Debattens juleføljeton 2019

Er du faret vild i planlægningen af din fest, eller er du bare vild med påske? Så skal du kigge herinde.
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 11519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1738
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 16695

Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf Fru Sunshine » 1. dec 2019, 09:43

Jørgen krøb sammen inde i skabet.
Foran han stod et plastikskelet dækket af hvide gevandter. Han vidste ikke helt, hvorfor det stod der, men det var vist noget med, at det skulle forestille den hvide dame, der vist nok skulle gå igen på slottet.
Jørgen kendte ikke til nogen hvid dame. Han havde aldrig set nogen hvid dame i sine mange år på slottet, så han troede ikke rigtigt på det.

Ude i lokalet defilerede folk forbi den markering, der viste, hvor der skulle være en blodplet, der ikke kunne gå væk. Jørgen morede sig ved tanken, for pletten, der skulle stamme fra en ung tjenestepige, der havde generet slotsfruen Ingeborg Skeel, var ganske rigtigt fru Ingeborgs værk. Den involverede også en ung tjenestepige. Det var bare ikke blod. Det var rødvin og det var kommet, fordi fru Ingeborg var kommet til at spænde ben for pigen.
Og nu var det så Jørgens job at holde pletten ved lige, så der stadig kom turister til Voergaard.

Så han sad altså inde i skabet. Lige i disse dage var det især vigtigt, at pletten var som den skulle være, for det var d. 1 december og årets julemarked var skudt igang og det betød, at der kom rigtig mange mennesker, og tænk nu, hvis nogen kom til at gøre noget, så pletten tog skade? Ikke, at det nogensinde var sket, men man vidste jo aldrig, og Jørgen var meget pligtopfyldende.

Pludselig lød en stemme:"Hvad laver du i skabet? Der er da ingen grund til at forsøge, at gemme sig derinde."
Damen, der stod og studerede ham, var en statelig kvinde - og myndig.
Jørgen kunne godt mærke, at han blev varm i kinderne og en smule forfjamsket, da han svarede:"Æh... jamen jeg skulle jo bare kigge på pletten."
"Ja, Jørgen, men nu er der altså andre ting, der skal passes. Lige nu må du smutte ned i Rosedonten og se, om der er noget, der skal tages hånd om dernede. Vores faste mand dernede er vist smuttet over på den anden side, så du må tage dig af det."
"Jam'...plet..."
"Pletten render ingen steder. Afsted med dig."

Rosedonten? Jørgen kunne ikke fordrage Rosedonten. Den var mørk og fæl og ækel, og Gerner, der plejede at passe den, passede glimrende til den. Men han var åbenbart smuttet. Det i sig selv var virkelig mærkeligt, for der var aldrig nogen, der var smuttet fra Voergaard før.
Med et dybt suk og med tydelig modvilje begav han sig nedad.

Rosedonten. Det gamle fangehul, hvor en voksen mand hverken kunne stå eller ligge udstrakt. Det var slottets værste sted i forvejen, men da Jørgen begav sig ned ad trappen, var der et eller andet, der føltes endnu mere ubehageligt end ellers. Det var som at træde ind i en sort sæk fyldt med kryb. Så meget kriblede det ned ad nakken på ham. Og lugten! Der plejede kun at lugte af Gerner i hullet og det var sådan set også slemt nok, men i dag var odeuren så fæl, at den drev tårer frem i Jørgens øjne.
Der var noget helt galt. Jørgen vendte sig og løb, mens han kaldte på sin chef:
"Fru Ingeborg! Fru Ingeborg! Der er noget helt galt."

Ingeborg Skeel materialiserede sig for ham.
"Vi må se, om vi kan finde ud af, hvad der foregår - og se, om vi kan finde Gerner. Kom med."
Og med disse ord forsvandt spøgelserne på Voergaard Slot ned i Rosedonten.
13
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8874
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25434

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf Madam Pomfrey » 3. dec 2019, 16:42

Jørgen vågnede langsomt, tænderklaprende, gennemkold, stiv i alle lemmer, ja kort og godt helt forkommen.
Han så sig desorienteret omkring i det svage lys, Rosedonten? hvad lavede han dog her, han hadede jo det sted, fik altid myrekryb af det, og nu vågnede han her? Jørgen fik langsomt kæmpet sin kolde og stive krop op i siddende stilling, gned de iskolde hænder imod lårene, for at skabe lidt friktion og varme. Han sad på et tyndt halmlag, og havde et par gamle sække over sig, ikke mærkeligt at han frøs sådan på denne kolde decembermorgen.

"Jøøøørgen....Jørgen hører du?"
Jørgen kiggede sig omkring, uagtet at han aldrig havde hørt den berømte og berygtede Ingeborg Skeels stemme, så vidste han bare at det måtte være hende.
"Jørgen, se så at komme op, vi har en lang og travl dag foran os, du kan ikke ligge der og snue dagen væk"
Jørgen kiggede op, og rigtigt nok, lige der foran ham, i den lave dør ind til fangehullet stod genfærdet af Fru Ingeborg, han genkendte hende fra de mange portrætmalerier der hang på væggene på Voergaard.

"ja frue, jeg kommer nu, jeg skal bare lige ha varmen i kroppen"

Langsomt dæmrede det for Jørgen at han og den tidligere, berømte og berygtede, Frue af Voergaard, havde haft en lang dialog aftenen før, om Gerner der på mystisk vis var forsvundet, og den for ham aldeles ukendte kvinde, der havde sendt ham ned i Rosendonterne igår i tusmørket.

