Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

[DetSorteCirkus]

Jeg synes, det er er meget tydeligt, ikke mindst i det citat, du selv har valgt, at psykologen forholder sig til decideret dysfunktionelle forældre, der ikke har klaret, magtet og/eller lagt væk på at tage sig ordentligt af deres børn, men hvor det alligevel for børnene er forbundet med skyld og skam så meget som at overveje et brud.
Det er derfor, psykologen pointerer, at det bedste, en forælder kan give, ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt. At den oplevede misrøgt er virkelig.
Det siger for mig noget om, hvor langt børn, der fysisk og/eller psykisk er gået for lud og koldt vand, faktisk går for at kunne rumme deres forældre, også som voksne, og derfor forstår jeg slet ikke, hvor du vil hen med bilmærker og umulige forventninger, underforstået: forkælede voksne børn.

Familierelationer på tvæs af generationer er et interessant emne; det er bare ikke det, artiklen handler om.
Så, hvad er det, helt konkret, vi skal debattere?

[LadyFox]

Tror ikke, at det kun er dysfunktionelle familier man ta'r afstand fra, man glemmer at sige pyt, og mange forventer det utroligste af deres forældre, og kan så kun blive skuffede gang på gang.

Det kunne jo være, at deres børnebørn trods alt forstod bedsteforældrene bedre, og derfor kunne have stor fornøjelse af dem?

Er det ikke synd at adskille små børn, der endnu ikke kan tage stilling til familiesituationen fra bedsteforældrene?!

Jeg understreger, vi taler ikke om hverken misbrugere eller kriminelle.....

Hvis man bare læser her på debatten, vil man opleve, at det langt fra er nogen nem løsning at stoppe med at se sine forældre. Det handler overhovedet ikke om at sige pyt. Og det tvivler jeg på gør sig gældende i ret mange tilfælde. Det kan da godt være, at der er nogle familier, hvor man bliver uvenner ofte, og det nærmest er en måde at omgås hinanden på. Men jeg tror, de fleste er derude, hvor de ikke kan holde til den opførsel, deres forældre lægger for dagen.

Der er grænser for, hvad man kan og skal finde sig i fra andre mennesker, også selvom det er familie.

Hvis forældre blander sig konstant, nedgør deres voksne børn, løber fra aftaler, skuffer og svigter børn og børnebørn, prioriterer alt andet på trods af løfter osv så når de fleste en grænse for, hvad de vil eller kan holde til at stå model til.

Jeg synes, du forfladiger et reelt problem.

Det er bestemt ikke mine intentioner at forfladige problemet, og jeg må indrømme, at jeg ville også ha' det stramt med voksne, der løber fra aftaler m.v., men der er jo mange standarder forældre må leve op til at være 'rigtige' i voksne børns øjne, både mht. stillinger, omgangskreds og sågar bilmærke.

Min ene datter anklager f.eks. mig for, at hun ikke blev student, nu mange år efter, men eftflg. har hun ved at hoppe fra diverse kurser vist, at hun ikke kan sidde stille på stolen, så jeg har ingen dårlig samvittighed.

Og hun har endda klaret sig med udmærkede stillinger, og har også været selvstændig.

Så hvis man vil finde noget,såeee....

Jeg har da også ting jeg kan klandre min mor for, som jeg synes at hun burde have gjort anderledes, det et vel meget normalt. Men.. Lige som med dig og din datter, så har jeg altså ikke cuttet kontakten med min mor.
Det at have nogle punkter man ser kritisk på er jo ikke det samme som at afskære. Langt de fleste har jo stadig deres forældre i deres liv på trods af den erkendelse af at deres forældre ikke har været perfekte.
Dem der dropper deres forældre et jo dem hvor det gode ikke opvejer det dårlige. Og i sådanne tilfælde hvor det dårlige er langt dårligere end det gode er godt, hvorfor skulle man rationelt set blive i det?

[vibbsen]

Tror ikke, at det kun er dysfunktionelle familier man ta'r afstand fra, man glemmer at sige pyt, og mange forventer det utroligste af deres forældre, og kan så kun blive skuffede gang på gang.

