Indlægaf Faceless » 14. nov 2015, 09:40
Jeg er også dybt forfærdet over det der er sket i Paris.
Jeg opdagede det først sent i går aftes, og udsatte at gå i seng pga. det.
Det var den samme følelse der fyldte min krop, som da jeg hørte om angrebet på USA i 2001.
Tomhed. Forfærdelse. Sorg.
Jeg ved godt de siger, vi var udsat for et terrorangreb herhjemme i februar. Men jeg skal ærligt indrømme, at det aldrig vækkede de samme følelser hos mig, fordi det virkede så sølle at kalde det et terrorangreb, sat op imod angreb som det der nu (igen) har ramt Paris.
Og netop fordi Paris allerede har været ramt, undre det mig ekstra meget, at det franske politi og efterretningstjenesten ikke opdagede at noget var under opsejling. Det skrammer mig nok mere end noget andet.
For dette var ikke en enkelt galning ala angrebet her hjemme. Men noget hvor en form for kommunikation, som må have været mulig at opfange, er foregået. Og alligevel er det lykkes for disse hjernevaskede galninge at slå til med så store, forfærdelige konsekvenser.
Det er ikke et udtryk for en kritik af politiet, men min egen forfærdelse over, at de har formået at planlægge og slå til uden at blive opdaget, før det er for sent. For hvad kan det så ikke betyde for vores egen sikkerhed?
Jeg skal blank erkende, at jeg ligger al min tillid til, at vores eget politi beskytter os mod et angreb som det der ramte Paris i aftes. Og når de alligevel har kunne udføre en terrorhandling af den størrelse, et sted, som man må gå ud fra, de er ekstra opmærksomme efter angrebet i januar, så gør det mig enorm utryg—mere en noget andet—i forhold til vores egen sikkerhed.
1
Mine drenge
M'08/M'09/E'12/M'12/E'13/E'15/P'16/A'19