Alle kendte til historien om at fru Ingeborg Skeel gik igen, og at hun en dag ville blive Voergaards endelige, hvis sagnet passede.
Selv syntes han det var sært hvis en fordumstid flittig og dygtig kvinde, skulle ønske og bevirke herregårdens endelige, han syntes ikke rigtig det gav mening, og hans tankegang havde han kun fået bekræftet, efter gårsdagens snak med fruen selv.
Ja, ham der aldrig havde troet på spøgelser, havde altså siddet der og talt med Voersgaards tidligere frue, og her stod hun igen, afventende, ja umiddelbart syntes hun også ganske utålmodig.

Jørgen kom op af halmlejet, med møje og besvær, så var skabet alligevel at foretrække tænkte han.
Fru Ingeborg Skeel var forsvundet fra døråbningen, og han gik ud og kiggede efter hende, så skyggen af hendes kjole rundt om hjørnet og fulgte efter.
Fandt hende siddende ved et gammelt vaklende bord, med nogle tilsyneladende meget gamle skriftruller foran sig, fordybet i læsning.

jeg troede ikke spøgelser kunne sidde tænkte han ved sig selv, imens han rømmede sig, for at lade Ingeborg vide at han var der.
Klar til at gå igang med dagens opgave, hvad end den måtte indebære, men åh hvor kunne han dog godt bruge en kop god stærk varm kaffe at styrke sig på, et varmt ildsted, noget varmt tøj.
9
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Muspel
Indlæg: 3876
Tilmeldt: 22. nov 2015, 16:38
Kort karma: 766
Likede indlæg: 10729

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf Muspel » 3. dec 2019, 20:19

Hele dagen gik i det mørke rum med skriftrullerne. Uden at fru Ingeborg Skeel gjorde mine til at inddrage ham i noget. Til sidst faldt han i søvn af kedsomhed og vågnede først ved hanens galen næste morgen.

Fru Ingeborg Skeel var ingen steder at se, så Jørgen trak på skuldrene og gik op mod hovedhuset.

Uden at være rigtigt vågen gik han ind i køkkenet, slog sig ned ved køkkenbordet og kaldte på tjenestepigen, så han kunne få noget morgenkaffe. Men i stedet for den søde smilende Elly, kom en noget morgensur dame i noget mærkeligt tøj frem i døren - da hun så Jørgen stak hun i et skrig og løb ud af døren.
Hvad pokker foregik det, tænkte Jørgen! Hvem var det, og hvorfor pokker blev hun forskrækket over at se ham sidde i hans eget køkken! Ved nærmere øjekast var det dog som om at køkkenet var forandret. Havde hans kone bygget om i løbet af natten? Og hvad var det for en mærkelig lille ovn, der stod i skabet, hvor kaffekværnen skulle stå?
Pludselig ringede en firkantet dims på bordet. Det lignede et kasettebånd lidt. Men alligevel ikke. Hvad foregik der dog? Han fik øje på en kalender. 2019... hvad pokker skulle det betyde. ALLE vidste, at vi skrev 1953. Hvad var det dog for nogle sære nisserier?

Pludselig stod fru Ingeborg Skeel i døren. Han var ved at vænne sig til, at hun var et spøgelse. Måske. Og spurgte hende derfor; hvad pokker foregår der, hvem var damen, og hvorfor blev hun bange? Det var da for pokker hans køkken.

Fru Ingeborg Skeel rystede på hovedet. Jørgen. Hun er slottets ejer. Og hun er bange for spøgelser. Og du døde for 66 år siden.

DEN skulle Jørgen lige sluge. Han var et spøgelse? Og åbenbart et spøgelse, der igen og igen fik hukommelsestab og glemte, at han var død. Sikke en redelighed!
11
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19587
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2437
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46021

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf LadyFox » 4. dec 2019, 14:47

Det var ikke mange minutter Jørgen havde sovet den nat. Hans nye virkelighed som spøgelse var noget af et chok for ham, og jo mere han tænkte jo flere spørgsmål dukkede der op.
Hvordan døde han? Hvordan kunne han glemme så stor en begivenhed som hans egen død? Hvor var hans familie nu? Havde de det godt? Og tusinde lige så store spørgsmål kørte rundt i hans hoved.
Pludselig virkede vigtige ting så som rødvinspletten, dalende besøg fra turister, skrantende økonomi på Voergaard og sågar julen så uendeligt ligegyldigt.

Jørgen var opsat på at finde hoved og hale i alt omkring sin død, men.. Hvor skulle han dog gå hen? Han stolede ikke på Ingeborg Skeel så hun var ikke en mulighed og damen i hans køkken var jo bange for ham. At være et spøgelse virkede frygteligt ensomt.

"JØRGEN!!!" Lød Ingeborg Skeels stemme, vredere end de foregående dage. Jørgen synes det var noget uhøfligt noget bare at gå ind i folks hjem uden at banke, bare fordi man kan, men det turde han ikke sige, så han nikkede bare til hende.
"Skulle du ikke være Rosedonten? Det synes jeg bestemt at jeg havde sagt"
"Det skulle jeg vel.. Der dukkede bare noget personligt op" svarede han.
"Personligt? Nu har jeg aldrig. Personligt på du ordne efter jul..." og væk fra Ingeborg Skeel.