Det kunne jo være, at deres børnebørn trods alt forstod bedsteforældrene bedre, og derfor kunne have stor fornøjelse af dem?

Er det ikke synd at adskille små børn, der endnu ikke kan tage stilling til familiesituationen fra bedsteforældrene?!

Jeg understreger, vi taler ikke om hverken misbrugere eller kriminelle.....

Hvis man bare læser her på debatten, vil man opleve, at det langt fra er nogen nem løsning at stoppe med at se sine forældre. Det handler overhovedet ikke om at sige pyt. Og det tvivler jeg på gør sig gældende i ret mange tilfælde. Det kan da godt være, at der er nogle familier, hvor man bliver uvenner ofte, og det nærmest er en måde at omgås hinanden på. Men jeg tror, de fleste er derude, hvor de ikke kan holde til den opførsel, deres forældre lægger for dagen.

Der er grænser for, hvad man kan og skal finde sig i fra andre mennesker, også selvom det er familie.

Hvis forældre blander sig konstant, nedgør deres voksne børn, løber fra aftaler, skuffer og svigter børn og børnebørn, prioriterer alt andet på trods af løfter osv så når de fleste en grænse for, hvad de vil eller kan holde til at stå model til.

Jeg synes, du forfladiger et reelt problem.

Det er bestemt ikke mine intentioner at forfladige problemet, og jeg må indrømme, at jeg ville også ha' det stramt med voksne, der løber fra aftaler m.v., men der er jo mange standarder forældre må leve op til at være 'rigtige' i voksne børns øjne, både mht. stillinger, omgangskreds og sågar bilmærke.

Min ene datter anklager f.eks. mig for, at hun ikke blev student, nu mange år efter, men eftflg. har hun ved at hoppe fra diverse kurser vist, at hun ikke kan sidde stille på stolen, så jeg har ingen dårlig samvittighed.

Og hun har endda klaret sig med udmærkede stillinger, og har også været selvstændig.

Så hvis man vil finde noget,såeee....

Jeg formåede heller ikke at få mig en studentereksamen. Og har efterfølgende heller ikke formået at tage særlig meget efteruddannelse, fordi jeg faktisk har svært ved at sidde stille på stolen. Men har klaret mig udemærket i livet alligevel.

Det har så vist jeg at jeg faktisk har ADHD, hvilket har stor indfydelse på bl.a. sådan noget som uddannelse. Det var der bare ikke nogen der så. Jeg blev bare puttet i en kasse hvor jeg var flyvsk og en drømmer som ikke kunne genneføre tingene.

Mine forældre behøver ikke at have dårlig samvittighed over dette. Men det ville være fint hvis de anerkendte at de måske kunne have gjort mere end de gjorde...Det er jeg ærlig talt en smule bitter over. At jeg har skullet leve med labelen "Forkert" når det der i virkeligheden var forkert var at jeg ikke fik den nødvendige støtte....

Det kommer dog næppe til at ske, for jeg har ikke tænkt mig overhovedet at fortælle det til dem. De vil nemlig reagerer fuldstændig som dig...Ved at forfladige problemet og deres egen rolle med et "Det gik jo godt nok alligevel...Men man kan jo altid finde noget at sætte fingeren på "

Og jeg håber at jeg bliver istand til at leve op til en lidt højere standard i forhold til min egen datter på det punkt...Så hun - når hun er 45 - ikke behøver at sidde tilbage med følelsen af svigt på samme måde som jeg gør...

[Aviva]

Hvis jeg ikke havde mindre søskende at tage hensyn til, havde jeg cuttet forbindelsen til min far.

-han var ikke nogen rar person da jeg voksede op -sikkert pga det han var udsat for fra hans egen far.. (som også blev udsat for noget fra hans far)
Er egentlig ret ligeglad med ham i dag. Både pga hans opførsel overfor mig gennem min barndom, men også fordi han skulle jorde min mor, efter han smed hende ud af "familen".

