En tysk velgørenhedsorganisation vil kun give gratis overskudsmad til tyske statsborgere.
Organisationen, der hører hjemme i byen Essen, har siden 1995 delt overskudsmad ud til trængende, som ikke selv har råd til at købe madvarer.
Men siden december sidste år har Essener Tafel krævet, at alle skal kunne bevise, at de er tyske statsborgere, hvis de ønsker at få mad fra dem.
Ifølge organisationen har det været nødvendigt at indføre denne restriktion, fordi andelen af udlændinge, der ønsker at få gratis mad, er steget med 75 procent i de seneste år.
Mange især ældre tyskere og enlige mødre er ifølge Jörg Sartor, der er bestyrelsesformand for Essener Tafel, blevet bange for at troppe op ved uddelingsstederne.
De mange udlændinge, der især består af unge mænd, har ifølge Jörg Sartor skabt ballade, og det går ikke, fastslog han i sidste uge over for Deutsche Welle.
- Flere har taget fat i mig, fordi der var for meget skubberi, sagde han og understregede, at det intet har med racisme at gøre.
- Jeg vil have, at folk opfører sig ordentligt over for hinanden, og det fungerer ikke, når der ikke er en ligevægt mellem tyskere og udlændinge.
Sagen har nu fået flere tyske politikere på banen, heriblandt den tyske kansler, Angela Merkel.
Hun tager afstand fra pas-kravet.
- Man bør ikke lave sådanne kategorier. Det er ikke en god måde at gøre det på, siger hun til den tyske tv-station RTL.
Kansleren understreger dog, at sagen med tydelighed viser, hvor stort presset fra udlændinge lige nu er i Tyskland, og at der er mange, som er trængende.
Er det i orden, at den tyske velgørenhedsorganisation Essener Tafel kun vil uddele gratis mad til folk, der kan fremvise et tysk pas?
Det er spørgsmålet, der lige nu vækker stor debat i Tyskland, og som har skabt intern splid i den tyske regering.
Hvad er jeres mening?
Jeg er enig med velgørenhedsorganisationen, for at bruge Trumps ord "America first" - vil jeg sige "Germany first".