var ikke svært at spare 8000 kroner op i løbet af en sommer.

Jeg har fået økonomisk hjælp én gang af min mor i løbet af mit liv, og det var en periode på 4 måneder, hvor jeg pga depression havde misligeholdt tilbagebetaling af for meget udbetalt SU. Min mor lavede en aftale med SU-styrelsen (eller dem der opkrævede) (og det var første gang hun "curlede mig" på den måde) og gav mig 500 kroner om måneden til det. Jeg var 31.

Langt de fleste jeg kender modtager penge af deres forældre, enten meget fast eller som beløb der drysser ind her og dér, og /eller i form af store gaver - vaskemaskiner og deslige. Jeg tænker, at det må være dejligt for dem, fordi det alt andet lige giver en basal tryghedsfølelse, også selvom det er uerkendt hvor priviligeret det er. Jeg kender også nogle, som er dybt uansvarlige økonomisk og som låner fra deres forældre hver gang det brænder på i stedet for at styre deres økonomi bedre.

Mit problem med det er, at de ofte har svært ved at forestille sig hvordan det er ikke at have noget, så de kan ikke leve sig ind i hvordan det er ikke at være priviligeret. Omvendt ved jeg ikke om det overhovedet er en god lektie at lære? Altså, hvordan det er at være alene i verden med alle dens udfordringer og bekymringer, fra man er helt ung? Jeg ved ikke om det udbytte, jeg har fået af det er mere værd end det ville have været at prøve at have oplevet tryghed og ubekymrethed? Er jeg blevet bedre rustet til livet af den grund? Jeg tror det faktisk ikke, jeg tror snarere, at det har været en mental hæmsko for mig, fordi jeg altid har bremset mig selv i ønsker og drømme, fordi jeg fx vidste, at jeg skulle spare op til tandlæge, eller et eller andet uforudset. Mit bekymringsniveau har været tårnhøjt og jeg tror, at jeg længe har følt mig mere begrænset end jeg nødvendigvis burde være. Jeg er ført for relativt nylig (inden for de seneste par år) begyndt at tillade mig selv større ting - ikke forbrug, men oplevelser. PÅ den måde, kan man sige, at jeg først er begyndt at leve mit liv NU i stedet for at forberede mig på fremtiden. Jeg bruger flere penge på mig nu, giver mig selv lov til at få det jeg gerne vil have, og jeg har opdaget, at det beriger mig, samtidig med, at det nok skal gå. De berigende oplevelser giver mere livsglæde, mere overskud og det viser sig ofte, at jeg ikke kommer til at mangle pengene i den sidste ende.