Må man hænge sine forældre ud?

[fisken80]

Ja.

Man skal da have lov til at eje sin egen historie, og fortælle den til hvem man har lyst til.

Tjoooh. Det kan du sige. Og hvis dem man skriver om er døde så er problematikken måske knap så stor. Men altså, der er jo masser af eksempler på, at f.eks. autofiktion medfører at navngivne personer hænges ud på måder de overhovedet ikke kan genkende.
Det seneste jeg læste om var en ung kvinde, der blev hængt ud i en bog ekskæresten havde skrevet. Hun blev kaldt både ond, kold og promiskuøs. Med navns nævnelse, så alle hendes venner ikke var i tvivl om, at det var hende.
Men så længe bogen udgives som roman er der ingen ko på isen. Det ved jeg helt ærligt ikke, hvad jeg skal mene om. Litterært er det interessant, men for dem der hænges ud må det sgu være rimelig ufedt...

[Misantropen]

En del af det at nedbryde tabuer og få hjælp er åbenhed så jeg har svært ved at se hvad gavn det skal gøre at holde det hemmeligt, som en familiehemmelighed. Ser man tilbage i tiden har det sjældent født noget positivt med sig.

Jeg kan sagtens forstå at man har et behov for at "råbe op". Jeg har selv haft et stort ønske om at såre nogle personer så de kunne mærke hvad de gjorde ved mig og hvordan det har påvirket mig.

Det eneste problem jeg kan se ved det er potentielle læseres manglende kildekritik. Man kommer bare ikke udenom at nogen tror på alt hvad de læser, uanset om det er rigtigt eller ej. Det kan gøre meget skade at blive løjet om.

Hvad er det fx bogen om hende der havde løjet om sin (angiveligt) sølle opvækst hedder?

Charlotte Bøvings bog hedder "Jeg lever med en udløbsdato", men løjet har hun næppe, i tv var der 3 afsnit, hvor både moderen (på egen krop) og faderens venner bekræftede hendes fars voldsomheder, som de havde overværet.

Det er ikke hende jeg snakker om. Det er et par år siden.

Bogen fik meget omtale indtil det blev afsløret der var smurt ekstra tykt på. Forfatteren lignede Linda P.

[fisken80]

En del af det at nedbryde tabuer og få hjælp er åbenhed så jeg har svært ved at se hvad gavn det skal gøre at holde det hemmeligt, som en familiehemmelighed. Ser man tilbage i tiden har det sjældent født noget positivt med sig.

Jeg kan sagtens forstå at man har et behov for at "råbe op". Jeg har selv haft et stort ønske om at såre nogle personer så de kunne mærke hvad de gjorde ved mig og hvordan det har påvirket mig.

Det eneste problem jeg kan se ved det er potentielle læseres manglende kildekritik. Man kommer bare ikke udenom at nogen tror på alt hvad de læser, uanset om det er rigtigt eller ej. Det kan gøre meget skade at blive løjet om.

Hvad er det fx bogen om hende der havde løjet om sin (angiveligt) sølle opvækst hedder?

Du tænker på Helt ude i hampen af Karina Pedersen. Og ja, den er et udmærket eksempel. For hun gik ud i adskillige interviews og fortalte om, at bogen var skrevet på baggrund af hendes egen barndom og at det hun skrev var selvoplevet. Men efterfølgende reasearchede MetroEkspress på hendes historie og opdagede, at langt det meste slet ikke passede. Hendes klassekammerater havde for en stor dels vedkommende gode jobs, og var ikke, som påstået, på kontanthjælp eller andre ydelser. Og det er bare et enkelt eksempel, der findes masser af andre.

[LadyFox]

Ja.

Man skal da have lov til at eje sin egen historie, og fortælle den til hvem man har lyst til.

Tjoooh. Det kan du sige. Og hvis dem man skriver om er døde så er problematikken måske knap så stor. Men altså, der er jo masser af eksempler på, at f.eks. autofiktion medfører at navngivne personer hænges ud på måder de overhovedet ikke kan genkende.
Det seneste jeg læste om var en ung kvinde, der blev hængt ud i en bog ekskæresten havde skrevet. Hun blev kaldt både ond, kold og promiskuøs. Med navns nævnelse, så alle hendes venner ikke var i tvivl om, at det var hende.
Men så længe bogen udgives som roman er der ingen ko på isen. Det ved jeg helt ærligt ikke, hvad jeg skal mene om. Litterært er det interessant, men for dem der hænges ud må det sgu være rimelig ufedt...