Jørgen havde ingen intentioner om at tage tilbage til Rosedonten den dag, Ingeborg måtte han deale med senere. I stedet tog han op på kirkegården. Han gik længe rundt og kiggede på gravsten indtil han fandt en med hans, hans kone og deres tre børns navne - de var åbenbart døde den samme dag. Den 24. December 1953...
10
...
Brugeravatar
FrøkenM
Indlæg: 6626
Tilmeldt: 10. okt 2015, 09:05
Kort karma: 1180
Geografisk sted: Aalborg
Likede indlæg: 9490

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf FrøkenM » 5. dec 2019, 07:49

Jørgen så på stenen. Elisabeth, hans elskede kone var kun blevet 30 år. Hans børn, tvillingedrengene Niels og Karsten syv år og lille Marie var død kun to år gammel. Med ét var hele hans familie blevet udslettet og som han stod der på kirkegården blev han ramt af en melankoli man normalt ikke så hos spøgelser.

”Min kære familie, hvad skete der?”, spurgte han ud i mørket. Ingen svarede lige med det samme. Kun en hunds gøen hørtes i det fjerne og Jørgen var alene med sine tanker lidt tid. Helt præcist til klokken slog midnat hvor hans elskede Elisabeth pludselig stod foran ham i et smukt, varmt lys.

”Jørgen, rejs dig op og tag min hånd”, sagde Elisabeth med klar stemme – så klar som kun en engels, tænkte Jørgen da han fortumlet rejste sig og gjorde som hun sagde. Kunne hun fortælle ham hvad der var sket den juleaften? Ville hun fortælle ham hvor hun og børnene var og hvorfor han var blevet tilbage på slottet sammen med Ingeborg Skeel? Alle disse spørgsmål og mange flere brændte sig på for ham, men ikke et ord kom over hans læber da han stod med sin kones hånd i sin.

”Kan du slet ikke huske noget”, spurgte Elisabeth og kærtegnede sin mand.

”Nej, indtil for to dage siden var jeg overbevist om, at jeg var i live og at vi skrev 1953”, Jørgen sukkede, ”men det gør vi ikke. De der mærkelige kalendere siger at det er december 2019. Hvor er de 66 år blevet af og hvorfor kan jeg ikke huske hvordan vi og vores kære børn døde”

”Da vi døde…. Vi kom til broen mod lyset. Børnene og jeg gik over med det samme, så vi kunne få fred i vores små sjæle” Elisabeth gøs ved tanken og Jørgen kunne se en tåre i hendes øjne, som hun hurtigt tørrede bort, inden hun fortsatte.

”Du ville ikke krydse broen. Ikke endnu i hvert fald. Du ville finde retfærdighed over de mennesker der var skyld i vores død og efterfølgende ville du tage tilbage til broen og krydse den, så vi for altid kunne være sammen som en familie”

Pludselig dæmrede det for Jørgen. Kunne han nå at finde de ansvarlige og få retfærdighed over dem? Noget sagde ham, at tiden med Elisabeth var knap og der var så meget han gerne ville nå at spørge hende om.

”Jørgen”, Elisabeth lagde en hånd på hans arm, ”tiden er knap for selv spøgelser kan ikke krydse lysets bro i evigheder. Porten lukker den 24. December kl. 23.59. Jeg vil møde dig her på kirkegården når klokken ringer til Midnatsgudtjeneste. Så har vi 10 minutter til at krydse broen, sammen. Det er nok. Hvis du ikke er her, så skal du for altid leve her og vi kan aldrig genforenes. Her, tag denne amulet, den vil hjælpe dig videre i din søgen. Husk, jeg elsker dig”

Det var Elisabeths sidste ord og således forsvandt hun ud i mørket. Jørgen stod alene med amuletten i sin hånd. Retfærdighed måtte ske, men hvor skulle han begynde? Han vidste kun at tiden var knap. Om kun 19 dage skulle han have fuldført sin mission og ellers ville han for evigt være fanget hos Ingeborg Skeel og han ville aldrig se sin familie igen.
12
Volunteers are not paid - not because they are worthless, but because they are priceless! :dåne: :love: :lun:
Brugeravatar
Mi55y
Indlæg: 8913
Tilmeldt: 14. aug 2015, 07:16
Kort karma: 1045
Geografisk sted: Århus med bolleÅ
Likede indlæg: 18041

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf Mi55y » 6. dec 2019, 08:08

Jørgen vågnede af, at han rystede af kulde. Hvor var han? Det var mørkt, og han var klam, fugtig og frøs som ind i helvede. Han løftede hovedet og så op – hans eget samt hans kone og børns navne sprang ham i øjnene fra den kolde grå sten. Nå ja, han var jo på kirkegården. En dump følelse ramte ham i maven, da han kom i tanke om, hvad der var sket. Han så op på det store ur på kirketårnet og indså, at han måtte have sovet stort set siden Elisabeth havde forladt ham og et helt døgn frem. - Fordømt, skældte han på sig selv. - Du har denne sidste chance for at blive genforenet med din familie, og så ligger du her blandt mos og gran og roder rundt! ”Tag dig så sammen,” råbte han højt af sig selv.

Han kom i tanke om amuletten, som Elisabeth havde givet ham. Det var den amulet hun havde båret i al den tid, han havde kendt hende. Den var meget kunstfærdigt udformet med et flot mønster af liljer på forsiden – liljen var hendes yndlingsblomst, mindedes han. Nu han stod med den i hånden, virkede den meget tung. Mon der var noget indeni? Ja, her var noget, der lignede en lås. Men hans fingre var alt for buttede til at han kunne åbne noget som helst på det lille smykke.

Inden han nåede videre med undersøgelsen af amuletten, fik han en grankogle i hovedet. Og med det samme en mere! - Hvad er nu det, tænkte Jørgen irriteret. Han så sig omkring og fik øje på en lille forhutlet dreng inde mellem granerne. Jørgen kom på fødderne og truede med knyttet næve: ”Hvad laver du dog, din skarnsknægt!?” Drengen tabte både næse og mund og sagde: ”K-k-kan du se mig?”
”Ja, selvfølgelig kan jeg se dig, din lille møgunge! Men… kan du se mig?”