Han er dog god til at træde til hvis jeg mangler hjælp, til for eksempel ukrudt (jeg får rygsmerter/problemer, når jeg gør det selv)
-dog ikke uden trælse/giftige bemærkninger. (ville ønske jeg "turde" bede ham klappe i)

[Muspel]

Som aviva havde jeg brudt med en forældre, hvis det ikke var for min søster.

Det er så min mor. Det hjælper mig at huske mig selv på, at hun gør det så godt hun kan. Det er bare uendeligt meget for lidt.

Hun har brilleret i narcicisme gennem hele mit liv. Fx fortalte hun mig som 17 årig, at hun ikke havde ment at hende og min fars forhold var stærkt nok til et barn mere (mig) men min far insisterede. I hendes verden var det en undskyldning for, at de blev skilt efter et år, og hun flyttede væk. I min verden er det et tydeligt ansvarsfraskrivede svigt. Og at hun ikke forstår, hvad det gør ved et barn at få det at vide forstår man ikke.

Jeg holder hende så langt fra livet, som jeg kan. Hun har en bedre relation til min søster, og derfor skærer jeg hende ikke væk. Men gid jeg kunne. Hun gør mig kun ondt.

Sidste skud på stammen var en reaktion på, at jeg havde sagt mit nye job op pga stress, der var ved at vende tilbage. Hendes reaktion; ‘Yeay- så kan du måske alligevel komme til mit julehygge- arrangement’ - uden så meget som en kommentar om, at det var hun ked af på mine vegne. Igen- mor i centrum.

INGEN skærer forbindelsen til deres forældre uden grund.

[FormerlyKnownAs]

De historier jeg læser her om de der egoforældre hører jeg fra rigtig mange som har forældre fra samme årgang som mine egne er. Jeg har valgt at se det som et vilkår for den årgang at man bare er mega ego. Mine er fra hhv 55 og 58.

[Muspel]

De historier jeg læser her om de der egoforældre hører jeg fra rigtig mange som har forældre fra samme årgang som mine egne er. Jeg har valgt at se det som et vilkår for den årgang at man bare er mega ego. Mine er fra hhv 55 og 58.

Min far kan nu godt finde ud af at vise empati, og fx rent faktisk interessere sig for mig.

Så måske - men nogen er nu noget mere end almindeligt egoistiske

[Madam]

Som aviva havde jeg brudt med en forældre, hvis det ikke var for min søster.

Det er så min mor. Det hjælper mig at huske mig selv på, at hun gør det så godt hun kan. Det er bare uendeligt meget for lidt.

Hun har brilleret i narcicisme gennem hele mit liv. Fx fortalte hun mig som 17 årig, at hun ikke havde ment at hende og min fars forhold var stærkt nok til et barn mere (mig) men min far insisterede. I hendes verden var det en undskyldning for, at de blev skilt efter et år, og hun flyttede væk. I min verden er det et tydeligt ansvarsfraskrivede svigt. Og at hun ikke forstår, hvad det gør ved et barn at få det at vide forstår man ikke.

Jeg holder hende så langt fra livet, som jeg kan. Hun har en bedre relation til min søster, og derfor skærer jeg hende ikke væk. Men gid jeg kunne. Hun gør mig kun ondt.

Sidste skud på stammen var en reaktion på, at jeg havde sagt mit nye job op pga stress, der var ved at vende tilbage. Hendes reaktion; ‘Yeay- så kan du måske alligevel komme til mit julehygge- arrangement’ - uden så meget som en kommentar om, at det var hun ked af på mine vegne. Igen- mor i centrum.

INGEN skærer forbindelsen til deres forældre uden grund.

Har du tænkt over, at hun KUNNE faktisk være glad for din tilstedeværelse ved omtalte arrangement, så det har større prioritet i hendes tanker fremfor dit job, og en forglemmelse at udtrykke deltagelse for din stress og opgivelse af job, man bli'r jo også mange gange afbrudt i samtalen???

Og ikke altid man får sagt det, som er væsentligt for den anden, i starten...