Det ændrer ikke på at jeg synes det er problematisk hvis man ikke skulle have lov til at fortælle sin historie hvis den ikke er lyserød, og der altså er nogle der kan blive ramt.
Der er mange historier, der endda har gjort en forskel for andre, der ikke ville have været fortalt hvis ikke det fortalte måtte gøre ondt på andre.

Selvfølgelig bør man ikke lyve og bedrage med sin historie, men er det pure opspind så er det jo netop heller ikke ens historie man deler.
Men alle er jo en eller anden grad af subjektiv i deres egen historie, men det gør det jo ikke til løgn, men det øger jo risikoen for at nogen fortæller om en oplevelse med én der ikke helt kan genkende det sagte.

[Misantropen]

En del af det at nedbryde tabuer og få hjælp er åbenhed så jeg har svært ved at se hvad gavn det skal gøre at holde det hemmeligt, som en familiehemmelighed. Ser man tilbage i tiden har det sjældent født noget positivt med sig.

Jeg kan sagtens forstå at man har et behov for at "råbe op". Jeg har selv haft et stort ønske om at såre nogle personer så de kunne mærke hvad de gjorde ved mig og hvordan det har påvirket mig.

Det eneste problem jeg kan se ved det er potentielle læseres manglende kildekritik. Man kommer bare ikke udenom at nogen tror på alt hvad de læser, uanset om det er rigtigt eller ej. Det kan gøre meget skade at blive løjet om.

Hvad er det fx bogen om hende der havde løjet om sin (angiveligt) sølle opvækst hedder?

Du tænker på Helt ude i hampen af Karina Pedersen. Og ja, den er et udmærket eksempel. For hun gik ud i adskillige interviews og fortalte om, at bogen var skrevet på baggrund af hendes egen barndom og at det hun skrev var selvoplevet. Men efterfølgende reasearchede MetroEkspress på hendes historie og opdagede, at langt det meste slet ikke passede. Hendes klassekammerater havde for en stor dels vedkommende gode jobs, og var ikke, som påstået, på kontanthjælp eller andre ydelser. Og det er bare et enkelt eksempel, der findes masser af andre.

Det var navnet, tak

https://www.zetland.dk/historie/sOzR5np3-ae6XddK5-e364d

[FormerlyKnownAs]

Tænk hvor meget godt at det har gjort at en som Lisbeth Zornig har fortalt sin historie.

[missme]

....
Jeg syntes faktisk ikke at man må "hænge sine forældre ud". Altså bare råbe til verden hvor forfærdelige de var, uden at være bare lidt nuanceret eller uden andet formål end at få afløb for sin frustration. Jeg har set min del af forældre som har svigtet deres børn, men jeg har aldrig set andet, end at disse forældre elskede deres børn, og faktisk gerne ville være gode forældre. De magtede det simpelthen bare ikke, de havde ikke evnerne eller også var deres egen krise, deres eget svigt, så stort, at det overskyggede alt andet. De var ikke onde mennesker.

Det kan godt være at de har deres ift kriser, eget svigt, manglende evner osv. Men så er det deres forbandende pligt at være voksne nok til at tage hånd om det og ikke lade det gå udover de børn de har valgt at få. Alt er andet er uacceptabelt og undskyldninger et svigtet barn ikke kan bruge til noget som helst.

Holdt kæft hvor kunne min barndom, ungdom og voksenliv have set anderledes ud hvis mine forælde havde taget ansvar for sig selv og gjort noget ved det lort de havde i rygsækken, fremfor at lade det gå udover deres egne børn.

Det var ikke mit ærinde at friholde forældrene fra ansvar. Det var bare ikke mit indtryk at, de forældre jeg har set svigte, gjorde dette af ond vilje. Det var så også forældre med nogle seriøse problemer, vold, misbrug og lign. Det kan børnene ikke bruge til noget, det ved jeg. At samfundet så ikke samler disse børn godt nok op, er et lige så stort svigt. Det var ikke min mening at træde nogle over tæerne.

[LadyFox]

....
Jeg syntes faktisk ikke at man må "hænge sine forældre ud". Altså bare råbe til verden hvor forfærdelige de var, uden at være bare lidt nuanceret eller uden andet formål end at få afløb for sin frustration. Jeg har set min del af forældre som har svigtet deres børn, men jeg har aldrig set andet, end at disse forældre elskede deres børn, og faktisk gerne ville være gode forældre. De magtede det simpelthen bare ikke, de havde ikke evnerne eller også var deres egen krise, deres eget svigt, så stort, at det overskyggede alt andet. De var ikke onde mennesker.