Drengen nærmede sig tøvende, og de stod lidt og kiggede på hinanden uden at sige noget. Drengen rankede sig, stak næven frem og sagde: ”Jeg hedder Kasper. Jeg tror nok, at jeg er død. Eller det er jeg ret sikker på. Der er i hvert fald ikke nogen, der kan se mig – altså før dig.” Jørgen gav ham næven og præsenterede sig også som afdød.

Drengen virkede umanerligt glad for at møde en lidelsesfælle og begyndte at plabre løs. ”Jeg har prøvet og prøvet at snakke med folk, der kommer her på kirkegården, men jeg får ingen respons. Jeg opdagede så, at jeg kunne kaste ting efter folk – men det får jo bare enten folk til at blive vrede eller løbe skrigende væk. Jeg er bare så… ensom,” sluttede han stille og kiggede ned i jorden.

Jørgen havde jo egentlig ikke tid til at slæbe rundt på en lille dreng. Tiden opførte sig mærkeligt, når man var død, og han kiggede op på solen, der allerede var ved at gå ned igen. Men han kom til at tænke på, hvis hans egne børn havde været i samme situation. Herregud, denne dreng kunne ikke være mere end 7-8 år! Han blev jo næsten nødt til at prøve at hjælpe også ham med at krydse broen. Måske havde han noget familie, der ventede på ham?

I mellemtiden havde Kasper fået øje på medaljonen i Jørgens hånd. ”Ej, hvor sjovt, sådan en havde min mor også!” Han snuppede den ud af hånden på Jørgen og åbnede den i et snuptag. Jørgen gloede først dumt på ham og skyndte sig så, at tage medaljonen ud af hånden på drengen. Han kiggede ind i smykket og læste:
Til min lilje! Må du altid huske, hvem du er og hvor du kommer fra – men aldrig afsløre det.
9
S - 09.10.18 :love2:
K - 05.03.21 :love:
Brugeravatar
TinaW
Indlæg: 16010
Tilmeldt: 17. jan 2018, 13:49
Kort karma: 1396
Likede indlæg: 29804

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf TinaW » 7. dec 2019, 03:11

De ord gav slet ingen mening for Jørgen. Han havde aldrig brudt sig særligt meget om gåder og nu afhang alting måske af, at han kunne løse denne.
De kunne ikke blive her på kirkegården, der var ingen tid at spilde, hvis Jørgen skulle finde ud ad, hvad der skete den aften for 66 år siden og fik stillet de mennesker, der var skyld i hans lille families endeligt, til ansvar.
Men han følte sig så fortabt.
Hvor skulle han starte?
Kasper, kom med mig, sagde han til drengen. Jeg skal finde ud af noget, der skete for mange år siden, så vi må på biblioteket i morgen og lede de gamle aviser igennem.
Hvad er en avis, spurgte drengen undrende.
Jørgen stirrede på den lille dreng. Han vidste jo slet ikke, hvornår han var født eller død.
Men der var ikke tid til at udveksle livshistorier lige nu.
En avis er noget, hvor der bliver skrevet om de ting der er sket, sagde Jørgen overbærende.
Nåeh sagde drengen, men kan vi ikke bare søge på nettet efter det?
Nettet? Hvad er det for et net du taler om?
Nu var det drengens tur til at kigge forundret på Jørgen.
Mand, du ved jo ingenting, sagde han så.
Kom med, vi tager på biblioteket, så skal jeg vise dig det.
Men er der ikke lukket nu, spurgte Jørgen. Bibliotekaren må da være gået hjem for i dag?
Vi er spøgelser, sagde drengen. Vi behøver ikke vente på at der bliver åbnet.
Han gad ikke engang begynde at forklare Jørgen, at man desuden kunne komme ind på biblioteket ved hjælp af sit sundhedskort.
Kort efter sad de to spøgelser, foran en pc på biblioteket. Jørgen havde så mange spørgsmål, men nu var ikke den rette tid og drengen lod til at vide, hvordan tingesten skulle bruges.
De tastede Voergaard ind og datoen 24.12.1953 og da drengen trykkede på en knap, skete der en masse....
9
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 11519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1738
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 16695

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf Fru Sunshine » 9. dec 2019, 15:40

....synet af en skygge, der forsvandt ned i Rosedonten.
Det gav et ryk i Jørgen, og hans hoved slog næsten en kolbøtte.
"Jam'... det var da? Men det er jo umuligt?", mumlede han. Han syntes virkelig, at skyggen lignede den forsvundne Gerner, men fru Ingeborg havde da sagt, at han var helt pist væk og borte. Eller havde hun?
Jørgens hoved rodede rundt. Han var så forvirret. Det ene øjeblik skulle han med fru Ingeborg i Rosedonten, hvor han havde fået det rigtig skidt og det næste befandt han sig et sted med alverdens djævlemaskiner, der kunne få alle mulige ting til at drøne ned over en firkantet dims - og hvad var det for noget med en gravsten og en kone og nogle børn? Og en gåde?