Jeg mange gange været ulykkelig over, at mine kom flere timer for sent pga. job, og så var tiden for samværet jo kortere.

Nu skal jeg ikke kloge mig på misundelse overfor søskende, for jeg er enebarn, men deres ene faster har registreret det, og gjort opmærksom på det...og samme faster havde 6 (seks) søstre, så hun må jo ha' en vis erfaring.

Og narcissister, det er vi jo alle...i en eller anden grad.

[FormerlyKnownAs]

Som aviva havde jeg brudt med en forældre, hvis det ikke var for min søster.

Det er så min mor. Det hjælper mig at huske mig selv på, at hun gør det så godt hun kan. Det er bare uendeligt meget for lidt.

Hun har brilleret i narcicisme gennem hele mit liv. Fx fortalte hun mig som 17 årig, at hun ikke havde ment at hende og min fars forhold var stærkt nok til et barn mere (mig) men min far insisterede. I hendes verden var det en undskyldning for, at de blev skilt efter et år, og hun flyttede væk. I min verden er det et tydeligt ansvarsfraskrivede svigt. Og at hun ikke forstår, hvad det gør ved et barn at få det at vide forstår man ikke.

Jeg holder hende så langt fra livet, som jeg kan. Hun har en bedre relation til min søster, og derfor skærer jeg hende ikke væk. Men gid jeg kunne. Hun gør mig kun ondt.

Sidste skud på stammen var en reaktion på, at jeg havde sagt mit nye job op pga stress, der var ved at vende tilbage. Hendes reaktion; ‘Yeay- så kan du måske alligevel komme til mit julehygge- arrangement’ - uden så meget som en kommentar om, at det var hun ked af på mine vegne. Igen- mor i centrum.

INGEN skærer forbindelsen til deres forældre uden grund.

Har du tænkt over, at hun KUNNE faktisk være glad for din tilstedeværelse ved omtalte arrangement, så det har større prioritet i hendes tanker fremfor dit job, og en forglemmelse at udtrykke deltagelse for din stress og opgivelse af job, man bli'r jo også mange gange afbrudt i samtalen???

Og ikke altid man får sagt det, som er væsentligt for den anden, i starten...

Jeg mange gange været ulykkelig over, at mine kom flere timer for sent pga. job, og så var tiden for samværet jo kortere.

Nu skal jeg ikke kloge mig på misundelse overfor søskende, for jeg er enebarn, men deres ene faster har registreret det, og gjort opmærksom på det...og samme faster havde 6 (seks) søstre, så hun må jo ha' en vis erfaring.

Og narcissister, det er vi jo alle...i en eller anden grad.

Og så negligerer vi da bare at hun har været sådan hele livet over for sit barn og fortalt hende at hun godt vidste at forældrenes forhold ikke kunne holde til et barn mere og dermed brugte Muspel som exit strategi. Super fedt at få at vide.

Lidt ligesom da jeg fik at vide at jeg var sværest elske fra jeg var 6 år. Altså et lille barn som kun var under indflydelse fra sine forældre. Skidt pyt. De mente det jo godt og måske skulle jeg da overveje at de også var kede af nogle ting engang imellem.

Skal love for at for den rene er alting rent og så er det da nemt at fraskrive sig ethvert ansvar.

[Muspel]

Som aviva havde jeg brudt med en forældre, hvis det ikke var for min søster.

Det er så min mor. Det hjælper mig at huske mig selv på, at hun gør det så godt hun kan. Det er bare uendeligt meget for lidt.

Hun har brilleret i narcicisme gennem hele mit liv. Fx fortalte hun mig som 17 årig, at hun ikke havde ment at hende og min fars forhold var stærkt nok til et barn mere (mig) men min far insisterede. I hendes verden var det en undskyldning for, at de blev skilt efter et år, og hun flyttede væk. I min verden er det et tydeligt ansvarsfraskrivede svigt. Og at hun ikke forstår, hvad det gør ved et barn at få det at vide forstår man ikke.

