Udlændinge skal selv betale for tolke i sundhedsvæsnet, hvis de har boet i Danmark i mere end tre år, mener regeringen og Dansk Folkeparti.
Lumnia Hassane er en af dem, der fra i år selv skal betale for de tolke, der sidder ved hendes side i alle møder med læger og hospitaler. Hun har været i Danmark i mere end 3 år - og ifølge en ny bestemmelse i finansloven betyder det, at hun nu selv er ansvarlig for at kunne dansk. Kan hun ikke det, må hun betale en tolk af egen lomme.
Flygtninge og indvandrere er nødt til at tage et større personligt ansvar for at lære dansk, mener integrationsminister Inger Støjberg (V).
- Jeg mener helt principielt, at man har en forpligtigelse til at tage sproget til sig. Simpelthen at lære dansk, når man bor i Danmark. Det kan ikke være meningen, at vi fra statens side skal punge ud, hver eneste gang en udlænding skal til læge eller til skole-hjem-samtale, siger ministeren til TV 2.
Men tingene er ikke så ligetil, siger Lumnia Hassane.
Hun vil egentlig gerne lære dansk. Men oplevelserne fra den krig, hun flygtede fra i Kosovo for 18 år siden, fylder stadig alt for meget.
- Hvis jeg ikke har nogen penge, hvordan skulle jeg så have råd til at få en tolk med til lægen? spørger hun.
Også hendes egen læge Lene Søndergaard er bekymret.
Hun er bange for, at brugerbetaling betyder, at mange ikke kan betale for en tolk. Og det kan få alvorlige konsekvenser.
- Hvis jeg skal forklare en kompliceret behandlingsteknik, så kan jeg være bekymret for, om vedkommende virkelig forstår det, der bliver sagt. Eller kommer til at gøre noget forkert og dermed bliver fejlbehandlet. Det kan få katastrofale konsekvenser, siger Lene Søndergaard.
Fra 2014 til 2016 er udgifterne til tolke i kommuner og regioner steget med over 150 millioner kroner.
Ifølge forvaltningsloven har myndighederne pligt til at gøre sig forståelige overfor modtageren. Derudover har Danmark tiltrådt flere konventioner, der betyder, at danske myndigheder forpligter sig til at tilbyde tolkehjælp.
Derfor har udlændinge indtil nu haft mulighed for at få tolke tilbudt gratis i for eksempel straffesager, hos en sagsbehandler, hos lægen og på hospitalet.
Brugerbetalingen skal ifølge aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti i første omgang kun gælde i sundhedsvæsenet, men stod det til Dansk Folkeparti alene, skal brugerbetalingen gælde for alle former for tolkning.
Hvad mener du om, at udlændinge efter 3 år i Danmark selv skal betale for tolkebistand?
Jeg synes, det er helt i orden bortset fra, at 'man' måske ikke skulle have begyndt med selv betalte tolkebistand i sundhedsvæsenet men derimod hos sagsbehandlere og i straffesager, men måske vil den nye bestemmelse motivere udlændinge mere til at lære dansk.