En lille hånd hev i hans jakke. Jørgen for sammen med et hyl. En lille dreng stod og kiggede på ham med store forskrækkede øjne.
"Hvad skete der, Jørgen? Du blev lige pludselig så mærkelig?"
"Kan du se mig?". Jørgens forvirring blev ikke mindre af, at der pludselig var et menneskebarn, der kunne se ham. Det var han altså ikke vant til. Han kiggede mistroisk på drengen, der stod der og kiggede undrende på ham. "Hvem er du egentlig?" Og hvad sker der for, at du kan se mig? Jeg er jo et spøgelse."
"Jeg er jo også et spøgelse.", sagde drengen trist. "Har du allerede glemt mig? Kasper.".

Ja, Jørgen havde glemt alt om Kasper. Han kunne bare huske, at fru Ingeborg påstod, at Gerner var væk, og nu havde han selv set ham forsvinde ned i Rosedonten. Han måtte efter ham.
"Altså... var det Kasper, du hed? Jeg er altså nødt til at gå nu, for der er noget på færde. Jørgen satte kursen mod fangekælderen med Kasper lige i hælene.

Det var ikke fordi, Jørgen havde lyst til at have et barn på slæb, men han havde ærligt talt heller ikke lyst til at gå alene, så han sagde ingenting, selv om han egentlig godt vidste, at det nok ikke var det smarteste træk. Og så havde han sådan en følelse af, at drengen og han hørte sammen på en eller anden måde.
Så sammen listede de sig ned i Rosedonten, hvor lugten af Gerner blev mere og mere gennemtrængende.

Pludselig hørte de en stemme:"Nå Gerner. Har du ordnet alt det, jeg bad dig om? Du ved godt, at jeg kommer til gøre dit spøgelsesliv til Helvede på jord, hvis det fjols nogensinde opdager sandheden, og det er DIN opgave at sørge for, at det ikke sker.
Fru Ingeborg har allerede mistanke til dig, og hvis hun opdager mig, giver jeg dig hele skylden for alt."
Gerners knirkende stemme skælvede let, da han hviskede:"Jeg har forstået, Birch."
7
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 7786
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 574
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 19143

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf Hunkat » 10. dec 2019, 18:15

Jørgen kunne mærke at han rystede. Om det var fra kulden her i kælderhøjden eller om det var af raseri var svært at afgøre. En sammensværgelse? Et komplot? Det var noget fordækt ved alt det her og Jørgen var skam en hæderlig mand! Hårdtarbejdende og så ærlig som dagen var lang, en mand havde dog sit ord og stod ved det, i tykt og tyndt! Hvis der var noget skummelt ved alt det her, og det synes han efterhånden han kunne lugte at der var, så blev det ikke på hans vagt!

"Rør jer ikke misædere!"
Råbte Jørgen da han løb frem og brasede gennem den spinkle dør som havde adskilt stemmernes ejermænd fra hans og Kaspers syn. Fangekælderen var gabende tom.
"Det var dog som...."
Mumblede Jørgen mens hans strøg over sit skæg. Eller det var nærmere dagsgamle stubbe, det lod ikke til at spøgelser groede skæg udover det de havde på dødstidspunktet. Kasper kom halsende efter ham.
"Hvem råber du af?" spurgte han forvirret.
"Hvad mener du? Hørte du ikke stemmerne? Nogen var her, lige for et øjeblik siden" Fnys Jørgen mens han søgte i alle kroge efter mørkemændene som var og blev væk.
"Næh, jeg hørte ikke noget. Og jeg kan ikke se en ski-.. disse. Man, hvis jeg bare havde min Iphone..." surmulede Kasper. Jørgen havde ingen ide om hvad en ej-fon var, men Kasper sagde noget nyttigt alligevel. Et redskab, han måtte have hjælp til det her foretagende. Det var ikke videre produktivt at svæve rundt på må og få. Et våben, en lommelygte måske. Og en plan. Det måtte der til.

Lidt senere sad både Jørgen og Kasper foran en varm kamin som varmede deres gennemsigtige kroppe. Eller måske var det ideen om at blive varmet igennem der gjorde dem mere behageligt tilpas.
"Altså.." Sagde Jørgen med en alvorlig mine. "Vi må opregne det vi ved. Noget stort er på færde her. Jeg er død, og det er min familie også. Jeg kan ikke huske hvordan men du kan godt huske hvad der skete med dig. Det er mystisk. Og denne Birch. Han har noget med det hele at gøre. Han er i ledtog med Gerner, som... jeg ikke ved hvem er. Men Fruen kender ham og tror han er forsvundet."
Jørgen grundede lidt over det han havde sagt.
"Det er ligesom et af de der Professor Layton spil" sagde Kasper og Jørgen nikkede, selvom det var volapyk for ham.
"Præcis... hvilket vil sige at vores næste skridt er...?"
8
L'enfer, c'est les autres

First debat-mover :rock:

Persnikedy skrev
Hun er så på tværs at de skal have fat i de slæbebåde fra Suez kanalen
Brugeravatar
LaMariposa
Indlæg: 16941
Tilmeldt: 29. jul 2017, 16:49
Kort karma: 3549
Likede indlæg: 41157

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf LaMariposa » 11. dec 2019, 09:26

Kasper kiggede forventningsfuldt på Jørgen, hvilket jo var forståeligt, da han netop havde sagt noget om næste skridt. Problemet var bare, at Jørgen overhovedet ikke havde tænkt igennem, HVAD dette næste skridt skulle være. Faktisk kunne han ikke huske, at han nogensinde havde været så forvirret før - hverken i sit spøgelsesliv eller i sit rigtige liv.

"Tjoe, altså..." begyndte Jørgen og forsøgte at lade som om, at han rent faktisk vidste, hvad han snakkede om. "Vi har jo nogle få spor at gå efter. Vi må have nogle flere spor, der er ikke andet at gøre!"