Jeg holder hende så langt fra livet, som jeg kan. Hun har en bedre relation til min søster, og derfor skærer jeg hende ikke væk. Men gid jeg kunne. Hun gør mig kun ondt.

Sidste skud på stammen var en reaktion på, at jeg havde sagt mit nye job op pga stress, der var ved at vende tilbage. Hendes reaktion; ‘Yeay- så kan du måske alligevel komme til mit julehygge- arrangement’ - uden så meget som en kommentar om, at det var hun ked af på mine vegne. Igen- mor i centrum.

INGEN skærer forbindelsen til deres forældre uden grund.

Har du tænkt over, at hun KUNNE faktisk være glad for din tilstedeværelse ved omtalte arrangement, så det har større prioritet i hendes tanker fremfor dit job, og en forglemmelse at udtrykke deltagelse for din stress og opgivelse af job, man bli'r jo også mange gange afbrudt i samtalen???

Og ikke altid man får sagt det, som er væsentligt for den anden, i starten...

Jeg mange gange været ulykkelig over, at mine kom flere timer for sent pga. job, og så var tiden for samværet jo kortere.

Nu skal jeg ikke kloge mig på misundelse overfor søskende, for jeg er enebarn, men deres ene faster har registreret det, og gjort opmærksom på det...og samme faster havde 6 (seks) søstre, så hun må jo ha' en vis erfaring.

Og narcissister, det er vi jo alle...i en eller anden grad.

Jo jo. Hun var jo netop mest glad for at jeg kunne komme. Fordi hun er så optaget af sig selv.
Det var på mail. Så nej, jeg afbrød hende ikke. Og hun havde al mulighed for at ‘huske’ at udtrykke deltagelse.


Og det er ved Gud ikke på grund af misundelse i forhold til min søster jeg bringer det ind. Jeg ønsker bare ikke at sætte min søster i en situation, hvor hun ikke kan invitere os alle samtidig.

Men det lyder da til, min mor ville finde en alletiders veninde i dig

[Madam]

Som aviva havde jeg brudt med en forældre, hvis det ikke var for min søster.

Det er så min mor. Det hjælper mig at huske mig selv på, at hun gør det så godt hun kan. Det er bare uendeligt meget for lidt.

Hun har brilleret i narcicisme gennem hele mit liv. Fx fortalte hun mig som 17 årig, at hun ikke havde ment at hende og min fars forhold var stærkt nok til et barn mere (mig) men min far insisterede. I hendes verden var det en undskyldning for, at de blev skilt efter et år, og hun flyttede væk. I min verden er det et tydeligt ansvarsfraskrivede svigt. Og at hun ikke forstår, hvad det gør ved et barn at få det at vide forstår man ikke.

Jeg holder hende så langt fra livet, som jeg kan. Hun har en bedre relation til min søster, og derfor skærer jeg hende ikke væk. Men gid jeg kunne. Hun gør mig kun ondt.

Sidste skud på stammen var en reaktion på, at jeg havde sagt mit nye job op pga stress, der var ved at vende tilbage. Hendes reaktion; ‘Yeay- så kan du måske alligevel komme til mit julehygge- arrangement’ - uden så meget som en kommentar om, at det var hun ked af på mine vegne. Igen- mor i centrum.

INGEN skærer forbindelsen til deres forældre uden grund.

Har du tænkt over, at hun KUNNE faktisk være glad for din tilstedeværelse ved omtalte arrangement, så det har større prioritet i hendes tanker fremfor dit job, og en forglemmelse at udtrykke deltagelse for din stress og opgivelse af job, man bli'r jo også mange gange afbrudt i samtalen???

Og ikke altid man får sagt det, som er væsentligt for den anden, i starten...

Jeg mange gange været ulykkelig over, at mine kom flere timer for sent pga. job, og så var tiden for samværet jo kortere.

Nu skal jeg ikke kloge mig på misundelse overfor søskende, for jeg er enebarn, men deres ene faster har registreret det, og gjort opmærksom på det...og samme faster havde 6 (seks) søstre, så hun må jo ha' en vis erfaring.

