Purple Haze skrev:Kan selvfølgelig godt se at det er frustrerende og hårdt hvis man er 46/47 og klar på et barn og i princippet har fysikken til det. At det så ikke er muligt, hvis man skal have kunstig befrugtning.
Men, det er så bare ærgerligt synes jeg.
Det er ingen hemmelighed at der er en naturlig grænse for, hvornår det simpelthen ikke er muligt eller fornuftigt at få børn længere. Den bliver rykket, men personligt synes jeg det er helt fint der slås en streg. Ikke kun for børnenes skyld, men også indirekte for “forældrene”.
Hvis man har prøvet at få børn i årevis (hvilket jeg forestiller mig man har hvis man ønsker at blive kunstigt befrugtet som 46/47 årig) så har man været igennem n hård process - og tænker det er det bedste hvis der slås en streg i sandet: hertil og ikke længere - nu er det på tide at indstille sig på et liv uden børn, eller at man må “nøjes” med dem man har.
Jeg er helt enig.
Der er en biologisk grund til, at man på et tidspunkt ikke længere kan få børn.
Og den synes jeg så ikke, at man skal overskride.
I den helt anden boldgade, så synes jeg ikke, at det er en menneskeret at få børn. Og nogle burde måske affinde sig med, at man så fx. adopterer i stedet, fremfor at bruge hele sit fertile liv på at blive gravide og først til sidst adoptere som en "nødløsning".. De psykiske omkostninger er set med mine briller, alt alt for store.
Men det er jo noget, der er svært at diskutere, fordi det er så følelsesladet et emne.
Kender til én, der fik 24 spontane aborter, og der kan man måske diskutere, om ikke der burde have været stoppet for længst?
Vedkommende fik et barn, og det barn er det mest uselvstændige væsen i dag, fordi mor (og far) er så angste for, at det barn dør eller på anden vis kommer til skade. Nu har de jo kæmpet så længe, for at få guldklumpen.
Er det livskvalitet? Altså for barnet?