"No shit, Sherlock," svarede Kasper og så opgivende på ham. "Hvor tror du, at vi skal finde dem?"

"Jeg tænker ikke, at der er så meget andet at gøre end at gå tilbage i fangekælderen," svarede Jørgen og besluttede sig for at overhøre den fornærmelse, som han nok fornemmede i Kaspers svar, men som han alligevel ikke helt kunne forstå. "Hvis vi nu kunne hugge en af de der ej-fones, så kunne vi måske bruge den?"

"God idé!" Kasper lyste op og hoppede ned fra stolen foran kaminen, hvorefter han forsvandt ud af rummet. Lidt efter kom han tilbage med en tingest, som Jørgen aldrig havde set før. Det var en lille, firkantet ting, som lyste kraftigt fra forsiden.

"Det er godt nok kun en SE," sagde Kasper, "men den skulle nok kunne det, vi har brug for. De nyere modeller er sværere at få fat i, for deres ejere er yngre og de slipper dem aldrig af syne. De ældre, der SE'er, kan godt finde på at putte dem i lommen, så jeg nappede en fra en gæst, der stod og kiggede på et billede". Kasper holdt en pause for at grine lidt af sin egen opfindsomhed.

"Klart!" svarede Jørgen og lod som om, at han da havde fuldstændigt styr på, hvordan det hang sammen.

Kasper klikkede rundt på telefonen og viste Jørgen, hvad han havde på skærmen. Det var en form for kort, hvor man kunne se hele området. Kasper indtastede "fangekælder" i et lille felt øverst på skærmen og så skete der pludselig noget! Et komplet kort over fangekælderen kom frem, og det viste sig, at der var et helt system af gange bagved det ene rum, som de allerede havde været i.

Jørgen måbede, men blev snart revet ud af sine tanker af Kasper, der kom med et højt "pokkers! jeg havde lige håbet, at Birch havde delt sin lokation, så jeg kunne spore ham på Maps. Men det kunne man nok alligevel ikke forvente". Jørgen undlod at kommentere dette, men han forstod nu, at Kasper og disse nymodens opfindelser måske nok kunne hjælpe ham med at løse gåden inden jul.

"Vi skal ned i det fangehul igen!," sagde han og tog Kasper i hånden. "Der må være en indgang ind til systemet af gange". Så løb de ud af rummet og ned mod den mørke kælder.
8
:lun: Be brave
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 7786
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 574
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 19143

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf Hunkat » 12. dec 2019, 18:26

Nede i fangehullet lyste Kasper for dem med sin nye SE så de faktisk kunne se noget og ganske rigtigt, allerbagerst kunne man skimte indgangen til et større kompleks af gange der slyngede sig ind og ud mellem hinanden.

"Sejt man" udbrød Kasper da de gik dybere ind i mørket men Jørgen var tavs. Han havde en mærkelig fornemmelse af at han havde været her før selvom han kunne have svoret på at han ikke anede det her sted eksisterede før for få minutter siden. Der var noget vigtigt ved det her sted, en hemmelighed som det var vigtigt at få opklaret, det fornemmede han tydeligt i sin spøgelseskrop!

"Du øh... Jørgen?" Kasper så sig omkring men så ikke så meget andet end støv og spindelvæv og Jørgen var meget stille. Det var faktisk lidt uhyggeligt, sådan at være helt alene hernede.
"Ham Birch... Er han ikke lidt mistænkelig?" Spurgte drengen og trak Jørgen tilbage til nutiden.
"Mistænkelig, hvad mener du?" Spurgte han.
"Jah, altså... han fandt jer, ik? Og nu spørger han her på slottet? Er det ikke lidt... sært? Hvorfor skulle han spøge hvis han ikke havde noget der stadig holder ham her? Altså, for dig er det hævn, ik? Og mig... jah.. jeg ved ikke rigtig. Måske vil jeg bare gerne se mine forældre igen...."
Han blev stille lidt mens han fumlede med deres lygte.
"Så hvad med Birch? Hvis det var en grafic novel, så ville han helt sikkert være skurken!"

Det tænkte Jørgen lidt over. De var halvvejs til jul og han følte sig ikke meget klogere som de stod der i mørket. Og han kunne ikke lade være med at have lidt dårlig samvittighed over at han havde haft så travlt med at komme op i himmelen at han helt havde glemt at tænke på Kasper...
8
L'enfer, c'est les autres

First debat-mover :rock:

Persnikedy skrev
Hun er så på tværs at de skal have fat i de slæbebåde fra Suez kanalen
Muspel
Indlæg: 3876
Tilmeldt: 22. nov 2015, 16:38
Kort karma: 766
Likede indlæg: 10729

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf Muspel » 14. dec 2019, 10:27

Fredag den 13. december skulle der traditionen tro være luciaoptog på Voergaard slot. Det var en tradition Jøren og hans kone havde startet lige efter 2. verdenskrig, og til hans store glæde havde alle de senere ejere fortsat traditionen.
Der ville blive fuldt af gæster hele dagen, og ved skumringstid ville områdets unge piger gå gennem slottet i fint optog. Nu var chancen der. Nu måtte de have en mulighed for at finde ud af, hvad der var op og ned på alle de løse ender i det her mærkelige decembermysterium.

De måtte finde ud af, hvad Birch og Gerners planer var, og de måtte finde ud af, hvorfor Ingeborg var så oprevet. Jørgen havde tænkt hele natten på det, Kasper havde sagt dagen inden - VAR Birch en skurk? Da han havde været hans assistent, havde han aldrig tænkt sådan. Der var godt nok den gamle sag om tjenestepigen, der pludselig måtte forlade sin plads, fordi hun var i ulykkelige omstændigheder, og havde anklaget Birch for at have noget med det at gøre. Men enhver vidste jo, at det var hende, der altid ønskede at danse tæt til ballerne. Birch havde erklæret sin uskyld, og det havde han naturligvis taget for gode varer- men nu lurede tvivlen hos ham.