Og narcissister, det er vi jo alle...i en eller anden grad.

Jo jo. Hun var jo netop mest glad for at jeg kunne komme. Fordi hun er så optaget af sig selv.
Det var på mail. Så nej, jeg afbrød hende ikke. Og hun havde al mulighed for at ‘huske’ at udtrykke deltagelse.


Og det er ved Gud ikke på grund af misundelse i forhold til min søster jeg bringer det ind. Jeg ønsker bare ikke at sætte min søster i en situation, hvor hun ikke kan invitere os alle samtidig.

Men det lyder da til, min mor ville finde en alletiders veninde i dig

Tror du misforstår...

Jeg er også sårbar, men måske er vi nogen gange FOR sårbare.

[Muspel]

Som aviva havde jeg brudt med en forældre, hvis det ikke var for min søster.

Det er så min mor. Det hjælper mig at huske mig selv på, at hun gør det så godt hun kan. Det er bare uendeligt meget for lidt.

Hun har brilleret i narcicisme gennem hele mit liv. Fx fortalte hun mig som 17 årig, at hun ikke havde ment at hende og min fars forhold var stærkt nok til et barn mere (mig) men min far insisterede. I hendes verden var det en undskyldning for, at de blev skilt efter et år, og hun flyttede væk. I min verden er det et tydeligt ansvarsfraskrivede svigt. Og at hun ikke forstår, hvad det gør ved et barn at få det at vide forstår man ikke.

Jeg holder hende så langt fra livet, som jeg kan. Hun har en bedre relation til min søster, og derfor skærer jeg hende ikke væk. Men gid jeg kunne. Hun gør mig kun ondt.

Sidste skud på stammen var en reaktion på, at jeg havde sagt mit nye job op pga stress, der var ved at vende tilbage. Hendes reaktion; ‘Yeay- så kan du måske alligevel komme til mit julehygge- arrangement’ - uden så meget som en kommentar om, at det var hun ked af på mine vegne. Igen- mor i centrum.

INGEN skærer forbindelsen til deres forældre uden grund.

Har du tænkt over, at hun KUNNE faktisk være glad for din tilstedeværelse ved omtalte arrangement, så det har større prioritet i hendes tanker fremfor dit job, og en forglemmelse at udtrykke deltagelse for din stress og opgivelse af job, man bli'r jo også mange gange afbrudt i samtalen???

Og ikke altid man får sagt det, som er væsentligt for den anden, i starten...

Jeg mange gange været ulykkelig over, at mine kom flere timer for sent pga. job, og så var tiden for samværet jo kortere.

Nu skal jeg ikke kloge mig på misundelse overfor søskende, for jeg er enebarn, men deres ene faster har registreret det, og gjort opmærksom på det...og samme faster havde 6 (seks) søstre, så hun må jo ha' en vis erfaring.

Og narcissister, det er vi jo alle...i en eller anden grad.

Jo jo. Hun var jo netop mest glad for at jeg kunne komme. Fordi hun er så optaget af sig selv.
Det var på mail. Så nej, jeg afbrød hende ikke. Og hun havde al mulighed for at ‘huske’ at udtrykke deltagelse.


Og det er ved Gud ikke på grund af misundelse i forhold til min søster jeg bringer det ind. Jeg ønsker bare ikke at sætte min søster i en situation, hvor hun ikke kan invitere os alle samtidig.

Men det lyder da til, min mor ville finde en alletiders veninde i dig

Tror du misforstår...

Jeg er også sårbar, men måske er vi nogen gange FOR sårbare.

Det må du gerne mene. Jeg konstaterer bare, at min mors handlinger har konsekvenser.

[DetSorteCirkus]

Nu spørger jeg bare... Madam, skyldes tråden her en konflikt med dine egne børn? For så er det da bedre at få nogle input på det fremfor på en artikel, der tilsyneladende ikke handler om det, du lader til at være optaget af.