Det kan godt være at de har deres ift kriser, eget svigt, manglende evner osv. Men så er det deres forbandende pligt at være voksne nok til at tage hånd om det og ikke lade det gå udover de børn de har valgt at få. Alt er andet er uacceptabelt og undskyldninger et svigtet barn ikke kan bruge til noget som helst.

Holdt kæft hvor kunne min barndom, ungdom og voksenliv have set anderledes ud hvis mine forælde havde taget ansvar for sig selv og gjort noget ved det lort de havde i rygsækken, fremfor at lade det gå udover deres egne børn.

Det var ikke mit ærinde at friholde forældrene fra ansvar. Det var bare ikke mit indtryk at, de forældre jeg har set svigte, gjorde dette af ond vilje. Det var så også forældre med nogle seriøse problemer, vold, misbrug og lign. Det kan børnene ikke bruge til noget, det ved jeg. At samfundet så ikke samler disse børn godt nok op, er et lige så stort svigt. Det var ikke min mening at træde nogle over tæerne.

Men hvis noget skal ændre sig, så kræver det vel at vi snakker om det.
Det er enormt vigtigt at vide af man ikke er alene, at andre har lignende oplevelser osv. Det kan være enormt terapeutisk. Også selvom forældrene ikke har været skod af onde motiver.
Derudover hvis man gerne vil have samfundet gør mere, handler det jo igen også om om der er focus på emnerne - og igen, så bliver vi jo nødt til at tale om det, og vi bliver da nødt til at lytte på dem der har personlige erfaringer.

[FormerlyKnownAs]

....
Jeg syntes faktisk ikke at man må "hænge sine forældre ud". Altså bare råbe til verden hvor forfærdelige de var, uden at være bare lidt nuanceret eller uden andet formål end at få afløb for sin frustration. Jeg har set min del af forældre som har svigtet deres børn, men jeg har aldrig set andet, end at disse forældre elskede deres børn, og faktisk gerne ville være gode forældre. De magtede det simpelthen bare ikke, de havde ikke evnerne eller også var deres egen krise, deres eget svigt, så stort, at det overskyggede alt andet. De var ikke onde mennesker.

Det kan godt være at de har deres ift kriser, eget svigt, manglende evner osv. Men så er det deres forbandende pligt at være voksne nok til at tage hånd om det og ikke lade det gå udover de børn de har valgt at få. Alt er andet er uacceptabelt og undskyldninger et svigtet barn ikke kan bruge til noget som helst.

Holdt kæft hvor kunne min barndom, ungdom og voksenliv have set anderledes ud hvis mine forælde havde taget ansvar for sig selv og gjort noget ved det lort de havde i rygsækken, fremfor at lade det gå udover deres egne børn.

Det var ikke mit ærinde at friholde forældrene fra ansvar. Det var bare ikke mit indtryk at, de forældre jeg har set svigte, gjorde dette af ond vilje. Det var så også forældre med nogle seriøse problemer, vold, misbrug og lign. Det kan børnene ikke bruge til noget, det ved jeg. At samfundet så ikke samler disse børn godt nok op, er et lige så stort svigt. Det var ikke min mening at træde nogle over tæerne.

Hvordan skal samfundet samle børn op hvis børnene ikke må råbe op?

Hvis ingen må/kan/bør fortælle deres historie så lærer vi aldrig aldrig noget. Så slog vi stadig børn, lod dem græde sig i søvn osv.

[paint]

Jeg kan godt overraskes lidt over, at flere i tråden her, skriver at de godt kunne finde på at 'hænge nogen ud', når bare man ventede til de pågældende var døde og derfor ikke hørte det.

Personligt, har jeg det nok lige omvendt. Jeg ville ikke drømme om at ytre mig negativt om nogen, som ikke kunne forsvare sig - dvs. enten var døde eller ikke var til stede og kunne tage til genmæle.

Men sådan, er vi nok lidt forskellige.

[missme]

....
Jeg syntes faktisk ikke at man må "hænge sine forældre ud". Altså bare råbe til verden hvor forfærdelige de var, uden at være bare lidt nuanceret eller uden andet formål end at få afløb for sin frustration. Jeg har set min del af forældre som har svigtet deres børn, men jeg har aldrig set andet, end at disse forældre elskede deres børn, og faktisk gerne ville være gode forældre. De magtede det simpelthen bare ikke, de havde ikke evnerne eller også var deres egen krise, deres eget svigt, så stort, at det overskyggede alt andet. De var ikke onde mennesker.