Kasper og Jørgen brugte dagen på at gennemtænke en god plan. Jørgen vidste at i hvert fald Birch ville være alt for nysgerrig til at holde sig væk fra luciaoptoget - og Kasper havde forklaret, at de derfor kunne bruge telefonens video-funktion til at optage alle gæsterne. Det eneste de skulle gøre var at følge med luciaoptoget rundt, og så ville de finde dem.

Planen var klar. De havde fundet et hvidt lagen til Casper, så han kunne blive klædt ud som Luciapige, og langsomt liste ind blandt de andre. Han prøvede det på - og kom til at grine "se nu ligner jeg et rigtigt spøgelse, Jørgen".

Inden luciaoptoget, holdt slotsfruen altid en tale. Og Kasper og Jørgen stod klar dækket bag et skab. Kvinden fra køkkenet tidligere på måneden trådte frem. Hun begyndte at tale. "Særligt i år har vi brug for lys på Voergaard. Den tragedie, der ramte vores familie i sommer, har sænket mørke skygger over slottet. Så vi er glade for I alle er her i dag til at tænde lys med os... " hun gik i stå og Jørgen så en tåre på hendes kind. Langsomt gik det op for ham, hvilken tragedie, hun mente - og kiggede forfærdet på Kasper. "Men KASPER -det er jo din mor! Du har kun været død i få måneder! Jørgen glemte alt om planer, og sank forfærdet sammen bag skabet.

Kasper svarede "ja- den er god nok bror - sådan er det - men nu skal jeg vist gå lucia" og væk var han.
8
Brugeravatar
FrøkenM
Indlæg: 6626
Tilmeldt: 10. okt 2015, 09:05
Kort karma: 1180
Geografisk sted: Aalborg
Likede indlæg: 9490

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf FrøkenM » 15. dec 2019, 09:36

Jørgen anede ikke hvordan det var gået til. Han havde set Luciaoptoget den 13. December – det havde været smukt, præcis som altid. Efterfølgende havde der været glögg og æbleskiver. Kasper var kommet tilbage til ham, men havde virket nedtrykt, så de var bare gået tilbage til skabet ved blodpletten og var krøbet sammen og faldet i søvn. En dyb søvn der havde fået Jørgen til at drømme om sin familie og om, hvor dejligt det ville være når han endelig snart skulle gense sin elskede kone og deres to børn.

Noget var imidlertid gået helt galt. Jørgen var kravlet ud af skabet. Det var stadig halvmørkt udenfor men i skæret fra juletræet ude i gården kunne han se, at kalenderen allerede viste den 15. December. Den 15. December?! Kun 9 dage til jul. Kun 9 korte dage til, at hans mulighed for at blive genforenet med Elisabeth og børnene ville være forsvundet for evigt. Hvordan kunne det gå til, at han havde sovet en hel nat og en hel dag væk? Han var forfærdet og skyndte sig tilbage til skabet, hvor han forsigtigt vækkede Kasper.

”Kasper, vi har sovet en hel dag”, hviskede han, ”det er allerede den 15. December, så vi har travlt”. Jørgen ruskede lidt i drengen og endelig vågnede han.

”Hva’? Jeg kan slet ikke huske andet end at jeg gik Lucia, hvordan kan det gå til?”

”Det ved jeg ikke, Kasper. Men vi har travlt”. Jørgen lod drengen komme ud af skabet og snart stod de på slottets tomme gange uden at vide hvor de skulle begynde. Om 9 dage skulle de imidlertid være færdige, men hvor skulle de starte?

Kasper tog deres SE op af sin bukselomme og overvejede sit næste skridt, men han kom ikke ret langt, for telefonen indikerede, at den var ved at løbe tør for strøm, så før det skete, måtte de hellere finde en oplader.

”En oplader?!” Jørgen så uforstående på drengen.

”Ja”, svarede Kasper tålmodigt, ”min mor har én i sit soveværelse, så hvis jeg kan komme derind kan vi komme videre i vores søgen efter svar på, hvilken form for hævn det er du vil tage, så du kan blive genforenet med din familie” , fortsatte Kasper.

Kasper var i grunden en klog dreng , tænkte Jørgen, da han fulgte ham hen til slotsfruens soveværelse. Uret havde lige slået halv fem, så hun måtte stadig være i dyb søvn, tænkte han videre, da Kasper skubbede døren op og gik indenfor. Han tog opladeren fra skuffen og gav sin mor et spøgelseskys, inden han svævede ud til Jørgen igen.

”Okay”, Kasper holdt triumferende opladeren op, svævede hen til et tomt værelse, som Jørgen aldrig før havde set. Værelset var blåt med hvide skyer og var fyldt med LEGO. Det måtte være Kaspers gamle værelse. De tændte ikke lys men snart havde Kasper plottet opladeren til sin SE og skærmen lyste op.

”Så Birch fandt jer døde juleaften for 66 år siden, men hvordan skete det – og hvad betyder det der står i Elisabeths amulet mon? Hun gav dig den fordi den må have noget med jeres død at gøre. Har du den stadigvæk?”

Selvfølgelig havde Jørgen stadig amuletten. Amuletten var dyrebar for ham. Han tog den ud fra sin frakke og gav drengen den. Kasper åbnede den og læste endnu engang inskriptionen inden han tastede den ind i Google søgefeltet på SEén.