Måske er det ikke din mening, men dine kommentarer er meget sort/hvide, dvs. du prøver at finde acceptable forklaringer på al beskreven forældre-adfærd, uanset hvor uhyrlig den er (det ER uhyrligt at skrive om et julearrangement, når ens datter er syg af stress og har måtte sige op), og har omvendt meget lidt forståelse, hvis nogen, for det voksne barns standpunkt, og sådan er det ofte, når man selv er personligt involveret i et emne.

[Madam]

Nu spørger jeg bare... Madam, skyldes tråden her en konflikt med dine egne børn? For så er det da bedre at få nogle input på det fremfor på en artikel, der tilsyneladende ikke handler om det, du lader til at være optaget af.

Måske er det ikke din mening, men dine kommentarer er meget sort/hvide, dvs. du prøver at finde acceptable forklaringer på al beskreven forældre-adfærd, uanset hvor uhyrlig den er (det ER uhyrligt at skrive om et julearrangement, når ens datter er syg af stress og har måtte sige op), og har omvendt meget lidt forståelse, hvis nogen, for det voksne barns standpunkt, og sådan er det ofte, når man selv er personligt involveret i et emne.

Jeg forholder mig udelukkende til kommentatorernes forklaringer, hvorfor de er skuffede over deres forældre...hvis de uopfordret fortæller om det.

De tager jo ikke alle udgangsspunkt i artiklen.

[LaScrooge]

Det er bestemt ikke mine intentioner at forfladige problemet, og jeg må indrømme, at jeg ville også ha' det stramt med voksne, der løber fra aftaler m.v., men der er jo mange standarder forældre må leve op til at være 'rigtige' i voksne børns øjne, både mht. stillinger, omgangskreds og sågar bilmærke.

Min ene datter anklager f.eks. mig for, at hun ikke blev student, nu mange år efter, men eftflg. har hun ved at hoppe fra diverse kurser vist, at hun ikke kan sidde stille på stolen, så jeg har ingen dårlig samvittighed.

Og hun har endda klaret sig med udmærkede stillinger, og har også været selvstændig.

Så hvis man vil finde noget,såeee....

Det lyder lidt som om du håner hende med at hun jo har bevist, at hun ikke kan finde ud af at tage en uddannelse, og at det er bevis for, at du i hvert fald ikke har spillet en rolle i det.

.... men det gør forældre jo: Spiller en rolle i, hvad deres børn kan og ikke kan, mens de stadig er børn eller unge voksne. De lærer deres børn vedholdenhed eller det modsatte, de lærer dem disciplin eller det modsatte; de hjælper dem ved at gøre ting, som er uoverskuelige for barnet overskuelige; de læser lektier med dem og lærer dem gode lektielæsningsvaner. De motiverer deres børn og lærer dem behovsudsydelse og at man nogle gange skal bide i det sure æble og gøre noget, man OVERHOVEDET IKKE GIDER, bare fordi man skal. De fejrer succeserne og lærer deres børn, hvordan de kan forholde sig til det der føles som nederlag. De bakker op om deres børns liv og gør rammerne så gode som overhovedet muligt for, at deres børn kan vokse i selvstændighed og ansvarstagen i takt med, at kravene til dem stiger.

Det er naturligvis idealsituationen og de færreste forældre lykkes med det hele og slet ikke hele tiden. Men et barn der føler, at det er berettiget at anklage sin forælder for sine fejlede uddannelsesforsøg, har jo følt, at de har manglet noget vigtigt fra denne forælder.

---
I forhold til emnet, så ja, absolut. Det kan absolut være et sundhedstegn at afbryde kontakten med ens forældre, ligesom det kan være et tegn på videreførelse af usunde bånd og mønstre, når børn har svært ved at træde i karakter overfor deres forældre og tydeligt kommunikere hvad de vil finde og ikke finde sig i, og derefter håndhæve det på en måde, så forældrene enten respekterer det eller mærker konsekvensen. Forældre skal gøre sig fortjent til at spille en rolle i deres voksne børns liv; ikke bare hvile på laurbærbladene og hævde priviligeret position fordi de har sat barnet i verden.