Det kan godt være at de har deres ift kriser, eget svigt, manglende evner osv. Men så er det deres forbandende pligt at være voksne nok til at tage hånd om det og ikke lade det gå udover de børn de har valgt at få. Alt er andet er uacceptabelt og undskyldninger et svigtet barn ikke kan bruge til noget som helst.

Holdt kæft hvor kunne min barndom, ungdom og voksenliv have set anderledes ud hvis mine forælde havde taget ansvar for sig selv og gjort noget ved det lort de havde i rygsækken, fremfor at lade det gå udover deres egne børn.

Det var ikke mit ærinde at friholde forældrene fra ansvar. Det var bare ikke mit indtryk at, de forældre jeg har set svigte, gjorde dette af ond vilje. Det var så også forældre med nogle seriøse problemer, vold, misbrug og lign. Det kan børnene ikke bruge til noget, det ved jeg. At samfundet så ikke samler disse børn godt nok op, er et lige så stort svigt. Det var ikke min mening at træde nogle over tæerne.

Men hvis noget skal ændre sig, så kræver det vel at vi snakker om det.
Det er enormt vigtigt at vide af man ikke er alene, at andre har lignende oplevelser osv. Det kan være enormt terapeutisk. Også selvom forældrene ikke har været skod af onde motiver.
Derudover hvis man gerne vil have samfundet gør mere, handler det jo igen også om om der er focus på emnerne - og igen, så bliver vi jo nødt til at tale om det, og vi bliver da nødt til at lytte på dem der har personlige erfaringer.

Det er jeg enig i. Det har jeg også skrevet i et indlæg. Mener også at charlotte i udsendelserne behandler det på en måde, hvor hun både tager det alvorligt, men samtidig prøver at have forståelse for og kærlighed til sine forældre. Men hendes barndom var jo tydeligvis også andet end vold.

[FormerlyKnownAs]

Jeg kan godt overraskes lidt over, at flere i tråden her, skriver at de godt kunne finde på at 'hænge nogen ud', når bare man ventede til de pågældende var døde og derfor ikke hørte det.

Personligt, har jeg det nok lige omvendt. Jeg ville ikke drømme om at ytre mig negativt om nogen, som ikke kunne forsvare sig - dvs. enten var døde eller ikke var til stede og kunne tage til genmæle.

Men sådan, er vi nok lidt forskellige.

Fordi de her forældre kan være nogle som har fortalt deres historie til deres omverden uden at tage børnenes historie til indtægt. Børnene har ikke kunnet forsvare sig.

Jeg har har haft en dårlig barndom f.eks., men det er MIG som er blevet udstødt af familie og omgangskreds fordi at DE har fortalt deres version og folk har taget til takke med den. Ikke en eneste har spurgt mig. Ingen. Det hverken kan eller vil jeg kæmpe med og imod.

For slet ikke at tale om skam. Den skam et menneske kan føle skal man ikke underkende.

[LadyFox]

....
Jeg syntes faktisk ikke at man må "hænge sine forældre ud". Altså bare råbe til verden hvor forfærdelige de var, uden at være bare lidt nuanceret eller uden andet formål end at få afløb for sin frustration. Jeg har set min del af forældre som har svigtet deres børn, men jeg har aldrig set andet, end at disse forældre elskede deres børn, og faktisk gerne ville være gode forældre. De magtede det simpelthen bare ikke, de havde ikke evnerne eller også var deres egen krise, deres eget svigt, så stort, at det overskyggede alt andet. De var ikke onde mennesker.

Det kan godt være at de har deres ift kriser, eget svigt, manglende evner osv. Men så er det deres forbandende pligt at være voksne nok til at tage hånd om det og ikke lade det gå udover de børn de har valgt at få. Alt er andet er uacceptabelt og undskyldninger et svigtet barn ikke kan bruge til noget som helst.

Holdt kæft hvor kunne min barndom, ungdom og voksenliv have set anderledes ud hvis mine forælde havde taget ansvar for sig selv og gjort noget ved det lort de havde i rygsækken, fremfor at lade det gå udover deres egne børn.

Det var ikke mit ærinde at friholde forældrene fra ansvar. Det var bare ikke mit indtryk at, de forældre jeg har set svigte, gjorde dette af ond vilje. Det var så også forældre med nogle seriøse problemer, vold, misbrug og lign. Det kan børnene ikke bruge til noget, det ved jeg. At samfundet så ikke samler disse børn godt nok op, er et lige så stort svigt. Det var ikke min mening at træde nogle over tæerne.