Til min lilje! Må du altid huske, hvem du er og hvor du kommer fra – men aldrig afsløre det.

Samtidig skrev han ” Betydning” ”dødsfald” ”Voregård” og få sekunder senere kom et par sider med søgeresultater frem. De første sider var ubrugelige, men så fandt Kasper noget han måske kunne bruge.

”Du , Jørgen, hvor længe har Elisabeth båret amuletten?”

”Altid”. Jørgen var helt sikker i sin sag – også selvom han var spøgelse med dårlig hukommelse. Elisabeth havde båret amuletten altid. Også på deres bryllupsdag og da hun fødte børnene.

”Så tror jeg vi skal have fat i Ingeborg Skeel for at komme videre. For hun har tilsyneladende den anden halvdel. Hun må kunne fortælle os mere om hvad det betyder”

”Jamen….. vi har aldrig kendt Fru Ingeborg sådan rigtigt”

”I så fald er der nok noget, Elisabeth har glemt at fortælle dig”, sagde Kasper og tog Jørgen i hånden så de sammen kunne gå ud og finde Ingeborg Skeel.
7
Volunteers are not paid - not because they are worthless, but because they are priceless! :dåne: :love: :lun:
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19587
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2437
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46021

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf LadyFox » 16. dec 2019, 17:36

Det var ikke fordi Jørgen havde særlig meget lyst til at spørge Ingeborg Skeel om noget som helst, men han kunne godt se at Kasper havde ret i at det blev de nok nødt til.

De brugte hele formiddagen på at kigge rundt på Voergaard, både på gangene, i salende og i hele den store park omkring slottet. Men Ingeborg var ingen steder at finde.

Jørgen og Kasper var efterhånden trætte af alt den leden og blev enige om at der nok ikke skete noget ved at tage et hvil. De gik op i Jørgens hus, der åbenbart også var Kaspers hus. Jørgen satte sig ved spisebordet i køkkenet mens Kasper gik op på sit værelse for at hende nogle billeder han gerne ville vise Jørgen. Jørgen greb sig selv i at tænke at det faktisk var meget rart ikke at være alene i alt det her.
Pludselig lød der et skrig fra døren. Jørgen vente sig forskrækket om og kiggede slottets ejer lige ind i øjnene, de frøs begge et øjeblik indtil damen hastigt for mod hoveddøren, hun nåede dog ikke ud før Kasper kom ned fra trappen..

"Moar?!"
"Kasper!! Jeg troede aldrig at jeg skulle se dig igen"

Damen glemte helt at hun var bange for spøgelser og løb hen og gav den lille dreng at kram.
Kasper præsenterede damen som viste sig at hedde Karen for Jørgen.
Jørgen spurgte Karen hvad der helt præcis var sket den dag Kasper faldt i voldgraven. Og Karen forklarede ligesom Kasper at de havde dækket op til picnic og pludselig var Kasper væk, altså indtil de fandt ham druknet i voldgraven. Men hun fortalte også at hun mistænkte at der var sket en forbrydelse, hvilket politiet havde afvist, men sådan noget kunne en mor altså mærke i sit hjerte så hun havde brugt månedesvis på at opklare det helt alene. Hun havde ikke haft meget held, men hun havde dog fundet et lommeur ved voldgraven der hvor Kasper blev fundet. Hun tog uret op af lommen og Jørgen udbrød:

"Det ur kender jeg, det tilhører Birch..."
6
...
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 7786
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 574
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 19143

Re: Debattens juleføljeton 2019

Indlægaf Hunkat » 17. dec 2019, 18:42

Det var næsten for meget for Jørgens glemfulde spørgelseshjerne. Kunne Birch være indvolveret i Kaspers uheld? Det virkede... usandsynlig. Man skulle være gennemført ond for at myrde små børn i voldgrave.... men på den anden side, hvis han havde en hånd med i Jørgens eget uheld, så havde han også betydet at Jørgens egne børn var døde!

Der var noget helt galt her, tænkte Jørgen for sig selv mens Kasper og hans mor talte dæmpet sammen.
"Jørgen!" lød en kommanderende stemme faretruende tæt på, så tæt på at Jørgen nær var væltet ned af den stol han havde sat sig på. Fruen på slottet, Ingeborg havde fundet dem.
"Jørgen! Jeg sagde jo du skulle gå ud og finder Gerner! Hvem er den knægt og hvorfor sidder du bare her og driver?" Ville hun vide. Karen spjættede af overraskelse og Kasper sukkede. Alt det arbejde og så kunne hun dukke op som det passede hende.

"Jah, joh... øhm... altså" mumlede Jørgen, forlegen over at blive fanget i at dovne på jobbet (selvom han ikke havde været på arbejde i 66 år teknisk set). "Kasper er jo også... øhm... genganger her på slottet" mumlede han videre.
"Og Gerner... jah.. jeg har faktisk prøvet at finde ham. Jeg ville gerne stille ham nogle spørgsmål."

Fru Ingeborg fnøs så hånligt at Jørgen næsten fik ondt af Gerner. "Gerner, han dur da ikke noget som helst. Manden har jo ikke tænkt en selvstændig tanke siden 1867. Hvis du har spørgsmål kan du stille dem til mig, jeg ved i det mindste et og andet om slottet her"
7
L'enfer, c'est les autres

First debat-mover :rock:

Persnikedy skrev
Hun er så på tværs at de skal have fat i de slæbebåde fra Suez kanalen

Tilbage til "Fest og bryllup"