DetSorteCirkus skrev:
Jeg forestiller mig, at man har givet et afslag, der ikke har været formuleret med henblik på et retssag, hvilket er yderst forståeligt, da man næppe går og forventer, at de ansatte ligger på lur for at sagsøge deres arbejdsplads, og der som sådan intet usædvanligt er i ikke at blive forefremmet. Hvis afslaget har gået på chaufførens konkrete opførsel ved mødet (underforstået: sådan er vi ikke interesserede i, at du behandler kunderne) og ikke direkte på varetagelsen af arbejdsopgaven, giver det plads for en sag om religiøs diskrimination.
Vi kan sagtens blive enige om, at det ikke kræver en doktorgrad i kommunikation at forstå, hvad budskabet i påtalen af opførslen på mødet er, men hvis man vil misforstå, kan man godt i stedet få det til: I fravælger mig, fordi I ikke bryder jer om, at nogle muslimske mænd ikke giver hånd til kvinder.
Så min pointe er, at hvis man ikke er knivskarp på, at det er den ansatte som varetager af sit job og ikke som privatperson, man dømmer ude, og man samtidig er uheldig at have en medarbejder, der sætter sig selv i en kronisk offerrolle og er på udkig efter diskrimination, så kan man ende op med en sag og en dom som denne.
Nu kiggede jeg i afgørelsen (
http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/na ... Afgoerelse), og der kan man se, at afslaget har været formuleret således:
"Som oplyst i telefonen, ligger der kundehenvendelser til grund for vores afgørelse samt det, at du ikke vil hilse / give håndtryk, da vi er til informationsmødet i fredags. For [indklagede] er det et udtryk for en kulturel forskel, som vi ikke vil risikere giver sig udslag i forhold til [kunde]-aftalen og dennes kunder. Der er ikke her tale om nye krav i forhold til de i forvejen opstillede - der er ganske enkelt tale om almindelig kundeservice."
Det virker på mig meget som om, de forholder sig til hans opførsel som chauffør og ikke hvad han i øvrigt måtte gå og mene i privaten (hvor jeg er helt enig i, at det ikke rager arbejdsgiveren).
Det fremgår dog også af parternes bemærkninger til sagen, at:
"Klager har aldrig haft en klagesag omkring denne problematik, og ønsker heller ikke at få det. Skulle der i forbindelse med kørsel af en ældre kvinde eller anden person med gangbesvær opstå et kritisk tilfælde, vil klager håndtere situationen. Enten ved at hjælpe eller bære kvinden op til tredje sal, eller ved at give hende mund til mund, hvis det skulle være nødvendigt. Rækker en kunde hånden frem til klager, giver klager hånd til kunden."
Og så kan det virke mærkeligt, at det skal betyde så meget, om han vil give hånd til chefen. Men jeg synes nu, at chefen godt kan tillade sig at lægge det til grund, at når han siger "jeg giver ikke hånd til kvinder", så betyder det, at han ikke giver hånd til kvinder. Uanset om han så efterfølgende siger noget andet.
Men afgørelsen er meget klar og ganske kort:
Indklagede har som begrundelse for ikke at antage klager til specialopgaven blandt andet henvist til, at han ikke ville give hånd til kvindelige kunder.
Nævnet finder, at klager derved har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af religion.
Indklagede har ikke godtgjort et legitimt formål med kravet om at give hånd.
Klager får derfor medhold i klagen.
Og det er her, jeg ikke forstår det: Ikke påvist et legitimt formål? Jamen, det er helt almindelig opførsel at give hånd, og det er da også helt forventeligt, at kvinder kan blive krænkede, hvis de bliver afvist i forhold til et håndtryk med begrundelsen at de er kvinder.
Men det er det så åbenbart ikke Så religion er vigtigere end køn? Klager må kønsdiskriminere, men arbejdsgiver må ikke kræve, at han handler i strid med, hvad han mener er religion.