Men hvis noget skal ændre sig, så kræver det vel at vi snakker om det.
Det er enormt vigtigt at vide af man ikke er alene, at andre har lignende oplevelser osv. Det kan være enormt terapeutisk. Også selvom forældrene ikke har været skod af onde motiver.
Derudover hvis man gerne vil have samfundet gør mere, handler det jo igen også om om der er focus på emnerne - og igen, så bliver vi jo nødt til at tale om det, og vi bliver da nødt til at lytte på dem der har personlige erfaringer.

Det er jeg enig i. Det har jeg også skrevet i et indlæg. Mener også at charlotte i udsendelserne behandler det på en måde, hvor hun både tager det alvorligt, men samtidig prøver at have forståelse for og kærlighed til sine forældre. Men hendes barndom var jo tydeligvis også andet end vold.

Men, vi kan vel også lære noget af dem der råber op om en skod barndom fordi de er rasende, frustrerede og egentlig barr har et behov for at råbe røv. Altså, at de ikke har et mål om at ville lære noget fra sig, være nuancerede, og tilgivende, men bare gerne vil fortælle hvordan de føler også selvom de måske ikke som Charlotte føler deres barndom og så var fyldt med alt muligt andet.

[missme]

....
Jeg syntes faktisk ikke at man må "hænge sine forældre ud". Altså bare råbe til verden hvor forfærdelige de var, uden at være bare lidt nuanceret eller uden andet formål end at få afløb for sin frustration. Jeg har set min del af forældre som har svigtet deres børn, men jeg har aldrig set andet, end at disse forældre elskede deres børn, og faktisk gerne ville være gode forældre. De magtede det simpelthen bare ikke, de havde ikke evnerne eller også var deres egen krise, deres eget svigt, så stort, at det overskyggede alt andet. De var ikke onde mennesker.

Det kan godt være at de har deres ift kriser, eget svigt, manglende evner osv. Men så er det deres forbandende pligt at være voksne nok til at tage hånd om det og ikke lade det gå udover de børn de har valgt at få. Alt er andet er uacceptabelt og undskyldninger et svigtet barn ikke kan bruge til noget som helst.

Holdt kæft hvor kunne min barndom, ungdom og voksenliv have set anderledes ud hvis mine forælde havde taget ansvar for sig selv og gjort noget ved det lort de havde i rygsækken, fremfor at lade det gå udover deres egne børn.

Det var ikke mit ærinde at friholde forældrene fra ansvar. Det var bare ikke mit indtryk at, de forældre jeg har set svigte, gjorde dette af ond vilje. Det var så også forældre med nogle seriøse problemer, vold, misbrug og lign. Det kan børnene ikke bruge til noget, det ved jeg. At samfundet så ikke samler disse børn godt nok op, er et lige så stort svigt. Det var ikke min mening at træde nogle over tæerne.

Men hvis noget skal ændre sig, så kræver det vel at vi snakker om det.
Det er enormt vigtigt at vide af man ikke er alene, at andre har lignende oplevelser osv. Det kan være enormt terapeutisk. Også selvom forældrene ikke har været skod af onde motiver.
Derudover hvis man gerne vil have samfundet gør mere, handler det jo igen også om om der er focus på emnerne - og igen, så bliver vi jo nødt til at tale om det, og vi bliver da nødt til at lytte på dem der har personlige erfaringer.

Det er jeg enig i. Det har jeg også skrevet i et indlæg. Mener også at charlotte i udsendelserne behandler det på en måde, hvor hun både tager det alvorligt, men samtidig prøver at have forståelse for og kærlighed til sine forældre. Men hendes barndom var jo tydeligvis også andet end vold.

Men, vi kan vel også lære noget af dem der råber op om en skod barndom fordi de er rasende, frustrerede og egentlig barr har et behov for at råbe røv. Altså, at de ikke har et mål om at ville lære noget fra sig, være nuancerede, og tilgivende, men bare gerne vil fortælle hvordan de føler også selvom de måske ikke som Charlotte føler deres barndom og så var fyldt med alt muligt andet.

Hvis man er rasende, frustret og egentlig bare har brug for at råbe røv, så lytter folk som regel ikke til hvad man siger. Men derfor forstår jeg godt at man ikke kan være forstående overfor de forældre som har svigtet, og tale om tilgivelse.
Jeg har haft inde på livet, at der var en som offentligt råbte op om dårlig barndom, svigt og vold. Jeg ved så også at det ikke passede, og at pågældende er psykisk ustabil. Derfor er jeg lidt påpasselig med bare at tage den slags opråb for gode varer. Fordi der ofte er nuancer...ikke altid det ved jeg godt.

[LadyFox]

....
Jeg syntes faktisk ikke at man må "hænge sine forældre ud". Altså bare råbe til verden hvor forfærdelige de var, uden at være bare lidt nuanceret eller uden andet formål end at få afløb for sin frustration. Jeg har set min del af forældre som har svigtet deres børn, men jeg har aldrig set andet, end at disse forældre elskede deres børn, og faktisk gerne ville være gode forældre. De magtede det simpelthen bare ikke, de havde ikke evnerne eller også var deres egen krise, deres eget svigt, så stort, at det overskyggede alt andet. De var ikke onde mennesker.

Det kan godt være at de har deres ift kriser, eget svigt, manglende evner osv. Men så er det deres forbandende pligt at være voksne nok til at tage hånd om det og ikke lade det gå udover de børn de har valgt at få. Alt er andet er uacceptabelt og undskyldninger et svigtet barn ikke kan bruge til noget som helst.

Holdt kæft hvor kunne min barndom, ungdom og voksenliv have set anderledes ud hvis mine forælde havde taget ansvar for sig selv og gjort noget ved det lort de havde i rygsækken, fremfor at lade det gå udover deres egne børn.

Det var ikke mit ærinde at friholde forældrene fra ansvar. Det var bare ikke mit indtryk at, de forældre jeg har set svigte, gjorde dette af ond vilje. Det var så også forældre med nogle seriøse problemer, vold, misbrug og lign. Det kan børnene ikke bruge til noget, det ved jeg. At samfundet så ikke samler disse børn godt nok op, er et lige så stort svigt. Det var ikke min mening at træde nogle over tæerne.

Men hvis noget skal ændre sig, så kræver det vel at vi snakker om det.
Det er enormt vigtigt at vide af man ikke er alene, at andre har lignende oplevelser osv. Det kan være enormt terapeutisk. Også selvom forældrene ikke har været skod af onde motiver.
Derudover hvis man gerne vil have samfundet gør mere, handler det jo igen også om om der er focus på emnerne - og igen, så bliver vi jo nødt til at tale om det, og vi bliver da nødt til at lytte på dem der har personlige erfaringer.

Det er jeg enig i. Det har jeg også skrevet i et indlæg. Mener også at charlotte i udsendelserne behandler det på en måde, hvor hun både tager det alvorligt, men samtidig prøver at have forståelse for og kærlighed til sine forældre. Men hendes barndom var jo tydeligvis også andet end vold.

Men, vi kan vel også lære noget af dem der råber op om en skod barndom fordi de er rasende, frustrerede og egentlig barr har et behov for at råbe røv. Altså, at de ikke har et mål om at ville lære noget fra sig, være nuancerede, og tilgivende, men bare gerne vil fortælle hvordan de føler også selvom de måske ikke som Charlotte føler deres barndom og så var fyldt med alt muligt andet.

Hvis man er rasende, frustret og egentlig bare har brug for at råbe røv, så lytter folk som regel ikke til hvad man siger. Men derfor forstår jeg godt at man ikke kan være forstående overfor de forældre som har svigtet, og tale om tilgivelse.
Jeg har haft inde på livet, at der var en som offentligt råbte op om dårlig barndom, svigt og vold. Jeg ved så også at det ikke passede, og at pågældende er psykisk ustabil. Derfor er jeg lidt påpasselig med bare at tage den slags opråb for gode varer. Fordi der ofte er nuancer...ikke altid det ved jeg godt.

Jeg synes det siger mere om dem der ikke lytter til folk der mest bare er vrede over at de har haft et liv fyldt med uretfærdige traumatiske oplevelser i den tid de var mest forsvarsløse, stemmeløse og den tid hvor de former sig aller mest, blot fordi de ikke er nuancerede, og forsonende. Især, hvis dem der ikke lytter ikke er dem der skældes ud, og altså ikke har grund til at gå i forsvarsposition.
Måske, fordi jeg kender til en del situationer hvor jeg godt kan forstå dem det et gået ud over mest af alt bare er bitre og sure, og hvor jeg udmærket godt kan forstå at de ikke engang har lyst til at forsøge at minde sig selv om at deres forældre også har haft det svært, og det måske også var meget hyggeligt engang i mellem til jul.